Buejagt emmer af intensitet og anspændte fremrykninger til meget korte skudafstande. Selvom det først i år er blevet permanent lovgivning, at de store danske hjortearter kan nedlægges med pil, så har buejagten været tilladt på rensdyr og moskusokser i den nordligste del af Kongeriget siden 2012.
Forudsætningerne for den grønlandske buejagt er som følger:
Buen skal være af typen compound med faste sigtemidler.
Trækvægten skal være minimum 60 pund.
Pilens vægt skal være minimum 525 grains (34gram), og pilespidsen skal være fastbladet.
GENERELT OM BUEJAGT PÅ GRØNLAND
Igennem mine tre måneder på jagt i Grønland, nærmere bestemt i områder omkring Kangerlussuaq, har jeg både guidet flere buejægere, og også selv forsøgt mig med disciplinen. Dette har givet mig en grundlæggende forståelse for buejagt i Grønland, velvidende at der selvfølgelig er meget at lære endnu.
Helt generelt kan det siges, at det terræn, man jager i, er meget bakket og i høj grad minder om en blanding af det skotske højland og de norske fjelde. Der er ingen træer i områderne, og det besværliggør selvfølgelig buejagten, hvor det er en stor fordel at have bevoksning at gemme sig i. Til gengæld kan man som jæger bruge bakker, små kløfter, bække, og andre terrænforskelle til at komme tæt på sit mål.
Derfor starter stort set alle buejagter med, at vi på afstand forsøger at lokalisere dyr, som vi vurderer, er placeret et sted, vi kan komme uset til. Helt perfekt er det, hvis vi lykkedes med at spotte en gammel trofætyr, som ligger og sover, gerne alene, eller i så lille en gruppe som muligt. Fordi jo færre dyr, der er i gruppen, jo færre øjne, ører og næser, er der rettet imod jægerne. Vi spotter ofte dyrene på flere kilometers afstand og lægger så en plan for jagten, inden vi begynder at bevæge os mod dyrene.
DEN PERFEKTE JAGT!
Som jægere er der rigtig mange variabler, som vi skal tage hensyn til, og derfor er det sjældent, at en plan lykkedes hundrede procent, som vi havde tænkt den. Dog sker det en sjælden gang imellem, at sol, måne og stjerner, står i ét, og drømme bliver til virkelighed. Denne jagt var en af de gange.
MIN FØRSTE BUEJAGT SOM GUIDE
Kalenderen siger midt august 2023, og jeg skal på min kun tredje jagttur som guide i Grønland og den første, hvor vi skal jage med bue. Vores gæster er en amerikansk gruppe, bestående af fire gode venner, som har taget den lange tur med ønske om at skyde et rensdyr og en moskusokse hver.
En af jægerne, som hedder Garry, ønsker at jage sin moskus med bue og pil.
Garry og hans gode ven, Dave, bliver tildelt mig som guide, og vi planlægger sammen fremgangsmåden for de fem dages jagt. Planen bliver, at vi går ud hver morgen med moskusokser som vores generelle mål, og at vi som udgangspunkt forsøger os med bue og pil i alle situationer. Dog med Dave klar med riflen, hvis vi kan se at, vi ikke kan lykkes med buen. Desuden ved vi også, at chancen for at støde på et stort rensdyr, inden vi finder en okse, er stor, og så må vi selvfølgelig også udnytte denne.
Således går det, at Dave på førstedagen skyder et toptrofæ af et rensdyr, og på andendagen en flot moskustyr.
Moskustyren, har vi ellers ligget under 70 meter fra i 1,5 time i håb om, at han vil bevæge sig mod os og komme på bueafstand. Tyren får dog til sidst vores vind, hvorfor Dave får grønt lys til at nedlægge den med riffel. I situationen var Garry flere gange tæt på at droppe planen om buejagt, for selv at skyde tyren med riffel. Dette får jeg ham dog heldigvis talt fra, da jeg mener, at vi har en god chance de sidste tre dage, især nu hvor fokus kan lægges helt og aldeles på hans ønsker for jagten. På vejen til lejren snakker vi meget om, hvor mange lige ved og næsten chancer, man som buejæger skal igennem, før tingene lykkedes, og hvordan de forstærker glæden, når et dyr endelig nedlægges.
PRESSET ØGES
Dag tre går stille for sig med kun få observationer og halv dårligt vejr. Så presset er ved at være stort, da vi går ud på den fjerde og næstsidste jagtdag, og stadig mangler både rensdyr og moskusokse til Garry. Vi har dog alle et vældigt humør til morgenmaden, og vi kan ikke rigtig forklare hvorfor, men vi er enige om, at der er noget i luften.
Dagen begynder med, at vi sejler fra lejren og dybt ind i bunden af en af områdets store søer. Dette gør vi i håb om enten at spotte okser på søbredden, eller at nå ned til enden af den store sø og udforske et dalsystem, vi ikke tidligere har jaget i. Det sidste bliver tilfældet, og vi parkerer båden efter 30 minutters sejlads og bevæger os ud i hidtil uudforskede fjelde.
Vi går vel 4-5 kilometer, før vi spotter en stor gruppe moskusokser med en meget gammel tyr iblandt. Okserne er yderligere 2-3 kilometer ude, og vi skal gå en stor omvej for at komme om til dem, da de befinder sig på den anden side af en sø.
