Lokalsafari – med telt og riffel på det vante revir

”Det sidste års tid har jeg eksperimenteret med mere primitiv overnatning på reviret. Årsagen er, at vores jagthytte havde skimmelproblemer og nu også bliver renoveret. Da jeg ikke er helt god til skimmel, og renoveringen har lukket huset delvist ned, var det tid til at kigge på alternative muligheder. Eneste rigtige løsning var selvfølgelig at tage safarihatten på og slå teltet op.”
-Mads Dengsø Jessen

Madlavning i centrum

Der vil altid være lidt arbejde med at gøre dit sovesystem og telt klar, men med lidt øvelse går det forrygende let. Jeg har valgt at bruge to eller tre-mands telte, for så er der noget bedre plads til al bagagen også. I forhold til liggeunderlag

bør du vælge de dyrere mærker, og det bedste du har råd til, for her hænger pris og kvalitet tæt sammen. Mest af alt fordi du kun sover få timer i løbet af en jagtnat, og så er det med at få det bedste ud af liggetiden. Det samme gælder soveposen, hvor du skal være sikker på, at komforttemperatuen er god nok til, at du ikke ligger og fryser. Husk, at det altid er lettere at køle ned end at varme op, men pas dog på, at du ikke kommer

til at svede, for så kommer kulden snigende og er svær at slippe af med igen. Desuden, er en kold og søvnløs nat den sikre vej til at falde i søvn i tårnet, og så er det hele spildt. Men når teltet først er slået op, og sovegrejet smidt ind, er der egentlig ikke så meget mere at tage sig af på den

front.

Til gengæld er der hele tiden et nyt måltid ude i horisonten, som du skal tage dig af. Det er der naturligvis flere måder at klare på. Det kan klares hurtigt med den simple takeaway-løsning, der er vist efterhånden ikke det sted i landet, hvor der ikke er et pizzeria inden for et par dusin kilometer, eller den lidt dyrere vej med frysetørret mad. Her skal du blot kunne koge vand, og så er du kørende med diverse måltider. Alternativt kan du selv lave et par retter hjemmefra og så blot få dem varmet, når der er behov for det. Den mere helstøbte løsning er selvfølgelig rent faktisk at lave mad i felten, mere eller mindre fra bunden. I løbet af det seneste jagttår er madlavningen nærmest blevet en del af essensen, når jeg tager afsted på jagt – mindst ét af måltiderne skal være bålmad.

Vigtig forberedelse

Hele dette setup kræver dog noget mere planlægning, end jeg ellers har været vant til. Inden jeg skal på jagt, skal indkøbene være på plads og køleboksen pakket. Derfor skal du have en plan for de enkelt måltider, der er kommet på programmet. Det er lidt ligesom at tage i sommerhus, men blot med en mere primitiv tone i madvalget. Hvis du har brug for inspiration, er der flere hjemmesider, der giver gode råd til, hvordan du kan organisere dit feltkøkken og med opskrifter, der er lette at gå i gang med.

Også på bogfronten er der hjælp at hente, og senest fra Nikolaj Kirk, som vi jo alle kender fra Nak & Æd, og hans ’Ild’, der giver gode råd til bålmaden. En god indgangsvinkel her kunne jo også være, at måltiderne bør baseres på selvskudt vildt, det er jo trods alt en af de helt store glæder ved jagten at kunne nyde de gode råvarer, det giver. En lidt overraskende effekt ved outdoortemaet har været, at min datter nu pludselig gerne vil med på jagt. Hele den mere hyggelige bålstemning og det langsommere tempo har tilsyneladende fået hende til for alvor at tage jagten til sig. Det har været superhyggeligt og været en let måde at få jagt og længere outdoorture introduceret til hende.

Middagsture

En af de nye oplevelser, som disse ’familieture’ har tilføjet til min jagt, er, at jeg nu faktisk også kommer ud i skoven hen over middagen. Det skyldes, at vi tager aftenjagten, sover længe om morgenen, så er der bedre tid til morgenmaden, og i det hele taget skruer lidt ned for tempoet.

