Det var i slutningen af maj, at vi modtog den triste besked, at vores gode skribent og dejlige jagtkammerat, Per Kauffmann er død.
Blot få uger tidligere skrev han til os, at han nu var blevet indhentet af den cancersygdom, han i nogle år havde kæmpet med og især mod.
Per skrev, at der nu var blæst ”Jagt Forbi” for ham, og at han ikke ville kunne skrive flere af sine oplagte, selvironiske og altid stærkt informative og medrivende artikler om jagt fra snart sagt alverdens hjørner.
Det var hjerteskærende på den måde at modtage meddelelsen om, hvad der var nært forestående, og nu er det hele så forbi.
Tilbage står erindringen om en stærk jæger med eventyr i årerne og begejstring for at berette om alt det vilde, forunderlige og uventede derude, hvor verden vender, og hjertet banker stærkest.
Per har været en modig, standhaftig og værdig ambassadør for alt det fineste, jagten står for og indebærer. Han har gjort en forskel. Lagt et spor. Udstukket en kurs, og været en stærk inspirationskilde.
Pers livslyst og fortælleglæde er nu forstummet, men hans oplevelser og iagttagelser er fastholdt i bøger og blade, så Pers livslys stadig kan stråle.
Beretningen på de følgende sider er et værdigt og godt eksempel på Pers skrivelyst og livslyse tilgang til jagten og jagtens mennesker.Æret være Per Kauffmanns minde.
Sten Andersen
Millioner af duer
Det siges, at godt værktøj er det halve arbejde, så forud for vores sydafrikanske duejagt blev der ikke sparet på anstrengelserne. Den vigtigste af mine forberedelser gik på at anskaffe mig en Beretta Outlander halvautomat. Allerede der er jeg gået langt, for jeg har aldrig brudt mig om den våbentype til almindelig jagt. Men til massiv duejagt har en halvautomat en række fordele, herunder svagere rekyl, op til 5 patroner – og så skal man ikke slæbe rundt på den, når man sidder i et skjul. Jeg trænede intensivt med den på skydebanen og fik gode resultater ud af samarbejdet. Derefter lænede jeg mig tilbage og så afrejsedatoen komme nærmere og forventningerne stige. Men jeg havde gjort regning uden vært, for to uger før afrejsen gik det op for mig, at midlertidig indførsel af halvautomater til Sydafrika kræver specialtilladelse – det kunne jeg ikke nå at få, og heller ikke en transittilladelse til et andet våben kunne nås. Jeg måtte forlade mig på et lejevåben, men heldigvis var vores lokale outfitter også våbenhandler og måtte antages at svømme i våben. Alligevel så var humøret på lavpunktet i adskillige dage, for at skyde med et fremmed jagtgevær er bare ikke en vindersag, når det gælder duejagt.
Hvor er duerne?
Et par uger senere ankommer derfor tre jægere og to jagtgeværer til hotellet i Bloemfontein. Lars har medbragt sin kaliber 12 til duejagten, og Ole har taget sin fikse 20´er med. Næste morgen klokken 6 bliver vi afhentet af outfitteren. Stor og tyk er han, hvilket står i skærende kontrast til de to sorte medarbejdere, han har med på ladet af sin truck. De ser til gengæld ret kvikke ud. Vi kører en halv times tid væk fra byen og ser enkelte flokke af duer på træk, men ikke noget særligt. Fremme ved farmen kører vi gennem et hegn ind til en mark med køer, men kun for at finde ud af, at vi ikke kan komme videre ad den vej. Vi vender bilerne, og da vi skal gennem pigtrådshegnet igen, forsøger en af de sorte at spare lidt tid ved bare at lægge leddet ned på jorden i stedet for at trække det til side. Der er vel gode dæk på sådan en safaribil, men et stykke pigtråd tager fat i bunden af bilen, og leddet trækkes skævt, så de må bruge en halv time på at få det repareret. Vi er derfor noget i tidnød og begyndende panik, da jeg bliver kastet af bilen som den første, midt i en solsikkemark. Der er duer overalt, hvorfor de bare losser et karton patroner ud af bilen og lynhurtigt rigger et interimistisk skjul til. Jeg nævner lige for outfitteren, at lånegeværet vil jeg også gerne have udleveret, og lidt overrasket finder han et foderal i bunden af bilen og rækker mig det. Sekundet efter er han væk, for han skal have Ole og Lars sat på post hurtigst muligt.
