Foto: Steen Andersen samt Marco Warm, Anna50,/Shutterstock
Myter, faktiske forhold og kanoniseringen af den franske biskop Hubert flyder sammen til beretningen om Sankt Hubertus, skytshelgenen for blandt andet jægere og alle andre, der værner om de vilde dyr.
JA. Allerede dengang blev jagt og naturbevarelse kædet uløseligt sammen. Jægere og middelalderlige dyreværnsforkæmpere har samme skytshelgen. Det er da tankevækkende! Og derfor kan vi sikkert stadig benytte den navnkundige jæger som et samlende foregangsbillede i de fremtidige bestræbelser på at få jagt, jægere og naturbevarere til at arbejde sammen og trække i samme retning.
En kendt skikkelse
Navnet Hubertus optræder i dag i flere sammenhænge, Hubertus jagter, Hubertus gudstjenester, Hubertus skydning med flere. Og forhandlere af jagtudstyr har brugt navnet Hubertus i mange sammenhænge og flere jagtudstyrsbutikker kalder sig Hubertushuset, lige som kunstnere i hele Europa har lavet malerier og glasmosaikker af Hubertus og hjorten.
Hubertus ellers Hugbert, som var hans oprindelige navn, blev født omkring år 656 og døde 30. maj 727 i Belgien. Han var præst og virkede i Ardennerne og det nordlige Rhinland. I året 722 udnævnte den daværende pave Sergius ham til biskop over området med residens i Liège i Belgien. På daværende tidspunkt havde han ingen forbindelse med jagt ifølge historiebøgerne. Det var først i 1400- tallet, at han begyndte at blive dyrket over hele Europa som jægernes skytshelgen. Ifølge en af legendens mange forgreninger var Hubert på jagt langfredag, hvor han møder en hjort med lysende takker eller et lysende kors mellem hornene. Han blev meget overvældet af dette syn og besluttede at stoppe som jæger. Men nu kommer der lidt forvirring ind i billedet. For denne legende drejede sig oprindeligt om Sankt Eustachius, som først i sen-middelalderen altså omkring 1400 tallet blev bragt i forbindelse med Hubertus, som derefter blev jægernes helgen og skytspatron.
I det gamle Rom
Sankt Eustachius var en kristen martyr og soldaterhelgen. Ifølge overleveringerne levede han i det 2. århundrede ifølge vores tidsregning. Legenden fortæller, at han før sin omvendelse til kristendommen skulle have været en romersk hærfører under kejser Trajan ved navn Placidus.
Under en jagt på en kronhjort lidt uden for Rom fik han en åbenbaring af noget, der lignede et skinnende kors mellem hjortens takker, hvorefter Kristus ifølge overleveringen talte til ham gennem hjorten. Denne åbenbaring fik Placidus til at omvende sig til kristendommen sammen med hele sin familie og samtidig tog han navnet Eustachius. Men denne omvendelse til kristendommen førte til en lang række besværligheder og prøvelser for ham og hans familie for at teste hans tro. Hans tjenere døde af pest, og på en sørejse kidnappede kaptajnen hans hustru, og senere da han sammen med sine sønner krydsede en flod, blev sønnerne taget af henholdsvis en løve og en ulv. Eustachius klagede sin nød til Gud, og han stod prøvelserne igennem.
Legenden videre
Senere blev han genforenet med sin familie, der alligevel ikke var død. I mellemtiden og efter at han var blevet kristen, var der kommet en ny kejser i Rom ved navn Hadrian. Kejseren ville på et tidspunkt fejre sin hærførers hjemkomst. Under festlighederne ved denne fejring bemærkede Kejseren, at Eustachius som tak for genforeningen med sin familie ikke ville ofre til de romerske guder. Han ville kun ofre til Gud som kristen. Kejseren blev rasende og kastede hele familien for løverne, der imidlertid ikke dræbte dem. Så forsøgte Kejseren at brænde hele familien i en ovn, men det lykkedes ikke at brænde deres legmener, men familien døde dog. Dagen efter blev deres døde kroppe taget ud af ovnen, og de viste sig at være helt uskadte. Andre kristne fik dem derefter begravet på et helligt sted og opførte et kapel på stedet.
Det er åbenbart den legende, som så bliver genfortalt om Hubertus´ liv omkring 1400-tallet og fører til, at Hubertus bliver jægernes skytshelgen. Og til ære for jægernes skytsengel opfinder man en jagt – Hubertusjagten – som er et forhindringsløb til hest, der foregår hvert efterår den første søndag i november. Hubertusjagten i Dyrehaven ved Klampenborg er vel nok den mest kendte. Den har været arrangeret af Sportsrideklubben siden 1905. Ud over Dyrehaven rides der Hubertusjagter flere andre steder i landet, blandt Århus, Middelfart, Sønderjylland, Bornholm og Møn.
Parforcejagt
Hubertusjagten er en videreføring af de gamle parforcejagter, som Dyrehaven oprindeligt blev oprettet til. Ved denne jagtform jagter store hunde byttedyret, et stykke hjortevildt, som regel en kronhjort, mens rytterne følger efter. Når dyret segner om af udmattelse, stiger den udvalgte jæger – som regel kongen – af hesten og dræber hjorten med en hirschfænger.
