Igen og igen støder man på det samme navn: DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet.
DCE beskriver selv sin rådgivning som uvildig og forskningsbaseret. Samtidig oplyser DCE, at centret varetager hovedparten af rådgivningen af danske myndigheder inden for miljø- og naturforvaltning. DCE har en omfattende rammeaftale med blandt andet Miljøministeriet om forskningsbaseret myndighedsrådgivning som Miljøministeriet bruger som fagligt grundlag for nogle af de største ændringer af dansk natur i nyere tid.
At DCE har fået en helt central rolle i dansk naturpolitik, er ikke i sig selv et problem. For selvfølgelig skal vi have forskningsbaseret rådgivning.
Men DCE leverer ikke kun data.
DCE er også med til at udvikle metoderne, vurdere naturens tilstand, beskrive problemerne og pege på mulige løsninger. På natur- og biodiversitetsområdet rådgiver DCE blandt andet ministeriet -om vurdering af naturtilstand og biodiversitet samt jagt- og vildtforvaltning. (DCE)
Dermed får DCE meget stor indflydelse på det faglige grundlag for den politik, der efterfølgende føres.
Miljøministeriet bestiller – DCE leverer
(Efter de seneste omorganiseringer på miljøområdet er ansvarsfordelingen blevet vanskeligere at gennemskue. Derfor bruger jeg her Miljøministeriet som samlet betegnelse)
Aarhus Universitet har en flerårig aftale om forskningsbaseret myndighedsrådgivning til Miljøministeriet. Ministeriet bestiller og finansierer rådgivningen – og bruger efterfølgende DCE’s vurderinger som fagligt grundlag for naturpolitikken.
Det er ikke i sig selv et problem. Problemet opstår, hvis der ikke samtidig er en reel uafhængig faglig kontrol af det grundlag, som så store politiske beslutninger bygger på.
DCE sidder tungt på dansk vildtforvaltning
DCE vandt i 2023 endnu en kontrakt om vildtforvaltning, forskning og myndighedsrådgivning for miljøministeriet. Kontrakten har en værdi på op til 22 millioner kroner om året fra 2024 til 2029, med mulighed for forlængelse. Den samlede potentielle kontraktværdi er op til 220 millioner kroner.
Få forskere – stor indflydelse
Flere sager giver god grund til at stille spørgsmål.
På biodiversitetsområdet går en forholdsvis lille kreds af forskere igen i centrale rapporter om biodiversitet, græsning, rewilding og naturforvaltning.
Et eksempel er DCE’s rapport Biodiversitetseffekter af rewilding, SR425, som ministre og Naturstyrelsen henviser til som fagligt grundlag. Rapporten er skrevet af otte forskere fra Aarhus Universitet og Københavns Universitet, og flere af navnene går igen i andre centrale rapporter og anbefalinger.
Det gør ikke forskningen forkert. Men det bliver et problem, hvis den samme relativt lille kreds både er med til at definere problemet, fastlægge de faglige præmisser og pege på løsningen – uden en reel uafhængig faglig modvægt.
Sika – et meget konkret eksempel
Sika-sagen viser meget tydeligt problemet med DCE’s rolle og det faglige grundlag, som politiske beslutninger træffes på.
I 2017 vurderede DCE risikoen for hybridisering mellem sika og krondyr i Danmark som begrænset og henviste direkte til, at hybridisering ikke var set i Jægersborg Dyrehave, selv om arterne havde levet sammen gennem lang tid. Allerede her efterlyste DCE større brug af danske data og konstaterede direkte, at der manglede et egentligt kvalitetstjek af faktaarkene. DCE påpegede samtidig en begrænset dansk dokumentation.
Nu foreligger der nye danske undersøgelse. En kromosomundersøgelse fra 2026 af 56 sika og 22 krondyr fra 21 lokaliteter fandt ingen F1-hybrider. Det beviser ikke, at hybridisering aldrig kan forekomme, men det er konkret dansk dokumentation, som bør veje tungt, når det netop er risikoen under danske forhold, der skal vurderes. Undersøgelsen finder samtidig særlige kromosomforhold hos de danske sika, som gør bestanden i Jægersborg Dyrehave forskningsmæssigt interessant og ligefrem kan få betydning for folkesundheden (jvv.dk)
Den nye gennemgang peger ovenikøbet på, at dele af sika-faktaarket tilsyneladende er kopieret fra vurderingen af dådyr – så direkte, at dådyr omtales som den art, der vurderes.
