Foto: Magnus Lejhall
Jeg har selvfølgelig tjekket vejrudsigten for Johannishus, inden jeg kører hjemmefra dagen før jagten. Der er lovet mellem 4 og 8 graders frost, overskyet med lidt sol, så det varme tøj er pakket, riflen er tjekket – igen – og alle nødvendige papirer er samlet i et lille chartek. Med sommerfugle i maven og alt pakket kører bilen frisk over Storebæltsbroen onsdag eftermiddag.
Efter en usædvanlig kort nat i hovedstaden sætter jeg torsdag morgen kl. 04.10 kursen mod Johannishus. Temperaturen falder undervejs til -10C, og mens jeg tøffer mod destinationen i det sydvestlige Sverige, tænker jeg mange gange over, om jeg nu har husket det hele!
Johannishus Gods
Jeg ankommer til min destination kl. 07.10. Det sidste stykke vej ind til godset er oplyst af smukke bålkurve, som lyser vejen op. Wauw, jeg kan bare mærke, at det her bliver noget helt særligt!
Jeg triller ind på gårdspladsen får parkeret bilen og går over gårdspladsen.
Jeg bliver indskrevet og får detaljer for dagen
Jeg bliver taget rigtig godt imod, da jeg kommer indenfor. Her står godsejerens hustru, Maria Wachtmeister og får de tilkomne jægere behørigt indskrevet. Da jeg er ”tjekket ind”, kigger jeg mig lidt omkring. Nu er jeg her så, endelig! Jeg har glædet mig længe og været utrolig spændt. Jeg kender ingen og er både spændt og nervøs, og jeg føler stadig, at der er en sværm af sommerfugle i min mave! Men her er en god og hyggelig stemning, så roen falder hurtigt over mig.
Som den nysgerrige sjæl jeg er, får jeg hilst på dem, der er ankommet og dem, der kommer til. Der er også et par danskere imellem, et par af de unge mænd arbejder på Johannishus – og her er også et par erfarne danske jægere, som har været her før. Dem får jeg en sludder med hen over kaffen og får et par gode råd med på vejen. Jeg er trods alt ikke erfaren ud i vildsvinejagt.
Efterhånden som flere ankommer, løftes stemningen, og snakken går let og ubesværet på kryds og tværs af rummet. Og da klokken er lidt i 8, står vi alle klar til parolen ude på gårdspladsen, hvor alt praktisk bliver klarlagt.
Jagtbart vildt
Det er med at holde tunge lige i munden og have pudset brillerne grundigt i dag. Der må skydes til elgkalv, kronvildt (kalv, hind og spidshjort), dåvildt (kalv, spidshjort og ét styks dåhind pr. såt pr. skytte), rålam, og vildsvin, dog ikke hundyr over 80 kg. eller førende so.
Det lyder måske simpelt nok, men som forholdsvis ny jæger kan jeg godt mærke, at det kræver noget ekstra. Rådyrene får ganske enkelt lov at gå, med mindre jeg er HELT sikker! Men når der kommer grise løbende, som de jo oftest gør, ja så skal jeg jo være hurtig… og skarp! For ud over hurtigheden så kræver det også nogen erfaring at vurdere, om en gris vejer over 80 kg. – når man vel at mærke først lige har sikret sig, om det er en so eller en keiler. Ellers må jeg gå efter de mindste, hvis de kommer i en flok.
Riffel og ammunition
Jeg har taget min Ruger M77 Mark II .308 win med. En riffel, jeg har købt brugt sidste år, og som jeg er virkelig glad for. Det er ikke en letvægter, men den ligger godt til mig alligevel. Patronerne er DRT TerminalShock .308 – 175 grain. Jeg har fra min start som jæger valgt kun at skyde med blyfri ammunition. Det giver mening for mig ikke at tilføre bly til det, vi skal spise – og det giver mening for mig ikke at efterlade bly i naturen. DRT TerminalShock roterer med 160.000 omdrejninger i minuttet og skal være meget effektiv. Det er dog første gang, jeg har dem med på jagt, så jeg er superspændt.
Min optik er en Bushnell Banner 6-24×40. Den er af ældre dato, men den fungerer fint. Jeg ønsker mig dog brændende en ny optik til min .308.
Parole og hornblæsning – og lad så jagten begynde
AFSTED ud i skoven på første såt
Og lad så jagten begynde! Vi bliver fordelt ud i bilerne, alt efter hvilket nummer vi har trukket om morgenen. Vi kører afsted ud mod skoven og dagens første solstråler, der rejser sig mellem træerne og skinner ned på den snedækkede jord på smukkeste vis. Vi skal ud til Wambåsa mon, et skovområde med mange sten i skovbunden.
