Nak & Æd
Foto: Aske Rif Torbensen

Nak & Æd er populært nu, men jeg kan huske, da mange jægere gik rundt og sagde, at det var ikke et program, man skulle følge som rigtig jæger…

Da vi startede, sagde jeg faktisk til redaktionen, at når de ringede ud for at træffe aftaler, måtte de ikke sige, hvad programmet hedder, for ellers ville vi aldrig komme ind nogen steder. Folk skulle først lige se, hvad vi var for nogle baryler, og flere fremhævede, at det at nakke, det er da kun noget, rockere gør. Men det gik hurtigt over. Selv nogle af de hårde drenge i jagtbranchen, som bare ikke kunne have mig og ikke kunne døje titlen, er senere kommet og har sagt til mig, at de tager hatten af for programmet, og at det er helt fint.

Jægere plejer ellers ikke at lægge fingre imellem, når de kritiserer andre jægere?

Jeg tænkte faktisk ikke så meget over det. Jeg gad ærlig talt ikke gå ind at kigge på de der jægerfora, hvor de sad og diskuterede, om jeg var fed, eller hvorfor de ikke havde valgt en rigtig jæger til programmet. Jeg har hele tiden tænkt: Jeg er nyjæger, jeg skal ikke klædes ud til noget, der ikke er mig. Jeg går rundt i det samme tøj i programmet, som jeg har på, når jeg går rundt hjemme i haven. Det er mange år siden, jeg faldt på plads og fandt ud af, hvem jeg er. Det er en gave at få, når man bliver ældre, at man ikke længere behøver at rende rundt og skulle bekræftes i alt muligt.

Jørgen Skouboe
Foto: Aske Rif Torbensen

Du havde i virkeligheden lagt jagten på hylden i en længere årrække, inden Nak & Æd blev skudt i gang?

Ja, jeg havde tidligere været fuglejæger, men var holdt op med at gå på jagt 15 år før Nak & Æd. Jeg havde simpelthen kørt for mange kilometer blot for at få bøder for ikke at have det rigtige jagttøj på eller for ikke at have en hat på. Når vildtet skulle fordeles efter paraden, skulle det bydes op af alle, der havde deltaget på jagten, også det jeg selv havde skudt.

Jeg blev simpelthen træt af alt det der gejl, jeg gad det ikke mere. Men da vi havde besluttet os for at lave Nak & Æd, glædede jeg mig virkelig til at komme i gang igen og bl.a. få taget riffeltegnet. Tanken var, at vi skulle have samme tilgang til jagten, som lystfiskere har til det at fiske: Tag ud, og fisk! Er den for lille, smider du den ud igen, og så glem alt det der pjat med at skulle tage hatten af og stå og blæse i horn. Vi blev meget inspireret af de andre nordiske jægere: I Sverige, Norge og Finland snakker man med hinanden, rister en pølse sammen over bål, skyder noget og deler det så med hinanden. Det er hyggeligt, og det er kødjagt, og den tilgang kan jeg godt lide.

Hvorfor tror du, at programmet går så rent hjem hos mange, som det gør nu?

Jeg tror, det er fordi, at Nikolaj og jeg ikke forsøger at være andre end dem, vi er. Vi har det hyggeligt sammen, og jagten er bare en lille del af vores samvær. Den er ikke blæst op til at ”nu skal vi på jagt, kom at se hønen blive slagtet kl. 14 i børnehaven”, vel? Vi forsøger at nedtone drabet, det skal være en naturlig del af vores samvær, hvor morgenmaden er lige så vigtig. Jagten tilfører selvfølgelig programmet spænding, for det er jo interessant for mange at se, om det nu også lykkes for os at nedlægge det ønskede stykke vildt, eller om vi skal spise det mærkelige reservedyr. Men det hele er ikke skruet op på et niveau, hvor vi skal fælde en halv granskov, hver gang vi skal skyde noget.

Jørgen Skouboe
Foto: Aske Rif Torbensen

Du er oppe i årene, og Nikolaj er heller ikke nogen teenager længere, men alligevel har I ret godt fat i de unge?

Ja, og det er bare fedt at møde unge, der vil med ud at ryge en pibe. En af de fedeste oplevelser, jeg har haft med dette program, var, da en dame ringede til mig og fortalte, at hun arbejdede i en børnehave. I børnehaven havde de en femårig dreng, der egentlig hedder Gulliver, men som i tre måneder havde kaldt sig Jørgen Skouboe. Han havde set Nak & Æd hver dag i de måneder. ”Hvad skal du have for at komme at hilse på ham?” spurgte pædagogen.

Det skulle jeg ikke have noget for, så jeg tog derover i jagttøj og havde printet en hjort på en A3-side, som jeg tog med. Da jeg trådte ind i børnehaven, kom pigerne og gav mig tegninger med flag, og så kommer lille Gulliver med sit side-by-side-gevær i plastik. ”Det er ligesom dit,” sagde han. ”Nu skal jeg vise dig, hvor man putter patronerne i.” ”Jeg har noget til dig,” tilføjede han, og så hev han to Leffe Brune-øl frem, som han havde købt til mig sammen med pædagogen. Det var en fantastisk oplevelse.