Vi observerer dyrene en stund og bliver enige om at forsøge os på dem. Vi ved dog, at det bliver en svær jagt, da dyrene står i et fladt og åbent område, og der er mange dyr i flokken. Garry er ved at mærke presset, og han foreslår igen at skyde tyren med riffel, hvis vi undervejs kan se, at planen ikke vil lykkedes. Et ærgerligt, men fair forslag, som jeg går med til, situationen taget i betragtning.
Heldigvis ændrer situationen sig hurtigt! For da vi efter ti minutters gang runder et hjørne i terrænet, spotter vi en lille gruppe på fem okser med en flot tyr iblandt. Disse dyr er noget tættere på og i et område med bedre skjul. Faktisk er den eneste store forhindring, vi kan se, at vi skal krydse en lille elv for at komme over på deres side af søen. Elven ligger lavt, og imens vi krydser, vil dyrene være i stand til at se os. Så vi bliver enige om, at Dave må blive tilbage og observere, imens Garry og jeg vil forsøge os med pürschen.
MED RØVEN I VANDSKORPEN
Efter lidt tid finder vi et sted at krydse elven, hvor vandet ikke ser alt for dybt ud. Vi befinder os cirka 200 meter nedstrøms fra okserne, og vi skal blot krydse den 5-8 meter brede elv, og kravle små 40 meter på den anden side, før vi vil være ude af syne og i god vind resten af jagten.
Så let skal det dog ikke blive! For, idet jeg tager første skridt ud i vandet, fanger den gamle ko i flokken min bevægelse, og alle fem dyr kigger pludselig vores vej. I ren refleks sætter vi os begge på hug, og jeg har nu i bogstaveligste forstand røven i vandskorpen. Dyrene har os låst fast, og vi kan ikke gøre andet end at sidde fuldstændig stille og håbe på, at de falder til ro igen. Sådan sidder vi i 20 minutter med både støvler og bagdel under vand, inden dyrene endelig falder til ro og lægger sig ned for at sove.
NU SKAL DET VÆRE!
Vi krydser hurtigt elven og kravler de sidste meter på den anden side, til vi er ude af syne. Nu er bolden på vores banehalvdel, og vi befinder os i en meget favorabel position. Vi står nemlig ude af syne for dyrene i helt perfekt vind og med den terrænmæssige fordel, vi skal bruge. Vi kan nemlig følge en lille bakkekam helt hen til det sted, hvor dyrene har lagt sig, og komme frem lige oven over dem. Desuden så vi, at tyren lagde sig tættest op ad bakkekammen, så hvis han holder sin position, burde han være det første dyr, vi kommer frem til.
Fuldstændig som planlagt starter vi med at snige os frem ad bakkekammen, og vi kan hurtigt se, at vi nok ender med at komme meget tæt på dyrene, som ligger på en stejl skrænt og derfor er helt ude af syne indtil de afgørende meter. Vi bevæger os langsomt og meget lydløst, da lyd er det eneste, dyrene vil kunne opdage os på.
Efter ti minutter på bakkekammen kravler vi de sidste meter frem mod skrænten og får straks øje på dyrene, som ligger under 10 meter neden for os. Det dyr, som vi er 99 procent sikre på, er tyren, ligger kun seks meter fra os og sover, men hovedet er vendt væk, og jeg kan derfor ikke vurdere på hornene, om det er tyren eller et andet dyr, som har taget dens plads under vores fremrykning. Så i nogle meget nervepirrende sekunder kravler jeg længere om på siden af dyret, indtil jeg kan se det ene horn og den karakteristiske pandebrask. Jeg er nu helt sikker på, at det er den rigtige tyr og giver Garry grønt lys til at tage skuddet.
Tyren ligger som sagt neden for os og med forkroppen vendt væk, og vi bliver enige om, at et skud skråt ind bagfra igennem ryg/skuldre og frem mod brystet er en god ide. Garry eksekverer skuddet fuldstændig som aftalt, og jeg ser pilen bore sig så langt ind i dyret, at kun fanerne stikker ovenud. Tyren rejser sig som stukket af en bi og kigger sig omkring.
Det er helt tydeligt, at den ikke ved, hvad der er sket, men blot har mærket et stik. Sådan står han i ti sekunder, før han begynder at blive svimmel og efter meget kort tid falder om stendød og uden at have tage et eneste skridt! Resten af flokken opdager først, hvad der er sket, da Garry og jeg bryder ud i et jubelbrøl, som sikkert kunne høres i Canada!
En meget intens situation er kulmineret på et splitsekund, og følelserne sidder helt uden på tøjet. Især Garry, som har haft jagten i kalenderen i to år, er meget følelsesladet og kan ikke holde tårerne tilbage. Så jeg trækker mig lidt og lader ham sidde alene ved sin tyr, mens jeg på afstand kan se i hans øjne, hvor meget det har betydet for ham.
Ved opbrækningen af dyret kan vi se, at pilen har taget den ene lunge på vej ned igennem kroppen og nu sidder dybt begravet med pilespidsen halvt nede i hjertet. Et meget præcist skud, som tog livet af tyren, hurtigere end de fleste riffelskud i løbet af sæsonen.
