
Baggrund:
Her kommer baggrunden for en test af blyfri jagtammunition. Der har igennem tiden være snakket og skrevet meget om blyholdige, contra blyfrie projektiler.
I betragtning af at blyholdige projektiler har fungeret fint, igennem generationer, hvorfor så overhovedet overveje at skifte til noget andet ?
Da slaget om Dybbøl rasede i 1864, anvendtes der udelukkende blyprojektiler i håndvåben.
Hvis man på slagmarken omkring skanserne søger med en metaldetektor, så kan man 156 år efter slaget stadig finde blyprojektilerne fra den gang.
Projektilerne er ikke korroderet bort, men har stort set samme vægt som dengang, da de blev affyret.
Hvis man studerer projektilerne nøje, så vil man bemærke, at blyet er omgivet af en hvid/grå belægning. Denne belægning er blyoxid. Blyoxid er tungt opløselig i et neutralt miljø og optages derfor ikke i naturen i nogen nævneværdig grad. Projektilet udgør derfor ikke nogen synderlig trussel for forgiftning af miljøet, så længe projektilet blot forbliver i en samlet klump eller ikke udsættes for et syrligt miljø.
Det samme gør sig vel også gældende for jægernes projektiler – Eller gør det?