Jeg er den sidste, der skal sættes af, og jeg bliver fulgt ud til mit tårn, hvor jeg næsten har mulighed for skud hele vejen rundt. Jeg finder hurtigt ud af, at jeg har slæbt for meget med mig ud – og sådan lærer man jo hele tiden! Jeg kravler op i tårnet og sonderer terrænet lidt. Jeg får puttet patroner i, får handskerne på og er klar! Og inden længe hører jeg driverne, der råber, og hundene, der gjalder rundt i skoven. Det første rådyr kommer forbi og hilser på. Det kommer løbende bag mig, og da det kommer ind på cirka 20 meter, stopper det og kigger rundt. Jeg står helt stille og nyder synet, inden det løber videre i skoven. Det næste kommer foran mig – en rå, kan jeg se. Den stopper op cirka 50 meter foran mig, og jeg bruger muligheden til at lægge riflen til, sigte og vurdere. Når jeg alligevel ikke skal affyre skud, kan jeg lige så godt bruge det som træning til både at blive bedre til at kønsbestemme og til at sigte og beslutte, hvor og hvornår et givent skud skal afgives.
Min post i første såt nydes, mens solen rejser sig over skoven
Hundene render rundt i området omkring mig. Jeg hører noget ovre i et krat cirka hundrede meter væk, men der kommer ikke noget ud, og der bliver stille igen. Hundene kommer tættere på og gør voldsomt ovre i et område et par hundrede meter væk. Hundeføreren råber også, og jeg tænker, at der er vildsvin i det tætbevoksede område, jeg fornemmer, at de er i. Cirka 3-400 meter væk kan jeg pludselig se 3-4 grise løbe ud, desværre ikke min vej. De løber ind i skoven bag mig, men nu har jeg da set grise! Det skærper opmærksomheden. Der kommer i alt 7 stykker råvildt forbi på min post, mens jeg sidder her. Det er en fornøjelse at se dyrene – de kommer alle enkeltvis, og jeg har mulighed for at kigge nærmere på dem alle, da de alle stopper op tæt på mit skydetårn. Et par vildsvin mere kommer ud af samme krat som tidligere – men igen alt, alt for langt væk – og ikke i min retning.
Efter godt halvanden time bliver jeg hentet igen. Jeg har ikke set mere i denne såt. Til gengæld har jeg pludselig fået et helt andet problem!
Når alting bare driller
Jeg har en patron siddende i kammeret, som ikke vil ud! Jeg kan simpelthen ikke få den til at slippe, og jeg er nødt til at bede om hjælp. Anders, som kører os, kigger nærmere på den og har samme problem. Han tager den og siger, at vi lige får kigget på det, når vi kommer tilbage til de andre. Da vi kommer frem, er der en af de andre, der kigger på min riffel. De spørger, om jeg nu er sikker på, det er den rigtige kaliber! Haha, mon det er, fordi jeg er eneste kvinde på jagten, at de tænker, at jeg kunne have puttet en anden kaliber i? Jeg griner lidt og forsikrer dem om, at det altså er en kal. .308, nøjagtigt som det skal være. Godsejeren kigger på mig og siger, at hvis der ikke kommer styr på det, må jeg gerne låne hans riffel på resten af jagten! Jeg takker ydmygt og er glad for, at der bliver taget godt hånd om mig, som jeg tror, at de ville have gjort ved enhver, som stod med et problem her og nu.
Jeg overlader min riffel i kyndige hænder, og de får snart patronen ud. Vi finder aldrig helt ud af, om det er kulden, der har gjort det, eller om det er bundstykket, der driller i forhold til at gribe om patronen. Men ud kommer den dog og er lagt til side, så jeg ikke får samme problem igen.
Kaliberen er helt rigtig…
Fika og anden såt
Her ude i skoven holder vi fika med de andre. Eller altså – hyggelig kaffepause med snak og udveksling af oplevelser. Jeg får en bid brød og en kop varm kaffe og går over til de to danskere for at høre, hvordan det er gået for dem. Mogens har skudt to vildsvin i denne første såt, mens Birger ikke har haft held endnu. Det føles trygt og godt at stå her og snakke med nogle jægere, der har nogle år på bagen og gerne vil lære lidt fra sig. Jeg er aldrig bleg for at fortælle, at jeg er ny og passioneret jægerinde, som er videbegærlig og glad for at lære. Det gør, at jeg som oftest bliver taget imod med åbne arme og en velvilje til at inddrage mig i deres oplevelser – og også deres fejltrin.
