”Pas lige på det hul der!” lød det fra skytten. Vi stimlede sammen og kiggede ned i et flere meter dybt hul med en diameter på næsten en meter. Hvordan det hul er havnet midt i det skotske højland, finder vi næppe ud af, men det bekræfter også kun, at vi er i vild natur, hvor klipperne, lyngen og vildtet har tilpasset sig, og vi som mennesker må se os underlegne.
Perfekt! Jo mere udfordrende det er, jo bedre føles det, når det lykkes. Det gælder i høj grad også ved jagt, og det er bestemt sjovere at samle et bytte op, når man har ydet en indsats for overhovedet at få chancen. Specielt den sidste sætning er vigtig at huske ved dette års grousejagt.
Dårlig ynglesucces
2019 bød på en meget våd sommer for de britiske grouse. Det har taget livet af mange af kyllingerne, som er blevet våde og kolde, og dermed ude af stand til at finde de livsnødvendige insekter. Flere af parrene forsøgte at lægge om, hvilket resulterede i sene kyllinger, som ville få svært ved at klare sig gennem vinteren. Som skyttemedhjælper deltog jeg i tællingerne før sæsonstart. Her så vi mange enlige fugle og par med ingen eller meget få kyllinger – og vi var ikke engang hårdt ramt i dette område. Flere af de andre godser aflyste alle årets grousejagter. Set ud fra et bestandsmæssigt synspunkt kunne det simpelthen ikke forsvares at høste af fuglene. En trist historie, men samtidig også en historie, som netop bekræfter, at grouse er forskellig fra agerhøns og fasaner. Man kan ikke bare sætte nogle flere grousekyllinger ud, man er nødt til at lade naturen producere dem. Forståeligt nok er det som jæger meget frustrerende at se på i år som disse. Et helt års arbejde med hedeafbrændinger, regulering af prædatorer og tællinger ender ud i en meget beskeden høst eller slet ingen.
På grousejagt
Nok om dårligt vejr. De medbragte madpakker er netop blevet indtaget i det grønne, efter at de hele dagen er blevet transporteret bag skyttekæden i en argocat. Efter en lidt mager formiddag er vi derfor alle friske igen, og nu gælder det bare om at få flyttet fødderne og være klar i anden halvleg. Kæden er spredt ud, og hundefolk og ledsagere er blevet fordelt godt mellem skytterne. På trods af, at vi er i midten af september, er temperaturen høj, og solen skinner fra en skyfri himmel. Der er derfor alle gode grunde til at lægge jakken i tasken og nyde en god gåtur i højlandet. Kæden når ikke langt, før lyden fra en lettende grousekok finder vej ind i øresneglen.
Lyden er meget anderledes fra både fasankokkens og agerhønens og kan bedst beskrives med ”org, org, org”. Kokken når ikke meget mere end en snes meter, før eftermiddagens jomfruskud flænger idyllen i højlandet, og fuglen sendes tilbage til heden. Jægeren knækker sin fine side by side bøsse, skifter det tomme hylster ud med en ny ladning bly og vender blikket mod en af hundeførerne. En vigtig del af dagen i dag er, at hundeførerne skal træne deres apporterende hunde. Opsamlingen af fuglene tager derfor sin tid, idet de mange unge hunde hver især skal lære. De gør det dog godt, og alle dagens nedlagte fugle kommer i taskerne.
Unghundene lærer fortsat
Vi fortsætter turen tilbage mod bilerne. I begyndelsen går det ganske udmærket. Der er ikke langt mellem fuglene, og skydningen er god. Der er flere gange faldet mere end én fugl fra samme flok, og selvom to hunde er blevet sendt af sted samtidigt, og enkelte af fuglene ikke har været helt døde, er de lykkedes med at gå efter hver sin fugl og bringe byttet hjem. Hundeførere og skytter har derfor al mulig grund til at være tilfredse med deres kunnen.
Efter en kilometers gang kan det mærkes, at tyngdekraften trækker mere og mere i vildttaskens skulderstrop. Anderledes ser det ud for de skytter, som går lavere i kæden. I dag vil fuglene åbenbart gerne sidde højt, endnu en uforudsigelig faktor på trampejagt efter højlandets små perler.
Højlandet er meget kuperet, og kæden går hele tiden op og ned og snor sig rundt om bakketoppe. Det er således ikke de samme folk, som hele dagen går højt, og chancerne bliver i løbet af dagen fordelt over alle våbenbærere.
