Det sikavildt, som i årevis har levet indhegnet i dyreparker, skal udryddes på trods af, at ny forskning viser, at der ikke har fundet hybridisering sted på dansk jord. Det er den hidtil største kromosomundersøgelse, hvor 56 sikaer og 20 krondyr fra forskellige lokationer i Danmark indgår.
Derfor er flere dyreparker/haver og zoologiske haver i Danmark gået sammen, og de har sendt en fælles dispensationsansøgning til Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV), der hører under Ministeriet for Grøn Trepart.
Dyrehaverne har ansøgt om akut dispensation til at beholde sikaerne, da man ifølge EU-lovgivning ellers er forpligtet til at bortskyde hjortene, så der ikke kommer flere kalve, og stammen dermed over tid vil uddø.

Dispensation er mulig
Den 21. august 2026 blev der sendt en fælles dispensationsansøgning til SGAV fra i alt seks kommunale dyrehaver, to historiske Godsdyrehaver og tre Zoologiske haver. De søger om en Artikel 8 dispensation fra EU-lovgivningen hos ministeren til ex situ hold (bevarelse af en art udenfor dens normale udbredelsesområde) af deres bestande, som de har nu og fremover og med tilsagn om at ville bidrage til forskning. Ministeren kan give en Artikel 8 dispensation, uden den skal behandles af EU Kommissionen.
Politikere fra begge sider af salen ønsker at bremse beslutningen
Torsten Gejl fra Alternativet ønsker, at der laves en time-out, så sagen kan belyses, før sikaerne bliver aflivet, og Peter Kofod fra Dansk Folkeparti er ligeledes på barrikaderne for at stoppe udrensningen af sikaer såvel i dyrehaver som på den frie vildtbane.
Fristen fra EU udløber til næste sommer, og derfor forbereder man sig eksempelvis i Holbæk Dyrehave på at aflive hjortene i løbet af dette efterår, medmindre dispensationen kommer inden da.
De 11 der har søgt dispensation er:
SEKS KOMMUNALE DYREHAVER
- Holbæk Dyrehave (Holbæk)
- Vordingborg Dyrehave (Vordingborg)
- Vejle Dyrehave (Vejle)
- Esbjerg Dyrehave (Esbjerg)
- Hadsund Dyrehave (Mariagerfjord Kommune)
- Marselisborg Dyrehave (Aarhus Kommune)
TO HISTORISKE GODSDYREHAVER
- Gunderslevholm
- Sørup Herregaard
TRE ZOOLOGISKE HAVER OG PARKER
- Blåvand Zoo
- Skandinavisk Dyrepark
- Knuthenborg Safaripark
Det kan undre at Jægersborg Dyrehave Nord for København, som efter forskernes udsagn huser en hel unik stamme af sikaer, der har en unik genpulje, som kan bruges til forskning i blandt andet Downs-syndrom og barnløshed, ikke har søgt om dispensation.
Foto: anmbph/Shutterstock og C. Ishøy





