End ikke i min svageste stund kunne jeg drømme om at klage. Ganske vist var der ikke mange fugle at skrive om, men vilde fugle kan jo ikke kontrolleres eller styres og da slet ikke snepper. Alt det, der kan kontrolleres, var der styr på. Og derfor sidder jeg tilbage med en glad fornemmelse af en god jagtoplevelse. Uden forbehold.
KROATIEN
I blandt andet Kroatien strækker jagtsæsonen på snepper sig helt frem til udgangen af februar. Det ville jeg gerne drage fordel af, da den danske jagt jo efterlader en med fæle jagtabstinenser allerede ved januars afslutning. Derfor tog min gode ven, Rolf Hagstrøm, og jeg på sneppejagt i Knin et par timers kørsel fra havnebyen, Split, i begyndelsen af februar i år.
Croatien Airlines var rettidige og havde ingen problemer med at medbringe hverken våben eller ammunition, så efter en kort omstigning i Zagreb blev vi afhentet i lufthavnen i Split af Ana Miše, som ejer og driver det lokale jagtfirma, Grivna, og desuden også ejer et af de 6.000 hektar store jagtområder, hvor vi efterstræbte de drilske snepper med stående hunde. Settere.
STÅENDE HUNDE
De fleste af Ana Mišes tilrejsende jægere kommer fra Frankrig og Italien, og de medbringer som oftest deres egne hunde. Gerne tre – fire stykker. For de store og vidtstrakte revirer giver plads til at få arbejdet med de stående hunde til at folde sig helt ud. For mit eget vedkommende er erfaringerne med settere få, og kun en enkelt gang har jeg oplevet, at det faktisk fungerede, som det skulle.
Men her på de store, kratbevoksede sletter over Knin fik jeg set hundearbejde i topklasse. Ja, det er jo ikke noget, jeg selv er vidende om, men Rolf har haft stående hunde i en halv menneskealder, og han var lydeligt imponeret og veltilfreds med såvel hundeførerne som hundenes arbejde.
Til det kan jeg blot tilføje, at føringen foregik uden høje råb eller andre tegn på frustrationer. Hundene gjorde, hvad der blev sagt, beredvilligt, konsekvent og med stor ihærdighed – også sidst på dagen.
De var magre som – ja, jagthunde – og i øvrigt aldeles venlige og omgængelige, når jagten ikke var i gang.
Det var tre jægere tilknyttet Grivna, som stillede to mand per dag med deres fire – seks hunde. Den eneste hundetumult, jeg oplevede, var den højlydte klage, der lød fra de hunde, som ikke fik lov til at komme med i dagens første slip.
SPÆNDING
Den første dag er et nyt sted altid noget særligt.
Så jeg tænker, at såvel Rolf som jeg har stået der med smil om læben som et par skoledrenge, lige før klokken ringer ud til sommerferie. Vi var spændte.
Havde parkeret oppe i terrænet. Hundene blev lukket ud af deres kasser.
Løb en kort runde, og kom så tilbage en efter en, efterhånden som de blev kaldt ind.
Blev iført nye, men slidte Garmin-halsbånd, som blev forbundet til hver af hundefolkenes håndholdte modtagere.
Rolf ladede sin medbragte 20’er med de patroner, han havde fået leveret lokalt – for at kunne anvende blyhagl.
Selv stoppede jeg syv’er stål i min 12er.
Vi meldte ”klar”. Derpå blev hundene sat i gang. I et fremkommeligt tempo, som kun gav sved på panden, når der var stigninger i terrænet, bevægede vi os ud over sletten. Det var en svir. I en tynd pullover og vest indtog vi det nye revir.
STAND
Der var meget krat. Mange træer og tæt vegetation. Sine steder også med en god, gennemvædet bund. Alt det, som snepper plejer at foretrække.
Hundene strøg fra det ene oplagte sneppeskjul til det næste.
Så var der stand. Inde i krattet.Intet alternativ. Vi måtte selv ind i al det stive. Op til hunden, som holdt hovedet højt og blev stramt sekunderet af en af de andre hunde. Ud på siden af hunden.
Forsøge at finde en eller anden form for åbning, hvor man måske kan klemme et skud ind. Længere frem i et forsøg på at få fuglen på vingerne. Kommando til hunden om at avancere. Tom stand.
Det gav lidt stof til eftertanke. Ikke at standen var tom, men at det helt tydeligt er nødvendigt at komme ind tæt på hundene, når de tager stand, for at få en mulighed for at kunne afgive skud, hvis og når fuglen går på vingerne.
