Agerhøns over stående hund

Foto: Aske Rif Torbensen

Solen er netop brudt frem, da jeg får min første skudchance. Den ene af de to elegante sort-hvide engelske settere stopper brat. Kroppen bremser ubesværet fra elegant løb i høj hastighed til perfekt stiv stand på ganske få meter. Fra den hvide hale med bred fane til det mørke hoved tegnes en perfekt linje, der peger mod jorden små tyve meter længere ude.

Hund nummer to bremser, uden den mindste ansporing fra sin fører, og slutter op om den første stand med en smuk sekundering i god afstand og udpeger det samme punkt. Her er der uden tvivl agerhøns – resten er op til skytternes evner. Det er toppen af stående hunde og deres hundeførere, der deltager her på premieredagen for agerhøns – Der er både tidligere, nuværende og uden tvivl kommende medaljer i det markarbejde, vi har set indtil nu.

Krydssøg i marken

Det regntætte overtøj er lagt i bilerne, og de fleste af os har alle for længst rullet ærmerne en smule op. Vinden er ganske frisk fra sydvest, og stubmarken stadig våd og lidt tung af den regn, der har gjort den første halve times jagt til en spændende, men lidt blandet fornøjelse.

Selvfølgelig kan man skyde agerhøns i regnvejr, men chancerne er færre, når fuglene trækker i tørvejr, og duften på grund af fugtighed ikke spredes lige så let til hundenæserne. De energifyldte hunde er dog nøje udvalgt til at vise os, hvorfor jagt på agerhøns over stående hund er en af de mest æstetiske jagtformer, man kan opleve herhjemme.

Denne mark har, som den foregående, været udsat for et grundigt krydssøg af to hundeformede lyn i konstant og meget hurtigt tempo. Til tider er de blevet dirigeret med høje fløjt og store armbevægelser, men det meste af tiden har de autonomt og metodisk afsøgt markerne, som om samtlige sprøjtespor var et netværk af veje, hvor de hvide striber skulle tegnes op igen.

Hundenes næser er som et sejl konstant mod vinden, der spreder duftsporet fra de små gråbrune agerhøns, som trykker sig næsten usynlige mod marken. En fugl hvis størrelse, fjerdragt og farver udgør den perfekte camouflage mod efterårets mark-underlag og derfor må betegnes som et særdeles værdigt bytte. Var det ikke for de dedikerede hunde, travede vi stadig på første halvdel af den første mark og måtte uden tvivl gå hjem med uforrettet sag. Der er allerede skudt to fugle, og dette er min egen første reelle skudchance.

Skarp stand

To ivrige og skarpe hundesnuder udpeger ganske vist retningen for fugleflokken, men agerhønsene er ikke synlige for mig, mens jeg i roligt tempo og med en smule godmodighed bliver dirigeret hen til, hvad der uden tvivl må betegnes som kongepladsen.

Her ender jeg med ryggen mod et lille bondehus, der er omkranset af høje, slanke træer. Den varme sol og den friske vind er lige i ansigtet. Udsigten er fin, skråt foran hunden, der er frit skud til begge sider. Pladsen anvises med en stille formaning om at holde god afstand til både hunde, skytter, hundeførere og huse.

På kongepladsen venter jeg med tilbageholdt åndedræt, nu flankeret af en ekstra skytte, i hvad der føles som en lille evighed. Da hundeføreren, sådan lidt henkastet, omsider giver et diskret tegn til hunden om at avancere, sukker min krop af lettelse, og så går det pludselig stærkt: Fuglene er slet ikke, hvor jeg har forventet, men letter i to klumper med en lille støvsky og støjende vingeslag på få meters afstand fra hunden.

Skuddene falder

Jeg venter med at kaste geværet til kinden, da både hund og hundefører står i vejen. Hovedparten af fuglene går sidelæns fremad i meget lav højde, hvor jeg ikke umiddelbart kan komme til skud. En enkelt vælger den besværlige vej opad og henover mit hoved i god højde.

Det er ikke en tosset skudafstand og ikke en dårlig skudsituation, men det lykkes mig alligevel at brænde det første skud af, helt uden at fuglen opdager det. Det næste skud er selvfølgelig klar i aftrækkerfingeren, men på det tidspunkt er fuglen steget så meget, at jeg blændes af solen.