I modsætning til andre jagtprogrammer og jagtberetninger er der meget lidt fokus på udstyr i Nak & Æd?

Jeg har slet ikke lyst til det der udstyrsræs. Jeg kommer aldrig til at ture rundt og stå at holde et eller andet bestemt mærke op og fortælle om, hvor fantastisk det er. Da vi startede programmet, sagde jeg, at vi skulle have så lidt af den slags med som muligt. Jeg ville have en Bodum-stempelkande med, for den er smuk og laver god kaffe, og så giver den en god kontrast til vores skodknive til 29 kr. stykket. Men derudover skulle vi lave så meget af grejet selv, for det er meget sjovere at lege med det, end hvis du bare køber dig til alle mulige færdige produkter.

Nak & Æd
Foto: Aske Rif Torbensen

Jagtberetninger plejer altid at indeholde en masse snak om projektilvægt, sigtekikkertens forstørrelsesgrad og mærke, hvilken dyr tysk riffel man skyder med osv…

Jeg gider ikke det der, det interesserer mig ikke. Da vi skulle i gang, sagde jeg til en af mine gode venner, der er jæger: ”Tag mig med til en bøssemager, jeg skal have en riffel og et haglgevær. De skal ikke koste mange penge, og det skal heller ikke være noget billigt lort.” Bøssemageren viste nogle forskellige våben frem, og så pegede jeg på et haglgevær og sagde: ”Den der, den kunne jeg godt tænke mig.” ”Det er en østtysker fra 1974, en side-by-side, og du kan ikke slide den op,” sagde bøssemageren.

Jeg købte det og tog på skydebanen med det. Så kom der forskellige klogeåger, der sagde: ”Du skal have en Browning, jeg kan skaffe den billigt.” ”Det skal jeg ikke,” svarede jeg. ”Du lærer aldrig at skyde med den der,” sagde de. ”Det gør jeg,” svarede jeg. Folk, der går på halvandet ben, lærer jo også at gå, så jeg har bare øvet med den, og den sidder lige i skabet. Den kostede 7.500 kr. Dertil fik jeg en riffel til 9.000 kr., og jeg er glad for både den og haglgeværet.

Er der noget særligt, du gerne vil videreformidle med Nak & Æd?

Min holdning er, at vi skal have meget større natursyn, end vi har, også som jægere. Det ligger stadigvæk lavt i forhold til, hvor barren burde ligge. Det er gået lynhurtigt med industrisamfundet inden for de seneste 150 år, og vi har fjernet os totalt fra det, det hele handler om: naturen. Vi skal passe på den! Men vi har i høj grad glemt, at vi ikke kan klare os uden den. Der er dog flere og flere, der får øjnene op for naturens værdi, men vi har stadig lang vej endnu, bl.a. med vildtudsætningerne.

Nak & Æd
Foto: Aske Rif Torbensen

Hvad tænker du om dem?

Jeg gider ikke jage fuglevildt, der er udsat. Det er lidt det samme som med havørreden eller laksen, det er rent put and take. Jeg synes, at danske jægere gør et kæmpe stykke arbejde for at presse vildtagere igennem og få plantet nogle ting, der gør gavn for naturen. Men skydefasaner, dem synes jeg bare ikke om. Der kan man altså gå på skydebanen og have nogle hyggelige dage sammen med kammeraterne i stedet.

Jeg anklager dog ikke nogen, og jeg ved godt, at godserne og herregårdene har det svært, og at fasanjagterne er en vigtig indtægtskilde for dem. Nogle godser gør også meget ud af bæredygtig jagt: Der er fx et gods oppe ved Limfjorden, hvor agerhønsene ikke er udsat, og hvor de kun udsætter få fasaner. Der betaler man for få, men gode skud.

Det er lidt en holdningsændring, der skal til: Vildtet skal kunne reproducere sig selv, og så må man acceptere, at man måske ikke skyder 20 fasaner, men to. Så undgår man også de der triste historier om fasaner, der ikke kan afsættes efter de store jagter.

Nak & Æd
Foto: Aske Rif Torbensen

Er der nogen grænser for, hvilke typer vildt I vil jage på Nak & Æd?

Jeg er sådan set ligeglad med, hvor vi skal hen, bare jeg må bestemme skudafstanden. Vi skal fx ikke skyde gemse i Frankrig på 300 meters afstand. Med et godt anlæg kan jeg godt gå op på 140-150 meter, men jeg holder mig helst til 100 meter. Det mener jeg helt alvorligt.

Jeg skød på en længere afstand i Skotland i et af programmerne, og der anskød jeg vildtet. Jeg har aldrig fortrudt et skud så meget. Heldigvis fandt vi vildtet, men det var et rent held: De brugte ikke hunde til eftersøgningsarbejdet derovre, og dyret var forsvundet fra os i tågen. Der var jeg lige ved at sige, at det her, det stopper vi bare, det skal ikke blive til en udsendelse.

