Frost og sne giver jagten en ekstra facet, fordi det hele er flygtigt og væk, inden man får set sig om.

Foto: Malte Udsen og Steen Andersen samt Nataly Studio/Shutterstock
Poesi: Steen Steensen Blicher

Det er hvidt herude

På jagt i sneBlå himmel. Knirkende sne. Vindstille. Så er jeg i mit es. Jeg elsker at være på jagt i sne. Og jo mere sjældne de rigtige vintre bliver, jo mere længes jeg efter alt det hvide. Både herhjemme og på de fjerne revirer, hvor jeg gennem tiden har været så heldig at slå mine folder.

Kyndelmissen slår sin knude

For den sags skyld må det også gerne være hårdt vejr. For en snes år siden var jeg med dyrlæge, Christian Sonne, på vinterjagt og bjørnefangst med de lokale fangere fra Scoresbysund på den grønlandske østkyst. Det var i april. Christian havde undersøgende spurgt vores lokale kontakt ugen inden afrejsen, om det ville blive koldt den måned, vi skulle være af sted på hundeslæde. Svaret var, at det jo var forår og tæt på at være en badeferie, der ventede.

Tak spids! Den første rejsedag kom vi af sted fra Scoresbysund ud på eftermiddagen med kurs stik syd over den 40 km brede fjordmunding.

Slædehunde med på vinterjagt Da solen gik ned, stoppede vi midt ude på fjordisen. Fangerne fiskede deres store frakker op af slædeposerne. ”Tror du, det bliver koldt nu?” spurgte Christian. Og det gjorde det så. I den milde brise, den klare stjernenat med flammende nordlys faldt temperaturen til under minus 25. Det var koldt, som jeg aldrig før havde oplevet kulde.

Ved midnat nåede vi kysten i dyb sne. Hundene var godt trætte, og vi gravede os ind til hytten på Kap Brewster. Det gav endelig varmen. Her blev vi i to dage og spiste solidt af provianten hver anden time.

Moskus til morgenmad.

Sildepisker klokken 10.

Rensdyr klokken 12.

Sæl klokken 14.

Isbjørn klokken 16

Vi spiste, til tungerne stod os lodrette i halsen. Vi var jo på vej på fangst. Vi skulle mæske os i friskskudt isbjørn om et øjeblik….
Vinterjagtens fangst slog fejl, for vejret slog om. Vi lå vejrfast et par dage efter hver rejsedag. Fremmarchen var langsom. Til sidst måtte vi forceret tage videre sydpå til Steward Ø, hvor er en større hytte og chance for friske forsyninger ventede.

Vi kørte i blæst og fygesne. Vinden tog til, og jeg fiskede mine skibriller op af min paksæk. Den stikkende smerte på øjenæblerne fra de vindoppiskede snefnug forsvandt med det samme. Jeg kunne nyde synet af hundene, der kastede sig over snedriverne og fra tid til anden blev helt usynlige i snefoget.

Hunde der kaster sig i snedrivet

 Overmåde hvas og hård,

Christian var ikke stolt ved situationen og spurgte til mit velbefindende. Jeg svarede lykkeligt og i overensstemmelse med sandheden, at jeg havde det strålende, for der var nu kun en halv snes frostgrader, og som jeg forklarede ham, så havde jeg altid drømt om at opleve sådan en rigtig snestorm.

Scoresby Hammeken
Scoresby Hammeken med et varmt smil på en kold dag.

Der blev jeg så irettesat af Scoresby Hammeken, som kørte Christians slæde: ”Det er først snestorm, når man ikke kan se sine egne fødder.”

Det var hundene, der fandt vej til hytterne på Steward Ø. Vi restituerede et par dage og kørte derpå videre sydpå og fik endelig kontakt med et to jagtbare bjørne.

Fangerne slap deres hunde, som stille bjørnene, hvorpå fangerne kunne drible sig frem til de kæmpende hunde og fælde bjørnene.

