For snart 30 år siden lejede jeg sammen med nogle jagtkammerater jagten på Saltholm – øen mellem København og Malmø.
Øen ejes af efterkommere til de amagerbønder, som for mange år siden købte den af en pengetrængende konge. Øen blev anvendt til sommergræsning for bøndernes kreaturer, heste og gæs. De blev sejlet over om foråret og hentet hjem igen om efteråret.
På den tid var øen dækket af et kraftigt græstæppe med store gamle græstuer, som var ideelle til at skjule en harekilling, der endda også kunne gemme sig i sivskovene rundt omkring på hele øen.
Vi afholdt 5 til 6 årlige jagter med et samlet udbytte på mellem 600 og 1000 harer. Et særlig godt hareår blev der på en enkelt jagtdag nedlagt 400 harer.
En gang imellem gik en ræv over isen til øen, men så var det alle mand af hus, så der kunne etableres driverkæder på op mod 200 mand, som gik frem og tilbage over øen til ræven var nedlagt. Tamgæs og ræve er en dårlig kombination, og harerne nød også godt af rævejægernes anstrengelser.
Nye trusler
Dengang var højvande den eneste større trussel mod bestanden. I de første tyve år havde vi kun én gang et rigtig slemt højvande, hvor hele øen stod under vand samtidig med, at det var frost med blæst og sludbyger. Der overlevede dog tilstrækkeligt med harer til, at bestanden på blot to år var tilbage på det normale niveau.
Da vi overtog jagten havde bønderne på Amager ikke længere kreaturer til græsning på øen, og græsningen var derfor bortforpagtet. Der blev løbende givet store EU-tilskud til afgræsning af øens sårbare engarealer. For godt en snes år siden ændrede man tilskudsreglerne drastisk, så der blev givet ekstra stort tilskud per kreatur, som blev på øen vinteren over. Dette medførte tillige, at forpagteren foretog et intensivt høslæt for at samle vinterfoder til så mange kreaturer som muligt.
Græsser og urter, der tåler saltvand – og som efter andre EU-regler ikke må gødes, tåler dårligt årlige høslæt. Da også sivskovene blev høstet, lignede hele øen efterhånden som årene gik en velfriseret græsplæne – helt uden dækning for fuglereder, fugleunger og harekillinger. Ikke overraskende begyndte harebestanden at gå tilbage. Men det var langtfra den eneste trussel mod harebestanden.
Svartbage, tilskud og bramgæs
Københavns lufthavn har af hensyn til flysikkerheden tilladelse til regulering af øens sølvmågekolonier ved at sprøjte æggene. I den daværende Skov- og Naturstyrelse var der imidlertid et ønske om at opelske en stor bestand af svartbag – vores største og mest aggressive mågeart. Styrelsen sendte derfor hvert år en kontrollant med lufthavnens sprøjtehold til sikring af, at det kun var sølvmågernes æg, som blev sprøjtet.
Det var en beslutning, som stadig er vanskelig at forstå. Det er utroligt, hvor store hareunger en svartbag kan nedsvælge, og de efterhånden talrige svartbage tog også godt for sig af æg og unger af edderfugle, andre andefugle, regnspover, strandskader og andre vadefugle. Samtidig afholdt EU udgifter på flere hundrede tusinde kroner for at forbedre yngleforholdene for øens lille bestand af brushøns. Fuldstændigt nytteløst, da brushønsenes kyllinger højst levede nogle timer, inden de endte på svartbagens menukort.
I starten af min tid på Saltholm, havde den lille arktiske bramgås kun rastet på øen i beskedent antal under trækket forår og efterår. Men så begyndte udflyttere fra den stationære bestand i Malmøs parker at ruge på øen, først i beskedent antal, men over årene i hundredevis. Men da man lukkede en russisk militærbase, der lå ved gæssenes vigtigste yngleområde i Arktis, voksede bestanden eksplosivt, og de rastende bramgæs på Saltholm kunne snart tælles i titusinder. Det var en underlig oplevelse at sidde på aftentræk og få måske tusinde fredede bramgæs på skudhold, og måske to til tre lovlige grågæs.
De titusindvis af brambæs og de omkring 30 000 grågæs, der kommer til øen hver sommer for at raste, græssede nu øen så hårdt ned, at antallet af kreaturer måtte reduceres kraftigt. Den allerede sparsomme dækning for harekillingerne svandt nu yderligere ind.
Ørne og oversvømmelser
Endnu en hæmmende faktor for harebestanden opstod gennem det store fodringsforsøg for ørne, der for nogle år siden begyndte i Skåne. Den første vinter er kritisk for en ung, endnu ikke særlig jagterfaren ørn. I kraft af, at man nu løbende udlægger slagteaffald i de kritiske vintermåneder, overlever nu næsten alle unge ørne deres første vinter. Det har resulteret i, at hvor det tidligere var en sjælden oplevelse at se en jagende ørn på Saltholm, er der nu ofte op mod tyve konge- og havørne på øen samtidig.
I modsætning til kongeørnen er havørnen en ret dårlig harejæger, men jeg har set, hvordan den ved gentagne angreb trætter haren ud, så den til sidst vælger at trykke. En rigtig dårlig strategi i det lave græs. For helt at slutte den onde cirkel optræder der stadigt hyppigere ødelæggende oversvømmelser af øen. Da jeg begyndte at jage her, optrådte der højst én grim oversvømmelse hvert tiende år, men nu kommer oversvømmelserne meget oftere. Hvert andet eller tredje år rydder vandet nu ud i harebestanden.
Håb
Harernes mangel på dækning i det lave græs, de mange ørne, svartbagene og de hyppigere oversvømmelser har efterhånden medført, at den årlige afskydning af harer ligger mellem 0 og 100 styk.
Men måske er der stadig håb om, at harebestanden atter vil vokse på Saltholm. Som følge af de mange ørneangreb har gæssene de allerseneste år fuldstændig ændret adfærd. Hvor de tidligere fløj ind på øen over dagen for at raste og fouragere, ligger de nu ude på vandet, til det bliver næsten mørkt. Så svømmer de i land og fouragerer tæt på kysten. Når det lysner, spadserer de tilbage til vandet og svømmer ud til den relative sikkerhed på havet. Det betyder, at siv og græsser inde på øens midte ikke længere græsses så hårdt ned og derfor langsomt er ved at vende tilbage.
Der er nu tegn på, at flere harekillinger overlever og at harebestanden langsomt er på vej opad igen og måske kan stabilisere sig noget. Der er dog langtfra tilstrækkelig dækning til killingerne i samme antal som tidligere, og ørnene, svartbagene og de hyppigere oversvømmelser bevirker tilsammen, at harejagter som i gamle dage næppe vil komme tilbage. Saltholms storslåede harejagter er formentlig en saga blot.