Hobbit-bøssen til duejagt
Kort efter sidder jeg klar bag skjulet på den lille feltstol med to patroner i bøssen, og så kommer duerne. Da jeg første gang tager Berettaen til skulderen, går det op for mig, at den er helt gal. Jeg har godt noteret mig, at skæftet er flækket fra sikringsknappen og bagud, og at der er en stor bule i sigteskinnen. Men ikke at geværet er bygget til en hobbit. Jeg kan stort set se hele sigteskinnen, der tilmed starter helt ude til højre for mit højre øje og går skråt gennem mit synsfelt. Efter de første forbiskud forsøger jeg at regne mig frem til, hvor den sætter skuddet. Hvis jeg nu holder en meter under duen og ellers lige på, så skulle jeg kunne ramme dem, der kommer fra venstre. Men hvad med dem fra højre? En æske patroner senere har jeg kun skudt een eneste due og opgiver så. Det er som at skyde i blinde. Der lyder en del skud oppe fra de to andre, men der er ingen tvivl om, at jeg har fået kongeposten, for duerne vælter ind omkring mig i hundredvis. En times tid senere kommer outfitteren på servicebesøg, og jeg får aftvunget ham et andet våben. Det passer mig egentlig ret fint og er i orden, bortset fra at løbsvælgeren er spærret med en voldsom stor skrue. Men pyt med det, og jeg går på med krum hals, for jeg har noget at indhente. Desværre er trækket nu stilnet af, og jeg når ikke en gang at skyde en kasse patroner, inden det er helt slut. Sikke en lorteformiddag i dueparadiset.
Det tredje jagtgevær
Vi kører tilbage til hotellet for at spise frokost og hvile lidt. Hotellet er i øvrigt J.R.R. Tolkiens fødehjem. Senere blev han meget berømt som skaber af hobbitternes univers og trilogien “Ringenes Herre”. Eftermiddagen går lidt bedre, nu da jeg er ved at lære bøssen at kende. Straks da vi er på plads, begynder fuglene at komme, og der ryger et par hundrede skud med en noget bedre statistik end om formiddagen.
Klar til duejagt
Næste morgen bliver vi udsat for et regulært skybrud, og vi sidder en tid i bilen og venter, inden regnen stilner af, går over i lejlighedsvise byger for til sidst helt at ophøre. Jeg har skiftet haglbøsse igen, i øvrigt. Den haglbøsse, jeg brugte i går eftermiddag, tilhører nemlig outfitterens søn, og han skulle selv på jagt i dag. I stedet har jeg fået en Savage, der ligger lidt lavt på skulderen, så jeg skal korrigere lidt og holde under fuglene i sideskud. Det kræver lidt tilvænning, men i løbet af formiddagen får jeg mig skudt ind – faktisk så grundigt, at jeg står med en “red letter day”, eller rettere formiddag. Jeg har skudt en hel karton patroner, og skudstatistikken er måske knap så god, men med et lånt gevær kan det lige gå an, hvis man ikke er for ærekær. Jeg kan dog ikke frigøre mig fra tanken om, hvordan det kunne have set ud, hvis jeg havde haft mit eget våben med – ligesom Lars, der har skudt mange flere fugle på færre skud.
Funktionsfejl igen
Det bliver ikke en speciel fuglerig eftermiddag, da trækket er ændret på grund af den forstyrrelse, som den massive regn gav. Ved 133 døde fugle stilner det af. Jeg er også ved at være noget øm i skulderen, for den bøsse ligger ikke helt, som den burde. Tommelfingeren værker af arbejdet med den genstridige toplukkenøgle og den træge sikring. På et tidligt tidspunkt stod ejektoren på det bagerste løb af, og det tager lidt tid at få den afskudte patron ud. Det passer nogenlunde med, at en flok fugle når at passere over mig, inden jeg er klar til at skyde igen. Klokken to kommer outfitteren ræsende ned ad grusvejen og meddeler, at der er regn på vej, og at vi skal pakke sammen lynhurtigt, for der kommer rigtig meget vand. Vi når lige at komme ind i bilen, inden himlen åbner sig i et nyt skybrud. Vi har været ude i fire timer denne dag, og jeg har skudt knap 40 duer i timen, hvilket vel betyder, at jeg har haft en flok inde cirka hvert eneste minut i den periode.