Hvidt forneden, hvidt foroven

Vi skinnede de to store dyr på stedet. Spiste os mætte for første gang i en uge. Også hundene fik alt, hvad de kunne æde. Så slog vi lejr. Det var for sent til at finde frem til hytten. Teltene kom op samtidig med, at temperaturen kom uhørt langt ned. Jeg holdt op med at tjekke mit lille termometer, da det fortsatte ned under minus 40.
Inde i Sirius-teltene var der varmt. Så længe primussen kørte. Sekundet efter, at den blev slukket, faldt indetemperaturen til samme lave niveau som udenfor. Det blev en kold nat, selvom vi lå tre mand i hvert telt. Skulder ved skulder.

Nordlyset over teltlejr på vinterjagten
Nordlys over den kolde teltlejr i minus 40oC

Næste morgen forsøgte jeg at få liv i den fine gamle primus. Men spritten ville ikke tænde. Jeg måtte søge råd hos min 17-årige fangerkammerat, som behændigt nok havde placeret sig i midten. Den unge bjørnefanger kunne så fortælle mig, at sprit ikke kan brænde, når det er så koldt. Løsningen er at tage den kolde spritflaske med ned i soveposen – min forstås – i en halv times tid for at få genopvækket den tyktflydende alkohol.

Dyrlæge Christian Sonne med friske prøver fra isbjørnene. Den slags prøver skal opbevares på frost – det var ikke noget problem på denne tur.

Vi klarede skærene og vendte tilbage en fredag aften til Scoresbysund og dansemik. Sådan en vinter glemmer man aldrig.

Christian og jeg var med de fire fangere på bjørnefangst for at indsamle videnskabelige prøver til Christians Phd-afhandling.

Elleve år senere var vi tilbage. I januar. Med et stort forskerhold for at afslutte det, Christian og jeg begyndte på lige i årtusindskiftet. Principielt skulle det være endnu koldere på denne årstid, men klimaforandringerne havde fjernet isen fra fjorden, som nu kunne forceres med jolle. I mellemtiden er Christian blevet professor på Aarhus Universitet, og selvom det er ved at være mange år siden, vi lå arm i arm med de unge bjørnefangere i det kolde telt, så kan vi ikke mødes uden at vende tilbage til den koldeste nat, vi nogensinde har oplevet.

Men det var flot.

Vinterjagt

Pudret tykt står træ i skoven

Som når den danske vinter endelig vender tilbage. Det der grønne mudder, vi er blevet spist af med de senere år i december og januar, lader mig kold. Men kommer der frost og sne, så bliver jeg varm om hjertet.Fodspor i sneen

Sporene i sneen taler sit tydelige sprog og giver bevis for vildtets tilstedeværelse og færden.

Den nyfaldne sne får skovens træer til at tegne sig endnu stærkere mod den frostklare himmel.
Den knirkende sne afslører selv en forsigtig ræv, der forsøger at snige sig bag om driverkæden.

vinterjagt Alt det hvide lys smitter af på humøret, som også bliver oplyst – ikke mindst af jagtkammeraternes gengældte glæde.
Når der er frost og sne, så må jeg bare på jagt. Det er ikke så vigtigt, om jeg er alene eller så heldig, at det flotte vejr falder sammen med en større jagt. Ej heller, om jeg får noget på tasken eller ej. Nej, det vigtige er at være derude. At mærke frosten i næseborene og sneen blive komprimeret under de store støvlesåler.

Når hornmusikken så gjalder i den hvide skov. Når hundene halser inde i drivet, og man kan se sneen stå op i kaskader bag råvildtet, som styrter gennem højskoven. Når skuddet falder, og dyret gør det samme – så er jeg lykkelig og vender glad tilbage til min hjemstavn, hvor sneen ligger dybt –

Som udi i min abildgård.

vinterjagt Vinterjagt

LÆS OGSÅ

Klapjagt på Brahetrolleborg

Perlerne i perlen – grousejagt i det skotske højland

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: