Af Henrik Egede Lassen
Foto Henrik Egede Lassen

For få generationer siden levede penanerne på Borneo et hårdt men forudsigeligt liv som skovnomader i en af verdens ældste regnskove. Børnene voksede op velvidende, at, når de en dag blev voksne, skulle de leve som jægere og samlere ligesom forrige generationer. Der var ikke andre muligheder.

Kombinationen af først missionærer og dernæst skruppelløse tømmerfirmaer har i dag sat et endegyldig stop for den traditionelle nomadekultur, men mange steder går mændene fortsat på jagt, selvom de nu er bofaste. Det binder generationerne sammen.

Vi tog afsted, mens det stadig var mørkt. De fleste af Long Imans indbyggere var allerede oppe ligesom de irriterende haner, som havde larmet det meste af natten. 

Ajang og hans venner Tuo, Mutang, Paya, og dennes storebror Tingan fulgte mig ned mod den store Tutohflod, som danner grænsen mellem de omkringliggende tømmer-koncessioner og Mulu nationalparken. Her var skoven stadig intakt takket være en fredning i 1977. Derved kunne Long Imans beboere, som primært var penanere, fortsætte deres traditionelle liv som jægere og samlere. Jægerne havde deres våben med, og jeg havde mit kamera. Frokosten ville vi finde inde i skoven, hvor klare bække også kunne forsyne os med forfriskende vand. 

Ingen sagde noget om, hvor vi skulle hen. Senere lærte jeg, at skovens ånder kan høre, hvis man nævner noget om retning eller mål. Så kommer man tomhændet hjem, uanset om man skal tage billeder eller jage. Selv uheld og dødsfald kan forklares ved manglende omhu i forhold til de mange væsener og ånder, som findes inde i skoven.  

Pil og rør

Da vi sejlede afsted, opdagede jeg, at en af penanerne havde en T-shirt på, hvor der stod; Logging King – Now Here. En reklame for en af de mange typer bulldozere, som raserer skovene langs parkgrænsen. 

Først skulle vi nogle kilometer op ad den grumsede Tutohflod, hvis vand kommer oppe fra højlandet mod syd. Hver jæger havde et pusterør og et tilhørende pilekogger med giftpile af bambus, men både Tuo og Paya havde lagt deres i bunden af båden. Tingan og Mutang sad til gengæld klar med pusterøret i hånden. Alle spejdede efter bytte. 

Andre stammer på Borneo holder øje med fiskelivet, men ikke penanerne. De kigger efter frugttræer og bevægelser i grenene. Selv Ajang som styrede båden uden om klippestykker og strømhvirvler, scannede bredden og træerne for livstegn. 

Skoven, der forsvinder

Ajang voksede op som nomade inde i regnskoven og bor nu i langhuset i Long Iman med kone og børn. Det havde på ingen måde svækket hans lyst til at gå på jagt. Dagligt forsvandt han ind i skoven for at skaffe mad. Alt fra skældyr, argus fasaner og pythoner til aber, hjorte og vildsvin. Jagtudbyttet blev delt mellem de forskellige familier, og intet gik til spilde. Undertiden virkede det næsten, som om han alene skaffede mad til hele langhuset. Selvom han var dygtig, var det tydeligt, at der blev længere mellem byttet. “Company!” ville Ajang bare sige opgivende, når han kom tomhændet hjem, hvilket hentydede til tømmerindustrien, som fældede skovene omkring Long Iman. 

Tømmerfirmaernes ubønhørlige jagt på profit havde ændret landskabet fra et stort grønt frodigt tæppe til en ødelagt ødemark, som hverken var god for dyr eller mennesker. Især penanerne, Ajangs folk, som helt op til 1950erne havde levet skjult i Borneos regnskove, var inderlige modstandere af tømmerindustrien. For penanerne handlede det ikke kun om, at de store træer forsvandt. Det var hele deres verden, som gik under. 

Penanernes ord for regnskov og verden er det samme, Tong Tana. Skoven var penanernes univers og livsgrundlag. Når skoven blev fældet, forsvandt vildt, fisk, frugt, medicinplanter, lianer og frisk drikkevand. Deres traditionelle levevis blev umulig. Tømmerhugsten fjernede både penanernes fortid og fremtid. Uden skov intet liv. 

Et tilfældigt møde

Ajang og jeg havde mødt hinanden ved et tilfælde i en lysning året før. Da jeg spurgte, om jeg måtte komme med ham hjem, smilede han bare, nikkede og sagde ja. Vi snakkede begge dårligt malaysisk sammen, men hyggede os alligevel på en stille måde. Ajang prøvede jævnligt at lære mig de lokale ord, men min udtale var håbløs. Eksempelvis kunne jeg ikke sige gibbon (kelawit), uden at alle penanere fnisede henrykt. Måske kom jeg uforvarende til at sige noget sjofelt?

