Forslag om fredning af et nyligt genoprettet naturområde er endnu et eksempel på, at man som lodsejer bør være forsigtig med at stole på aftaler man indgår med myndigheder og organisationer.
Der har i den seneste tid været sagt og skrevet meget om fredningen af Tempelkrog Nord ved Holbæk.
I korthed drejer det sig om et naturgenoprettet naturområde ned til Isefjorden, som blev opkøbt af staten med en klausul om, at de private lodsejere, som solgte jord til projektet, havde forkøbsret til at købe området tilbage, når naturgenopretningen var gennemført. Nu, hvor det naturgenoprettede område tegner til at blive en rigtig perle, har Danmarks Naturfredningsforening sammen med politikere i Holbæk valgt at rejse forslag om en fredning af området – specifikt med henblik på at standse al jagt i området.
Dermed undergraver man naturligvis fuldstændigt tilliden til systemet. For hvem tør i fremtiden stole på, at man reelt får råderetten tilbage over et område, som man ganske frivilligt stiller til rådighed for naturgenopretningsprojekter?
Det har længe været en indgroet forestilling blandt lodsejere, at man for enhver pris bør undgå nogen form for samarbejde med det offentlige eller med private naturorganisationer som DN ud fra devisen ”hvis man rækker Fanden en lillefinger…”. Man er slet og ret bange for at blive straffet for vilje til samarbejde. En sag som denne bekræfter de værste mistanker, og man kan ikke andet end at fraråde private lodsejere deltagelse i den form for naturgenopretning, medmindre man er indstillet på at miste råderetten over sin ejendom fuldstændigt.
Velkommen til virkeligheden
I Danmark er langt hovedparten af al landjord privatejet. Skal vi ad åre have mere natur er det altså ret væsentligt, at private lodsejere – på den ene eller den anden måde – lægger jord til. Frivillige projekter, som alle involverede bakker op om, har en langt større chance for succes end projekter, der gennemføres med tvang. Frivillighed er også både billigere og hurtigere end tvang.
Men det siger sig selv, at private lodsejeres lyst til at stille op i høj grad afhænger af tilliden til, at de vilkår, som de stilles i udsigt, også holder. Den tillid er i forvejen tyndslidt og det har i mange år været en kamp, at få private til at stille op. Går man videre med dette absurde – og unødvendige – fredningsforslag fra DNs side, undergraver man yderligere tilliden i årtier fremad.
Men der skal mere end en tilbagetrækning af dette specifikke fredningsforslag til for at genopbygge private lodsejeres og jægeres tillid til organisationer som DN, men i vid udstrækning også DOF. Det står nemlig mere og mere klart at der er væsentlig forskel på disse organisationers ord og deres handlinger.
I tumulten i kølvandet på debatten om Tempelkrog Nord har spidser fra DN igen og igen forsøgt at understrege, at DN skam ikke er imod jagt. Man trækker dog ikke fredningsforslaget – der primært handler om en fagligt ubegrundet jagtfredning – tilbage. Man ønsker altså alene en jagtfredning, fordi man ikke bryder sig om jagt. Længere rækker sagen ikke, uanset hvor ihærdigt man fortsætter med at forsikre omverdenen om, at man ikke modarbejder jagt.
Det samme gælder DOF, som igen og igen opfordrer til samarbejde og understreger, at man ikke har noget principielt imod jagt. Alligevel modarbejder man ihærdigt store dele af jagten i Danmark – f.eks. udsætning af fuglevildt, selvom denne praksis ikke har nogen som helst negativ effekt på de vilde fugle, som er DOFs mærkesag. Er man i tvivl om DOFs reelle indstilling til jagt og jægere kan man blot følge med i nyhederne på deres hjemmeside og læse deres officielle policy omkring jagten. Der er ikke så meget at være i tvivl om og man kan som bekendt ikke både blæse og have mel i munden.
Skal der nogensinde herske den stemning af gensidig tillid, der er nødvendig for et samarbejde mellem interessegrupper må både DN og DOF afgøre med sig selv, hvordan de harmoniserer deres ord og deres handlinger.
Alternativt vil vi se flere og flere sager som den om Tempelkrog Nord, eller den om de løse beskyldninger imod Danmarks Jægere om, at vi er hovedårsagen til duehøges tilbagegang. For hver eneste af disse angreb svækkes tilliden, og det bliver til stadighed sværere at samle kræfterne på tværs af interesser for at løfte dansk natur….. og det er egentlig både unødvendigt og rigtigt ærgerligt.
