Foto: David Granskog
Agerhønsejagt er en fantastisk jagtform. Det har jeg syntes i flere år, og særligt samarbejdet mellem hund og fører er helt fantastisk at følge, når man som jeg er med som skytte. Hvordan hunden afsøger et område, mens føreren dirigerer, og samspillet fungerer – det er noget helt særligt. Det var med de billeder på nethinden, at jeg tog ned på vores jagt. Her har vi fået en enestående 
mulighed, da den lokale ruhårsklub med stående hønsehund har sat agerhøns ud på vores terræner. Klubben træner på terrænet, og når jagttiden starter, afholder vi jagter, hvor klubben lægger hunde til, og vi stiller med skytter. Det er en virkelig god aftale, som alle parter er glade for. Det var årets første jagt af denne slags, hvilket altid sætter forventningerne højt.
Ruhårsklubben
Som vi stod der på gårdspladsen og fik parolen, kunne jeg ikke lade være med at kigge nærmere på ruhårsfolkene og deres hunde. Det var virkelig nogle flotte hunde, som alle var meget klar til dagens jagt, hvilket tydeligt kunne høres under parolen, hvor det til tider kunne være vanskeligt at høre, hvad først formanden sagde, og derefter formanden for klubben sagde, da hundene gerne ville give lidt lyd med. Parolen var egentlig relativ simpel, på en lang række skulle vi gå ud over markerne, mens hundene skulle søge området foran os af, og når der var stand, skulle skytterne op på hver side af hunden, og så skulle der skydes, når fuglen fløj, mens der var fuld fokus på sikkerhed både med hund, skytter og de andre hunde, ja det lød jo egentlig simpelt nok. Der var god optimisme hele vejen rundt, for klubben havde trænet på områderne, så de vidste måske også, hvor der var størst chance for at finde agerhønsene. Det var dog ikke så ligetil, kunne jeg forstå, for fuglene var ikke længere i flokke, man havde spredt sig ud på par og små flokke, så mulighederne var også spredte. Men jagt er jagt, så vi tog det, som det kom.
På jagt
Vi startede faktisk ud lige ved siden af hytten. Her var der en lille græsmark, hvor der ofte havde været fugle. Og ganske rigtigt, så opstod der en situation, som de kalder det i klubben, hvor der er fugle for hunden. Skytterne løb frem, men fuglene sad endog meget løst, så de startede hurtigt, og skuddene havde ingen effekt. Men nu vidste vi, at der var fugle, og at mulighederne nok skulle komme, det lovede godt for dagen.
De andre gange jeg har været på agerhønsejagt, har vi ikke været mere end et par mand med et par hunde. Det gav en jagtform, hvor vi gik lidt frem og tilbage på markerne. Den form var det ikke denne dag, for vi havde 8 mand med hunde og 6 skytter, så vi dækkede nærmest marken i bredden. Det betød, at det lidt mindede om en almindelig markjagt, hvor man i en kæde tramper over markerne, mens hundene arbejder.
At gå på jagt
De fleste jagtdage, jeg har, er jeg ikke specielt aktiv. Enten sidder jeg i et skjul, eller også bliver jeg bragt rundt af en traktor med vogn, hvor jeg så står som skytte. Oftest står jeg mere på jagt, end jeg går på jagt. Sådan er det ikke med agerhønsejagt, for her skal der virkelig gåes på jagt. Vi gik og gik og nåede i løbet af denne dag hen over mange marker, og derved fik vi gået flere kilometer. Det var egentlig rigtigt rart, for så oplever man også mere, end når man sidder eller står og venter på, at noget sker.
Vi havde faktisk gået en hel del, og der var ikke sket så meget. Der havde været nogle situationer, men hver gang havde fuglene siddet meget løst, så selvom det var kommet til skud, var det nogle meget lange skud, og derved var der ikke leveret nogle fugle.
Jeg selv havde ikke haft noget for, og de muligheder, som havde været i min side af drevet, var helt ude i den ene side.
Hundearbejde
Det vigtigste ved agerhønsejagt er hundene og deres arbejde. Det var tydeligt, at selvom alle hundene var ruhårede hønsehunde, så havde deres ejere lidt forskellige strategier for, hvordan deres hund skulle søge. Nogle gik i små ottetaller, hvor deres ejer ufte guidede dem til at komme tilbage. Andre havde noget større ottetaller, og det gav et godt mix af hunde, som var tæt på, og andre som var lidt længere væk. 
Og når der ikke lige er stand der, hvor man selv går, så var det en fornøjelse at se, hvordan hundene og deres førere arbejdede sammen.
I ugen op til vores jagtdag havde der været typisk september-regn, med kraftige byger. Det havde vi nok set på med en del uro, for fært er helt afgørende for, at denne jagtform kan lykkes, og det er temmelig vanskeligt i regnvejr. Men vi var rigtig heldige denne dag, for vi havde tørvejr hele dagen, og ud på eftermiddagen kom der endda noget sol, så vejret var virkelig på vores side denne dag.
