Drivjagt i det svenske – Tak Sophie Terkelsen, ’’Tiden med dig er bare mega fed’’.
Foto: Staffan Johansson, Vildmarken.se og Mette Karin Petersen
En sæson med fuld fart – bogstavligt talt
Hundredevis af vildsvin, højt tempo og få skudsikre vinkler i Frankrig. Store hjorte, vildsvin på klos hold og tæt skov i Polen. Åbne marker, længere distancer og rådyr i spring i Sverige. Den seneste sæson var startskuddet på en ny jagtform for mig, nemlig drivjagt.
Alle jagtformer har min dybeste respekt, men især drivjagt. Det er skud til løbende vildt, hvilket stiller utroligt høje krav til jægeren. Ofte kræver det hurtig reaktion og hastige beslutninger, der tager højde for køn, størrelse, afstand og sikkerhed. Dertil skal du være i stand til at kontrollere dit spændingsniveau, samt have en vis styrke i overkroppen til at afgive et stabilt skud med mulighed for opfølgning. Det stod derfor klart for mig, at jeg skulle tage min træning alvorligt. Det indebar træning på skydebane, i skydebiograf og i fitnesscenteret. Mit største ansvar, foruden sikkerhed, er at gøre mit ypperste for ikke at anskyde. Derfor træner jeg intensivt forud for jagt, især drivjagt. Træningen lærer mig, hvor mine begrænsninger er, og øger mine chancer for en god oplevelse.
Forbiskud, anskud eller forendt?
Sen aften ankommer jeg til det charmerende og vildtrige Skårsjö Gård, seks timers kørsel fra København. De tændte fakler viser vej til mødestedet, hvor vi nyder en let vildttapas og modtager briefing af jagtlederen Alexander. Skudbart vildt er keilere, søer mindre end 60 kg., råer, lam og ræv.
Vækkeuret ringer
Jeg springer i tøjet og smider riflen på skulderen.
Med hastige skridt bevæger jeg mig ned på gårdspladsen. Jeg er spændt på at se de andre jægere, se hundene og ikke mindst komme ud i jagtområdet.
Fordelt i mindre grupper går vi med hastige skridt ud mod vores poster. Med et stort smil og en sitrende krop kravler jeg op i tårn 85. Det er en kongepost ud til åben mark, høje siv og vand og med spor efter masser af vildt. Det første, jeg gør, er at vurdere skudafstande og sikkerhedsvinkler, samt at se efter veksler, så jeg har en ide om, hvor dyrene kan komme fra.
Dagens jagt er arrangeret af den svenske virksomhed WeHunt – Nordens mest downloadede jagt app. Jeg havde hidtil brugt appen til at digitalisere forvaltningsprocessen i mit eget jagtområde, men endnu ikke brugt den på jagt.
Appen har mange forskellige features, men under denne jagt var jeg især glad for tracking af hundene. Alle hunde havde fået monteret en WeHunt GPS på deres halsbånd, hvilket gav os jægere mulighed for at følge drevet på telefonen eller vores Garmin ure.
Drevet sættes i gang
Inden for tyve minutter begynder hundene at gø. De viser bevægelse i appen og drevet er igang. I tårnet står jeg sammen med fotograf og chefredaktør for Vildmarken, Staffan Johansson.
Hundende gør.
Lyden kommer tættere.
Pulsen stiger.
Opmærksomheden intensiveres.
Vi hører hundene nærme sig, og pludselig får jeg øje på en rotte vildsvin, der kommer luntende langs vandet.
Nervøst får jeg mumlet til Staffan: ’’Se, se, se!’’. Jeg forsøger på et splitsekund at kønsbestemme, størrelsesvurdere og få den bedste skudchance.
Bagkappen af riflen er allerede fast skuldret, jeg løfter og følger igennem på et af de sidste vildsvin. Trykker på aftrækkeren og repeterer. Rotten af vildsvin passerer med fuld fart igennem et buskads, men jeg ser ikke noget anskudt vildsvin.