Jeg drejer i stedet med rundt og gør klar til et højt bagskud. Ned skal den da, og det kommer den også. Men fuglen snyder med en fin rulning uden om de høje træer, og mit andet skud gør ikke meget andet end at løsne et par fjer.

Mit andet skud er knap faldet før naboskytten i et elegant sideskud fra seriøs afstand fælder den nu ret hurtigt-flyvende agerhøne, der omgående folder sammen og falder tungt til jorden. Hunden springer frem og henter fuglen, der afleveres prompte.

Jeg må hive lidt efter vejret, da verden igen går ned i normal hastighed, og traske hen til skytten, måske en smule slukøret over mine egne evner. Jeg giver ham uden tøven et stort varmt håndtryk og komplimenterer den flotte skydning. Han undskylder ærbødigt, at han blandede sig, men vurderede, ganske korrekt, at mit skud ikke var helt perfekt. Det her er tydeligvis en gentlemansport!

Premieredag i Bramming

Det er søndag formiddag i Bramming, lidt øst for Esbjerg. Engelsk Setter Klub fylder 100 år og har inviteret os til jagt på agerhøns over stående hund. Desværre er flertallet af de stående jagthunderacer i tilbagegang, men netop den engelske setter er faktisk i fremgang: Antallet af stambogsførte hvalpe er stigende, og det samme er medlemstallet i Engelsk Setter Klub.

Vi deltager med en god blanding af opdrættere, bestyrelsesmedlemmer og dommere fra diverse markprøver på afslappet hjemmebane. Her går de på jagt med deres egne tidligere, nuværende og måske kommende præmiehunde. Jeg siger ikke, at det er løssluppent eller uden spænding – Der hersker tværtimod en årvågen professionel entusiasme om disse hunde og netop denne jagtform. En afslappet legeplads for de passionerede; et sted, hvor man viser sig frem og bliver målt og vejet.

Jeg har ikke selv jagthund, men er vokset op på en gård med solide ruhårede hønsehunde, uden markprøver eller medaljer, så de stående hunde er bestemt ikke fremmede for mig. Det er graden af seriøs målrettet træning til gengæld. Jeg har aldrig oplevet hunde, der konsekvent og til tider endda helt uden anvisning dækker af, når fuglene letter.

Selvfølgelig er der enkelte svipsere i løbet af dagen: Hunde, der ikke helt forstår, hvorfor vi undlader at skyde de fugle, de har fundet, og selv bestemmer sig for at følge dem ind i næste kirkesogn. Eller overivrige hunde, der ødelægger standen for andre hunde. Det er mennesker og dyr, vi har med at gøre – og jagt i al dens herlighed.

Hundenes arbejde

Vi er to dedikerede skytter, en fotograf og seks hundeførere på markerne denne søndag. Et par af hundeførerne medbringer også geværer og indtil flere hunde i fri udskiftning. I starten er det nemt at overskue, men efter et par udskiftninger mister jeg overblikket over antallet af medbragte hunde.

To hunde er konstant i søgning i marken, og der udskiftes løbende, når næsen trættes, og energien daler. De gamle hunde løber med afmålt hastighed helt ud til hjørnerne og ofte langs skel og hegn, hvor erfaringen fortæller dem, at fuglene normalt opholder sig. De unge utrænede hunde er fulde af energi, voldsomt ivrige, løber på kryds og tværs og har mindre tålmodighed – derfor er enkelte udstyret med en lang line, så hundeføreren kan nå op bag dem og hjælpe med standen, mens skytterne haster på plads.

På tredje mark stopper en af disse unge hunde pludselig i en lidt nervøs stand langs et halvbredt markskel med højt græs og buske. Jeg er fremme med jagtgeværet og overhaler hunden små femten meter ude, inden hundeføreren indhenter sin hund bagfra og griber i den lange line. På modsatte side af skellet kommer den anden skytte pilende og slutter op i et omvendt v.