Ved hjælp af radioer lykkedes det at holde en linje og få den selvsamme linje styret gennem eller rundt om alle tænkelige og utænkelige udfordringer, som Cairngorm Nationalparks rå natur har at byde på. Perler er normalt kendetegnet ved at være små, men jeg vil alligevel tillade mig at kalde Cairngorm Nationalpark for en perle. Kombinationen af at være et par timers kørsel fra asfalteret vej og udsigten til lodrette og ufremkommelige klippesider, blomstrende lyng, brølende kronhjorte, højtsvævende kongeørne og jagten på hurtigt flyvende grouse kan hurtigt få en til at glemme alt om flade danske stubmarker. Læg derudover til, at man ved, at der venter et godt måltid mad, og at man den følgende nat utvivlsomt vil sove som en sten – efter en hel dag at have brugt sine små danske lavlandsben i et terræn, der snildt kan kaldes udebane. Der er ingen tvivl om, at bentøjet i morgen vil føles lige så stift som den hasselkæp, der i løbet af dagens gåtur virkede som et lille tredje støttepunkt.
Andet vildt
En kongeørn dukker op over en bakkekam et par kilometer ved siden af os. Lige så smukt dette syn er, lige så uønsket er det, når man gerne vil finde en grouse. Når den store rovfugl viser sig, forlader de små hønsefugle området og finder et sted, hvor de er uden for fjendens synsvidde. Det kan være rigtig træls, når alt er timet og tilrettelagt, og den store rovfugl så har drevet området af kort forinden, men dette er et af de vilkår, som grousejagt indebærer. Andre dage kan den måske være en hjælp, idet den har samlet fuglene på det rigtige sted. I dag holder den flyvende konge sig godt på afstand, og den generer os på ingen måde, men bidrager kun til at fuldende dagen. Ud over grouse og kongeørne kan vi også støde ind i urfugle, bekkasiner og sneharer, hvoraf de tre sidstnævnte er jagtbare, men ikke på kortet i dag. I de højest beliggende toppe i nationalparken kan man på en heldig dag sågar finde fjeldryper.
De sidste par kilometer tilbage til bilerne finder vi igen lidt fugle. Vi har nu den lave efterårssol i ryggen, og udsigten ud over området er, om muligt, endnu mere eventyrlig end resten af dagen. Den selvsamme udsigt bliver på ingen måde ringere af lyden af brusende vinger, et par skud, og en efterfølgende velopdragen labrador, der bringer en lille stendød hønsefugl tilbage, som var det det mest naturlige i hele verden. Så har de unge hunde også lært noget i dag, og dermed er halvdelen af dagens formål opnået. Dagens andet formål – at skyde lidt grouse – må også siges at være opnået. I betragtning af, hvordan resten af sæsonen har forløbet, endte udbyttet i den grad over forventning. Det er næppe overraskende, at der er smil fra øre til øre over hele linjen, da vi sidst på dagen når bilerne. Succes kan ikke alene måles på antallet af nedlagte eller observerede stykker vildt. Succes er derimod, når man hjemmefra forventningsafstemmer for derefter at levere langt over denne forventning. Når alle mand har haft godt med chancer, skydningen har været god, hundene har gjort det godt, og alle er tilfredse, er der ikke andet at sige, end at dagen er vellykket.
En nærmere undersøgelse af de nedlagte fugle viste, at kun tre af fuglene var unge fugle. Dette gik igen på alle grousejagterne i løbet af sæsonen. Normalt er langt hovedparten af fuglene unge, hvilket igen er et vink med en vognstang om, at denne ynglesæson har været af værste skuffe. Derudover har det været generelt, at de fleste af de voksne fugle var kokke. Det er nærliggende at tro, at der har været en høj prædation af de rugende høner, hvilket selvsagt heller ikke er godt for bestanden. Vi må nu bare fortsætte vildtplejen og så ellers krydse fingre for, at hønsefuglenes evner til at producere store kuld hurtigt vil rette op på skaden.
Spisefugle
En perfekt dag som denne kan kun blive komplet fuldendt, når man får chancen for at plukke de nyskudte fugle og tilberede dem samme dag. Mere friskt og lokalt kan det ikke blive, og grouse er en fantastisk spisefugl, der specielt gør sig godt i en god gryderet med diverse grøntsager. Af denne grund er det en tradition, at de deltagende jægere får et brace hver. Skotterne tæller ikke grouse i antallet af fugle, men i brace. Et brace er to fugle. Hvorfor de gør det, kan skytterne ikke selv forklare, men det har man bare altid gjort, så det må vel være det, man kan kalde en gammel tradition.
Fakta om vildtpleje
Det er ikke nemt at lave biotopoptimeringer for grouse. Det er vilde fugle, som der ikke er udsætning på. Man kan regulere prædatorer som ræve, krager og skader, og man kan lave hedeafbrændinger, som gennemføres for at at bryde højlandets ensartethed.
Ved at afbrænde nogle enkelte små områder hvert år har man hele tiden hede i forskellige længder, hvilket giver levemuligheder for flere forskellige insekter og dermed fødekilder for kyllingerne. Derudover giver de afbrændte områder mulighed for, at fuglene kan tørre sig, når regnen ophører, mens de kan søge dækning, hvor heden er høj. Endelig gør de tørre grene i de afbrændte områder det sværere for ræven at nærme sig lydløst. Et område er som regel på et sted mellem 100 m2 og 400 m2 og bliver afbrændt med et mellemrum på 12-15 år.
