Dansk bukkeberetning, der nok kan sætte gang i længslerne efter den næste bukkepremiere.
Otte øjne stirrede intenst ind i mine to. Det er lidt svært at fokusere, når alle otte øjne er mindre end 30 centimeter fra ens næsetip.
En stor fed edderkop havde firet sig ned fra grangrenen en meter over mit hoved. Om jeg blev betragtet som fredsforstyrrer eller bare interessant set med edderkoppens øjne er svært at sige. Jeg var på min side mest fascineret af, at den var i stand til at holde sin position med øjnene konstant rettet mod mig, selv om den lette morgenvind flyttede rundt på den. Mit kraftige pust sendte den i en ukontrolleret svingning væk fra mit ansigt, og den pilede op ad sin silkesnor. Damen var dog ikke blevet mere forskrækket end, at hun kort efter lod sig dumpe ned igen for at genoptage sin stirren. Sådan sad vi et stykke tid og betragtede hinanden, indtil edderkoppen blev træt af legen og kravlede op ad sin tråd, som den møjsommeligt tog med sig hele vejen. God silkesnor smider man ikke bare væk, når man er en edderkop. Jeg fulgte den med øjnene op ad tråden, hen over grenen og om bag stammen, hvor den forsvandt. Et hurtigt blik på uret fortalte, at der stadig var et par minutter til solopgang, så den lille forestilling havde ikke revet mig væk fra mit egentlige forehavende. Jeg skulle have ram på en morder.
PLADSBUKKEN, DER FORSVANDT
Siden midten af april havde jeg været sikker på, at det var en pæn ulige seksender, der ville stå øverst på listen til premieren den 16. maj 2023. Men omkring den 1. maj begyndte den at se jaget ud, og den optrådte ikke længere så selvsikkert, som den havde gjort. Og pludselig var den som sunket i jorden, og der var ikke dukket en ny buk op på reviret, eller rettere ikke en, vi havde set.
Min svoger, som jeg deler jagten med, og jeg var enige om, at den kunne være blevet kørt ned på den nærliggende motorvej, men så var det, at morderen præsenterede sig som ny hersker i området. Første gang jeg så ham, var jeg sikker på, at det var en regulær morderbuk med to lange stænger. Ved nærmere øjesyn viste det sig, at den havde en kort sprosse på højre stang, så det er vel reelt en ulige gaffelbuk. Jeg foretrækker dog at kalde den en morder. Under alle omstændigheder en barsk fyr at se på, så der er ikke megen tvivl om, at den yngre og kropsligt svagere ulige seksender havde været nødt til at strække våben og søge mod nye græsgange langt væk fra områdets nye pladsbuk.
RÅVILDT EN MASSE OG EN RÆV
Min svoger sad oppe bag gravhøjen 400 meter borte, hvor han havde udsyn over hele vores bygmark og en stor del af naboens lucernemark. Jeg havde trukket loddet, der gav ret til at sidde i engen. Der er ikke det samme udsyn, men det var her morderen havde sin daglige gang. Lige efter solopgang tikkede en sms ind om, at der gik fem stykker råvildt i naboens lucerne – men ingen buk. Jeg havde dårligt nok nået at sende min thumbs up på min mobil, da der lød et skud oppe fra gravhøjen. Morderbukken kunne godt have søgt den vej op, men det blev afkræftet fem minutter senere, hvor en ny sms gav besked om, at han havde skudt en ung klein gaffelbuk, som var gået små 100 meter ud i kornet, hvor den havde lagt sig. Sms’en indeholdt også beskeden om, at råvildtet i naboens lucernemark overhovedet ikke havde reageret på skuddet, så jeg lænede mig tilbage mod granstammen for at lade roen falde over mig igen.
Så langt nåede jeg ikke, før et glimt af rødt ovre ved kanten af naboens granremise, som danner grænse mod nord til vores terræn, satte mig i højeste beredskab.
Det var ikke et stykke råvildt, men en kæmpe hanræv, der søgte ud i engen, hvor den musede et stykke tid, før den forsvandt bag om pilekrattet inde på vores eng.
Få minutter senere fangede mit blik noget rødt til højre for mig. Hanræven var søgt ud af engen og kom nu op ad naboens springbane lavet af store træstammer. Jeg sad som frosset, og ræven var mindre end fire meter fra mig, da den opdagede, at der var ugler i mosen. Den stoppede op, og hvis jeg syntes, at edderkoppen stirrede på mig, er det for intet at regne mod det blik, ræven nu sendte mig med sine kun to øjne. Pudsigt nok gik der ikke panik i ræven. Da den var færdig med at stirre, vendte den 180 grader og luntede stille og roligt tilbage ad ridebanen, hvor jeg tabte den af syne, men det blev ikke det sidste, jeg hørte til ræven.