For at tilhøre gruppen af ikke hjemmehørende arter der er invasive har miljøministeriet opdateret deres kriterier uden nogen faglig begrundelse, bortset fra at risikoen for hybridisering blev et centralt argument for en højere risikovurdering.
Men hybridisering i udlandet var allerede kendt i 2017. Hvad var den nye danske dokumentation, der begrundede ændringen?
Når forfatterne bag den nye undersøgelse vurderer sika ud fra danske data, får arten laveste score på alle seks parametre -også når det gælder spredningspotentiale, påvirkning af hjemmehørende arter og påvirkning på økosystemfunktioner- og opfylder efter deres vurdering ikke kriterierne for invasiv status under danske forhold.
Når myndighedsrådgivningen vejer tungere end ny dansk forskning
Morten Elmeros AU, fastholder, at sika bør fjernes. Med henvisning til et ”sikkerhedsprincip” siger han til DR: ”Når vi stadig har en ren krondyrbestand, giver det bare endnu mere grund til at fjerne problemet.” (Mon han har læst rapporten?)
Morten Elmeros sad i pattedyrsekspertgruppen, der skulle revurdere scorerne for ikke-hjemmehørende arter, og står som medforfatter på DCE’s konsensusrapport. Han kommenterer altså ikke kun som forsker udefra – han har selv været en del af den faglige proces.
Og for at slå fast endnu en gang så var rapporten finansieret af miljøstyrelsen som også stod for den eksterne kommentering
Ifølge NST er beslutningen om nedskydningen af de 140 sikae i Jægersborgdyrehave kommet fra SGAV. Begrundelsen kom fra SGAVs biolog Peter Kyvsgaard der udtaler: “Sikahjorten er især et problem, fordi den kan hybridisere med kronhjorten, og den kan dermed ødelægge en hjemmehørende bestand. Det har vi heldigvis ikke set i Danmark endnu, men problemet kendes fra blandt andet Skotland. Derudover konkurrerer sika med Europas hjemmehørende dyr om føden,”
Natur og Dyrevelfærdsminister Christian Rabjerg Madsen siger ganske vist, at regeringen vil holde sig inden for EU-reglerne, og at man ikke vil fare ud og skyde de fritlevende sika – men det hjælper det ikke sikaerne i Jægersborg Dyrehave. Halvdelen er allerede skudt, resten står for tur til efteråret – og dermed går en unik bestand og værdifuld forskning tabt for altid.
(Det er da samtidig rart at høre ministeren indirekte anerkende, at dyr bag hegn ikke er fritlevende – sådan som det ellers ofte bliver fremstillet.)
Men hvorfor vil en minister ikke engang forholde sig til ny forskning baseret på aktuelle danske bestande – forskning, der netop giver mulighed for at vurdere truslen under danske forhold? Skyldes det, at ministeren fortsat læner sig op ad en myndighedsrådgivning, der bygger på andre forudsætninger?
Der findes omkring 2.100 sikahjorte i Danmark – svarende til blot 0,4 % af den samlede hjortebestand. Hvor sandsynligt er det, at så lille en bestand kan udgøre en reel konkurrence om føden for de øvrige hjortearter og samtidig påvirke det danske økosystem negativt?
Hvis så omfattende ny viden ikke fører til en revurdering – eller i det mindste en klar faglig begrundelse for, hvorfor den hidtidige konklusion fastholdes –hvilken betydning tillægges forskningen så overhovedet?
Rewilding – hvor blev forsigtighedsprincippet af?
Når udryddelsen af sika begrundes med forsigtighedsprincippet, er et oplagt spørgsmål hvorfor gælder det samme forsigtighedsprincip ikke, når man gennemfører en omfattende og på mange områder utilstrækkeligt dokumenteret omlægning af den danske natur og skovforvaltning?