Ajang var, ligesom de fleste andre penanere, lille af bygning med høje kindben og en venlig udstråling. Han lignede ikke ligefrem en Rambo-type, men under hans slidte tøj kunne man fornemme hans rovdyragtige fysik. 

Ajang var simpelthen usædvanlig stærk. Det var tydeligt, når han kom udmattet hjem med store vildsvin på ryggen. Enkelte store orner blev parteret ude i skoven, og stykkerne blev lagt i nogle af de klare bække, men langt det meste af jagtbyttet transporterede han alene på ryggen med improviserede bærerseler lavet af lianer. Det kunne tage adskillige timer, men i en kultur uden køleskabe, var det vigtigt at kødet blev tilberedt i en fart. 

Dagens jagt

Mens kødet blev tilberedt, ville han ofte sidde helt udmattet på gulvet med en plastikkop med sød te i hånden. Når maden kom, ville han live op og stolt fortælle om dagens jagt. Af og til kunne han endda lave et lille skuespil af dagens dramatiske højdepunkt på langhusets gulv. Tidligere var jagten underlagt en lang række regler og ritualer, som blandt andet begrænsede mulighederne for at jage i samme område. Eksempelvis kunne en række fuglearters adfærd og lyde tolkes, og alt efter, hvilket mønster man fandt, vidste man hvilken vej, man skulle gå, eller om man skulle blive, hvor man var. 

Nu var jagten mere begrænset af de få tilbageværende arealer af intakt skov. 

De lokale eksperter

Når vi gik sammen, prøvede Ajang at lære fra sig, men han blev konstant overrasket over min store uvidenhed og ringe evne til at klare mig i regnskoven. Alligevel forsøgte han at lære mig tricks såsom at holde øje med frugttræerne. Når de store figentræer bar frugt, ville aber, vildsvin, hjorte og næsehornsfugle komme for at spise. Hvis et vildsvin løb væk, kunne man narre det og kaste en sten. Så troede grisen, at der faldt frugt ned og kom tilbage. Ajang kunne også kalde dyr til sig, lave fælder og læse spor. Det var en sand kunst i overlevelse, som var opsamlet i generationer. En viden, som desværre intet var værd, når skoven blev fældet. 

Uanset hvor vi gik hen, havde Ajang altid sin machete, lokalt kaldet ”parang”, bundet rundt om livet, og i højre hånd bar han sit flotte pusterør af hårdt træ. Undertiden gav han tegn til, at jeg skulle være stille, hvorefter han ville snige sig afsted som en stor kat. 

Kun en enkelt gang fik han et vildsvin, men det gjorde det nok ikke nemmere at jage, når der var en klodset dansker med på slæb. 

Våbnet

Keleput, eller pusterør, laves af ét stykke træ i modsætning til det sydamerikanske, som ofte består af to halvdele limet sammen. Andre steder i troperne bruger man også bambus. Nogle penanere vælger bløde træsorter, fordi de er hurtigere at forarbejde. Andre vælger det hårde træ, som holder formen i generationer, men er tungere at bære på. 

På grund af tømmerhugsten er de hårde træsorter svære at finde i dag. 

Pusterørets længde varierer fra omkring halvanden meter til over 2 meter. På Borneo er de altid forsynet med et knivblad i spidsen, hvorved pusterøret også kan fungere som spyd. 

Giften

Pilene er omkring 25 cm lange og skåret til, så de nemt knækker inde i dyret. Alle pile har gift fra tadjem-træets saft. Til større pattedyr er spidsen ofte forsynet med et trekantet lille stykke aluminium fra en sodavandsdåse. I pilens ende sidder en prop fra en sagoplante, som er tilpasset minutiøst, så den passer perfekt i løbet på pusterøret. På mange punkter er pusterør at foretrække frem for rifler, fordi alle bestanddele er gratis, og rammer man ikke i første forsøg, kan man ofte diskret og lydløst sende en ny pil af sted. I den intakte regnskov er pusterøret et imponerende jagtvåben, men i de åbne, fældede arealer er det svært at komme tæt nok til byttet, og vind gør våbnet ineffektivt. Om natten er det samtidigt almindeligt, at tømmerfirmaets folk kører på jagt i store firhjulstrækkere med kraftige spotlights og rifler, hvilket medfører, at det i forvejen trængte dyreliv presses yderligere og undertiden helt forsvinder. Når tømmerindustrien har udpint et område og rejser videre, sidder lokalbefolkningen derfor tilbage uden mulighed for at brødføde sig selv. 