EN LIGRØVER PÅ SPIL
Ret beset vil jeg helst pürsche, når jeg er på riffeljagt, men når man har med markråvildt at gøre, er det mest hensigtsmæssig med anstandsjagt. Så man kan lige så godt gøre en dyd ud af nødvendigheden, så faktisk sad jeg og nød morgenen. Oplevelserne med edderkoppen og ræven repeterede jeg mere end én gang, da jeg efter en times tid pludseligt registrerede, at min svoger var på vej ned over marken i skarpt trav. I håndkikkerten kunne jeg se, at han havde sin riffel over højre skulder, mens han flagrede vildt og inderligt med sin venstre arm.
Det viste sig, at han havde ladet sin buk blive liggende for ikke at forstyrre mine chancer, men så havde han set noget rødt nede ved bukken. Han satte sin håndkikkert til øjnene og konstaterede, at en meget stor hanræv var klar til at holde festmåltid på den døde buk. Så kan det godt være, at der kom fart over feltet ned mod den forendte buk og ræven, der tog benene på nakken med retning ned mod mig og engen.
Jeg fik en ny sms med en del emojis og besked om, at dyrene på lucernemarken heller ikke denne gang havde taget videre notits af aktiviteten på nabomarken, så roen faldt igen over mig.
EN MORDER PÅ BANEN
Bedst som jeg var ved at falde i staver, dukkede et dyr op helt ude på hjørnet af granremisen. Et hurtigt kig i håndkikkerten bekræftede, at der var tale om en rå. Kort efter trådte hendes lam fra sidste år ud til hende. Dyrene fra lucernemarken var i drift, for minuttet efter trådte først én rå og så en rå mere ud ned langs med remisen. Den, der stod tættest på, var små 100 meter ude og meget drægtig.
Jeg lod blikket glide tilbage til råen længst borte, og den havde nu også fået selskab af en gaffelbuk i halv ørehøjde og i bast. Den buk havde jeg ikke set før. Der var tale om et skravlet dyr, som ikke var god at have i avlen, så jeg stillede skydestokken, så jeg kunne komme til at sætte en kugle, men bedst som jeg skulle til at krumme fingeren om aftrækkeren, fik den travlt med at komme væk, mens den kiggede sig nervøst over skulderen ned mod engen.
Nyt fokus; mit blik vendte tilbage til råen tættest på engen. Hvor den var kommet fra, ved jeg ikke, men morderbukken stod fredsommeligt og essede af en af buskene på engen klos op ad råen. Uden at vække for meget opsigt fik jeg skydestokken flyttet tilbage, hvor den lige var kommet fra. Riflen op i skydestokken og i anslag. Bukken havde flyttet sig rundt, så den stod med spejlet til. Om jeg kunne mærke min puls – jo tak, det kunne jeg. Til mit held havde morderen fået øje på et ekstra saftigt blad længere omme på busken, så den vendte sig og stod med så meget af siden til, at jeg kunne sætte en fornuftig kugle.
Jeg var sikker på, at skuddet sad præcist, hvor det skulle, men bukken reagerede ikke på kuglen. Den så sig blot forbløffet rundt og begyndte at gå ud i engen med retning mod mig. Der var allerede en ny kugle i kammeret, og den sendte bukken ned i græsset. Ny kugle i kammeret og fokus på bukken, som imidlertid ikke rørte på sig.
Efter fem minutter gik jeg ned til bukken klar til at skyde igen, hvis den pludseligt skulle finde på at rejse sig. Det gjorde den nu ikke. Den var stendød med to dræbende kugler. Da jeg brækkede bukken, konstaterede jeg, at det første skud var gået gennem begge lunger. De var nærmest mast. Det manglende skudtegn undrer mig stadig.
Den skravlede buk så vi flere gange i løbet af sæsonen, men nogen må have holdt hånden over den, for vi fik aldrig en chance for at tage den ud af avlen. Den fik formentlig heller ikke chancen, for den pæne ulige seksender var ikke sen til at konstatere, at dens rival var væk, så den vendte hurtigt hjem til sin vante omgivelser. Hvis den ikke bliver kørt over på motorvejen inden da, står den øverst på listen den 16. maj 2024.
