Foto: Malte Udsen, Jacob Kamman samt Red Squirrel, Hannu Rama samt Naughty Vitus/Shutterstock
Det er altid et kompliceret og vanskeligt spørgsmål for mig at svare på, da jeg virkelig elsker al sags jagt! Haglbøssejagten er for mig og sikkert også for mange andre danske jægere en jagtform, som var dér, vi startede som jægere, så den har en særlig plads i mit hjerte.
Derudover er jeg så heldig og privilegeret, at jeg ofte rejser ud i den store verden for at gå på jagt efter eksotiske dyr og opleve fantastiske lokaliteter.
Men jeg ender næsten altid med det samme lidt tøvende svar:
Hvis jeg skulle vælge én sidste jagtoplevelse, så ville det blive med min far i et godt snepperevir og med mine egne hunde!
Klapjagter
Derfor er der noget nostalgisk og velkendt ved at stå med en knækket bøsse i hånden og vente på, at klapperkæden starter, ænderne trækker i tusmørket, eller hunden går i gang med sit ivrige søg foran os…
Haglbøssejagt er noget, som vi dyrker i stor stil som fællesjagt, men lige så meget alene eller i mindre grupper af gode jagtkammerater. Jeg elsker at stå op om morgenen og sammensætte slips, knickers, skjorte og kvaster til de lange sokker og betragter faktisk klapjagterne som jægernes fest, når vi sammen skal nyde høje fugle og spændende jagt i vores egne skove!
For mig er fælleskabet og kammeratskabet en enorm vigtig faktor, når jeg deltager på klapjagter – faktisk så meget, at jeg nu til dags hellere vil apportere med mine hunde, end være skytte. Det handler ikke længere for mig om at skyde fasanerne eller ænderne, det er hele oplevelsen, drillerierne, den anspændte stemning inden drevet og så især at arbejde med hundene!
Med det sagt, så er jeg absolut ikke ved at lægge bøssen på hylden. Haglbøssejagten kan stadig nemt få mit blod til at koge!
Lad mig fremhæve et par uforglemmelige stunder i skoven.
Min første sneppe
Jeg har efterhånden skudt en hel del snepper. Men jeg vil faktisk påstå, at jeg kan huske hver og én af de snart 200 små troldfugle! Naturligvis står nogle af situationerne mere klart end andre i min erindring og heriblandt min allerførste!
Min far og jeg var på vores traditionsrige sneppetur i det vestjyske, og for første gang havde jeg min egen haglbøsse i hånden. Jeg var 16 år gammel og helt enormt spændt! Vi havde en ruhåret hønsehund med os, som vi havde lånt og så min trofaste ruhårede gravhund Amie. Hun var ikke nogen udpræget fuglehund, men hun elskede at gå på jagt, og når hun ikke lige stak af på et krondyrspor i en times tid, så tussede hun rundt mellem min far og mig og snusede ivrigt efter snepper og alt andet, som kunne jages! Vi var kommet langt ind i plantagen, og eftermiddagen var ved at gå på hæld. Jeg havde allerede præsteret et par dumme forbiskud til de første fugle, som vi og hundene havde fået på vingerne, så mine nerver og spænding havde vist fundet et fornuftigt leje… Min far og jeg gik med cirka 50 meters mellemrum, og lånehunden var temmelig langt foran os. Der var ikke megen vind, så under de gamle lærketræer var den eneste lyd sneppeklokken foran os og Amies små prust, når hun hoppede over kvas og væltede træstammer. Vi var kommet til en skovvej, hvor min far og jeg forsøgte at lave en ny genial plan for, hvor vi troede, at snepperne ville gemme sig… Amie brød ud fra træerne, og den lille sorte snude blev straks stukket dybt i den sandede jord… Hun strøg et par meter ned ad vejen og sprang så ind under nogle lavthængende grangrene.
Pludselig hørte vi den velkendte lyd af baksende sneppevinger, mens sneppen braser sig igennem de tætte grangrene! Amie gav et ophidset bjæf fra sig, mens jeg skuldrede haglbøssen! Sneppen flyver direkte væk fra mig, og uden jeg rigtig tænker mere over det, skyder jeg! Fuglen bliver ramt, og mens en lille sky af lysebrune fjer og dun hang i luften, tumlede sneppen ned midt på den grønne græsstribe midt på vejen! Min første sneppe var en realitet og så endda rejst af min trofaste gravhund. Jeg kunne ikke være lykkeligere! Min far var næsten lige så glad som jeg, og da vi sammen dér midt i skoven beundrede den smukke fugl og alle dens farver, indså jeg, at dette var en af de stunder, som ALDRIG vil blive glemt, og som jeg kan fortælle om igen og igen.