Disse parforcejagter blev afviklet i Dyrehaven fra 1401 til 1770, mens den sidste i Jylland var på godset Frijsenborg i slutningen af 1800- tallet. Den danske kong Christian den 5. var meget begejstret for parforcejagter, og i følge hans dagbog fra 1689 til 1696, har han den 14. oktober 1696 skrevet:
“Holt wie saint Hubert for att ende Jorte-Jagten udi aar. Jeg Jagede ei med for veiret war for kaalt, mentz saa til paa heremitagen (= Hubertushuset, opført 1694) udi Dürehaffuen (Dyrehaven); de fangede en Jort aff 8 ender, løb 3½ time”.
Eremitageslottet i Dyrehaven blev bygget i 1735 som et jagtslot af kong Christian 6. Oprindeligt lå her et andet jagtslot ved navn Hubertushuset, opført i 1694 af netop kong Christian 5. Men arkitekten, der skulle renovere det 40 år gamle jagtslot, Lauritz de Thurah mente, at det var så forfaldent, at det var nødvendigt at rive det ned for at give plads til et nyt jagtslot, og dette forslag godkendte kongen.
Jagt til hest
I dag rides der Hubertus Jagter over hele Europa til ære for Sankt Hubertus. I Danmark er rytterne iført røde jakker og hvide bukser, som var påklædningen hos jægerne ved de tidligere klassiske engelske rævejagter. I Danmark udføres vildtets rolle af to erfarne ryttere, hver med en rævehale fæstnet til højre skulder. Ruten er en 15-20 km. lang rute med flere forhindringer. Det efterfølgende rytterfelt føres an af en master, der rider sammen med en jagthornblæser, som blæser de klassiske jagtsignaler. Jagridtet afsluttes med et væddeløb for at finde årets Hubertusvinder.
Under krigen i efteråret 1940 red kong Christian 10. ruten igennem dagen før sammen med jagtledelsen, og til hests overværede han i en række år Hubertusjagten og overrakte blandt andet sin egen pokal til vinderen. I 1968 deltog prins Richard af Berleburg i Hubertusjagten. Hubertus symbolet med hjortegeviret og korset er blevet brugt af kunstnere over hele Europa. Blandt andet i en flot glasmosaik i Stk. Hubertus kapellet i den lille by Tervuren i Belgien, hvor Hubertus ifølge historiebøgerne skulle have levet en del af sit liv. Ved gudstjenester rundt om i Europa ses dekorationer med en hjorteopsats med et kors imellem, og i Østrig har jægerne bygget Skt. Hubertus kapeller på deres revir. Det firma, der fremstiller bitteren Jägermeister, har på deres etiket afbilledet kronhjorten med korset imellem gevirets stænger.
En helgen
I det centrale Europa er Sankt Hubert noget mere nærværende og konkret, end vi er vandt til her oppe mod nord. Det giver sig udslag i talrige relieffer, små kapeller, skulpturer og stærke navnetraditioner i jagtaktive familier, hvor der meget ofte er en Hubert eller Hubertus i søskendeflokken.Ligeledes fejres Sankt Hubertus på sin helgendag den 3. november med alt fra traditionsrige gudstjenester til særlige jagter, fester og andre æresbevisninger.
Der er mange forskellige kilder, som gør krav på at beskrive, hvordan Hubert blev til Sankt Hubertus. Nogle af dem hævder, at Hubert var en velhavende borger, andre, at han netop var biskop, da han under en jagt – muligvis juleaften – og i hvert fald på en helligdag, mødte en stor albino kronhjort med et lysende kors mellem stængerne. Det møde fik Hubert til at afsværge sit rigmandsliv og dele sin livsgerning mellem egnens fattige og kirken. Senere smelter denne beretning sammen med den endnu ældre historie fra Rom, som har den samme pointe: nemlig at naturen er besjælet, og at vi som mennesker tager fra noget, der er større end os selv, når vi nedlægger et hvilket som helst dyr.
En populær helgen
Det er i alt fald en af forklaringerne på, at man nogle steder i jagteuropa stikker en stedsegrøn kvist i det nedlagte dyrs mund som et rituelt sidste måltid. En gestus, der er rettet mod den guddommelige kraft, der har skabt det smukke dyr, som nu er blevet ombragt. Om det også er derfor, at man straks en sneppe falder, skal blæse for den, er ikke til at vide, men det er i alt fald klart, at alle de æresbevisninger, vi i dag viser vores jagtudbytte, har en stærk forankring i det ganske moderne natursyn, som så dagens lys for små 1300 år siden, dengang der i Sankt Hubertus´ navn blev afholdt fællesbespisninger for de fattige, samlet penge ind til dem, og hvor myten selv gik i skoven, når det blev hård vinter, for at forbedre dyrenes mulighed for at finde føde.
Den moderne jæger er en gammel opfindelse.