Så vi kommer ikke til at se, at I jager en bjergged i Kirgisistan?

Nej. Jeg kan godt holde til det, men kameramanden går med 15 kg på ryggen plus to batterier, der hver vejer 3 kg, hele dagen. Han skal også nok klare det, men det vil være for hårdt for os alle. Jeg kender mine begrænsninger.

Jeg skal til Alaska i aften, hvor jeg vil forsøge at finde et godt camp-område. Det skal være nær en flod, hvor laksen ikke går op, for så kan der komme grizzlybjørn, og det skal vi bare ikke have. Vi prøvede det på Svalbard, hvor vi sad på 1,5 times vagt døgnet rundt i midnatssolen, fordi der kunne komme bjørne. Jeg var smadret!

Det gode venskab kommer på prøve, hvis man ikke passer på hinanden. Nikolaj holdt gejsten oppe på Svalbard, men det var det hårdeste sted, vi har været. Jeg gik simpelthen psykisk ned og reagerede ikke skidesmart. Jeg blev dumsur over små ting, fordi jeg ikke kunne sove. Jeg skal have overskuddet til at være sammen på skærmen og til, at Nikolaj kører den op. Hvis jeg er træt, kan jeg ikke sige noget, jeg lukker bare ned, og det duer ikke.

Nak & Æd
Foto: Aske Rif Torbensen

Hvordan opstod idéen med taberdyret, som I skal spise, hvis I ikke nedlægger det, I kommer efter?

Den oprindelige idé til programmet fyldte en halv A4-side, og der stod, at en jæger og en kok tager ud i naturen for at skyde og tilberede et dyr, som folk ellers ikke bryder sig om. Der bliver skudt så mange mår, ræve osv., og som man bare smider ud, at jeg tænkte, at det ville være frygteligt, hvis det nu viste sig, at de smagte godt.

Vi kunne dog godt se, at hvis vi kun fokuserede på den slags dyr, ville vi ikke kunne lave ret mange programmer. Så vi sadlede om og gik i stedet efter jagtbare dyr. Får vi ikke det, tager vi i stedet taberdyret. Vi har dog besluttet nu, at vi kalder det reservedyret, for mange var sure over, at vi kaldte det taberdyret.

Er der nogen af disse reservedyr, der overraskede positivt?

Du tror det sikkert ikke, men husmåren er det bedste reservedyr, vi har smagt. Og minken. De tilhører begge mårfamilien. Efter vi var færdige, kom redaktøren og kameramanden over og spurgte, om vi ikke gav den ikke lidt for meget der med hensyn til vores begejstring? Men de prøvede den selv og kunne smage, hvor mør og god en smag den havde.

Vi spiste også vaskebjørn på et tidspunkt, og den ligger virkelig i den anden ende: Kødet er tørt og trevlet, alt fedt er suget ud i spæklaget, og det smagte overhovedet ikke godt. Det har nok været det eneste dyr, der decideret ikke smagte godt. Muldvarpen kunne jeg ikke smage, men den var bare sjov.

Nak & Æd
Foto: Aske Rif Torbensen

Det har altid virket som om, at de hjemlige programmer fungerede bedst, fremfor dem, hvor I er i udlandet?

Ja, det er der mange, der siger. Men det er svært at blive ved med at finde nye dyr at jage herhjemme. Vi mangler kun sikaen, ellers har vi skudt alt jagtbart. Og jeg vil slet ikke udsætte licensbetalerne for at skulle betale for en sika.

Kan I blive ved?

Vi kan ikke blive i det uendelige, men så lang tid, at Nikolaj og jeg synes, det er sjovt, og så lang tid seerne synes, det er sjovt at se programmet, fortsætter vi. Og DR er glade programmet. Der er så meget ’godt det ikke er mig-tv’, fx Gældsfælden. På den slags tv skal vi se mennesker, der for tykke eller for tynde, som har et dårligt liv, og som skal hænges ud. Jeg gider ikke se dem, men der er meget af det, for det trækker åbenbart mange seere.

Med Nak & Æd er det fantastisk at lave et program, der derimod er ’bare det var mig-tv’. Det er noget, folk bare er glade for, og det er dejligt. Men den dag, der går fabrik i det, stopper vi. DR ville måske gerne have, at vi laver 20 programmer i en sæson i stedet for 10, men der bliver jeg nødt til at sige nej. Jeg har allerede haft næsten tre måneders jetlag i år på grund af de mange ture til udlandet. Det er også svært hele tiden at finde på nye ting til aftenscenerne, som ikke bare skal ende med at blive gentagelser. Men jeg skal ikke klage. Det er fantastisk at få lov at rejse så meget rundt og se og opleve så meget, som vi gør.

Læs også:

Kritisk interview med formanden for DOF, Egon Østergaard