Rigtig jagt?

At forklare jagten og dens positive nettobidrag til naturbevarelse, lokaløkonomi, folkesundhed med videre udgør en meget stor del af mit arbejde. Men der er helt klart jagtformer, som er sværere at forklare end andre. En del af disse ville jeg aldrig selv sættes i forbindelse med. Andre siger mig ikke rigtigt noget. Men betyder min manglende interesse, forståelse – eller deciderede lede – ved en jagtform, at jeg bør ignorere den og dens udøvere, eller måske ligefrem modarbejde den?

Jeg er personligt ikke et sekund i tvivl om, at en af jagtsagens største udfordringer er manglende sammenhold iblandt jægere. Dette udspringer blandt andet af, at vi ikke altid forstår eller accepterer hinandens måder at drive jagt på. Fasanjægeren på godset synes måske, at hegnsskytterne på de mindre naboejendomme opfører sig forkasteligt. Kødjægeren synes måske, at trofæjagt er frastødende. Eksemplerne er mange, og vi balancerer alle på en knivsæg i spørgsmålet.

Selv er jeg landet på, at jeg har to forskellige tilgange til andre jægeres jagtudøvelse. Den ene er en personlig tilgang, hvor jeg tillader mig at mene præcis, hvad der falder mig ind. Til gengæld holder jeg mine personlige holdninger lidt for mig selv. For hvem har glæde af splittelse i jægerskaren opstået ene og alene på baggrund af, at mennesker (som jeg) vil signalere sine dyder til omverden?

Den anden tilgang er rent professionel. Hvilke former for jagt vil jeg aktivt forsvare, hvilke forholder jeg mig neutralt til, og hvilke vil jeg aktivt modarbejde? Mange jagtorganisationer har igennem tiderne opstillet etiske retningslinjer for, hvilke jagtformer de repræsenterer. Nordisk Safari Klub kommer tæt på mit verdensbillede med deres:

”Medlemmer skal kun jage på områder, hvor vildtet har mulighed for at udnytte naturlige instinkter, herunder at kunne undvige og flygte fra jægeren, hvis jagten foregår i et afgrænset område. Desuden skal området give mulighed for, under normale omstændigheder, naturlig optagelse af vand og føde, samt formering uden menneskelig indblanding. Ved riffeljagt under hegn skal vildtet ikke være udsat til direkte afskydning, men først nedlægges efter naturlig formering, hvilket vil betyde, at der tidligst kan drives jagt på anden generation” Men jeg kan måske formulere mit eget mantra mere simpelt: Vildtet skal have mulighed for at leve vildt, det skal kunne undslippe jægeren under jagten, og jagten skal afvikles bæredygtigt i forhold til den fremtidige beskyttelse af vildtets levesteder og de samlede økosystemer, vildtet er en del af.

Måske er den enkleste tilgang til debatten at se på en række konkrete eksempler?

DÅSELØVER OG MONSTERHJORTE

Ingen kan have undgået at bemærke den enorme debat, der raser i både jagtkredse og iblandt ikkejægere omkring de såkaldte dåseløver. Kort fortalt er baggrunden for begrebet, at man (særligt Sydafrika), har avlet løver i fangenskab, som blandt andet er blevet brugt til at sætte ud til såkaldt jagt – primært for at sælge dyrene til afskydning udført af internationale jagtgæster.

Løveavlsindustriens grundlag er farmere, der har specialiseret sig i løveavl. Efter sigende er det ikke særligt svært at få løver – der er meget frugtbare – til at formere sig i fangenskab. Indtægterne kommer fra flere forskellige kilder. Typisk bliver løverne som unger brugt som klappedyr til fotografering (imod betaling) med turister. De godtroende turister lokkes ofte med en overbevisende løgnhistorie om, at ungerne er på stedet, fordi man forsøger at redde dem. Efterhånden som dyrene vokser til, ender en del af dem som nogenlunde håndtamme zoo-dyr, som turister kan betale for at gå en guidet tur med. Andre bliver i en periode avlsdyr og nogle bliver udsat til jagt eller slet og ret aflivet og solgt som knogler, kranier, kløer, skind og kød til det enorme asiatiske marked for hokus-pokus medicin. Industrien har altså været baseret på en bred vifte af indtjeningskilder. Jagt har været en måde af tjene penge på ved selve aflivningen. Typisk har ”jægeren kun fået kranie og skind, mens det kostbare skelet og andre potente kropsdele under alle omstændigheder bliver solgt til købere i Asien.

Selve jagten er typisk foregået ved, at man har sat den udvalgte løve ud i et relativt lille og godt sikret hegn nogle dage, inden jagtgæsten ankommer, hvorefter man på nogle dage har sporet og dræbt den opdrættede løve. Altså rendyrket putand-take, som regnbueørrederne i de mange danske put-and-take søer.

Rent personligt finder jeg dåseløve-konceptet ualmindeligt frastødende, men i min professionelle rolle som jagt-kommunikatør er løveopdræt ikke i sig selv et problem. Det er det ikke, fordi der principielt ikke er nogen forskel på at farme løver eller for eksempel mink. Begge er vildtlevende rovdyr, som farmes for at blive solgt som luksusprodukter. Man kan mene om dette, præcis hvad man vil, men det er rendyrket landbrug og har under alle omstændigheder intet med jagt at gøre. Derfor er den del af problematikken fuldstændig underordnet for jagten og jægerne.

