Lige om lidt bliver udsætning af gråænder til jagt med stor sandsynlighed forbudt i Danmark. Det sker efter mange års ophedet debat om den udskældte praksis, hvor ænder opdrættes, sættes ud og (for de flestes vedkommende) nedlægges af jægere om efteråret. I debatten bliver jagten på de udsatte ænder af modstandersiden ofte beskrevet som udsætning af ”skydefugle” med det formål, at jægerne kan få mulighed for at skyde dem ”for sjov”. Og selv om de hårde ordvalg naturligvis er nøje udvalgte i forhold til jagtmodstandernes mål i debatten, så er der meget sandhed i dem.
I Europa går stort set alle jægere på jagt, fordi vi sætter pris på oplevelsen, og gråænderne udsættes for at supplere jagtudbyttet. Jeg har fuld forståelse for, at mennesker uden berøring til jagt finder udsætning af fuglevildt til jagt underlig, unaturlig og måske ligefrem frastødende (hvis man har et grundlæggende problem med, at jægere faktisk nyder at gå på jagt). Sandt at sige er der også mange jægere, som ikke personligt bryder sig om udsætning af fuglevildt til jagt. Jeg er selv entusiastisk jæger og brænder ikke for denne jagtform. Men jeg vil nødig se den forbudt.
Forargelse
Selv om forargelse over andejægernes motivation lader til at være den væsentligste grund til modstand imod udsætning af gråænder til jagt, så er der også mindre følelsesladede argumenter imod udsætningerne i debatten. Det handler primært om forurening (overgødning og algevækst på grund af fodring) i de vandhuller, som ænderne sættes ud i, og om at nogle af de mennesker, som har stået for selve udsætningerne, har forsømt at indberette, hvor mange ællinger de har sat ud. På papiret er det nok især disse to forhold, der har ledt til, at Vildtforvaltningsrådet har anbefalet Miljøministeren en udfasning af udsætning af gråænder i Danmark.
Danmarks Jægerforbund – som repræsenterer omkring halvdelen af Danmarks godt 175.000 jagttegnsløsere – står selv bag Vildtforvaltningsrådets indstilling til miljøministeren om en udfasning af gråandeudsætningerne, så umiddelbart kunne man nemt tro, at et kommende forbud er værd at fejre i alle lejre. I min egenskab af naturforvalter på en mindre landejendom med anlagte vådområder har jeg imidlertid en klar fornemmelse af, at den danske natur – og herunder i særdeleshed biodiversiteten i det åbne land – ender med at blive den store taber i denne sag.
Det lange perspektiv
Faktum er nemlig, at private danske ejendomme i mere end et halvt århundrede har anlagt og vedligeholdt tusinder (måske titusinder) af små og mellemstore vandhuller på landbrugsjord med det primære formål at udsætte ænder til jagt. Mulighed for andeudsætning er formentlig den væsentligste motivation til anlæg af de vådområder, vi har haft i nyere tid. Med tanke på, at 2/3 af Danmarks areal er opdyrket landbrug, har disse vådområder udgjort en stærkt tiltrængt afveksling i det åbne landbrugsland – og en værdifuld helle for den trængte biodiversitet.
Det er som tidligere nævnt korrekt, at nogle af de vandhuller, som bruges til andeudsætning, lider under overgødskning og algevækst. Men er det reelt et problem af en størrelsesorden, som rimeliggør et forbud? Husk på, at alternativet til disse anlagte vandhuller er en gold hvedemark, og selv et algeplaget vandhul rummer masser af liv i sammenligning med intensivt dyrket landbrugsjord.
Det er sikkert også et faktum, at mange af dem, som har udsat ænder, ikke har indberettet udsætningerne korrekt. Det plejer at kunne reguleres med kontrol og heftige bøder – præcis som i alle andre hjørner af samfundet. Straf synderne – ikke dem, der lever op til reglerne.
Jeg talte kort med en medarbejder hos Hede Danmark, som bl.a. har beskæftiget sig med anlæg af ”andehuller” på deres kunders danske ejendomme. Hans klare indtryk var, at en stor andel af disse vådområder bruges til andeudsætning i nogle få år, hvorefter ejerens interesse ofte kølner, så området efterfølgende bruges mindre intensivt til udsætning eller slet ikke. Pointen er, at selvom det anlagte vandhul i en årrække bruges til udsætning og måske ikke i de år er naturmæssigt optimalt, så ligger det der i princippet til evig tid til enorm gavn for biodiversiteten. I Danmark har det siden 1992 været forbudt af nedlægge et vandhul på over 100 kvadratmeter.
Udsatte vandhuller
I perioden mellem 1900 og 1980 mistede det danske landskab på grund af effektivisering af landbrugsdriften omkring 65% af alle vandhuller. Fra omkring 1940 frem til slutningen af 1980’erne er bestandene af vores mest sårbare paddearter gået tilbage med op til 97%. Dansk natur mangler i desperat grad vandhuller. Alligevel tyder alting på, at man vil fjerne en af de absolut væsentligste motivationsfaktorer for anlæg af nye vandhuller og pleje af eksisterende … og der er ikke udtænkt nogen alternativ plan for, hvordan vi sikrer tilsvarende nyetablering af vandhuller.
Hvis andeudsætningerne virkelig var skadelige for naturen, sådan som jagtmodstandere påstår, så ville den logiske konsekvens være, at alle de tusinder af andehuller, der er anlagt gennem de seneste 50 år, skal kastes til for at rette op på ”skaderne”. Vi kan formentlig alle blive enige om, at den tanke er absurd og som tidligere nævnt også ulovlig…
Et forbud imod udsætning af gråænder til jagt handler altså om langt mere end blot at udfase en praksis, man ikke bryder sig om. Det er en simpel prioritering: Hvad er vigtigst? Vore følelser omkring andre menneskers (i dette tilfæde andejægeres) livstilsvalg eller et positivt nettoresultat for natur og biodiversitet som en yderste konsekvens af disse livsstilsvalg?
Jeg håber og tror på, at de fleste ved nærmere eftertanke vil foretrække en grundig analyse af de vidtrækkende konsekvenser ved andeudsætning og beslutte sig til fordel for naturen – også selv om de ikke forstår eller umiddelbart bryder sig om tanken om jagt på udsatte ænder.
