Nogle jægere er modstandere af eller ligefrem bange for adaptiv forvaltning. De tror, at det betyder færre jagtmuligheder og nærmest hollandske tilstande. Nogle ornitologer er også forbeholdne, de kalder det et modeflip og er overbeviste om, at det blot vil medføre endnu mere jagt. Men begge dele er misforståelser. Adaptiv forvaltning handler ikke om begrænsninger, men om tilpasning. Både af de vilde dyrebestande og af friluftsaktiviteterne i naturen.
Adaptiv forvaltning er en dynamisk, fleksibel og målrettet måde at forvalte naturen og vildtet på, som man har haft stort succes med i Nordamerika og Australien. De praktiske erfaringer i europæisk og dansk naturforvaltning er kun på begynderstadiet. Men man kan lige så godt vænne sig til begrebet, for det vil være den vej, natur- og vildtforvaltningen fremover vil gå.
Naturen er dynamisk, den udvikler og ændrer sig hele tiden, og sådan skal en moderne vildtforvaltning naturligvis også være. Tidligere udryddede arter genindvandrer fra andre dele af Europa, som ulv og vildsvin, og tidligere fåtallige arter, som hjorte og sæler, spreder sig vildt og inderligt. Desuden genudsætter man arter som bæver, og invasive arter som mårhunden finder vej til den danske natur.
Derfor er der et skrigende behov for, at vildtforvaltningen skal være langt mere dynamisk og løbende kunne tilpasses efter de forandringer, der sker i naturen og bestandene. Det gælder både for jagtbare arter og ikke jagtbare arter. For en række arter er der behov for, at der udarbejdes forvaltningsplaner, som følges op af aktiv handling.
Adaptiv vildtforvaltning er baseret på forskning, hvilket betyder, at beslutninger omkring jagttider og jagtmåder skal hvile på et sagligt og fagligt grundlag. Men – og det er så her, nogle måske står af – adaptiv forvaltning handler ikke kun om jagt, men også om etik. For selv om jagten ikke længere er et spørgsmål om at få mad på bordet, så skal den have et formål. Typisk anvendelse af kød og pels, men også regulering af hensyn til andre arter. Noget trofæjagt kunne derfor godt vise sig ikke at være bæredygtig.
Det første eksempel i Danmark på adaptiv forvaltning har at gøre med kortnæbbet gås, der yngler på Svalbard og trækker ned gennem Danmark til Holland. Bestanden var i 2012 på 80.000, og en så stor bestand belaster den sårbare natur og vegetationen på den unikke Svalbard og giver problemer for landbruget på trækruten. Derfor blev det besluttet i en international aftale, at bestanden skulle reduceres med 20.000, så den kom ned på et bæredygtig niveau på 60.000. Et mål, der blev nået allerede i den forgangne jagtsæson, hvilket betyder, at jægerne indtil videre skal være lidt tilbageholdende.
Bramgås, gråsæl, ulv og bæver er andre dyrearter, som man med fordel kunne udarbejde adaptive forvaltningsplaner for. Adaptiv forvaltning kan også bruges til sikring af truede arter. For eksempel arbejdes der aktuelt med en plan for den udryddelsestruede hedepletvinge, en sommerfugl, der har sine sidste levesteder i Nordjylland. En konsekvens af en øget anvendelse af adaptive forvaltningsmetoder er, at jagt, vildt og fredning fremover skal ses som værktøjer i naturforvaltning og ikke som et mål i sig selv.
Adaptiv forvaltning handler også om, at befolkningens muligheder for at opleve vilde dyr skal prioriteres lige så højt som jagt og artsbeskyttelse, så længde at det er bæredygtigt. I vildtforvaltningen i dag indgår befolkningens rekreative behov sjældent, men adaptiv forvaltning giver mulighed for flere aktiviteter i naturen, også i fredede områder. Den nye måde at tænke vildtforvaltning på vil være til fordel for både naturen, vildtet og menneskene. Der er tale om en faglig, demokratisk måde at bruge naturen på.
- Søren Olsen er fast klummeskribent ved JAGT, Vildt & Våben. Han er naturjournalist ved Dagbladenes Bureau og forfatter til en række fagbøger, senest ‘Kampen om Danmarks Natur’ om naturfredningssagens historie i Danmark.