På min side af skellet kan jeg tydelig se en lille flok agerhøns pile fremad i stubbene foran hunden, der spændt som en fjeder bevæger sig frem i små ryk sammen med fuglene. Jeg lurer på de mere erfarne jægere tidligere og bevæger mig med fremad, når hunden avancerer i ryk. Det er ikke smart at bliver efterladt bagude, hvis fuglene vælger at løbe et godt stykke før de letter – så gælder det bare om at følge med.

Min første agerhøne

Pludselig letter de forreste fugle små 30 meter ude. Jeg er ikke langt nok fremme til et godt skud, men synes, støttet af hundens fortsatte fokus, at der mangler et par stykker. Så jeg lader dem flyve og holder geværet afsikret, klar ved skulderen, og koncentrerer mig om området lidt tættere ved hunden og mig. Hunden har stadig fuld fokus på jorden, og da jeg fornemmer bevægelse på hunden, ser jeg også en enkelt agerhøne, der nu har bestemt sig for at smutte efter de andre.

Denne gang står jeg perfekt for fuglen og lader geværet skyde helt af sig selv. Det giver ofte de bedste resultater, når ens tanker ikke kommer i vejen for et skud. Således også denne gang – et enkelt skud, da fuglen er omkring tyve meter ude, fælder den i flugten mod himlen, og den er forendt, før den rammer jorden.

Hunden, der har været dækket af, får nu tegn til at apportere. Den springer frem til stedet, hvor fuglen ramte jorden, samler den op i løb og returnerer stolt til hundeføreren i en overstadig bue, hvor den sætter sig og afleverer i suverænt flot stil.

Det her er min første agerhøne, så jeg aflader geværet og tager det under venstre arm, mens jeg ærbødigt tager hatten af og modtager den lille fugl med stolthed, efterfulgt af et stort varm håndtryk. De nærmeste kommer ilende til og ønsker mig tillykke. Der er fin tid til at genfortælle historien, også da jægerne fra modsatte ende af marken støder til, og også selvom de helt sikkert har hørt den samme fortælling fortalt utallige gange før. Stående midt på en efterårsdoven solberiget stubmark omgivet entusiastiske jægere og deres prægtige hunde.

Denne samlede jagt-situation er ganske enkelt frugten af deres utallige træningstimer med hundene. Ikke bare byttet, fuglen i hånden, men hele situation fra hunden slippes, over søgningen, til den majestætiske stand, afgivelsen af skuddet og den hurtige apportering og aflevering af agerhønen. Intet kan undværes, det hele skattes højt alle de steder, hvor denne jagt form stadig kan nydes.

Fra stående til stødende hunde

Mens frokosten gøres klar, tager enkelte af os en mark ved siden af hytten. Fem overstadige heste hilser vrinskende på os, da vi ankommer, og to hunde bliver straks sluppet til eftersøg. Inden vi har krydset halvdelen af græsmarken, er der lettet tre flokke af fugle og nedlagt en enkelt.

Det er de unge hunde, der får lov at strække sig her på den sidste mark før frokost. Vinden er hård, og regnen er netop stoppet. Måske er det medvirkende til, at en del fugle letter, når de smukke hunde løber forbi dem i fuld galop. Måske har vi stødt på en vild flok – de trykker sig mindre gerne og er derfor sværere for hundene at fange i stand.

En enkelt flok letter og lander igen nær et hegn ind til nabomarken, små 200 meter ude. Jeg holder fokus på stedet, hvor de lander, mens vi langsomt driver marken af med hundeførerne. Som den første når jeg området og holder lidt afstand i forventning om en god stand. Men igen letter fuglene, da begge hunde passerer i løb små tredive meter fra dem med vinden i ryggen.

Fuglene stiger flot opad mod vinden og kommer fri af hegnet. Jeg afsikrer og skuldrer haglgeværet, da jeg ser den første bevægelse tæt ved det sted, hvor jeg fornemmede, at de landede. Mine ører hører lyden fra deres vinger, mens geværet rammer kinden og følger dem opad mod solen. Denne gang vælger jeg den bagerste, følger med bagfra, trækker igennem og lader skuddet gå.