Derimod ser jeg perfekte skudchancer løbe forbi mig på kun 40 meters afstand. Det havde været en oplagt mulighed at afgive et skud mere til et af de andre vildsvin, men jeg kan naturligvis ikke afgive flere skud, før det påskudte vildsvin er fundet.
Mit hjerte pumper derudad. Jeg er utrolig nervøs. Tankerne om at have misset strejfer mig, men endnu værre er tanken om at have anskudt vildsvinet. Det giver mig et stik i maven. Vi må ikke selv igangsætte et eftersøg og afventer derfor en hundefører. Det er en ubehagelig situation, som jeg ikke tidligere har oplevet, og ventetiden føles som timer, på trods af det kun varer et par minutter.
Hundene fandt vildsvinet forendt i sivene langs vandet.
Skudstærkt vildsvin sætter mig på prøve
Drevet er stadig i gang. Frustrationerne fra tidligere har jeg lagt på hylden og har fuld fokus på lydene og bevægelserne i mine omgivelser.
Ud af det blå, som det næsten altid føles, tonser tre vildsvin ud af sivene tredive meter til højre for mig.
De løber med høj fart ud over det store åbne stykke, heldigvis med siden til, så jeg har mulighed for den perfekte skudplacering. Fordi min riffel altid er fast skuldret, er jeg hurtig til at få trukket op, fulgt igennem og trykket af på det sidste vildsvin. Vildsvinet tegner tydeligt, men sætter farten endnu mere op og fortsætter derudad. Afstanden bliver længere og længere, og af sikkerhedsmæssige hensyn til min nabo, som står to hundrede meter ude i et tårn på marken, må jeg pege piben ned for igen at løfte op, sigte og afgive et skud mere.
Idet jeg afgiver skuddet, er vildsvinet allerede ved at lægge sig. Fotografen Staffan og jeg talte efterfølgende om, hvorvidt andet skud var nødvendigt, idet hovedet allerede begyndte at søge nedad. Men det er utrolig svært at vide i selve situationen, fordi vildsvin kan være ekstremt skudstærke. Jeg er af den overbevisning, at vi jægere skal følge op og afgive skud, indtil dyret er forendt, således at man ikke blot krydser fingre for, at det lægger sig længere henne.
Flere skud resulterer ganske vist også i mere kødødelæggelse, men det vigtigste for mig som jæger er, at dyrene får en hurtig og effektiv ’aflivning’. Overrasket, stolt og lettet står jeg efter en intens oplevelse.
En pludselig tvivl rammer mig
Er det buk, rå eller lam? Jeg havde besluttet mig for ikke at skyde råvildt, netop af den årsag at jeg var nervøs for, at de i hurtigt løb ville være svære at kønsbestemme. Der var på parolen tydeligt gjort opmærksom på, at det ikke var velanset at skyde bukke – som i overhovedet ikke. Så derfor havde jeg valgt udelukkelsesmetoden.
Hundene gør igen, og langs vandkanten kommer to rådyr gående i roligt tempo på hundrede meters afstand.
Jeg siger til Staffan, at jeg ikke tager skuddet, men nyder udsigten.
Staffan siger: ”du må godt, det er en rå og et lam”.
Staffans godkendelse af, at begge dyr er skudbare, gjorde, at jeg øjeblikkeligt ombestemte mig. Min langsomme beslutning og hviskende snak i tårnet resulterede i, at rådyrene fik øje på os og satte i fuld spurt. Det gjorde situationen langt sværere end først antaget. Jeg fulgte igennem, sigtede på skulderbladet og fulgte lammets op og ned bevægelser. Lammet falder i skuddet og ligger forendt på stedet.
Du kan se en intens video fra Mettes jagt lige her: https://youtu.be/-X4aUVmNAYA
