Storspoven (Numenius arquata), som man tidligere kaldte for regnspove, er Danmarks største vadefugl med en vægt på 0,5-1 kilo, et vingefang på op til en meter og en længde på over en halv meter. Den Europæiske bestand er på over en million fugle, og på den danske Rødliste er den opført som LC (Least Concern) for trækfuglenes vedkommende. Arten er således ikke truet, og efterårstrækket af storspover kunne sagtens holde til en begrænset jagt. Alligevel er der ikke jagttid på denne karakteristiske vadefugl med det vemodige fløjt.
En stor fugle – også politisk
Storspoven er altså to-tre gange så tung som en skovsneppe og med et noget større vingefang. Der er altså tale om en vadefugl af ganske anseelig størrelse og med en vægt, der både gør fuglen let genkendelig, og som gør den kulinarisk interessant. Et af argumenterne fra Dansk Ornitologisk Forening (DOF) mod indførelse af jagt på storspoven er, at den kan forveksles med andre fredede arter. Men reelt kan den kun forveksles med småspoven, der dog kun er halvt så stor, og som i øvrigt heller ikke på nogen måde er truet, da den også optræder som LC (Least Concern) i rødlisterne. Least Concern er en betegnelse, man bruger om arter, som ikke er truede. På dansk kalder man bestanden for ”livskraftig”.
Når politik trumfer fagligheden
Et andet og lidt mere mærkeligt argument kom fra DOF’s tidligere formand, Christian Hjorth, som i forbindelse med tidligere forhandlinger om jagttid på storspoven i 2008 udtalte:
”Hverken folk eller naturen har brug for mere jagt på fuglene, men derimod mindre. Fredede fugle giver store fugleoplevelser for hele befolkningen, mens jagt på disse arter kun er til glæde for et lille mindretal af jægere.”
Selvom bestanden af trækfugle faktuelt sagtens kunne tåle jagt, så mener DOF altså ikke, at der skal være mere jagt, men helst mindre jagt på fugle, så deres medlemmers interesse tilgodeses frem for jægernes. Det er jo et helt legitimt politisk synspunkt, men DOF har jo sådan set givet håndslag på, at man i Vildtforvaltningsrådet vil lade fagligheden råde og lade de organisationspolitiske interesser komme i anden række. Det gælder så åbenbart ikke, når talen falder på bæredygtig jagt på en vadefugl.
Fagligheden siger ja til jagt
DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi under Aarhus Universitet anfører i deres jagttidsvurdering af storspoven, at jagt på trækfugle ikke vil have nogen indflydelse på bestandsstørrelsen. Normalt ville det så betyde, at der ikke var nogen problemer med at få genindført jagttiden på storspoven, for normalt henholder de forskellige organisationer i Vildtforvaltningsrådet sig til de faglige anvisninger fra DCE. Men lige netop med fuglene, så vælger DOF altså at stå overmåde stejlt på, at der IKKE skal være jagt på storspoven, selvom det er svært at forveksle den med andre vadefugle, selvom den har en størrelse, som ville sikre udnyttelse af kødet i husholdningen, og selvom der sandsynligvis kun ville blive skudt nogle få tusinde trækfugle hvert efterår. Storspoven blev fredet i 1994, og det sidste år, hvor den måtte jages, blev der nedlagt cirka 5.000 fugle.
Indtil 1982 havde storspoven jagttid fra 1. august til 31. december. Fra 1982 var jagttiden fra 1. september til 31. december. Til sammenligning blev der nedlagt cirka 23.000 bekkasiner og cirka 30.000 snepper i 1993.
Forhandlinger bag lukkede døre
Vi står altså i den situation, at selvom organisationerne i Vildtforvaltningsrådet offentligt har meldt ud, at man sætter fagligheden højt i forhandlingerne om jagttider, så er virkeligheden en anden bag de lukkede døre. Så handler det om politik, og der er ingen tvivl om, at vadefuglene er hjerteblod for DOF.
DOF slår højt på tromme for fredninger af fugle, hvis der kunne være den mindste mistanke om, at arten mistrives af en eller anden årsag – ikke nødvendigvis på grund af jagt, eller sågar fordi der er problemer i Danmark med bestanden. Nej, enhver tvivl skal komme arten til gode, uanset hvor irrelevant og tænkt denne tvivl måtte være. Til gengæld er deres argumentation så, når der ytres ønske om genindførelse af jagttid på en art som for eksempel storspoven, der har øget bestanden kraftigt og ikke på nogen måde er truet, at uha nej, for jagt kunne jo få bestanden til at dale katastrofalt, og fuglene bliver så sky, at fuglekikkerne ikke længere kan se dem. Altså ren katastrofetænkning og politisk modvilje mod jagt på en art, som der tidligere har været jagt på, og som sagtens ville kunne klare det igen med et par måneders jagttid på trækfuglene i efteråret.
Har vildtforvaltningsrådet udspillet sin rolle?
Flere og flere jægere spørger efterhånden sig selv, hvad vi egentlig skal med Vildtforvaltningsrådet, hvis beslutninger mere og mere ligner et politisk kludetæppe end et organ, som objektivt vurderer vores vildtbestande, sætter fagligheden højest – også når den går imod enkelte organisationers politiske interesser, og hvor det efterhånden er mere reglen end undtagelsen, at rådet ikke er enigt i deres indstilling til Miljøministeren, da de enkelte organisationer alligevel lobbyer uhæmmet blandt politikerne og gerne undsiger deres kollegaer i Rådet offentligt. Måske er tiden inde til at nytænke den slags rådgivende organer.
Rådet har eksisteret siden 1979, altså mere end fyrre år! Det kunne være, at Miljøministeren seriøst skulle overveje, hvorfor Dansk Land- og Strandjagt, FADB (buejægerne), Danmarks Sportsfiskerforbund og Bæredygtigt Landbrug, for bare at nævne nogle få relevante organisationer, ikke er en del af Vildtforvaltningsrådet. De har jo mindst lige så stor relevans for vores vildtforvaltning som for eksempel Dyrenes Beskyttelse og Friluftsrådet.