Fika i skoven
Der gøres klar til anden såt, og vi sætter os ud i bilerne. Denne gang skal jeg køre med Carl Johan, en ung dansk gut, som arbejder her på Johannishus. Vi får os en god snak på vej ud til såten, og vi fire, som kører afsted til samme område, skal stå ude i sivene ved Saltäng. Carl Johan fortæller, at det er et spændende sted at stå, hundene kommer fra alle sider, vi har skov næsten hele vejen rundt om os – men der står nogle skydetårne ude i sivene, hvor jeg og en af de andre skytter skal stå.
Ganske kort efter, at jeg står klar, hører jeg noget i sivene tæt på mig. Jeg kigger ud og ser et rådyr komme springende ud fra skoven. Den opfatter dog på en eller anden måde, at jeg er der, så den vender om og løber ind i skoven igen.
Min post i sivene, hvor der sker noget 360o rundt om mig
GRIS!
Det bliver en intens jagt, ganske som jeg havde fået at vide. Hundene kommer fra alle sider, og jeg hører dem rundt i skoven. Jeg ser et par rådyr og et par svin, men svinene er langt uden for min rækkevidde. Så kommer der en lille gris løbende! Den er inden for fin skudafstand, jeg tager riflen op og sigter… men jeg lader den gå! HVAD GJORDE JEG? Ja, det spurgte jeg også mig selv om bagefter. Hvorfor skød jeg ikke? Det var en grisling, så jeg skulle ikke tænke på vægt/køn… den var på behørig afstand… jeg havde fint kuglefang… men jeg skød ikke. Når jeg efterrationaliserer, så var jeg simpelthen bange for, om jeg kunne ramme! Hvilket er totalt tåbeligt, fordi jeg ved, at jeg kan. Men frygten for at anskyde var for stor, så grisebassen fik lov at løbe… og ærgrelsen bagefter var stor! Jeg lover mig selv, at jeg skyder næste gang, jeg får chancen.
Der går en halv times tid, og så får jeg endnu en chance! Der kommer et vildsvin ned ad bakken og stiller sig cirka, hvor grislingen også løb. Den står bare og glor på mig. Jeg har riflen oppe, jeg har den lige i min optik! Men den står med front til mig. Jeg ved godt, at jeg kan ta´ den… men er det en han eller er det en hun? Og vejer den mon over 80 kg? Jeg kan godt cirka se, hvad et rådyr vejer – men et vildsvin har bare en helt anden massefylde på en eller anden måde… vi står der og kigger på hinanden i… måske 20 sekunder, før den stikker af til højre for mig. Ærgrer jeg mig? JA! Ville jeg have skudt, hvis jeg fik chancen igen? NEJ. For det er en dyr fornøjelse at skyde et hundyr på over 80 kg. og jeg turde ganske enkelt ikke!
Keiler eller so?
Tiden er gået, og vi bliver hentet. Det er tid til frokost, og vi kører tilbage til Johannishus til lækker Pytt i Panna eller… ja, biksemad! Jeg sidder til bords med en af dem, der var med på turen ud i sivene. Han viser mig et billede af hans gris, som vejer lige 80 kg. Og jeg tænker, at jeg gjorde ganske ret i ikke at skyde den, der var foran mig! Men flot var den, og lidt misundelig var jeg!
Fyldte maver og tredje såt
Nu er jeg klar!!! Det er dagens sidste såt, og jeg skal da have noget nedlagt, inden jeg drager tilbage til Danmark. Det er min såt, og jeg har tænkt mig at gå ud og eje den, tænker jeg ved mig selv!
Vi bliver kørt ud til Hästhagen, hvor tre af os står i tårne ret tæt på hinanden, men med skov foran os, og også et stort åbent stykke og et mere lukket og tæt stykke skov. Her kan der sagtens komme både det ene og det andet.
På vej ud på sidste såt, mens solen igen sænker sig mellem træerne
Jeg kravler op lader riflen og står klar, til grisebasserne kommer! Jeg hører noget pusle inde i skoven, men der kommer ikke noget ud. Hører skud inde fra skoven, hører hundene, mærker hjertet banke inde under mine mange lag tøj. Der er heller ingen skud fra mine ”naboer”. Så ser jeg pludselig en lille gris, og jeg gør klar, nu skal det være! Jeg tager riflen op, følger den i kikkerten og afventer, at den kommer ud, hvor jeg kan afgive et skud… jeg tager en dyb indånding og venter… og ser så en orange vest og en hund komme forfra og hen imod mig. Grisen forsvinder pist væk, og jeg tager riflen fra kinden. Øv!
Der skydes i skoven, også rimelig tæt på mig. Men stadig heller ikke skud fra mine ”naboer”. Solen trækker ned bag træerne og giver det smukkeste lys ind i skoven. Tiden er ved at løbe ud.