Til gengæld er aflivning af opdrættede løver, under betegnelsen ”jagt” et kæmpe problem. Det er nemlig, når løvefarmerne giver udtryk for, at de arrangerer jagt på løverne, at jægernes problemer opstår. For løvejagten på opdrættede løver er præcis lige så socialt uacceptabel og umulig at forklare over for ikke-jægere, som det ville være at forklare jagt på mink, der bliver kastet op i luften og skudt i en lille indhegning. Jagt på dåseløver er et enormt PR-problem for alle jægere, for uanset om det er rimeligt eller ej, så bliver jægere i høj grad betragtet som en samlet gruppe med et fælles kollektivt ansvar for alt, hvad der sker i jagtens navn.

Udsatte opdrættede løver har i reglen ikke den ringeste mulighed for at undvige jægeren. Successraten på disse jagter er i praksis 100%. De udsatte løver fodres typisk intensivt – de får altså ikke naturlig føde, og de afskydes meget kort tid efter udsætning i hegn, hvor der absolut ikke er mulighed for, at de kan formere sig. Oftest er der kun en enkelt løve i afskydningshegnet eller nogle få af samme køn. Dåseløver er derfor klart no-go i forhold til de fleste jagtorganisationers værdier.

Løvefarmerne i Sydafrika forsøger at forsvare deres praksis med, at opdrættet af løver til putand-take-jagt har en værdi for naturbevarelsen. Argumentet er, at de opdrættede løver letter jagttrykket på de vilde. I min optik forholder det sig desværre ikke sådan. For mig at se, gør de relativt billige opdrættede løver det sværere at sælge de meget dyrere vilde løver til afskydning, og det fjerner nødvendige indtægter fra de vilde jagtområder i Afrika, hvilket er decideret skadeligt for naturbevarelsen.

Et andet argument er, at kropsdelene fra de mange opdrættede løver mindsker krybskytteriet på vilde løver (og tigre i Asien), fordi de store mængder legale katteskeletter så at sige mætter markedet for ingredienser til tiger wine. En del indiske biologer, jeg kender, mener rent faktisk, at der ligger et gran af sandhed i dette, eftersom de har set krybskytteriet på tigre gå ned i de perioder, hvor der har været masser af legale sydafrikanske løveknogler på markedet. For mig at se forsvarer dette på ingen måde put-and-take-jagterne, men er måske et argument for at ekspandere landbrugsmæssig avl af løver og tigre. Hvad sydafrikanske landmænd gør med deres farme, har dog som tidligere nævnt absolut intet med jagt at gøre.

Selvom stort set al fokus i debatten er på dåseløverne, så er det vigtigt at holde sig for øje, at de samme ting desværre er set i forhold til en række andre vildtarter. Det gælder eksempelvis kronvildt på farme i New Zealand, Texas eller Argentina, whitetailhjorte i hele USA, masser af antilopearter i det sydlige Afrika, krokodiller, store katte og mange andre. Det forekommer i stor og lille skala. Det er heldigvis langt fra så almindeligt, som det har været, men der findes desværre stadig outfittere, som i høj grad baserer afskydningen på putand-take i små hegn. Disse steder indkøber altså dyr til øjeblikkelig afskydning, og det kan både dreje sig om almindelige trofæer eller særligt stærke trofædyr, som har udtjent deres rolle i avlen og sælges på vildtauktionerne til priser, der gør afskydning økonomisk attraktiv. I sagens natur er denne praksis nøjagtig lige så umulig for mig at forklare som dåseløver. Det er altså ikke arten, men metoden og manglen på incitamenter for naturbevarelse, der gør forskellen for mig.

Disse outfittere er naturligvis 100% klare over, at deres adfærd er stærkt problematisk for hele jagtindustrien. Men det gælder nok i alle afkroge af menneskeheden, at muligheden for profit ofte tilsidesætter hensynet til andre. I realiteten er det desværre umuligt at stoppe disse aktiviteter, så længe de er lovlige.

Er det ikke nøjagtigt det samme at udsætte fasaner? Egentlig ikke. Fasanerne er jo også opdrættede, men de udsættes ikke til afskydning i hegn, de lever en stor del af deres liv i naturen, de afskydes langtfra alle sammen (og kan derfor indgå i den vilde bestand) og vigtigst af alt: Fasanudsætning er et stærkt incitament til beskyttelse af vilde biotoper. Det er dåsejagt på løver og andre storvildtarter ikke.

At jeg rent personligt ikke brænder for fasanjagt, gør ingen forskel for mig rent professionelt. Jagten er bæredygtig, den leder til en masse naturværdier, og den giver gode oplevelser for masser af andre jægere. Helt fint for mig.

På det professionelle plan vil jeg for eksempel ikke forsvare:

• Dåsejagt, som beskrevet ovenfor.
• Jagt på kunstigt fremavlede farvevarianter.
• Jagt med blyholdig riffelammunition.

På det rent personlige plan er der langt flere jagtformer, jeg ikke gider, bryder mig om eller brænder for. Men det er sagen uvedkommende, for det har jeg ikke behov for at fortælle nogen om.