Sneppejagt kan man ikke helt regne med, og ingen kan med sikkerhed sige, hvornår de ankommer? Men når snepperne ankommer, er jagtsæsonen for alvor skudt i gang.
En gammel huskeregel hævder, at den første weekend i november næsten aldrig svigter. Men det er kun en tommelfingerregel. Vind og vejr og temperaturen i de nordlige yngleområder er udslagsgivende for, hvornår de mange fugle bryder op og starter trækket mod syd og sydvest.
I sæsonen 2019 var de tidligt på færde, og allerede sidst i oktober begyndte vi at se de første langnæbbede silhuetter trække forbi huset i mørkningen.
”Jeg tror, der er snepper i skoven. Skal vi gå en tur,” spurgte jeg, da jeg en dag havde Peter Nabo på linjen.
Peter har netop trukket sig fra et aktivt arbejdsliv, og som så mange andre i den situation har han travlt som aldrig før. I reglen er han dog frisk, når der opfordres til jagt.
Peter kontaktede Erik; vores fælles nabo mod vest, men det var lørdag, og vi var midt i en jagtsæson. Dermed var udfaldet næsten givet på forhånd: Han var allerede på jagt.
Et par timere senere var vi dog et lille hold på fire skytter, to spaniels og en ældre labrador + jeg selv, der valgte af gå med som en slags fotograf.
Skovgæster på sneppejagt
Der er mange måder at drive sneppejagt på. Nogle foretrækker klassisk jagt med stående hund. Andre med stødende. Når alt kommer til alt, nedlægges de fleste nok lidt tilfældigt under efterårets fællesjagter.
Valg af hundetype er dog ikke det afgørende, hvis man er til mere tilfældige sneppejagter. Mere afgørende er det, at man kan drive jagt på terrænet uden at forstyrre mere end godt er.
Med fire skytter og en ikke skydende fotograf giver det næsten sig selv. Det er trampejagt på snepper. Rough shooting om man vil med alle mand på linje og ingen jægere på post.
Dermed har ikke mindst hjortevildtet mulighed for at liste af i tide. Det lille jagtselskab regnes af hjortevildtet for skovgæster. De tager derfor ikke notits af jægerne, men trækker sig oftest uden synlig stress.
Vildt er som børn og hunde, og de føler sig trygge under næsten ufravigelige regler.
Jeg er overbevist om, at regler og ensartet opførsel i terrænet gør en forskel og betyder, at vildtet generelt optræder lidt mere tillidsfuldt. Alligevel skal man vælge både sine kampe og sine jagter med omhu.
Derfor er det heller ikke hvert år, det lykkes os at gennemføre en spontan nabojagt, selv om konklusionen altid er den samme, når det sket: Det burde vi gøre noget oftere!
Måske den rigtige dag for sneppejagt
Noget kunne tyde på, at vi havde ramt den rigtige dag, og allerede i første såt – i Peters såkaldte nye skov i kanten af en moseparcel kunne vi høre lyden af klappende vinger foran hundene.
Jeg gik på yderkanten af nyplantningen og nåede akkurat at registrere skyggen af et eller andet, der i høj fart trak over de fem, seks meter høje trætroppe. I det samme som skyggen forsvandt, faldt lyden af et skud.
”Apport!” lød det fra bevoksningen, og kort tid efter strøg Joy, en brun Cocker-tæve, afsted.
Hun vidste præcist, hvor hun skulle søge, og kort tid efter bremsede hun op på en skråning med højt, vissent græs. Dagens første sneppe var leveret og i næste nu på vej tilbage til Torben, der viste sig at være manden bag det resolutte kasteskud op gennem de unge trækroner.
Drevet fortsatte, og kort tid efter faldt der atter et par skud. Men skuddene blev ikke efterfulgt af apportering, så vidt jeg kunne høre …
Et par fasaner satte af. Stort rabalder og baskende vinger. Sikkert første gang de blev forstyrret i denne sæson.
Den gamle kok
En stor kok med meget lang hale og sikkert flere sæsoner bag sig gled først hen over Peter og så over Niels … Flot så det ud.
Den farverige fugl tegnede sig mod den blygrå og regnfulde himmel, alt imens de to jægere begge tømte deres bøsser og håbede på, at effekten ville indtræffe og fuglen falde til jorden. Men den gamle kok smed aldrig en fjer og klarede frisag endnu engang.