Et helt særligt andetræk
For et par år siden var jeg blevet inviteret på et andetræk af min gamle mentor, Jan Bendtsen. Sammen med min far er Jan den person, som har lært mig mest om jagt, naturen og dyrelivet i vores skove. Andetrækket var ved en større sø på Midtsjælland, og jeg havde min gamle springer spaniel, Mille og min unge ruhår, Maddie med. Det var nærmest Maddies første rigtige jagt, og jeg tror faktisk, at jeg var mere spændt end de to hunde tilsammen! Morgenen startede hyggeligt med morgenmad, men stemningen ændrede sig hurtigt, da Jan dukkede op… Han var forgrædt og fortalte, at han den foregående dag måtte aflive sin elskede Breton, Bonnie!
Vi spurgte straks Jan, om vi skulle aflyse dagens jagt, men Jan afslog med det samme og sagde, at det ville ikke være i Bonnies ånd! Vi afsluttede morgenmaden med en stille skål til ære for Bonnie, og så begav vi os ellers ud i mørket. Søen var fuld af ænder, og i mørket skar deres tørre og hæse rappen nemt igennem luften, og med alle skytterne på plads var det nu bare at vente.
Inden vi rigtig kunne se noget, lettede der en hel flok gæs, og på knagende vinger og med gakkende stemmer fløj de over alle os skytter, som ingenting kunne se… Til gengæld kunne jeg høre masser af små flokke af krikænder og gråænder komme flyvende og smide sig i søen.
Spændingen steg, men jeg kunne ikke lade være med at sende en tanke til gamle Bonnie, som for bare to dage siden havde svømmet i netop denne sø – i gang med det, hun elskede allermest: at være på jagt! Jeg sad med en lidt trist fornemmelse sammen mine to hunde, og især Mille fik et ekstra klem. Hun var på dette tidspunkt omkring 11 år gammel og var efterhånden blevet helt døv! Fredagen før blev jeg nød til at give hende et puf, hver gang hun skulle apportere, for hun kunne ikke høre mit apport-råb! Vi har ikke vores hunde for evigt, men tanken om at skulle sidde og vente på ænder uden hende gjorde mig trist! Horisonten var efterhånden blevet rød af den opgående sol, og jeg slog de triste tanker væk for at koncentrere mig om, hvad vi var her for, nemlig JAGT!
Vores hunde forstår ikke døden, de vil bare gerne komme med på jagt, og når de ikke er det, så vil de bare elskes! Med et klap på begge hundehoveder rejste jeg mig op og stillede mig klar.
De første par skud begyndte at lyde rundt om søen, og mens der kom masser af trækkende ænder, fik skuddene de ænder, som allerede lå i søen, til at gå på vingerne!
Alle skytter havde rigeligt at se til, og med både indkommende og lettende ænder var det med at være klar, for der kunne opstå chancer fra alle sider og fra samtlige retninger.
Maddie var stadig meget urutineret på dette tidspunkt, og derfor fik hun lov til at blive siddende, mens Mille fast og roligt apporterede de ænder, som jeg udpegede.
Sidst på morgenen lettede der en større flok ænder fra nogle tætte siv, og med det samme kunne jeg se, at der var en helt hvid and imellem. Flokken passerede et par andre skytter, og da de endelig kom over mig, var de både høje og hurtige! Op imod den lysnende morgenhimmel kunne jeg stadig tydeligt se den hvide and, og jeg koncentrerede mig om den… Første skud fik den til at klappe sammen, og den styrtede ned langt ude i søen! Andet skud fældede en anden and, og da Mille markerede den sidste meget hårdt, fik hun med et lille puf med foden lov til at hente den.
Maddie svømmede hurtigt og sikkert ud til den hvide and og med den i munden, tænkte jeg igen på gode gamle Bonnie… Det var jo sådan set bare en ruhår, som apporterede en hvid and, men det var alligevel, som om at netop denne and symboliserede Bonnie!
Jan blæste jagten af, og alle begav sig op mod gården. På vej derop fik begge hunde lov til at søge frit, og mens gamle Mille samlede et par ænder op langs bredden, hentede Maddie en anskudt andrik ca. 100 meter ude langs sivkanten! Skønt at se, at hun kunne arbejde selvstændigt, og med færten i næsen holdt hun ved…
Paraden blev afholdt på gårdspladsen – og med den hvide and øverst. Mens Jan blæste jagt forbi, kiggede jeg på den hvide and, og jeg ved, at, hvis Bonnie stadig var med os, så ville hun ligge lige ved siden af den!
Jeg håber, at hun kiggede med oppe fra hundehimlen, hvor der forhåbentligt er langstrakte roemarker fyldt med agerhøns og måske også en enkelt hare eller to, som man kan prelle på uden ens ejer til at skælde
