
Billeder: R- Andrei, Miha Predalic, Ales Krivec, Neil Burton, TT Studio, Husariu Alexandru Sabin, Elpiase, Danitur Photo alle fra Shutterstock
Der florerer en historie om, hvordan Slovenien blev til: Gud havde lidt af hvert til overs, efter at han havde skabt verden. Han tænkte: jeg modellerer lige noget, som har det bedste af det bedste fra alt, hvad jeg har bedrevet. Således blev Slovenien til.
Klemt inde mellem Ungarn, Kroatien, Østrig og Italien har Slovenien set med danske øjne nok mest fungeret som transitland, især på vej til Kroatiens smukke kyst. Men, i disse år bliver der vendt op og ned på den fordom, at landet mest af alt er kedeligt, uden kant og slet ikke har styr på sin identitet. Med Ljubljana som omdrejningspunktet kan man på få timer nå ud til havet, op i sneklædte Alper, fare vild i skovene, nyde vin og en geografi på højde med Toscana. Man kan søge østpå og se konturerne af et frugtbart landbrugsland, hvor mindre familiedrevne gårde ligger drysset rundt i landskabet som svampe på en fugtig skovbund. Dertil kommer, at mere end 17.000 km. vandløb, hvoraf langt, langt det meste er rent og ureguleret, medvirker til en biodiversitet i verdensklasse. Flora og fauna er mangfoldig. Hvor i...