” Hold nu kæft en hjort altså…. jeg kan ikke beskrive, hvor lykkelig jeg er lige nu, han er simpelthen en majestæt uden lige. Ja, det er første gang, jeg er tom for ord.”
Uret ringede klokken 06:00, og jeg må ærligt indrømme, at jeg havde svært ved at komme ud af prutposen. Men da jeg endelig får kastet kadaveret ud af sengen og får set på klokken, kan se jeg, at jeg har sovet 20 minutter over mig. Mens jeg morgentisser, har jeg i mit søvndrukne indre en vældig debat om, hvorvidt jeg skal blive hjemme eller tage afsted. Men mit jagtinstinkt er let at overtale, så selvfølgelig kommer jeg afsted.
En gigantisk dåhjort
Jeg kommer til jagten omkring 20-25 minutter før solopgang, og skynder mig at tage mit camo på. Jeg får pakket tasken med de ting, jeg skal bruge inklusiv et par energi-barer, hvis nu jeg skulle for brug for det. Buen bliver spændt godt fast på rygsækken, så den ikke ryger af, hvis jeg skal ned at kravle under pürschen. Og netop det skulle vise sig at være en klog beslutning.
Alt grejet tjekkes en sidste gang, og så lukker jeg bildøren lige så stille i og bevæger mig ud i terrænet. Jeg når ikke at gå meget længere end 30-40 meter, før jeg spotter en då med kalv, som jeg med al forsigtighed sniger mig forbi. Det er vigtigt, at de ikke bliver skræmt væk, for tænk nu hvis de er sammen med en hjort. Jeg bevæger mig 50-60 meter uden om dem og kommer nu op til en lille forhøjning, hvor der ligger nogle gamle høballer, som jeg sætter mig om bag ved og spotter fra. Det viser sig at være det helt rigtige sted af holde udkig fra, for inden for kort tid får jeg øje på en mærkværdig busk, som har samme farve som dåvildt.
Nu løfter busken hovedet. Det er en GIGANTISK dåhjort. Jeg kan mærke, at pulsen stiger og blodet pumper rundt i mine årer. Iveren for at få ham med hjem melder sig. Da jeg spotter ham, er han ikke andet end 50-60 meter fra mig, og nu bevæger han sig stille og roligt imod mig, mens han spiser. Omkring 40 meter fra mig vælger han dog at dreje af og esser ude foran mig i en 10 minutters tid.
På buejagt skyder vi ikke på længere afstande end max 20 meter, så han er stadig langt fra at være på skudhold. Nu drejer han 180 grader og begynder at gå tilbage mod, hvor han kom fra. Jeg beslutter mig hurtigt for, at jeg simpelthen bare skal have ham med hjem. Forsigtigt spænder jeg buen fast på tasken igen, og så begynder jeg ellers at kravle mod højre, hvor jeg kan komme efter ham med de bedst mulige odds for ikke at blive opdaget.
På maven gennem vand og mudder
De næste tre timer går med at lege katten efter musen, og jeg kravler i mudder og igennem noget, der lugter som en søleplads, og som om det ikke var nok, ender jeg faktisk også med at måtte mave mig i vandkanten af en mindre sø, hvor jeg relativ lydløst kan kravle i læ af sivene, uden at han kan se mig. Efter at have tilbragt de sidste 3 timer i koldt vand, vådt græs og mudder, syntes jeg, at det virker mere og mere som en tabt kamp, for dåhjorten kommer længere og længere væk fra mig.
Han er faktisk helt ude på 80-90 meter nu. Jeg tænker, at jeg bliver nødt til at sætte farten op, og så må det ellers briste eller bære. Jeg holder en kort pause, for jeg er nødt til lige at hvile både ryg og knæ. Min mave knurrer af sult, så jeg lister en energibar op af tasken for at booste min ydeevne til slutspurten. Mens jeg holder hvil, er hjorten gået rundt om en mindre sø, og jeg har nu mulighed for at kravle i vandkanten i sivene, så jeg kan komme ind foran hjorten. I kikkerten kan jeg se eller rettere skimte hans gevir, når han bevæger sig. Jeg mister ham af syne og antager faktisk, at han har set mig og er løbet, uden at jeg har set eller hørt det.
Skuffelse og eufori
Skuffet kravler jeg hen til det nærmeste træ ved søen, hvor jeg sætter jeg mig op på knæene. Det er skidt, at jeg har vurderet forkert ved at tage genvejen i vandkanten. Men dér 40-50 meter foran mig rejser han pludselig hovedet. Han har altså bare stået i en dum vinkel, så jeg ikke har set ham. Jeg venter på, at han bukker hovedet igen og så ryger jeg ellers straks ned på maven igen, hvor jeg hurtigt får lagt nogle meter bag mig.
Jeg kravler lynhurtigt ind på 25 meters afstand af ham, hvor der ligger et kæmpe træ, som tydeligvis er faldet i stormen. Hele roden ligger fri, og der stikker en masse rødder med jord på ud til alle sider, så jeg har noget at dække mig bagved. Jeg beslutter mig for, at det er her, at slaget skal slås, og jeg satser på, at han gerne vil trække hen mod den veksel, der er 10 meter fra mig.
Efter 15 ulidelige minutter, sætter han i bevægelse i retning mod vekslen, og jeg gør mig klar med buen. Jeg kan skimte ham mellem de jordbeklædte rødder og trækker buen umiddelbart før, han kommer til syne. Nu er han inde på 19 yards (omkring 17 meter), og jeg slipper pilen.
Anslaget høres tydeligt, og hjorten brøler én gang. Han er ramt men løber væk. Jeg flår kikkerten op for øjnene og kan se, at han bløder ned af siden. Yes, yes, yes! Jeg kan slet ikke være i min krop. Enten har jeg lige fået mit livs jagtoplevelse, eller også er jeg 4 sekunder fra et hjertestop. Mit hjerte hamrer afsted, og jeg føler en taknemlighed og stolthed over, at det er lykkedes.
Glæde anger og stolthed
Efter at have siddet i et kvarters tid og sundet mig, kravler jeg frem til pilen. Jeg følger blodsporet i græsset og kan kort tid efter se et kæmpe gevir foran mig. Dér ligger han forendt. For første gang i hele min jagtkarriere på 13 år fælder jeg en tåre af udmattelse, glæde, anger og stolthed.
Det er første gang, at jeg er tom for ord. Jeg kan ikke beskrive, hvor lykkelig jeg er lige nu. Den dåhjort er simpelthen en majestæt uden lige.
LÆS OGSÅ