VIDERE
Det ene skridt tager det næste. Da dagen var omme stod min skridttæller på lidt over 16.000.
Vi gik fra stand til stand. Som jeg husker det, havde vi tre eller fire fugle på vingerne efter formiddagens to første slip. Og jeg må med skam melde, at jeg ikke formåede at udnytte de chancer, jeg fik, men det er godt nok også viltert krat, man skal skyde gennem, og det plejer ikke at fremme mine præstationer med et haglgevær. Den sidste stand før frokost var intens.
OP
Uanset hvor intens og spændende en jagt er, så er der tidspunkter, hvor man ligesom slapper lidt mere af. Tager den med ro. Ikke lader sig rive med. Og så lige før frokosten. Efter at have været i gang i næsten fire timer i to slip, så var frokosten ligesom det næste faste holdepunkt.
Hundefolkene slappede ikke af, og det gjorde hundene bestemt heller ikke. I ivrige cirkler var de foran os, ude til siderne og inde for at tage kontakt.
Så godt som ved hvert tredje skridt tjekkede hundefolkene GPS-modtagerne, og så snart en hund ikke fløj omkring, blev det hele mere intenst.
Sådan gik det, da vi var på vej til frokosten.
Pludselig er en af hundene helt stille. Sådan omkring 300 meter væk. Inde i noget stort og tæt oppe på et lille bjerg. Jamen, så er der jo ikke andet for end at lukrere på den gode kondi, som er bygget op over en lang og intens jagtsæson, og så ellers sætte det lange ben forrest. Og det gik op, gjorde det. Så blodet drev fra et par rifter i mine øre, som også altid har været både store og strittende.
Videre i den retning, jeg havde fået udstukket, inden jeg sætter Branko på en af de hårde opstigninger. Frem til en splintret forkastning med rå klippekant og et dusinmeter dybt fald. Dernede havde hunden stand. Som var den mejslet ud i den bjergart, vi begge stod på.
Hvordan Branko kunne vide, at jeg var nået frem til hunden, ved jeg ikke, men han gav den i alt fald kommando til at avancere, og minsandten om ikke der kom en stor flot sneppe på vingerne. Under mig.
Den fløj til højre, ned i retning af det sted, hvor vores biler holdt. Først da fuglen kom fri af vegetationen, tog den så meget højde, at jeg kunne afgive et forsvarligt skud, men den var for langt væk.
En flot situation dog uden resultat.
FORSTÆRKET
Den følgende dag blev vi forstærket på den måde, at Ana Miše sluttede sig til os bevæbnet med en halvautomatisk 20’er, ligesom en af hundefolkene også bevæbnede sig. Vi ville gerne have flere muligheder for at kunne udnytte de få chancer, som det nu stod os klart, at vi ville få.
I Kroatien må man have fire skud i halvautomaten, og alle de våben, vi havde i sving disse dage, var i kaliber 20 – altså bortset fra mit våben.
Ana blev meget overrasket over at erfare, at vi i Danmark har tilladelse til at skyde råvildt med hagl. Det er ikke tilladt dernede, hvor de så til gengæld kan tilbyde jagt på såvel gemse og muflon som kronvildt og brunbjørn.
Bronco fortalte mig om sine iagttagelser: De skandinaviske jægere går for det meste med deres våben knækkede, indtil der er en situation. Det er de for længst holdt op med blandt kroatiske jægere. De vil være helt klar, ligesom de italienske, som til og med også altid har våbnet afsikret.
I dagens første slip og den første stand lykkedes det Ana at få ram på en sneppe. Som så til gengæld faldt i det tætteste krat, man kan forestille sig. Utrætteligt fortsatte hunde og førere, men til sidst måtte vi opgive at lede efter den nedlagte sneppe.
Vi klemte på.
Så et par snepper mere, spiste frokost i en skøn udsigt og så var dagen udtømt.
Vores tredje og sidste jagtdag bragte ikke flere chancer, og fred være med det.
Vi tog en chance Rolf og jeg. Fik i det mindste udvidet jagtsæsonen og fik endnu en rejse og hyggelige stunder at glæde os ved. Hele jagtens organisation var perfekt. Ligesom hundene og den indsats, som såvel hunde som mennesker lagde for dagen. Indkvarteringen var ikke prangende men fornuftig ligesom beværtningen.
Så jeg klager ikke. Nej, jeg kommer tilbage efter de snepper, som snød os denne gang.
Og så bliver det i slutningen af november eller begyndelsen af december, hvor sneppejagten i Kroatien er på sit højeste.
Det vil jeg gerne opleve i det strålende selskab, som jeg allerede har stiftet bekendtskab med.
