Gisp – har jeg tweed nok,” var min første tanke, da jeg midt i det lune efterår blev inviteret på fuglejagt i det sydøstlige England. Måske jeg også burde have bekymret mig om mine sociale kompetencer og ikke mindst skydefærdigheder med et våben, jeg aldrig tidligere har haft til kinden.
Men sædvanligvis taler jeg, før jeg tænker, og det har bragt mig i mange vanskeligheder og uføre af forskelig art, men altid i nye situationer, som jeg hver og én er lykkelig for.
Sådan gik det også denne gang. Uden yderligere omtanke takkede jeg ja til at tage på jagt med legendariske forladere og engelske nobelsmen.
Det blev en fest. Et ikonisk møde med våbenentusiaster og jagtelskere, der i fællesskab skabte en jagtdag, som jeg vil huske meget længe.
Ikke på grund af en stor parade.
Ej heller fordi det hele foregik i nærmest royale omgivelser.
Men fordi det var hyggeligt.
Inspirerende.
Hjerteligt.
Varmt.
Det tog mindre end to minutter efter fremmødet på pladsen foran det gamle fine murstenshus, hvorfra jagten udgik, før samtalen faldt i en gemytlig og nysgerrig gænge, som det var ualmindeligt bekvemt og let at flyde ind i.
Naturligvis var der en masse gensyn, det var nemt at se, men sådan en ny fleinert som mig blev der taget så hjerteligt imod, som var jeg en ven med årtiers meritter i dette selskab.
Måske disse brave jægersfolk er noget særligt. Det kan jeg ikke helt vide mig sikker på, men jeg har en forestilling om, at i hvert fald disse engelske jægere er noget mere åbne over for nye ansigter og fremmede accenter, end jeg oplever så mange andre steder.
Under alle omstændigheder følte jeg mig meget hurtigt som en af flokken og kunne med et smil til de andre jægere konstatere, at jeg – helt uden at vide det – havde savnet dem i meget lange tider.
To hædersmand
Det var navnkundige Nick Holt – indehaver af Holts Auctions – som holdt jagten, og Tim Warner fra Game and Gun, der er hans danske agent, som havde inviteret mig til at blive en del af dette ypperlige jagtselskab.
Tim er tydeligvis en af gutterne i dette slæng og han var stærkt elskværdig og præsenterede mig for såvel skytter som loadere.
Stemningen var afslappet.
Forventningsfuld.
Imødekommende.
Og lattermild.
Der blev godt nok leet en hel del, inden vi gik ind i den muromkransede have og her modtog parolen i en meget lidt militaristisk stil, som jeg bedst kan beskrive som uformel, afslappet og med en snært af overklassens diskrete, skødesløse elegance.
Efter lodtrækningen af postnumre var der en velgennemført gennemgang af sikkerheden, som er lidt anderledes, end man kender det fra mere almindelige jagter, hvor der anvendes moderne våben.
De fine gamle forladere kan jo ikke knækkes, og når de bæres fra såt til såt i fyldt tilstand, er det uden fænghætter og altid med løbene opad – så der ikke rasler noget af ladningen ud.
Hver skytte blev parret med en loader, som i mit tilfælde også var det smukke gamle våbens indehaver.
Og så var der det med påklædningen.
Den var også temmelig afslappet.
I hvert fald mindre stylet, end jeg har set det på mange store danske fuglejagter. Jo, der var tweed og lange strømper med kvaster, men på en nedtonet måde. Ikke prangende. Noget af påklædningen var også af ældre dato, men frem for alt elegant og med en vis pondus. Mange af herrerne med slips og skjorte. Med jakke og sommetider vest, og størstedelen i læderfodtøj med terrængående karakteristika.
Driverne var iført åbentstående skjorter, fleece og højt humør.
På post
Tim og jeg delte en post. Han lagde ud – så jeg kunne orientere mig lidt om, hvordan det hele blev grebet an.
Bag Tim tog vores loader opstilling. Hvorpå han gik i gang med at lade våbnet. En ganske simpel og forståelig arbejdsgang, som naturligvis skal udføres med omtanke og præcision.
Først hældes der krudt i hvert af løbene. Fra et antikt udsende krudthorn, der leverer afmålte volumener af det sagnomspundne sortkrudt.