Flere fasaner tog til vingerne. Men de lettede for langt ude for skytterne, og ingen opnåede skudchancer. Det er nu en gang vilkårene, når man driver jagt uden posterede skytter.
”Skal vi tage mosen med?” foreslog Peter, da vi atter var samlet.
Det lød som en god idé, og mens vi koblede hundene og satte kursen mod mosen, fik en stor duehøg en flok duer sat på flugt. Faktisk lige der, hvor en smuk regnbue forsvandt mellem træerne.
Inden det lille hold var fremme, trak et par dyr ud af mosen. En hare fulgte samme vej og givetvis også et par fasaner, som vi ikke kunne se.
Men snepperne løber ingen steder. De sætter alle ods på deres camouflage og bliver, hvor de er … Men i dag var mosen desværre tom for snepper.
Lidt snak og videre til næste såt.
Efter et par timer forlod vi Peters herligheder. De næste par timer skulle bruges på den matrikel, hvor mit navn står på skødet.
Langs bækken
Første såt blev langs den bæk, der udspringer et stenkast fra det hus, hvor vi bor. Bækken fører vand til Klokkerholm Møllesø, hvorfra den fortsætter mod Ryå, der slutter sit lange løb i Limfjorden.
De stejle skråninger langs bækken har med tiden fået deres eget liv. Træer er gået ud, nogle er med tiden væltet omkuld, og en helt masse nye er skudt i vejret. En slags ny urskov er med tiden opstået på de tidligere dyrkede og afgræssede skråninger.
”Hvis du går ved bækken, og Torben og Kjartan tager overkanten – frem mod det sted, hvor Niels skød sneppe for et par år siden, så driver Peter og jeg skråningerne af.”
Løvet var endnu tæt, men Peters røde hat og Torbens knaldrøde overtræksvest gjorde det forholdsvis nemt at holde linje.
Hvad der skete foran os, havde vi ingen anelse om. Men dyrene havde overblik over situationen og kunne liste ud af såten, inden vi kom for tæt på.
Når vildtet ved, hvor de har os, ved vi også mere om, hvor vi har vildtet. Fred og ro er nu engang den bedste vildtpleje.
Af samme årsag er det meget sjældent, jeg færdes i bevoksningerne langs skråningerne. Hen over én sæson kan det tælles på en håndfuld gange, men når det sker, nyder jeg synet af moder naturs skaberværk.
”Ingen arkitekt kan gøre det bedre,” tænkte jeg, alt imens jeg masede mig gennem krat af hindbær, væltede stammer og klynger af invasive gyvelbuske.
”Peters sort hvide springer gør det godt,” tænkte jeg videre, da den for en stund passerede mig. Det korte, energiske søg er skabt til jagt i netop tæt krat, hvor vildtet kan holde hårdt, og hvor hunden må ind under risbunker og væltede træer for at få vildtet på vingerne.
Lidt malurt i sneppejagt
Jeg havde set meget frem til årets første jagt i bæksåten, men da vi lidt senere stod samlet, var det med lidt malurt i bægeret.
Ingen i selskabet havde set noget som helst bortset fra et par dyr og lidt skovduer, der luftede vingerne i det gode vejr, der var opstået efter den sidste byge. 
”Vi kan tage bøgeskoven og slutte af med pileskoven,” lød mit forslag.
Ingen sagde noget, men alle virkede til at samtykke.
Bøgeskoven er udlagt til uberørt skov, og siden 1995 er der ikke fældet et træ i skoven. Det har med tiden sat sit præg.
Træer er gået ud, og her og der har store løvtræer og enkelte grantræer givet efter for tidens tand og smidt sig på skovbunden for at lade sig opsluge og blive til nyt liv.
”Hvis I går i kanten af den gamle grusgrav, trækker vi over mod skovdiget. En linje kan vi ikke holde, men vi prøver og ses ved enden.”
En fin hjort
En rudel dåvildt listede af i det samme, som vi trak ind i skyggerne af de tætsluttende bøgetræer. De havde ikke travlt, og en stor hjort stoppede på skylinjen for at se sig tilbage.
”Fin hjort,” sagde jeg til Kjartan, da vi lidt senere trak over skråningerne sammen.
