Jagt på mårhund – Første møde med mårhunden. Jeg har stået på min lille skydeplatform i cirka halvanden time nu. Om en halv time går solen ned. Inde i den tætte askeskov er sommeraftenens mørke allerede ved at indfinde sig. Jeg kigger ned på buen, jeg har i hånden; længe leve fiber-optikken, der på trods af den ringe belysning, stadig får sigtepinden til at stå tydeligt frem. Jeg er helt klar til den buk, jeg stadig har til gode denne sæson.
Bag ved mig, lidt skråt til højre, fornemmer jeg en bevægelse i den mørke skovbund. Pulsen stiger, og jeg gør klar til at trække buen. Men det er ikke bukken, der kommer, det er noget andet; et dyr, men ikke ét, jeg nogensinde i mit liv har set før.
Dyret, der er mindre end en grævling og større end en hare trisser hjemmevant igennem skoven, direkte i retning af det træ, jeg står i. Dyret stopper op, snuser, graver lidt, og så tøffer det videre igen. Da det er næsten lige under træet, stopper det op, og jeg får bedre mulighed for at betragte det rigtigt. Nu ser jeg det. Jeg har faktisk set det før, men kun på billeder.
Det er en mårhund!
Det er snart 10 år siden nu. Og det var mit allerførste møde med denne meget nye, udskældte invasive art. Jeg havde læst historier og fulgt med i jagtnyhederne om, at de var blevet set flere steder i Jylland. Men ikke endnu her, langt oppe i Jylland, helt ude på den sydlige del af Djursland.
Tilbage i asketræet, i halvmørket, der trækker jeg buen. Men den spidse vinkel direkte under træet duer ikke. Og jeg afspænder også buen hurtigt igen, da jeg kommer til at tænke på, om det overhovedet er lovligt at skyde mårhund med bue.
Mårhunden tøffer videre. Den ser faktisk helt sød ud med sine hvide aftegninger i hovedet og sin lille, korte hale.
Ned over den lille bæk og ind i krattet på den anden side. Så er den væk.
Mårhunde hurlumhej
Oven på oplevelsen med min første mårhund tog jeg kontakt til nogen, der vidste mere om mårhunde, end jeg dengang gjorde.
Jægerforbundet havde netop oprettet en mårhundepatrulje, der kunne rykke ud og professionelt komme dem til livs. Ved hjælp af et vildtkamera fik vi lokaliseret mårhundens bolig: et gammelt rævegravskompleks på en skråning i askeskoven.
En formiddag rykkede hele indsatstyrken så ud. Med gravko, specialtrænet gravhund og en hund, der kunne løbe en undviger op, samt mænd med våben i hånd. Der blev fældet et par træer, så gravkoen kunne komme til, og så blev der gravet. Og gravet. Og gravet. Hunden blev sat i hullet. Og den blev dernede. Længe. Men så kom hunden op og ikke mårhunden. Alle kløede sig noget i nakken. Der blev gravet lidt mere, men så gav vi op.
I stedet fik vi etableret en baitplads tæt på det sted, hvor jeg havde set mårhunden første gang, i håbet om at få lokket den til igen.
For mig var det der med bait noget, jeg havde set praktiseret på jagt efter sortbjørne i USA, og som jeg ikke synes havde særlig meget med jagt at gøre. Men det viste sig at være ret effektivt.
Vi fik fat i nogle maver fra rådyr og nogle andre lækkerier, som blev gravet lidt ned i jorden. Cirka 30 meter derfra placerede vi en skydestige i et træ og til slut et vildtkamera i retning af de nedgravede sager. Der gik ikke mere end et par dage, så var der mårhund på kameraet.
Den kyndigste af de mårhundeeksperter, jeg havde entreret med, tog den første vagttjans. Og allerede første aften, eller kort før midnat, fik han onduleret den første. Det var et par, og det var hannen, der var blevet skudt.
Et par dage efter var hunnen så på kameraet. Så nu var det min tur. Mårhunden havde været på pladsen tidligere end den første, der blev skudt, Så derfor satte jeg mig ud i god tid.
For at supplere baitpladsen havde jeg taget en høne med fra hønsegården, som jeg havde været nødsaget til at aflive, da den var kommet til skade med benet.
