kamp

Det er bare de kolde fakta. Vi er i mindretal.

Både i forhold til alle de andre i befolkningen, som ikke går på jagt – i Danmark er det forhold 3,14 til 96,86 procent. Ude i den store verden er procenten af jægere betydeligt mindre. Og i forhold til den økonomi, der er til at sætte en dagsorden, en retning og til at styre de politiske strømninger.

I Danmark

Der skal blot en enkelt begivenhed til at starte en politisk strømning. Da MeTo bevægelsen var på sit højeste for et par år siden, gav det ikke de store politiske skvulp her i Danmark, men da Sofie Linde sagde tre velvalgte sætninger i et stort tv-show, så kom der en helt ny politisk strømning, som på få uger har forplantet sig til alle regeringskontorerne på Slotsholmen. Der skal bare én begivenhed til at starte en mediestorm, en bevægelse, et folkekrav.

Derfor er det også aldeles uforudsigeligt, hvornår den næste strømning opstår.

Men der er mange, som forsøger at sætte noget i gang.

I Danmark har vi eksempelvis tre store organisationer, som er mere eller mindre skeptisk indstillet over for jagten, noget af jagten eller en del af jægerne. Og de har viljen, pengene og kræfterne til at sætte noget i gang. Ingen lejlighed forsømmes til at kritisere jagten eller til at forsøge at få den indskrænket.

Også i den sammenhæng er jægerne ikke blot i undertal, vi er også stærkt underfinansieret.

Figur 1 viser Danmarks fire store grønne organisationers indkomst i 2019 – om end Danmarks Jægerforbunds indkomst er en budgetberegning. Indkomsten er opgjort i millioner kroner.

Danmarks Jægerforbund oplyser, at forbundet har 90.000 medlemmer, de tre andre organisationer har tilsammen 217.000 medlemmer.

På den økonomiske side har Danmarks Jægerforbund 87 millioner kroner at gøre godt med om året, mens de tre andre organisationer tilsammen har 261 millioner til deres forskellige aktiviteter.

Alle fire organisationer har travlt med at fremme deres medlemmers synspunkter og holdninger i den offentlige debat og i det lovgivende arbejde såvel lokalt som nationalt.

Det er en opgave af et ubegribeligt stort omfang og et arbejde, der aldrig slutter, og som altid kan gøres endnu bedre. Så man vil altid kunne påpege indsatsområder eller emner, som skulle have været endnu bedre bearbejdet. Det gælder antageligt i samtlige organisationer.

I Europa

I den nære omverden er forholdene ikke bedre – nærmest tværtimod.

En lidt ældre opgørelse fra FACE – en af de europæiske jagtorganisationer – viser, at mens FACE har cirka 1 million Euro at arbejde med årligt, så har grupperingerne af egentlige jagtmodstandere og gruppen af jagtskeptiske organisationer tilsammen 29,3 millioner Euro til deres arbejde.

Figur 2 viser en opgørelse af de midler som en stor række europæiske NGOere har til deres virke i EU.a

Og lad mig lige dvæle ved den der ene million, som FACE har at arbejde med:
Sådan i meget runde tal er den million Euro det samme som 7,5 millioner danske kroner. I EU er der sådan cirka syv en halv million jægere. Så det vil sige at hver eneste europæiske jæger bidrager med én krone om året til at fremme det jagtpolitiske arbejde i EU.
ÉN KRONE!
Gad vide, om det er tilstrækkeligt….?
Nuvel – det er en ældre opgørelse, og tingene er måske blevet bedre siden da, men meget bedre er det altså ikke blevet.

For der går snart sagt ikke en måned, hvor der ikke fremsættes nye demokratiske forslag til det ene eller det andet, som vil medvirke til at reducere jagten. Det sker i EU, og det sker ude i nationalstaterne.
Lige nu i Coronaens skygge har mange politikere og NGOere travlt med at foreslå nye love, der skal forhindre handlen med vilde dyr. For at begrænse smitten forstås.
Men som Jens Ulrik Høgh tidligere har redegjort for på disse sider, så er mange af lovforslagene så hastigt formuleret, at de som konsekvens også vil sætte uoverstigelige hindringer i vejen for eksempelvis import og eksport af helt lovligt fældede jagttrofæer.

Derfor skal vi være vakse ved havelågen hver eneste gang, der fremsættes nye forslag – en uoverstigelig opgave. Især med de meget begrænsede økonomiske midler, der er til rådighed.

Man må derfor stille det helt oplagte spørgsmål: Når vi nu næppe kan holde øje med alle lovforslag i alle lande og internationale organisationer, hvad kan vi så gøre?

Mit svar er, at vi skal kommunikere. Til omverdenen!
I dag er de, der sætter dagsordenen journalister, debattører, forskere og influencere. Fra tid til anden i andre rækkefølger.
Hør her: Det er dem, vi skal have fat i. Som jægere og ikke mindst som jagtorganisationer.
Og det er ikke for, at vi skal vinde dem for vores sag. Men for at give dem viden. En viden, som stort set er fraværende hos størstedelen af disse mennesker i dag.
Det er journalisterne, debattørerne, forskerne og influencerne, der skal have tudet ørene fulde af alle vores solstrålehistorier, som vi har hundredvis af.
De skal vide på rygraden, at det ene og alene er jagtens fortjeneste, at de under en million større pattedyr, der var tilbage i Sydafrika i slutningen af 1960erne, er blevet til over 24 millioner i dag.
At det er jagten, der har ført til bevaring af bjerggederne i Pakistan.
At det er jagten, der holder hånden under den danske natur med massive midler og en endnu større fysisk arbejdsindsats.

I den sammenhæng er det jo latterligt, at den danske regering i sit nyeste udspil til en finanslov har afsat sølle 50 millioner kroner om året til at fremme biodiversiteten i Danmark, når man sammenligner med, at en organisation som Danmarks Ornitologiske Forening hver år bruger 5,6 millioner kroner på at bevare og forbedre lokaliteter for fugle. Og at vi jægere hvert år bruger 600 millioner kroner på jagtleje, som et stort stykke af vejen er det økonomiske incitament, som lodsejeren sigter efter, når hun eller han vælger at bevare de remisser, gærder, hegn og vådområder, hvor 90 procent af de dyre- og plantearter, der hører til i det åbne land, findes.

Heller ikke den historie når frem til de danske medier, når regeringens finanslov granskes for offentligheden. I stedet var det Danmarks Naturfredningsforening, som løb med mediernes opmærksomhed i en sag, hvor vi jægere er den største diversitetsskabende kraft ude i den danske natur.

Og det er der en grund til. Journalisterne, politikerne, influencerne og debattørerne aner nemlig ikke, hvad det er, vi i virkeligheden foretager os – og det er det allerstørste problem, som jagten og jægerne står overfor.

Læs også

Succes for jægerne

Sankt Hubertus – jægernes skytshelgen