Og der stod vi så. Side om side i et 3 meter bredt, græsklædt grænseland mellem to “gigastore marker”, som Gustav meget billedligt konstaterede det, hvorefter han hurtigt postulerede, at der da også var lidt rigeligt langt, når vi senere skulle gå heeeele vejen tilbage til bilen over den store mark, som for et sæt forholdsvis korte ben kunne føles som en dagsrejse – særligt for en lille purk, der var kommet for at arbejde og ikke for at gå tur.
På vores køretur fra hjemmet til reviret havde Gustav lyttet særdeles intenst til sin fars belærende snak om, hvorfor man egentlig regulerer ringduer. Jeg berettede livligt og metaforisk om, at ringduen ufortrødent æder en masse af det dejlige korn, som bondemanden ellers kan sælge til fabrikkerne, som laver brød for senere at ende på morgenbordet i form af f.eks. et stykke hvedetoast. Efter at have fået denne form for ucensurerede facts forelagt lyttede Gustav nu meget grundigt til hvert et ord, jeg sagde, og efterhånden stirrede han ret intenst men også en anelse bekymret på mig. Jeg udnyttede naturligvis denne situation til at fortælle ham, hvordan man med den helt rigtige forberedelse vil kunne få stor succes på dagen, hvor “dueslaget” skulle slås. “Sådan er det med jagt, det kræver hårdt arbejde, det må du forstå, og det er vi to heldigvis eksperter i”, gentog jeg for mig selv. Og forstod det? det gjorde knægten. Forberedelse og grundighed skulle der til. Han stillede til min store glæde flere kritiske og afklarende spørgsmål, da jeg efterfølgende fortalte om nogle af de vigtigste jagtteknikker, som en god jæger skal mestre – såsom at sætte lokkefugle ud på jorden, placere lokkeduer på gamle, kasserede medestænger, som sættes ind i midten af de høje buske og ja så selvfølgelig, hvordan man bygger et ordentligt skjul, som fuglene ikke kan kigge ind og ned i.
Det skulle senere hen vise sig, at Gustav havde taget det meste til sig, og som en sidegevinst havde han også forstået det.
På vej
Til trods for sin umiddelbart store interessere for det teoretiske var han ikke desto mindre usædvanlig hurtig til at hoppe ud af bilen, da vi omsider ankom til ”duejagten”. Om der var tale om decideret flugt fra overdreven belæring eller blot en iver efter at komme ud og omdanne nyhøstet teori til praksis eller noget helt tredje såsom at stampe jordknolde, ja det står mig stadig uvist. Men afsted gik det nu over stok og sten med alt for korte ben. Ikke helt uden brok, men med 5 år på bagen ved man efterhånden, hvornår der ikke skal diskuteres med farmand. På denne lille markvandretur blev der for en gang skyld ikke plaget om at komme op på skulderen. For med 4 granrafter, 2 sløringsnet, en mukkert, lidt blanksøm, en klapstol, en medestang plus det løse, ja så vidste Gustav så udmærket, at der skulle mere end vinderheld til for at ende på skulderen og nyde udsigten ubesværet. “Der skal arbejdes for føden”, sagde jeg bestemt til ham. Med kun 14 dage til 1. september var der ingen tid at spilde, og derfor i dag heller ikke tid til drama og stampen i jorden. Gustav indvilgede heldigvis i efter en uhørt kort diskussion at bære mukkerten, som endte med at blive helt uundværlig i forbindelse med vore forberedelser.
Så var vi klar
Siddende i den høje, tætte brak side om side i brolæggerstilling og med næsen løftet hviskede Gustav forsigtigt til mig, “hvad er det dog vi laver altså!?” ”Se derude hen over remisen” sagde jeg forsigtigt, ”kig godt efter – Det er duerne, og de flyver i vores retning – Nu skal vi finde deres yndlingsflyverute!” Vi sad i et pænt stykke tid og betragtede de mange duer, som sværmede rundt i små og store flokke, indtil vi endegyldigt kunne konkludere, at vi lå lige opad ja nærmest lige under duernes flyverute. Her skulle skjulet bygges.
Terrænet var ideelt til et dueskjul. Det såkaldte grænseland kunne mest af alt beskrives som en lang stribe brak med høj, tæt græs- og urtevegetation. Hvad der var mere interessant, var den halve snes små og mellemstore buske, som var jævnt fordelt ned langs markskellet, og som oftest danner de perfekte rammer for en fornuftig placering af skjul og lokkefugle på medestænger.