Da jeg ankommer til stigen, kan jeg se, at der er noget, der rører sig henne på baitpladsen. Det hyler og hviner. Jeg lægger stille hønen for foden af stigen og kravler forsigtigt op. Oppe i stigen har jeg bedre overblik, og kan nu se hele 6 mårhundehvalpe, der er i gang med at mæske sig i de nu ret så rådne lækkerier, de har gravet op.
Jeg sidder og nyder synet en tid, da en af hvalpene begynder at bevæge sig hen mod stigen.
Så får den øje på hønen, jeg har lagt fra mig på jorden. Hvalpen, der nok aldrig har smagt høne før, hiver og flår i den. Der går ikke lang tid, så opdager de andre hvalpe også fjerkræet og kaster sig ind i fråseriet. Det er faktisk ret underholdende at se på, og jeg glemmer næsten, hvad det var, jeg er kom for.
5 mårhunde med ét slag
Jeg har et haglevær med i stigen. Er blevet anbefalet dette som det mest effektive til mårhund på bait på tæt afstand. Og afstanden, skal jeg da lige love for, er tæt nu. Under 4 meter. Hele 6 mårhunde. Jeg overvejer kort situationen og beslutter mig så for at gøre forsøget. Bang!
Skuddet går. Og rundt om hønen ligger 5 mårhunde stendøde. Den sidste, der var en anelse længere væk, er sluppet væk. Bum! Måske ikke så smukt, men effektivt.
Glad fortæller jeg om min bedrift næste dag. Men bliver lidt slukøret, da jeg får at vide, at det havde været bedre at vente og først skyde hunnen, og så derefter hvalpene. Der ville være en stor chance for, at hunnen ville flytte med den sidste hvalp til en grav et andet sted.
Så meget klogere og med 5 mårhunde på tasken startede min første mårhundesæson.
Invasive reflektioner
Sæsoner senere, og mange erfaringer bag mig, er det nu blevet en hel del mere effektivt.
Jeg har efterhånden fået etableret flere baitpladser, alle med kameraer, der sender beskeder til min telefon, når der er aktivitet.
Eksperimenteret med, hvilke typer lokkemad der virker bedst. Og så er der efterhånden opstået lokale Facebook- grupper over det meste af Jylland, hvor der bliver talt sammen om, hvor mange mårhunde, der skydes og hvorhenne. Og så deles der ud af erfaringerne. Og dem er der mange af, for det virker ikke, som om at de mange ombragte mårhunde har fået populationen til at blive mindre.
Alene i mit område på Djursland blev der sidste år nedlagt over 700 mårhunde og i skrivende stund (maj 2020) er vi over 200 i indeværende år. Sidste år på samme tid lød tallet på omkring 100!
Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange mårhunde der ville være, hvis antallet ikke var blevet reduceret. En mårhundetæve får i gennemsnit mere end 10 hvalpe, og rigtig mange hvalpe når at blive voksne og klar til at producere nye hvalpe allerede inden for deres første leveår.
Det er nogle utroligt tilpasningsdygtige og altædende dyr, der tilmed er gode svømmere i modsætning til ræven. Det kan blandt andet betyde, at små øer med sårbare fuglekolonier kan være i fare.
Personligt er jeg nok nået til den konklusion, at det er temmelig meget op ad ad bakke at få udryddet mårhunden i Danmark: den er kommet for at blive. Og ret beset, så er der ikke mig bekendt nogen, der endnu præcist ved, hvor stor en negativ effekt mårhunden kommer til at have på den danske fauna, hvis nogen overhovedet.
Mon ikke den mest effektive måde at holde bestanden i ave på er, at tilgå det som en ny og anderledes eksotisk jagtform. Jeg synes i hvert fald, at jeg har haft nogle super spændende og intense oplevelser, som snerter lidt af at være på vildsvinejagt om natten i Sverige.
Sagen er nemlig, at man jo faktisk må skyde mårhunden døgnet rundt, året rundt, med kunstigt lys, fra skjul og hele molevitten; nu er det sågar blevet tilladt at anvende optisk elektronisk sigtemidel – i daglig tale: natkikkert (det sidste kræver dog en tilladelse fra henholdsvis politiet og Miljøatyrelsen). Men selvom man har et helt arsenal af hjælpemidler, så kan jagt på mårhund og -regulering sagtens gi’ en garvet jæger kamp til stregen.
Der er helt anderledes at skyde mårhundehvalpe, da de tit er aktive om dagen og ikke nær så påpasselige som de voksne.