DCE’s egen rapport om rewilding, SR425, peger på betydelige usikkerheder – både om rewildings forenelighed med Habitatdirektivets krav om at beskytte arter og naturtyper og om selve effekten på biodiversiteten. I kommenteringen erkender DCE direkte, at der endnu er “beskeden empirisk dokumentation for effekten af rewilding på antal arter og rødlistede arter.” Alligevel er rewilding blevet et centralt princip i den omfattende omlægning af dansk naturforvaltning.
Det er svært at se forsigtighedsprincippet, når man gennemfører et projekt først og så håber på dokumentationen bagefter.
DCEs målemetode gør skovene “ugunstige”
Endnu et eksempel på DCEs vidtgående indflydelse er vurderingen af de danske skove.
I forbindelse med EU-rapporteringen i 2013 blev metoden til vurdering af skovenes struktur og funktion ændret.
Frem til 2013 kunne de danske skove vurderes som værende i gunstig bevaringsstatus. Men i 2013 ændrede DCE metoden, og resultatet ændrede sig markant.
DCE udviklede et multikriteriesystem til vurdering af skovenes naturtilstand med krav til blandt andet gamle træer, dødt ved, hulheder og forskellige vedplanter – og alle strukturer skulle gerne være indenfor cirkler på 15 meter i radius.
Med den nye model bliver der stillet langt skrappere krav, samtidig med at man bruger “one out- All out” princip, således at bare en ting ikke er opfyldt, bliver den samlede vurdering ugunstig.
Ikke engang gamle skove der har ligget urørt i mere end 100 år kan opfylde disse skrappe betingelser.
Det er ikke skovene, der fra det ene år til det andet var blevet fundamentalt dårligere. Det er kriterierne og måden, de bliver vurderet på.
Og hvad med minken?
Kontrasten til mink er samtidig slående. Mink er også kommet på EU’s liste over invasive arter, men her arbejder regeringen for en særordning, så dansk minkproduktion kan fortsætte – og dette uden at der er kommet ny forskning der kan begrunde hvorfor mink må blive i Danmark.
For sika går det den modsatte vej – selv om den nye forskning netop peger på, at bestanden i Jægersborg Dyrehave er genetisk særlig og har forskningsmæssig værdi og at Sika ikke under danske forhold kan lave hybrider med Krondyr.
Desværre er Sika-sagen, endnu et eksempel på et problem, vi efterhånden ser i dansk naturforvaltning: Kursen er lagt, og så fortsætter man – også når ny viden burde give anledning til at stoppe op og tænke sig om.
Det er på tide at få øjnene op og lade den faktiske viden få betydning for de beslutninger, vi træffer.
Det er DCE’s rolle, der bør diskuteres
Skovene, rewilding og sika er forskellige sager, men de peger på det samme problem: DCE har fået tildelt en meget stor indflydelse på det faglige grundlag for dansk naturpolitik.
DCE er med til at udvikle metoderne, foretager vurderingerne og leverer den myndighedsrådgivning, som efterfølgende bruges som videnskabeligt grundlag for politiske beslutninger.
Det gør spørgsmålet om uafhængig faglig kontrol og modvægt helt afgørende. Ikke fordi vi skal have mindre forskningsbaseret rådgivning – tværtimod. Men når rådgivningen kan føre til så omfattende og i nogle tilfælde irreversible ændringer, bør den kunne efterprøves uafhængigt og være fagligt funderet, hvilket også burde være i ordregivers (miljøministeriets) interesse
I Sika sagen bruges forsigtighedsprincippet til at begrunde udryddelse, fordi man ikke med sikkerhed kan udelukke en risiko.
Men hvor er det samme forsigtighedsprincip, når store dele af den danske natur og skov omlægges, samtidig med at DCE’s egne rapporter beskriver væsentlige usikkerheder og manglende dokumentation for effekterne?
Når en forholdsvis lille kreds af forskere får tillagt så stor indflydelse på dansk naturpolitik, samtidig med at flere af dem offentligt argumenterer for den naturforvaltning, de rådgiver om, er der god grund til at se kritisk på både deres rolle og deres konklusioner. Netop derfor er uafhængig faglig kontrol og kvalitetssikring nødvendig.