Granrafterne blev skåret til i længden og banket i jorden. Gustav førte et skarpt og nådesløst tilsyn med det udførte arbejde, indtil pælene stod lige. Sidstnævnte var i al sin urimelighed ikke noget nemt projekt. Særligt ikke når han benyttede et stykke af en vissen stængel fra en vild Kørvel som waterpas.
Til alt held skete der noget uventet i den stund, hvor jeg ellers var ved at kaste håndklædet i ringen, fordi den sidste af rafterne fra naturens side var lige så ret som det skæve tårn i Pisa. Gustav begyndte pludselig at samle de tiloversværende stykker raftetræ, som lå som afskær i en bunke. Efter nøje bedømmelse af stykkerne udpegede Gustav et stykke på ca. 20 cm. længde.
Som en soldat får tildelt en kommando, fik jeg nu udleveret mukkerten. Jeg blev beordret til at banke det sidste af vores søm i enden af raftestykket, og efter at denne ordre var eksekveret til fulde, traskede Gustav med hastige skridt i retning væk fra vores lille byggeplads. Tilbage stod jeg så halvmåbende, imens jeg kløede mig selv i nakken og spekulerede på, om jeg muligvis havde sagt noget forkert. Jeg orkede simpelthen ikke en far/søn diskussion over, hvad jeg nu igen ikke havde forstået. Jeg fornemmede hurtigt, at knægten angiveligt havde fået en idé.
Selvstændigt initiativ
Og underholdende skulle det vise sig at være. Med sit raftestykke med søm på gravede Gustav det ene hul efter det andet. Han målte omhyggeligt dybden på hvert enkelt hul og havde også nogenlunde styr på bredden, som svarede til en kagetallerken i slankeudgave. Da der efter ca. 25 minutters hårdt arbejde skulle næsten 3 hænder til at tælle antallet af huller, blev jeg beordret til skue med et “herovre far” hvorefter jeg slæbte mig over og kiggede ned i et af Gustav nøje udvalgt hul. Han løftede omsider sløret for sit projekt. “Det er en duefælde” sagde han stolt. ”Hvis vi ikke opdager duen, og den når at sætte sig på jorden, så ryger den i stedet i en af mine fælder og brækker et af sine ben, eller måske dem begge – Smart ik!?”. Jeg holder utrolig meget af min dreng, men i det øjeblik blev jeg nærmest rørt indeni. Han bliver en jæger af rette støbning, tænkte jeg. Mod til at tænke anderledes og kreativ i sin nytænkning. Det kunne kun blive godt.
Senere på vores vej tilbage til bilen travende op langs markskellet rejste vi en gammel krage, som sad på jorden på bagsiden af skellet. Forskrækket og fortumlet baskede kragen afsted og kvitterede med, at beklage sig højlydt, imens den i en sløv flugt slæbte sig henover marken i 2 meters højde. Gustav konstaterede øjeblikkeligt, at det måtte være en gammel krage, da den ikke en gang havde hørt to jægere, som kom gående og snakkede alt for højt. ”Den må vi hellere få krammet på en anden gang – ik’ far!?” I det øjeblik vidste jeg, at jagten nu var ved at snige sig under huden på ham. Han havde lige lagt en omend meget nem, men i sin fars optik utrolig vigtig plan.
Første jagtdag
1. september skulle Gustav og jeg efter planen have siddet i vores nybyggede skjul.
Det var en vældig god plan. Der var kun én ting i vejen med den. Den virkede ikke. Duerne havde flyttet trækrute p.g.a. et par nyhøstede rapsmarker i nærheden.
Jeg havde i mellemtiden været så heldig at få lov til at regulere på en stor stubmark ca. 600 m. fra, hvor vi byggede skjul og lavede fælder. HER trak duerne. Gustav og jeg muntrede os med at bygge et nyt skjul og grave nye fælder på vores nye spot. Da vi sidst på eftermiddagen havde kæmpet en 2 timer lang og brav kamp mod de blå luftakrobater, kunne Gustav med stolthed i stemmen rapportere, at der lå 11 døde duer. Jeg kvitterede med dobbelt thumbs up, som er noget vi kun gør, når vi sammen har haft en oplevelse i kategorien “fantastisk”. Et kram fik jeg også, og jeg måtte i samme ombæring love og sværge at lære ham alt om al slags jagt. Jeg tror således, at jeg får mit at se til, og det glæder mig meget. At jage er at leve. Og er det sammen med sin søn, så er det hele fuldendt og fuldkomment.
Til min store overraskelse havde han helt styr på, hvordan man sidder, når paradebilledet skal tages. “Som en rigtig mand”, som han selv udtrykte det.