Ærgerlig, men fyldt op med glæde
Jeg er simpelthen så ærgerlig, mens jeg står der og ser sekunderne tikke hen imod solnedgangen… Men langsomt kan jeg mærke en stor og dybfølt glæde brede sig i min krop. Det her har været en helt fantastisk dag. Vejret har været smukt fra solopgang til solnedgang. Jeg har været sammen med virkelig dejlige mennesker, der har taget godt imod mig – også selvom jeg var hende, der fik bøvl med riflen/patronen. Jeg har set masser af dyr, jeg har haft vildsvin tæt på, og jeg valgte ikke at afgive skud. Den beslutning er jeg faktisk ganske tilfreds med. Jeg har været på en virkelig velorganiseret jagt, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Jeg har fået nye jagt-relationer, og jeg har mødt mennesker, jeg har hooket op med på de sociale medier, hvor jeg gerne slår mine folder. Egentlig, så har jeg ALT at være taknemmelig for – og absolut intet at ærgre mig over.
Parade, hornblæsning for dyrene – og opsamling på en fantastisk dag.
Vi bliver hentet af bilen og kører tilbage til Johannishus. Mens der gøres klar til vildtparade, er der kaffe og kanelbullar, der bliver talt på kryds og tværs, udvekslet navne og kontaktoplysninger. Der bliver spurgt til, om jeg fik styr på min riffel igen, og om jeg har haft held på sidste såt. Alle ønsker jo i bund og grund, at en ny jæger også skal have de bedste oplevelser.
Mine danske medjægere havde også fint held med sig på dagens jagt. Mogens fik de to vildsvin på først såt, mens Birger fik skudt 3 vildsvin. Generelt er der nedlagt et fint antal dyr, og nogle af dem ligger nu på paraden. Vi samles, og Carl Johan gøres status over det samlede antal af nedlagt vildt. Herefter blæser Hans Wachtmeister for dyrene – for vildsvinene, for rådyrene og for dådyrene. Jeg bliver lidt følelsesmæssigt påvirket af at stå her ved afslutningen på en fantastisk dag og nyde de sidste minutter, hvor vi viser vores respekt for de nedlagte dyr.
Der bliver sagt tak for en god dag, på gensyn, der er varme håndtryk og også et par kram på vejen rundt. Nu er det tid til at pakke mig selv, mine forfrosne fingre og mine pakkenelliker ind i bilen og trille mod København i mørket.
Jeg triller ud fra Johannishus og en gårdsplads oplyst med bålkurve
Tanker på vej mod Danmark
Der er mange tanker, som flyver rundt inde i bilen, mens jeg kører mod København, hvor jeg snupper en overnatning mere, inden jeg kører hjem til Jylland.
Da jeg kom til Johannishus i morges, følte jeg mig lidt alene, lidt nervøs, lidt som ”hende den nye jæger”. Jeg har måske fået gjort opmærksom på mig selv i løbet af dagen – ikke fordi jeg har skudt noget stort – eller småt! Om det så er, fordi jeg havde bøvl med min riffel, eller om det er, fordi jeg er så spørgelysten, videbegærlig og altid er ét stort smil, det skal jeg lade være usagt.
Nu sidder jeg her igen, i min bil. Elleve timer senere. Jeg har haft en helt og aldeles vidunderlig dag, fyldt med smukke naturoplevelser! En dag som har budt på en virkelig velorganiseret jagt, dygtige arrangører og medhjælpere, dygtige jægere, hundeførere og hunde. Det har givet mig en superspændende jagtoplevelse, og jeg har mødt en masse nye mennesker, som har den samme passion som jeg. Jeg kan godt mærke, at smilet breder sig fra øre til øre, mens den svenske popmusik flyder ud af højttalerne.
Følelserne er helt anderledes nu, end da jeg kom! Jeg er ikke længere den eneste kvinde på jagten. Jeg er en jæger blandt jægere, og den følelse er faktisk rigtig, rigtig rar.
Og mens jeg kører hjem fra min allerførste jagt i Sverige, fyldes jeg af glæde og taknemmelighed – og jeg føler, jeg var på det helt, helt rigtige sted! Jeg kommer helt sikkert tilbage til Johannishus og den smukke natur her i Sverige.
En glad jægerinde på dagens sidste pos. Smilet er bredt efter en fantastisk dag.
Fakta om drivjagt på Johannishus den 24. januar 2019:
Afholdes på Johannishus Gods, som ligger midt i Blekinge i Sverige.
Antal jægere: 24.
Antal vildt nedlagt: 46 vildsvin, 13 dåvildt, 4 råvildt.
