Tekst og foto: Karsten Andersen
Illustration: Annet Kuzmina
Hele aftenen igennem var sneen dalet ned fra en mørk og overtrukken himmel. Da jeg var ude med hundene, inden sengetid, lå der allerede et tykt lag på gårdspladsen. Jeg skævede til Chevroletten med sommerdækkene, som jeg ikke havde fået skiftet. Mon ikke det gik alligevel.
Lørdag oprandt med let snefald. Temperaturen lå lige omkring frysepunktet, måske lidt over. Marco, min brune labrador, sad allerede forventningsfuld i bagagerummet og stirrede ufravendt på mig, mens jeg læssede bøsse og vandskål ind på bagsædet. Vi skulle på jagt i Floes skoven, inviteret af Andy Tomes, som ejer skoven sammen med sin svigerfar og svoger. En tradition, som var startet, før Coronaen holdt sit indtog.
Jeg svingede ind på skovvejen, der førte igennem den store skov, som var smukt klædt i vinterens farver, passerede mit barndomshjem og fortsatte ind på vejen under de store egetræer, hvor jeg havde tilbragt så mange timer i min barndom.
Parole
Nede ved det lille, fine skovløberhus var konsortiet og de indbudte gæster samlet.
Efter parolen, som blev holdt af Andy, blev bilerne igen læsset med hunde, skytter og drivere.
Vi kørte op til en part af skoven, hvor der ligger resterne af en gammel tilgroet sportsplads. Sneen lå tykt på træernes grene. Det var ubeskriveligt. Den første såt gik fra kommunevejen og ind i en blandingsskov af graner og løvtræer i skøn forening. Marco nærmest rystede af ophidselse. De store øjne fulgte intenst alle mine bevægelser. Så kom signalet. Marco blev sendt ind i tykningen foran mig, og jeg fulgte efter, mens jeg havde et øje på min nabodriver.
Der er næppe noget så spændende som at være i drevet i en stor skov med lyden af hunde og drivernes råb. Et gjaldende råb om dyr til venstre rungede gennem skoven. Adrenalinet pumpede. Jeg havde min gamle Sauer i den ene hånd med piben mod jorden, mens jeg fjernede de snefyldte grene foran mig med den anden. Det var svært at undgå at få sne ned bag jakkens krave.
Råvildt i vinterskoven
Marco sprang ind i en tæt grantykning foran mig og forsvandt ud af syne. Et stykke råvildt kom susende ud af tykningen. Dyret passerede gnistrende smuk mod sneen. Skyde kunne der ikke være tale om. Jeg kunne ikke se min nabo i drevet. I stedet kunne jeg beundre det elegante dyr, som forsvandt i rappe spring bagud. En sneppe lettede og forsvandt lavt ind over grantoppene. Et par hurtige skud, der rungede i vinterskoven. Så faldt der endnu et skud foran mig. Nogle minutter efter var Marco og jeg fremme ved en snæver snefyldt skovvej, hvor Erik Larsen sad på post. Han havde skudt til lammet, som var forsvundet i tykningen. Jeg kendte hans skydefærdigheder og var sikker på, at lammet lå derinde.
Da såten var færdig, samledes vi på skovvejen, og hundene blev sendt ind i tykningen. De fandt hurtigt lammet. Derefter gik turen tilbage til Skovløberhuset, hvor Andy og John sørgede for en forfriskning. Den var kærkommen efter strabadserne i den tætte skov. Imens blev lammet og en sneppe hængt på vildstativet.
Sneppefald
Efter forfriskningen stod det på en meget blandet såt. En del af såten var en tæt plantage med nobilis gran. Derefter blandingsskov med lærk og løvtræer i skøn forening. Til alt held var der et spor mellem de tætte graner der, hvor jeg skulle gå. Måske jeg havde fået den rute på grund af min alder.
En stor hare kom ud mellem lærketræerne, stoppede og skulle til at sætte i gang igen, da min nabodriver fik den i første skud.
Endnu en sneppe sejlede hen over trætoppene efterfulgt af et par skud fra skyttekæden forude.
Et råb gjaldede:
”Råvildt”
Efterfulgt af et skud.
Så var vi igennem. Marcos tunge hang ud af munden på ham, men øjnene skinnede af ophidselse. Oppe ved skovvejen stod skytterne samlet omkring en fin, stor buk, som dog havde kastet. Johannes, som havde skudt bukken, blev udsat for mange drillende bemærkninger fra konsortiemedlemmerne.
Den næstsidste såt var i et meget fugtigt område, hvor der ligger en lille skovsø. Jeg var yderst på flanken og stod et øjeblik og kiggede på den lille sø, hvor jeg og min kammerat, Ole, engang havde sat en masse skaller ud. Gad vide, hvad der var blevet af dem. En sneppe lettede foran Marco og forsvandt ind over granerne. Der faldt endnu et par skud.
Afslutning med grillpølser
Vi nåede en sidste såt, mens dagen gik på hæld. De høje, smukke bøgetræer var plantet engang i det attende århundrede, og såten var åben og nem at gå i. Det passede fint for en træt labrador med sin jæger på slæb. Flere snepper kom enkeltvis i kringlede flugtruter mellem de tårnhøje træer. Marcos lange søg var blevet til korte ture ikke mere end ti meter foran mig.
Omsider var vi igennem.
Samlet gik vi ad vejen gennem skoven tilbage mod Skovløberhuset, hvor de to stykker råvildt skulle brækkes.
Johannes’ datter, Ditte, gik i gang med arbejdet med de to dyr.
Det skete med stor rutine. Alligevel var flere ovre med gode råd, som hun tog med fint humør.
De andre år havde menuen stået på lækre gryderetter eller koldt bord serveret i de hyggelige omgivelser inde i huset.
På grund af Coronaen var serveringen henlagt udenfor under de store, snepudrede egetræer og bestod af grillpølser.
Fire smukke snepper var det blevet til, samt to stykker råvildt og en stor hare.
Jo, det havde været en dejlig dag i godt selskab. En pølse smagte nu godt ved grillen stående herude i sneen, mens solen langsomt forsvandt i vest.