Fuglen smider en stor sky af fjer og slår en akrobatisk kolbøtte i luften, men flyver alligevel videre i en stor cirkel med benene strakt helt ud. Jeg gætter på et hovedskud og lader fuglen dale til jorden, hvor den bliver modtaget af en ung hund, som griber den i luften. Sikke et syn. De andre er ikke nået frem til stedet endnu, da hunden passerer mig stolt i fuld galop med en fugl i munden. Ikke en tosset måde at gå til frokost på.

Friske hunde

Efter en solid jysk frokost med masser af grin, en enkelt sang og afsluttende lagkage med kaffe starter vi mætte og lidt dovent på en stor mark. Bilerne bliver parkeret i det hjørne, hvor vinden bringer færten fra fuglene direkte mod os.

To hundeførere slipper deres hunde og lader dem afsøge skel og mark i store elegante sving, hvor ingen sten bliver efterladt uden, at duftsporet har væres forbi de stærke næser. Jeg vælger at gå med den anden skytte i midten af de friske hunde for at være klar, hvis der skulle komme en god stand.

De resterende hundeførere bliver stående ved bilerne, hvor de har fuld udsigt over marken og henkastet følger med, mens piben stoppes, snakken går ivrigt, og frokosten bliver fordøjet. Efter fem minutter bliver den ene hund skiftet ud, i hvad der må betegnes som en flyvende udskiftning. Mens jeg kigger væk, har en af hundeførerne byttet plads med en ny hundefører fra den ellers stillestående flok af jægere. Hunden er nu hvid og brun, og fjederen er tydeligvis blevet trukket helt op efter en lang pause i bilen, hvor vi andre spiste frokost. Den nye hund fortsætter, hvor den først slap. Ikke et dansetrin er gået tabt i udskiftningen.

Afslutning med doublé

Det bliver den nye friske hund, der efter et par runder får den første stand. Anden hund tager sekundering kort efter med lidt assistance fra hundeføreren, og som skytte er det med at få benene på nakken og komme op på siden af hunden.

Denne gang ankommer jeg først og ser bevægelse fra et par fugle, der trykker sig, inden jeg stopper helt op. Det er bestemt ikke tosset at vide, hvor fuglene vil lette fra, for nu kan jeg placere mig i perfekt afstand og med et godt frit skudbillede til fuglene.

Jeg holder et halvt øje på hunden og afsikrer, da jeg ser, at den får tegn til at gå frem. Fuglene svarer, som de skal, og letter omgående i den retning, jeg har forventet. Geværet rammer kinden, og jeg kan mærke, at skuddet er godt, allerede inden den forreste fugl falder til jorden.

Geværet finder selv den næste fugl i flokken, følger den kort, passerer fuglen i flugt, pegefingeren krummer sig, løsner endnu et skud, og fuglen falder til jorden, ikke langt fra den første. Det bliver en perfekt doublé! Nu kommer de resterende jægere ilende til og ønsker mig tillykke.

Jeg har taget det åbenbart velsignede og stadigt rygende gevær under venstre arm, hatten i venstre hånd og er klar til at modtage både fugle og håndtryk med den højre. Hvis ikke solen allerede var fremme, kunne jeg nok oplyse marken af bar stolthed. De resterende marker byder på endnu flere fugle og eminent flot hundearbejde, men mæt af oplevelser og fast besluttet på at slutte på en god skydning falder jeg måske en smule tilbage og lader andre skytter komme til.

Jagt forbi

Vi tager en mark mere og kalder det derefter en god jagtdag! Det ender med 13 agerhøns, smukt arrangeret på parade ved jagthytten. Alle stiller op med indtil flere hunde hver til paraden. Her er de stolte jægere nede på knæ, tæt sammen med deres hunde, der stråler af jagtglæde.

Det er der, at jeg opdager det reelle udbytte af jagtdagen: ikke de 13 agerhøns, men båndet mellem hund og jæger, der er blevet styrket med endnu en fælles oplevelse. Du kan blive inviteret med som skytte og have en helt fantastisk jagtdag, men uden en jagthund er du stadig bare tilskuer.

Turen tilbage til Sjælland er lang, men der er en fuld dag med jagthistorier at udveksle med fotografen. Og med fem agerhøns nedlagt på min debutjagt er mit smil nok ikke til at tørre af lige med det samme. Denne jagtform kunne jeg godt gå hen og blive afhængig af!