Kunstmaleren Jeppe Eisner, som har trådt sine barnesko i Jægersborg Dyrehave, og som gennem hele livet har foreviget Bakken, Pjerrot, Dyrehavens træer og hjorte samt stemningen i og omkring Dyrehavsbakken med sine malerier er trist.
Jeppe Eisner forstår ikke, hvorfor sikaer skal væk fra dyrehaven. ”De har altid været her, og jeg ser dem hver dag, når jeg går rundt her i dyrehaven”. Det vil være trist – meget trist at jeg ikke skal møde dem på min vej. Hvorfor skal myndighederne pludselig ændre på det som altid har været her.”

Jeppe Eisner holder til i sit store atelier, som ligger i Magasinet. Bindingsværkshuset lige ved magasindammen, hvor rytterne falder i vandet til Hubertusjagten. Skoven har venligst stillet Magasinet til rådighed for Jeppe, så han her med udsigt til både skoven, Eremitageslottet og Øresund kan blive inspireret og lad sine pensler forevige omgivelserne.
Jeppe Eisner er 74 år, og han er født på Frederiksberg. Hans far var maleren Ib Eisner og hans bror er skuespilleren Morten Eisner, som blandt andet også er kendt som Bakkens Pjerrot.
Når den årlige Hubertusjagt afvikles søndag d. 1 november, vil der være åbent i Magasinet, så publikum kan se værkstedet, hvor de mange malerier bliver til. Samtidig er der traditionen tro fernisering i Atelier Eisner Enghavevej 4 2930 Klampenborg. Her vil der være 25-30 nye værker.
Aflivning af sikahjortene kommer også til at fylde på dette års fernisering. Jeppe er således i gang med flere malerier, hvor sigtekornet er rettet direkte mod hjortene. Det er hans egen stille protest mod, hvad der foregår.