Tredje morgen kommer vi igen sent ud på grund af tåge. Der er ikke ret megen vind i dag, hvorfor der nu er fire sorte medarbejdere til at hjælpe med at lede duerne ind til den front på cirka 500 meter, hvor vores skjul er stillet op. Vi sidder lidt i bilen for at se, hvor hovedtrækker ligger, og sætter så skjulene op lynhurtigt. En halv times tid senere vælger det lånte haglgevær at gå i strejke ved at låse den afskudte patron i det bagerste løb helt fast. En overgang må jeg nu nøjes med en et-skuds bøsse – dog med den tilføjelse, at ejektoren på det forreste løb nu også er stået af.
Tenderstål i løbet
Da outfitteren kommer forbi på sit jævnlige servicebesøg med vand og patroner, gør jeg ham opmærksom på mit problem med geværet. Han har ikke andre, men finder et stykke tenderstål i bilen, propper det ned i løbet og skubber patronen ud. Så er det problem løst. For en sikkerheds skyld lader han stålstangen blive hos mig, og den bliver brugt flittigt den næste times tid. Men det tager tid, og jeg mister mange fugle på den konto. Kort tid efter holder geværet helt op med at fungere – der sker ikke noget, når jeg trykker på aftrækkeren. Jeg knækker geværet og prøver igen med samme resultat. Det er den endegyldige fiasko. Jeg bevæger mig straks op ad vejen, hvor outfitteren sidder i bilen og holder øje med trækket. Han kan desværre ikke umiddelbart hjælpe, for han har kun det ene gevær. Det er lige til at græde over, især når man tænker på dagsraten og prisen for at leje et våben. Og våbenhandler er han, min bare…
Han vil dog forsøge, om han kan få en bekendt til at komme med et andet gevær til mig, og en times tid senere får jeg udleveret mit fjerde haglgevær på tre dage. Det er en voldsom tung sag og med en overdimensioneret plasticstrip rundt om hele molevitten, antageligt for at holde forskæftet på plads. Jeg takker mange gange for den udsøgte service og lader op. Den ligger aldeles dårligt på skulderen, og da jeg senere – med stort besvær – når op på due nummer 100, pakker jeg grejet sammen og stopper dagens jagt.
Her slutter endnu en af Pers fine beretninger med et inderligt ønske om at vende tilbage. Sådan skulle det desværre ikke gå, men historierne lever fortsat og i dem erindringen om Per Kauffmann.
Fakta:
Duejagt på de fire duearter, der oftest er på menuen i Sydafrika, er den store Rock Pigeon samt de tre mindre arter, Redeyed Dove, Cape Turtle Dove og Laughing Dove. På dansk har vi kun et ord for duer, hvorimod man på engelsk skelner med “pigeons” (store duer) og “doves” (små fugle). I Danmark forbinder vi duejagt med skovduen, en “pigeon” og tyrkerduen en “dove”. Den afrikanske Rock Pigeon (klippedue) kaldes ofte for Speckled Pigeon, hvilket betyder “plettet due” og relaterer til fjerdragtens karakteristiske hvide pletter. Den er almindeligt forekommende i Afrika syd for Sahara og findes de fleste steder i store mængder. Den er præcis lige så stor som vores skovdue.
Land: Sydafrika
Revir: Bloemfontein
Periode: Marts
Vejrforhold: Sol og en enkelt dag med regn
Krav til kondition: Ingen
Jagtoperatør: Eget arrangement
Våben: 4 forskellige haglgeværer
Jagttid sommer/efterår: Bedst om foråret
Forekomst af vildtarten: Voldsom stor i visse områder