Efterhånden var hundene ved at være lidt brugte, og vi var nået til vejs ende på den første store mark, hvilket jo gav god anledning til at holde frokost, hvilket vi gjorde ved at drive en lille mark af op mod hytten. Det viste sig at være den eneste mark, hvor vi ikke fandt agerhøns denne dag.
Den sikre såt
I det dejlige vejr var det helt oplagt at holde frokosten foran hytten og nyde solskinnet, så mens hundene fik sig noget at styrke sig på og måske en blund, kunne vi andre gøre ligeså. Det er en af de dejlige ting ved denne jagtform, at der er utrolig god tid. Der er ikke nogen, som står og venter på en, så man kan tage det i sit eget tempo. Og mens vi nød frokosten, var der rig mulighed for at blive klogere på, hvad der var vigtigt i forhold til denne jagtform, og hvad ens jagtkammerater ellers gik og lavede.
Indtil videre lignede denne dag overraskende meget de andre agerhønsejagtdage, jeg har haft, nemlig med masser af frisk luft, kilometer i benene, dygtige hunde og ingen fugle i galgerne. Men alt det skulle ændre sig efter frokost.
Kontakt
Når frokosten lige er kommet på plads, skal der som regel gå lidt tid, før der igen er fuld koncentration på under jagten. Det var der dog slet ikke tid til denne gang, for vi havde ikke gået mere end fem minutter, så var der kontakt. Jægerne skyndte sig på plads, og denne gang sad fuglene lidt fastere, så skytterne nåede helt på plads, hvilket gjorde, at da fuglene fløj, kunne to af de mest erfarne jægere i konsortiet sammen nedlægge dagens første agerhøne. Det er jo altid dejligt at få en fugl, så vi også kunne bevise, at vi altså havde været på jagt efter agerhøns. Fuglen var faldet temmelig langt fra kæden, så hundene måtte arbejde lidt, før de fik fundet fuglen og bragt den tilbage. Nu havde troen på, at det altså godt kunne lade sig gøre, også forplantet sig til mig, og det var lige i rette øjeblik.
Chancen
Jeg var netop kommet over en dyb grøft, havde rejst mig igen, og fået patronerne i igen, da jeg så det brune glimt fra venstre komme over imod mig cirka 35 meter ude. Der blev også råbt, tror jeg nok, for jeg var fuldt fokuseret på, at hundene og jægerne ikke var i vejen, så jeg trak op på agerhønen, fulgte den kort og trykkede på aftrækkeren. Agerhønen stoppede sit flyv og rullede sammen på jorden. Når sådan noget sker, er det som regel helt på rygraden, at man skyder, og det er virkelig en fornøjelse at få den. Det var den anden agerhøne, jeg nogensinde har skudt, og også den anden fugl denne dag. Fuglen blev flot afleveret til ejeren, og begge så glade ud, hvilket jeg også selv var. Men der skulle komme mere endnu.
Træerne vokser ikke ind i himlen
Nu var vi i mellemtiden nået frem til dagens sidste mark, hvor agerhønseremisen ligger, og med det navn tænkte jeg, at der var grund til optimisme.
Det var der så sandelig også, for vi var næsten ikke startet, før en flok på 5 gik på vingerne og fløj et stykke ind på marken. De var landet lige rundt om hjørnet i en lille lavning, og sammen med hundeføreren, som jeg delte venstre kant med, gik jeg hastigt frem og kom foran hunden. Det betød, at jeg kunne skyde, når der var stand. Det nåede der desværre ikke at blive, for da hunden kom tættere på, fløj fuglene, men de var på fint skudhold. Måske var det fordi, jeg netop lige havde haft et godt skud, at jeg på det groveste leverede to blanke forbiere til denne flok.
Og ikke nok med det, for da vi 100 meter længere fremme havde kontakt igen, og jeg fik endnu en mulighed, sandelig om jeg så ikke igen skød to blanke forbiere. Jeg kunne jo altid forklare mig med, at dette skud til agerhøns er helt anderledes end de andre skud, jeg normalt laver, for skuddet er oftest, når fuglene går frem og skarpt ned, og derved skal der skydes under dem, men det korte af det lange er, at skydningen ikke var god nok til at levere fuglene. Det vil man jo gerne som skytte kunne, når nu alt forarbejdet er lavet, men sådan er jagt jo også nogle gange.
Der var flere situationer på denne mark, men desværre lykkedes det ikke at få flere fugle på paraden.
Afslutning
Hundene havde arbejdet hårdt og over et stor terræn, så de var ved at være trætte for dagen. Vi andre kunne også godt mærke, at det her med at gå på jagt, måske var noget vi burde gøre lidt oftere, for benene var da lidt ømme. Status på dagen blev en masse agerhøns, med en del situationer og to fugle på paraden. En skøn dag med jagtivrige stående hunde var slut, og selvom jagten måske mest er for hundenes skyld, for jeg har sjældent set gladere hunde på jagt, så var det nu også en god jagtform for os andre. Den vil jeg meget gerne prøve igen, for det er en fornøjelse at se det gode hundearbejde og mærke naturen på klos hold en hel dag. Jeg var ovenikøbet så heldig, at jeg fik lov til at tage begge fugle med hjem, og dem glæder jeg mig til at spise med min familie.