De voksne derimod kan drille helt utroligt meget. Ofte kommer de begge to. Men udfordringen ligger i, at der mange gange ikke er en fast rytme i, hvornår de dukker op. Den ene aften er de på pladsen kl. 23. Næste nat kl 03, derefter kl 06, så kl 23 igen. Jeg synes selv, at jeg er sådan rimelig tålmodig. Men at sidde hele nætter er bare ikke min stærke side.
Når man så bedst mener at have grejet dem og sætter sig ud, så er det lige netop den aften, de vælger IKKE at dukke op.
Det er alligevel blevet til i omegnen af 20 mårhunde. En enkelt med bue, som faldt, da jeg tilfældigt stødte på den under en bukkepürsch. Det er heldigvis blevet tilladt at skyde mårhund med bue nu.
Grønt lys i natten
Den vibrerende lyd af telefonen i lommen vækker mig. Jeg har siddet og halvdøset i den blæksorte aprilnat i snart to timer nu. Det var næsten midnat, da jeg forsigtigt klatrede op i træet og fik sat mig tilrette. Min riffel ligger hen over knæet. Kikkerten har fået monteret en lygte med grønt lys, som jeg kan aktivere med en knap, der er fastgjort på siden af forskæftet. Det grønne lys virker ikke så afskrækkende som hvidt.
Jeg har skruet helt ned for styrken. Men det virker alligevel lidt voldsomt, da jeg tænder, og natten bliver oplyst af det grønne skær. Bzzzz telefonen brummer igen. Det er en mms fra vildtkameraet, der sidder monteret 5 meter fra den baitplads, jeg har anlagt 40 meter fra den stige, jeg sidder i.
Nu kan jeg også høre lyden af poter, der kradser i jorden. Jeg tænder for lyset. Riflen peger opad. Trækronerne bades i svagt grønt lys. Nu sænker jeg det langsomt ned mod de mål, jeg endnu ikke har set. Et trick jeg har lært på natjagt efter svin i Sverige. Det er, som om at det er mindre skræmmende, når lyset sænker sig ned oppefra, end når det tændes direkte mod målet. Jeg bilder mig ind, at det virker.
Lige inden lyset rammer baitpladsen, afsikrer jeg.
Lyskeglen fanger mårhunden, der står med hele hovedet nede i det hul, den har gravet for at få fat i herlighederne. Den reagerer på lyset, men ikke hurtigt nok. Jeg har sat trådkorset på skulderen og krummer pegefingeren. Mundingsglimtet fra riflen får mit nattesyn til at forsvinde momentalt.
Jeg tænder pandelampen for at se, om det er gået, som det skulle.
Det er det.
Mårhunden har ikke flyttet sig en centimeter. Det er en tæve. Nu er der en flok mårhunde mindre til at husere i nabolaget.
To dage efter var hannen på kameraet. Den hjalp en god ven mig med at få skudt.
En måned senere var der måhund på pladsen igen.
Etik. I denne artikel betegner jeg det at skyde mårhunde som jagt. Hvilket det i sagens natur også er. Men en del af året er den rigtige juridiske betegnelse regulering. Det går ud på det samme: at skyde mårhunde.
Det er tilladt, men jeg har valgt ikke at skyde mårhundetæver i den periode, hvor de har hvalpe i graven. Selvom det er et dyr, der ønskes udryddet i Danmark, fortjener det ligeså meget respekt som alle andre dyr.
Våben. Til jagt på mårhund har jeg benyttet mig både af hagl og riffel. Hvis det foregår helt tæt på, så er haglgevær i min bog at foretrække, specielt når det er helt mørkt. Ellers har jeg skudt mårhund både med kal. 17 hmr, 222 og 308. Alle har virket. 17 HMR vil jeg dog ikke anbefale at bruge på afstande på mere end 40-50 meter.
Lokkemad. Jeg har brugt alt fra rester af vildt, jeg selv har skudt. Roadkills, komaver, osterester, hundefodder, rågeunge-skrog og på det sidste fiskepiller af den slags, man fodrer med i dambrug. Alt virker. Fiskepillerne er effektive, nemme at opbevare, og så er de coatede, så de ikke går så nemt i opløsning i regnen. Overordnet så skal det lugte fælt!
Vær dog opmærksom på, at der er særlige regler i forhold til, hvad der er tilladt at bruge som lokkemad.