Derpå en 12-14 millimeter tyk filtprop, som bliver stampet til med ladestokken.
Så hagl fra et andet velbrugt ladehorn, der ligeledes leverer en justérbar mængde hagl, og til sidst et lille pap-dæksel, som forsegler ladningen, når det bliver stampet ned oven på haglene.
Til sidst antrækkes de to haner i halv ladt position, og der monteres fænghætter på de små rør, der stikker op fra hver af løbenes baser.
For begge løb tager denne operation halvandet til to minutter.
Derpå overdrages våbnet til skytten, som trækker de to hamre helt tilbage.
Nu er våbnet klar til skud. De første fugle kommer på vingerne. To arter er i spil her. Fasaner i beskedent antal og rødbenede stenhøns i større antal.
Driverne giver forskellige fløjtesignaler alt efter, hvilken art der går på vingerne.
Det er hurtigt indlysende, at man skal vælge sine fugle med omhu. Ja, det skal man vel egentlig altid, men når der går et par minutter mellem hvert andet skud, venter den drevne skytte, til der kommer en fugl, man forventer at kunne fælde med sikkerhed.
Tim afslører sig hurtigt som en mester med også dette for ham ganske ukendte våben i hænderne, og han ender med en skudstatistik på under to skud per leveret fugl.
Selve skuddet er også en oplevelse at betragte.
Lyden er mere rund og på en, sådan føles det i alt fald, lavere frekvens end et moderne plastikindpakket haglskud.
Mundingsglimtet er betragteligt, og så kommer der en vidunderlig bastant røgsky efter haglene, som i denne sammenhæng naturligvis er af bly.
Foranholdet skal være lidt større end de hurtige danske stålhagl, og det er nok den største udfordring for os danske jægere.
Det andet drev
Så er det blevet min tur til at skyde.
Nu hvor jeg har set, hvordan det hele foregår, er der ikke så mange overraskelser tilbage, omend jeg er lykkelig spændt på at få det gamle våben i hånden, og finde ud af, hvordan det passer mig.
Og ikke mindst, hvordan det er at skyde med.
Mit livs første skud med forlader er snart.
Sådan som jeg husker det, tager det et par skud, før jeg med Tims hjælp får placeret min venstre hånd på forskæftet så tilpas langt fremme, at det føles, som om dette våben er skabt til mig.
Derpå falder den første fugl. En rødbenet. En art, jeg aldrig tidligere har fældet.
Det er en stor dag med en ny art til jagtjournalen, og så at kunne dele oplevelsen sammen med Tim og loaderen – der pudsigt nok også hedder Tim.
Loader Tim er en dreven entusiast.
Han sværger til den gamle engelske stil, og selvom han denne dag er kørende i en fin lille og stærkt terrængående Suzuki, som han må høre en del drillende bemærkninger om, kører han sædvanligvis Land Rover. Han har fem. Ingen af dem er nyere end Serie II. Det er dem med forlygterne inde i køleren. De udgik af produktion i slutningen af 1960erne. De gamle forladere har han også en betragtelig samling af, og han svarer sådan nærmest henkastet, at det jo blot er nogle gamle haglbøsser, da han oplyser, at han for nuværende har 48 forladere.
Han er erfaren.
Hjælpsom.
Vidende.
Ikke blot om de våben, han lader så ekvilibristisk, men også om skuddets anatomi – og skyttens psykologi.
Da en større flok fugle går på vingerne i et spektakulært flush, hæver jeg straks det fine gamle hanegevær.
Loader Tim lægger roligt sin hånd på min venstre skulder og nærmest messer til mig, at jeg ikke skal gøre mig klar for tidligt.
Jeg sænker våbnet igen.
Han har jo ret.
De der skud, man forbereder sig til i lange stræk, er sjældent en succesfuld oplevelse.
Hvorimod et hurtigt snupskud, som ikke er forurenet af præstationsangst, pletskræk og præcisionshunger ofte er mere vellykket.
Jeg sænker våbnet.
Lader skuldrene falde ned.
Tager en dyb indånding.
Fuglene kommer tættere på.
Holts Auctioneers
Nick Holt har i løbet af sin livsbane opbygget verdens største auktionsforretning for jagt- og antikvåben. En selfmade mand, som med flid og et vindende væsen har skabt et netværk og en forretning som ingen andre.