Skydetræning

Efter en halv times sejlads nåede vi Leset-floden. Her var vandet helt klart, hvilket var en god indikation på, at skoven fortsat var sund. Det var markant køligere i skyggen af de store træer. Jeg spurgte forsigtigt, om jeg måtte prøve Ajangs pusterør, og mændene gik straks i gang med at lave et mål med et blad på en træstub. Året før havde jeg selv fået et pusterør af Paya, og det var altid sjovt at lege lidt i skoven. Stemningen blev altid helt løssluppen. Tuo knækkede forsigtigt toppen af et par af sine giftpile for derefter at lave nye spidser med sin skarpe kniv helt uden gift. De pludrede løs på penan og Ajang viste mig forsigtig, hvordan jeg skulle putte pilen ind i pusterøret med venstre hånd. Det var vigtigt, at jeg holdt helt oppe ved mundstykket med begge hænder, sigtede ved hjælp at knivspidsen og til sidst skød med en hårdt koncentreret pust. Det var let op til omkring 20 meter. 

I Danmark havde jeg øvet mig i smug, men uanset hvor meget jeg prøvede, kunne jeg ikke skyde med samme kraft som de små penanere. Paya afsluttede festen med at sende en pil langt over trækronerne. Han grinede lumsk. Der var noget tidløst over øjeblikket. 

Derefter viste Ajang hvordan malay-bjørnene gik rundt snøftende på alle fire i skoven. “De ser ikke så godt, men hørelse og lugtesansen er god”, fortalte jægerne begejstret i munden på hinanden. 

Bjørnejagt

“Du skal ramme bjørnen med machetten lige her!” udbrød Ajang kort efter, mens han grinede til mig og samtidig pegede på sin næse med flad hånd. Tuo grinede med og viste mig stolt mærkerne i spidsen på sit pusterør. “Bruang!” sagde han, hvilket var malay for bjørn. Selvom bjørnene på Borneo er halvt så store som en fuldvoksen amerikansk sortbjørn (malaybjørnen er verdens mindste bjørneart), så har de lange klør og et meget kraftigt bid. En 40 – 50 kg bjørn kan sagtens slå et menneske ihjel, men det virkede nu ikke til at bekymre penanerne. Alle var enige om, at bjørne smagte godt, og kineserne var endda villige til at betale gode penge for mange af de ikke spiselige dele såsom kløer og tænder. Bjørne var altid et godt bytte. 

Det var tydeligt, at, hvis der var noget, som kunne få de ellers normalt meget stille jægere i gang med at fortælle, så var det jagthistorier. Tuo fortalte derefter om sit første store jagtbytte. Vi lod alle, som om vi ikke havde hørt historien før, og Tuos øjne funklede. 

Som ganske lille dreng havde han været alene på tur. Selvom han var for ung til at måtte bruge giftpile, så havde hans far givet ham en enkelt. Det var en slags sikkerhed, hvis han skulle møde noget alvorligt. Først når man gentagne gange kommer hjem med egern og dermed viser, at man kan betjene pusterøret sikkert, får man lov til at få gift på pilene. Giften virker hverken på hønsefugle eller pythoner, men er kraftig nok til at slå et menneske eller et af de store vildsvin ihjel. 

Vildsvinejagt

I en lysning havde Tuo opdaget en stor orne, som ubekymret gik og rodede i jorden. Forsigtigt havde han fundet giftpilen frem. Den var mærket med plantefarve omkring mundstykket. Han ramte det store dyr i første forsøg og dræbte det på stedet. Det var formodentlig hans stolteste øjeblik. Vi smilede alle anerkendende til Tuo, da opgaven var løst.    

Det at være jæger var simpelthen bare det, man gjorde som mand. Mange mænd brugte samtidig jagt som en undskyldning for at få lidt luft hjemmefra. Kom man tomhændet hjem, var det aldrig ens egen skyld. Skovens ånder skænkede jagtbyttet til en, og nogle var bare mere uheldige end andre. Ganske vist kunne man godt bruge trolddom, besværgelser og andre tricks, men jagtlykken afhang altid af nogle klare spilleregler, som fungerede i generationer, indtil missionærer og tømmerfirmaer ændrede alt. 

På vej tilbage mod Long Iman sejlede vi ned ad den store Tutohflod. Solen skinnede, og det føltes godt igen at komme ud i lyset efter timerne i den mørke skov. Bådens fart kølede min varme krop, og alt var perfekt, indtil vi hørte lyden af motorsave.  Da vi rundede et hjørne, kunne vi se bulldozerne arbejde på de stejle skråninger på venstre side af floden. 

Penanerne sagde ikke noget. 

Den uberørte regnskov. Borneos regnskov er blandt jordens ældste.
Den fældede skov.