Derudover er der som regel en del nedpakning og oprydning efter at have været af sted med al outdoor-udstyret. Men det passer faktisk ret godt med at være færdig midt på formiddagen og have al udstyret lagt i bilen. Med det praktiske på plads kan man så snildt tage en lidt mere uforpligtende tur ud i

skoven og se, om der skulle komme et dyr forbi. Det er ellers et tidspunkt på dagen, hvor jeg kun sjældent kommer af sted, men med denne bukkejagt har det været ofte. Den helt store fordel er, at det ofte er varmere, og du ikke behøver pakke dig så meget ind.

Derfor er det også lettere hurtigt at kunne skifte til en pürschtur, hvis man bliver træt af at sidde i tårnet. Men jo, det er nok ikke helt så meget vildt, man ser der midt på dagen, men det virker faktisk, som om de er mere rolige og knap så let lader sig skræmme i middagssolen. Så kan du både bedre få studeret vildtet med kikkerten og ofte også komme lidt tættere på det. Er du lidt ferm på fødderne, er en pürsch også god at sætte i værk midt på dagen.

Bukkejagten

Derfor var det også med ret stor forventning – som sædvanlig, at jeg tog fat på bukkejagten i år. Det ville blive en lidt mere ’safaribaseret’ version, end det plejer at være, og forventningerne til ekspedition var høje. Selve præmieremorgenen gav ikke gevinst, men de fire fridage over Kristi Himmelfart var allerede sat af i kalenderen til bukkejagt, og her skulle jeg for alvor bestå min ’ekspeditionseksamen’. Telt og udstyr kom hurtigt på plads, men vejret råder man jo ikke selv over, og den skiftende syd-sydøstlige vind, der dominerede de dage, var ikke udpræget god for mit område.

Derfor blev det til en lidt alternativ jagttaktik, hvor jeg pürschede mig ud i terrænet og satte mig og ventede på bukken. Faktisk fik jeg hurtigt en buk i kikkerten, men aldrig tættere på end godt 140 meter. I flere omgange så jeg bukken igen, en lidt speciel seksender vurderede jeg først, og der var tydeligvis tale om pladsbukken i området, for en af morgenerne jagede den en lille spids ud af reviret. Allerede fra første syn på bukken virkede den ret ilter og meget bevægelig – nærmest aggressiv, og flere buske og træer i område havde også fået et rusk eller to med opsatsen.

Fredag aften var der en smule omskift i vejret, som dog bragte en del regn med sig også. Det er en af de store ulemper ved at vælge teltet som base, for vådt tøj vil ofte være grumme svært at få tørt igen. Det var dog ikke værre, end at jeg aldrig blev rigtig vandfyldt, og ophængning udenfor i vind og tørvejr giver ret god tørring. Lørdag morgen bød som ventet på tæt, tæt tåge over engen, men nu med en meget bedre vind fra sydsydvest. Allerede da jeg kom op i tårnet, spottede jeg to dyr på engen, vel ikke mere end 50 meter ude, men alligevel blot to ubestemmelige spøgelser i disen. Som solen fik brændt tågen væk, blev sigtbarheden stadig større, og ganske som de andre dage var bukken ude at afpatruljere besiddelserne.

Igen med en del fejning og en meget opmærksom opførsel. Efter en del zigzag over engen på lidt for lang afsted dykkede han ned i et større egepur ret vest for tårnet. Vinden var god, og flere af vekslerne ude på engen førte hen mod tårnet, så det var bare at vente og håbe, at han ville følge sin vante rute. Ganske rigtigt, mindre end et minut senere dukker han op i brynet, og jeg nedlægger ham på knap 30 meter. Dianas veje er uransagelige, og når skuddet endelig falder – efter flere forgæves dage i felten, er det som regel meget mere simpelt, end man forestillede sig aftenen før i silende regn.

En bitter overraskelse

Bålmadens konge er naturligvis at grille det kød, du just har nedlagt timer forinden – direkte fra skov til bord. Men ak, desværre var bukken ikke i helt samme stand, som jeg havde håbet. Da jeg trak frakken af ham, kom en stor væskefyldt byld til syne mellem skulderblad og rygsøjle. Jeg havde desuden også lige snittet den med kniven, hvilket ikke var det mest appetitlige syn. Og hvad gør man med den slags sygdom? Meningerne er mange, og egentlig skulle man kunne spise de ikke-inficerede dele af dyret, det vil her sige bagpartiet, men reelt set er der en form for betændelsestilstand i hele dyret, når det har så stor en byld (leveren så i øvrigt fin ud).

