Egon Østergaard anfører i en replik i Altinget den 22. september, at jeg ”indrømmer”, ”at nedskydning af udsatte gråænder ikke er jagt”. Det har jeg vist aldrig skrevet noget om, men jeg har præciseret, at praksis omkring udsætning af fuglevildt dybest set falder ind et sted imellem landbrug og jagt, eftersom fuglene opdrættes i fangensskab og nedlægges i det fri. Dermed giver det heller ingen mening at tale om et ”naturligt bestandsoverskud”, for udsatte fugle er ikke en del af en vild bestand.
Der er ingen indrømmelser i denne præcisering af begrebet “fugleudsætning”, der er intet nyt og ingen anerkendelse af noget problem. Udsætning af fuglevildt er en mere end 100 år gammel tradition, der har stor betydning for de danske jægere og for vores forvaltning af de danske jagtrevirer. Udsatte fugle er ikke vilde bestande. Ingen har nogensinde påstået, at det er tilfældet. Jagtetisk er der intet problem i at høste udsatte fugle – de er nærmest pr. definition alle sammen en del af et bestandsoverskud… og så smager de fortræffeligt.
Manglende styr på fakta
Østergaards konstatering af, at der udsættes 350.000 gråænder om året i Danmark er ikke korrekt. Tallet er baseret på et fagligt notat fra DCE (Link: https://dce.au.dk/fileadmin/dce.au.dk/Udgivelser/Notatet_2020/N2020_90.pdf) , som på baggrund af antallet af avlsænder hos danske avlere beregner, hvor mange æg, der lægges og hvor mange udsætningsklare ænder, det i sidste ende bliver til. Der er ingen grund til at antage, at der er fejl i dette notat. Men det er lodret forkert at antage (som Østergaard gør), at alle disse ænder sættes ud i danske søer. Danske gråandeavlere eksporter nemlig mere end 200.000 gråandeæg om året, og det hele er overvåget, reguleret og registreret af Fødevarestyrelsen.
Jeg har i de seneste dage kontaktet de relativt få danske avlere, der alle villigt har delt deres tal for 2021, og ifølge dem er der udsat knapt 260.000 ænder fra deres bedrifter i Danmark i år. Ikke de “minimum 350.000” som Østergaard igen og igen hårdnakket påstår.
I bund og grund er antallet af udsætte gråænder i sig selv ret ligegyldigt i forhold til en principiel debat om etikken i udsætning. Groteske overdrivelser baseret på vilde gæt er ikke desto mindre helt urimelige i en debat, som netop er startet på grundlag af DOFs forargelse over ”rod i regnskaberne” blandt en del af de jægere, som har udsat ænder. Det virker helt absurd, at en interessegruppe, som åbenbart ikke selv har styr på tallene, forlanger en anden interessegruppe kollektivt afstraffet med henvisning til, at nogle dem ikke har styr på tallene.
Jeg anfægter i øvrigt på ingen måden DMU rapporten fra 2008 (Link: https://www.dmu.dk/pub/fr687.pdf) som Østergaard angiver som kilde for den påståede problematiske fosforforurening af danske søer, der anvendes til udsætning. Rapporten siger dog ikke noget om næringsbelastningen i forhold til nuværende udsætningspraksis, kan derfor ikke bruges som dokumentation for, at den nuværende praksis er problematisk.
På samme vis dokumenterer et svensk forskningsprojekt omkring udsatte ænders udseende på ingen måde, at disse ænder vitterligt parrer sig med vilde ænder og påvirker deres genetik i problematisk omfang, medmindre den problemstilling specifikt er blevet undersøgt. Er den det og kan vi få et link til afhandlingen? Er der problemer skal de løses.
DOFs faglige dokumentation understøtter simpelthen ikke DOFs vidtgående påstande. For mig tegner der sig et billede af et moralsk korstog imod udsætninger, som man forsøger at give et skær af faglighed med henvisning til dokumentation, der på ingen måde holder vand i forhold til DOFs konklusioner.
Arbejdspladser er IKKE ligegyldige
Østergaard skriver i en småhånlig tone, at “arbejdspladser er et ualmindeligt dårligt argument”. Jeg formoder, at udsagnet kun for alvor gælder, når tab af arbejdspladser går ud over folk, han ikke bryder sig om?
Når jeg nævner, at der er 1.000 arbejdspladser på spil, så omfatter tallet det antal arbejdspladser, som direkte og indirekte afhænger af udsætning af fuglevildt i Danmark. At betragte udsætninger af fasaner, agerhøns og gråænder under et i denne sammenhæng er yderst relevant. For DOF har åbent erklæret, at de arbejder på at forbyde det hele. Gråænderne er blot begyndelsen. Den første skive af salamien.
Det er langt fra udelukkende fugleavlere og herregårdsskytter, der helt eller delvist lever af udsætningerne. Samlet udgør disse arter så stor en del af det danske jagtudbytte, at forbud imod udsætning vil føre til enorme tab for jordejere, der udlejer jagten på deres ejendomme og økonomiske tab er ensbetydende med tabte arbejdspladser. Jagtudstyrsbranchen vil opleve tilsvarende store fald i deres omsætning. Jagthundeavlen vil lide gevaldigt under, at de ikke længere kan træne, teste og udvælge deres hunde på et fornuftigt grundlag. En hel del mennesker er desuden beskæftiget i håndteringen af det det økologiske kød, som jagten på udsatte fugle resulterer i – og det gælder lige fra vildtslagterierne til vildthandlerne og restauranterne, som har dansk fuglevildt på menukortet. Vi taler sandsynligvis om et omsætningstab på mere end en milliard kroner i den danske jagtbranche, hvis udsætning af fuglevildt forbydes. 1.000 arbejdspladser er måske endda temmelig lavt sat, når ringene i vandet efter et eventuelt forbud engang holder op med at brede sig.
Utidig indblanding i andres passion
Udsætning af fuglevildt er en praksis, som berører en meget stor del af de 180.000 danske jagttegnsløsere og deres familier uanset om de selv brænder for jagtformen eller ej. Titusinder af danskere har stor glæde af at deltage på jagter efter udsat fuglevildt, som vildtplejere, jagtgæster, hundeførere og så videre. Så ja! – det er et væsentligt angreb på disse menneskers trivsel, at forlange udsætningerne forbudt. Fuldstændigt som mountainbikere, fuglekikkere og lystfiskere ville føle deres trivsel under angreb, hvis nogen ville forbyde deres passion. Vi må ikke glemme, at jægere faktisk elsker at gå på jagt og at dette er helt uafhængigt af om Egon Østergaard og DOF forstår denne passion eller ej.
Jeg kan i øvrigt ikke se, hvorfor det er relevant om danske jægeres praktiske indsats stråler eller blegner i Egon Østergaards øjne. Det er muligt, at han er vant til at uddele karakterer, men hvad kan vi bruge karakterne til? DOF er ikke ligefrem selv kendte for at etablere eller passe vandhuller, småskove, randbeplantninger og vildtstriber eller yde anden praktisk naturbevarende indsats i kulturlandskabet. Tilsvarende kan jeg ikke se relevansen i, at en ikke-jæger som Egon Østergaard definerer, hvad jagt er og ikke er. Jeg forsøger jo heller ikke at fortælle ham, hvor han bør finde glæden i fuglekiggeri.
Lad os få ordentligheden tilbage i naturdebatten, respektere hinandens passion for naturen og så i øvrigt indrette os efter faktuel viden omkring reelle problemer. Moralske korstog hører til i middelalderen.
Jens Ulrik Høgh