Han er en succesrig forretningsmand, som ud fra en økonomisk betragtning kan tillade sig selv at skyde lige så mange fugle, som han vil.
Men han har ikke disse tilbøjeligheder.
Nick Holt er en stor fortaler for, at vi skal til at betragte fuglejagten på en ny måde.
Og en stor modstander af, at de stort anlagte fugejagter altid handler om at skyde mange fugle.
Tim Warner deler disse opfattelser, og sammen argumenterer de to gentlemen for, at jagt ikke skal være et spørgsmål om antal men derimod om oplevelser.
Nick forklarer mig dagen efter jagten, hvor han giver mig en rundvisning i sin imponerende virksomheds mange bygninger, at vi som jægere kommer i miskredit hos alle dem, der ikke går på jagt, hvis vi ikke i tide – og det vil sige nu – sadler om. Står det til Nick Holt, så skal vi ikke i fremtiden afregne per nedlagt fugl, men for en jagtdag, hvor det er oplevelserne, der er prioriteret. Ikke antallet af leveret vildt eller afgivne skud.
Nick Holt mener, at paraderne skal være mindre, og selvom prisen skal være den samme for, at jagtvæsnerne løber rundt, som så har den afledte effekt, at det vildt, der fældes, reelt får en højere pris, end det har i dag, så er der ikke andre muligheder for at sikre jagtens accept i den store del af befolkningen, som ikke har nogen saglig viden om jagt.
”Det skal være venskaberne, selskabeligheden, Moder Natur og de færre flotte skud, man skal glæde sig over i fremtidens jagtvæsner. ”Ikke store parader med 400 eller 1000 fugle,” understreger Nick Holt denne solvarme efterårsdag i oktober, hvor han sidder på en stensætning foran det smukt indrettede showroom, der bugner af klassiske jagtvåben fra nogle af verdens navnkundige virksomheder.
”Forladerjagten er et af de forslag, jeg har til en anden og opdateret jagtform,” fortsætter værten, om end det er en smule paradoksalt, at det er de fortidige våben, der kan indgå som en del af løsningen til fremtidens jagter. ”Vi skal opleve noget. Og her er jagten med forladerne et aspekt, som kan tilfredsstille den ivrige jæger. Vi skyder ikke mange fugle, vi skal vælge vores skud med ekstra omhu, og dermed husker vi de enkelte situationer meget bedre. Det bliver i sidste ende en langt bedre oplevelse.”
Nick Holt har gennem sit stærke netværk fremlagt disse anskuelser både på regerings- og forretningsniveau, og nærmest til hans egen forbløffelse, er en af de store engelske jagtudbydere begyndt at ændre lidt på deres koncepter, så de i højere grad flugter med Nick Holts udlægning af de forandringer, jagten nødvendigvis må undergå.
Naturligvis kan ikke alle jagter afvikles med forladere og loadere, men eksemplets magt er stærkt her, for i mit tilfælde blev det til fire fugle i 11 eller 12 skud, og jeg kan huske hver eneste af dem. Også hvert eneste af skuddene. Og det er i hvert fald en ny oplevelse for mig.
De sidste såter
Ude på jagten viste såvel Nick som Tim sig at være stabilt skydende gennem hele dagen – ligesom det øvrige selskab. Fem såter blev det til, med flotte talrige fugle, på en efterårsdag, der kun blev mere og mere solrig, som dagen gik på hæld.
Også dagens spektakulære afslutning var en oplevelse i sig selv.
Ikke fordi paraden udeblev. Fuglene var allerede bragt til kølehuset med henblik på at blive fragtet til vildthandleren så hurtigt som muligt.
Der forekommer således heller ikke billeder af stribevis af døde dyr, som muligvis også er en af de nye tendenser, vi skal til at tage bestik af.
Men fordi størstedelen af de ti forladere naturligvis var ladt, da jagten blev blæst af.
Og de skal jo aflades, inden de pakkes ned og transporteres hjem.
Det sker ved, at alle skytterne tager opstilling på række inde i haven, hvor vi har forfrisket os i de veltilrettelagte pauser med the, sandwich og sloe gin.
På kommando hæves våbnene i en sikker vinkel, og på tælling tømmes bøsserne.
Med mundingsglimt, røgfaner og stor latter.
