Solen havde skinnet på mig hele dagen – både i bogstavelig og i overført betydning. Min næse havde i dagens løb antaget en kendelig rød kulør af den barske decembersols refleksion fra det glitrende snedække, der lå ud over hele landskabet og som knagede som kartoffelmel under støvlerne, når man bevægede sig. Her kort før dagens sidste såt ænsede jeg imidlertid dårligt nok min let forbrændte tud, fordi mit hoved var fuldt af en god jagtdags sanseindtryk, hvor heldet havde tilsmilet mig med flere høje og velflyvende fasaner. Dagens mest specielle oplevelse havde jeg dog stadig til gode, det vidste jeg bare ikke på det tidspunkt, men jagtlederen må have haft en anelse.
PARKERET
Dagens sidste såt var en stor velanlagt remise, som lå ude midt på en mark. Mens vi gik, fortalte jagtlederen mig, at fuglene efter al sandsynlighed ville flyve mod skoven, hvor alle de øvrige skytter var ved at blive stillet for i skyggen langs med skovkanten.
Til trods for, at jeg var gæst og besøgte terrænet for første gang, havde jeg åbenbart haft mine chancer på dagen, så planen var, at jeg skulle være bagstopper på den modsatte side af remisen.
Midt for remisen, som lå godt 100 meter borte, løftede jagtlederen med et finurligt smil på sin hat og anviste mig min plads. Han formanede mig om at skyde de fugle, der måtte komme forbi, så de faldt på den rigtige side af skellet. Da han skridtede over mod remisen, kastede han et blik på det stuehus, som lå et stenkast bag min post. Jeg fulgte hans øjne og så skyggen af to ansigter, som hurtigt forsvandt bort fra et af vinduerne.
Den lavtstående sol sendte sine stråler ind i ansigtet på mig, og det ville blive vanskeligt at afgive skud, hvis en fasan skulle forvilde sig i min retning.
EN LØJERLIG FÆTTER
Samtidig med, at hundefolkene begyndte at line op langs min side af remisen, hørte jeg knagen i sneen bag min ryg. Uvilkårligt vendte jeg mig og konstaterede, at en lille mand kom mere krabbende end gående ned mod mig. Manden gik halvt med siden til, og den ene arm hang og daskede ned langs siden af kroppen. Ved nærmere øjesyn mindede han i den grad om skuespilleren Keld Markuslunds karakteristik af Thummelumsen i filmatiseringen af Gustav Wieds Livsens ondskab. Selv Thummelumsens vrantne ansigtsudtryk fornægtede sig ikke, og han besvarede da heller ikke min høflige hilsen, da han stillede sig bag en busk små fem meter inde i haven.
Mens dette stod på, var den første fasankok kommet skogrende på vingerne. På vej mod skoven tog kokken højde, og bedst som jeg troede, at den ville klare frisag, klappede den sammen i luften og faldt dødskudt mod jorden. Flere fugle tog samme kurs, og mange af dem stoppede pludseligt i abrupte stillinger og hang en kort tid som små fjerede skulpturer i luften, inden de dumpede ned. Fra starten havde jeg belavet mig på, at alle fuglene ville til skovs, men pludselig brød en stor kok gennem buskene og for ud over marken med det lange ben foran. Den høje fart var forståelig, for lige i halen på kokken kom en af hundene. Den løse sne hvirvlede op om både fasan og hund og blev hængende i luften som en million funklende krystaller.
Kokken følte sig nu så trængt, at den lettede. Under højlydte protester tog den retning ned mod mig, og jeg var mere end klar til at tage imod. Jeg trak igennem på fuglen, men da jeg trykkede af, blev jeg totalt blændet af solen. Rent instinktivt vidste jeg, at skuddet sad, som det skulle, og et splitsekund senere kom fasanen susende ud af lyshavet – dødskudt. Den landede klart på min side af skellet, men med en hurtighed, som jeg ikke havde troet muligt, krabbede Thummelumsen sig hen til fasanen, og greb den resolut i stængerne. Han trådte et skridt tilbage, og mens han holdt fuglen i den dårlige hånd, flåede han sin kasket af hovedet med den anden og bukkede så dybt, at han næsten rørte jorden, mens han sagde, – ”Man takker”, så selv ikke Keld Markuslund kunne have udtalt det mere sjællandsk. Herefter trak han sig stadig bukkende tilbage mod huset, hvor han forsvandt rundt om hushjørnet samtidig med, at såten blev blæst af. Hele seancen var blevet fulgt af en kvinde inde i huset. Hun havde stået med næsen trykket flad mod ruden og klappede eksalteret i hænderne, da manden havde sikret sig fuglen. I sin naive ageren var hun Thummelumsens kone, Wulfdine, op af dage.
Oplevelsen havde tangeret det surrealistiske. Efter at have kastet et sidste blik mod vinduerne, som nu var tomme, begav jeg mig tilbage mod skoven. Hovedparten af selskabet havde samlet sig ved jagtvognen, hvor de fleste stod og så meget uskyldige ud. Jagtlederen kom mig i møde og ønskede mig velkommen i klubben. Mens jeg stod og så desorienteret ud, bukkede seks af jægere meget dybt, samtidig med at de tog hatten af. Det viste sig, at de som jeg var blevet frarøvet en fasan af Thummelumsen, og dermed havde bestået optagelsesprøven til klubben. Jeg flåede hurtigt hatten af og bukkede dybt mod sneen med et – ”Man takker.”
Konsortiet blev opsagt året efter, så der bliver ikke optaget flere medlemmer i klubben, men jeg går ud fra, at jeg stadig har mit medlemskab i den besynderlige, men eksklusive klub.