Moderne jægere går jo ikke på jagt for at overleve, og vil man virkelig servere et potentielt set betændt dyr for sin familie eller venner? Ikke for mit vedkommende, så jeg valgte i stedet at kassere dyret. Årsagen til bylden var dog ikke lige sådan at se. Pelsen så ikke ud til at være gennemboret og der var ikke nogen synlig skade på

skulderbladet. Til gengæld var det tydeligvis en rigtig kriger, jeg havde nedlagt. Et hårløst ar over snuden og endda to afbrækninger på den ene rosenkrans, hvilket jeg aldrig har set før, talte sit tydelige sprog om revirkamp.

Bylden sad lige der, hvor skulderen er højest, når dyret sænker sig hoved til stangning, så måske var det en rivals horn i ryggen, der var årsag til skaden. Under alle omstændigheder var det en bitter pille at sluge efter flere dage i safariland. Trofæet havde jeg dog stadig, og krigerbukken er faktisk den buk, jeg har set flest gange inden succes – seks i alt og den sidste med dødelig udgang – så jagtoplevelsen fejlede bestemt ikke noget. Men det havde dog været endnu bedre, om jeg kunne have gået planken ud og fuldendt min lokalsafari med et festmåltid.

Gode erfaringer

Ret beset har hele den her outdoor-mani ikke været strengt nødvendig, jeg kunne både være kørt hjem igen og på de sidste sommerture til reviret også have sovet under tag, hvis det virkelig var nødvendigt. Men det har slået en klo i mig og er næsten blevet mere og mere primitivt, jo længere tid der gik. Desuden er det en virkelig oplagt mulighed for at få testet dine ting igennem, inden du eventuelt skal rigtigt af sted med riffel, telt og Trangia. Og det er netop det, der er tilfældet her, for de sidste par år har jeg været i gang med at planlægge en rensdyrjagt i Norge, der af flere årsager (hvem sagde corona!) er gået i vasken.

Men nu er der givet håndslag på en efterårstur i 2021 efter rensdyr, så næste år skal det være. Til sådanne ture i fjeldet er du afhængig af, at dit grej er testet, fungerer, og at du kender det til fingerspidserne. Sådanne tests er lettest at lave i hjemlige omgivelser og på de lidt kortere ture. Så sparer du dig selv for en masse bøvl, hvis det går galt i felten. Det er såmænd heller ikke bare dit udstyr, der bliver testet, det gør du faktisk også selv. Når man som jeg i de seneste 10-12 år ikke for alvor har været afsted på felttur, er der unægteligt et par spejdertricks, der lige skal opfriskes.

Det er ikke altid lige fedt at skulle ud og justere barduner i silende regn, kun iført underbørger, men du lærer virkelig at være effektiv og kende dit grej til mindste detalje. Netop denne knowhow kan gøre en jagt på fjeldet til en succesoplevelse frem for en telttur fuld af problemer. Det eneste punkt, jeg ikke rigtig har taget fat på endnu, er at skulle partere i felten, pakke dyret i kødsække og bære det hjem i rygsæk. Det er den eneste mulighed, når du står ude i fjeldet, men et par øveture i en velkendt dansk bøgeskov i efteråret kan vel gøre det ud for en udmærket generalprøve.

Summa summarum er, at, hvor jeg normalvis har 8-10 overnatninger i telt om året, så er der alene i det seneste jagtår røget tæt på de 30 nætter under dug på kontoen. Det har været en fornøjelse, måske lige undtaget den ene oktoberaften med heftig lyn og torden, hvor man virkelig føler sig ret lille og sårbar i sådan et 2-mandstelt. Men det er de få situationer under spidsbelastning, hvor du får mere hår på brystet og bliver en håndfuld erfaringer rigere, til det virkelig gælder på den rigtige fjeldjagt.

LÆS OGSÅ

I-jagt-tagelser januar 2021

Duejagt & Millioner af duer