”Ja, pæn halvskuffel,” svarede han.
”Jeg vil nu mene, det var en fuldskuffel,” svarede jeg.
Heldigvis nåede jeg at få et billede af hjorten, der i flere minutter stod gemt bag en gyvelbusk. Kun den ene skuffel rejste sig mod himmelrummet
”Se her, sagde jeg: Det er da en fuldskuffel.”
”Det har du ret i, svarede han. Men det var ikke den, jeg så. Ergo må der være mindst én hjort mere omkring rudlen.”
Bestanden af dåvildt er steget i de år, jeg har boet her. Ikke mindst takket være en udsætning. Men selv om vi periodevis ser dåvildt dagligt, er det ikke mit indtryk, at det har påvirket bestanden af råvildt eller for den sags skyld kronvildt, der også holder til i området.
Høj sneppe
En sneppe trak over trækronerne i et område med høje graner. Jeg ser den først, da jeg ser Kjartan trække et skud mod himmelrummet.
Den lille fugl pakkede i skuddet, men vi fandt den aldrig, selv om hundene søgte godt, og skovbunden under granerne var overskuelig.
”Den må sidde fastklemt i en grenkløft,” lød forklaringen fra Kjartan, der naturligvis ærgrede sig al den stund, at han allerede havde gjort plads i jakkelommen, da han så sneppen falde livløst mod jorden.
Fasaner begyndte at lette foran os, men vi kunne ikke se dem, kun høre dem tage til vingerne.
”Har I været inde i det tætte gyvel- og hindbærkrat på Dyrebakken?” spurgte jeg, da vi stødte til vores venstre fløj
Det havde de, forsikrede Torben, som dog greb opfodringen og sendte den lille Cocker på arbejde i det tætte krat endnu engang.
Kort tid efter kunne vi høre en fasankok tage til vingerne. Flugten blev bremset af et skud, og dermed var der endnu en apportering til Joy.
Pileskov på retræte
Sidste såt lå lige for.
En cirka 500 meter lang og 30 meter bred pileskov iblandet selvsående træer og buske, der optager så meget plads, at betegnelsen pileskov efterhånden virker lidt misvisende.
Pilene skæres af og til ned, men grene efterlades i bunker og på skovbunden. Det gør pileskoven oplagt som kuvøse for en række fugle og pattedyr. Ikke mindst råvildtet nyder godt af krattet, hvor det kan gemme nysatte lam i det nærmest ufremkommelige krat.
Jeg har dog lavet en sti gennem krattet. Både af hensyn til vildtet, som dermed nemmere kan færdes uset i pileskoven, men også af hensyn til de jægere, der deltager under sæsonens jagter.
”Vi går,” sagde jeg og satte den lille firemandskæde i bevægelse.
En fasan tog til vingerne, og kort tid efter klappede en sneppe sig frit af krattet. Men den satte kursen direkte frem i såten, og dermed holdt den sig så at sige under radaren.
Kort tid efter var det en sneppe, der skruede sig fri af grenene.
Den gjorde hvad snepperne i pilekrattet plejer at gøre – den trak ud mod siden og dermed endte den sine dage i en bunke af løse fjer.
Tre skud og tre stykker vildt.
”Tillykke, Torben, den er her,” sagde jeg, da Peters springer bragte den varme fugl direkte til hånden.
Teorien lever videre
Pileskoven blev såtens sidste sneppe og dagens sidste stykke vildt
En norsk hundefører, der sværger til jagt med stødende hund, som jeg har jagtet skovfugl med, hævder, at der skal ti situationer til for hver fugl, der kan skydes til.
Reglen kan ikke helt overføres til snepper og fasaner under danske forhold. Så vanskelig er sneppejagt med stødende hund dog ikke, men der bliver langtfra skudt til alt det vildt, der rejses.
”Det må vi gøre noget oftere,” blev Peter og jeg enige om, da vi stod på gårdspladsen og takkede af.
Kort tid efter, at den sidste bil var kørt ud ad indkørslen, kunne skyggerne anes af dyr på skråningerne, hvor vi netop havde jaget.
Vi havde holdt aftalen, og teorien om skånsom sneppejagt var endnu engang blevet bekræftet.
Kunne du lide artiklen om sneppejagt af Michael Sand – LÆS OGSÅ
