Foto: Ole Skree Nielsen samt Erik Mandre, Ivan Rahouski og Lubos Chlubny fra Shutterstock.
Med regn og slud piskende mod vores morgenblege ansigter forsøger vi ihærdigt at finde hoved og hale i alt vores udstyr, som ligger hulter til bulter på et dårligt oplyst bagsæde i min bil. Jeg kan høre Jonas mumle og småknurre over, at han ikke har fået sine overtræksbukser og vanter med. Stemningen bliver bestemt ikke bedre, da han under min gående og ultrakorte briefing om vores plan for morgenen melder, at hans håndkikkert ”vist nok” ligger derhjemme. I forvisning om, at Jonas ville have styr på sit grej, har jeg denne morgen valgt at skåne min egen kikkert for den silende regn. Ikke desto mindre må jeg anstrenge mig til det yderste for ikke at virke p…. irriteret over den ringe grad af forberedelse, som Jonas udviser.
Da vi kommer fri af den lægivende bil og den tilstødende grøft, bliver Jonas nu for alvor mindet om vigtigheden af at have styr på sine beklædningsgenstande. Vind og vand går hurtigt gennem hans københavnerstramme jeans, og ud ad øjenkrogen kan jeg fornemme, at han trækker sine skuldre helt op til ørerne – hvad end det nu måtte hjælpe. Han tænker nu kun på én ting – nemlig at komme op i tårnet, som kan skimtes ca. 500 meter mod nordøst – godt gemt væk i en lille tæt remise. Det luner Jonas, da jeg hvisker, at tårnet både har vindtætte sider og bund og med åbningen i den ”rigtige retning”, og for en kort stund falder hans skuldre ned, hvor de almindeligvis bør være placeret.
Dårlig forberedelse
Man kan undre sig over, at en gut som Jonas i det hele taget kan præstere at glemme vintertøjet. Med bopæl i Canada, hvor -30 grader i vinterhalvåret er ligeså almindelig hverdagskost som lorteblespanik hos førstegangsforældre, ved han, at det kan være livstruende at bevæge sig udenfor uden korrekt påklædning. Som den i-sig-selv-hvilende københavnertype Jonas nu er, er hans holdning lige i situationen, at ”det er da ikke et problem” – ”Det er fint nok”… Senere skulle piben få en helt andet lyd.
Undre sig kan man i høj grad også over, hvorfor jeg som god ven til Jonas egentlig tog den beslutning at tage på riffeljagt efter råvildt på en dag som denne, hvor man allerede under udstigning af sengen tidligere på morgenen, har svært ved at skubbe dynen til side i mere end 2 sekunder, fordi man udsættes for soveværelseskølig luft på sine varme tæer. Når man gentager denne manøvre adskillige gange og efterfølgende står op og får en mindre depression over lyden af dråber, der pisker på køkkenvinduet, ja så må der være et eller andet, der gør, at man alligevel begiver sig af sted. Passion for jagten, begejstring over at skulle tilbringe tid med en god ven, forventningens glæde, eller som det er tilfældet her – alle 3 ting og lidt til.
For at nå uset til tårnet kræves der flere ting. Først og fremmest skal vi bevæge os i et tempo, som vil få selv den dovneste snegl til at føle sig et halvt hustag højere. Derudover er marken, som vi skal krydse denne morgen, belagt med 4 cm. våd tøsne, der ligger som et hvidt tæppe hen over afgrøden, som en stærk kontrast til især Jonas’ blå jeans.
Dårlige odds
Allerede efter at have gået ganske få minutter bliver vi enige om, at vi må være de eneste på egnen, der er ude, og vi sludrer lidt om, hvad dagen ellers skal bruges på – ud over at tørre tøj. Da vi er små 300 meter fra tårnet, og jeg netop har besluttet mig for at navngive Jonas ”hr. løbenæse”, spotter jeg i samme øjeblik hovedet på en rå, som står og sikrer mod en stor remise. Jeg føler en stor tilfredshed over, at vi har formået at bevæge os på åben mark uden, at dyret har anet uråd, men i samme øjeblik drejer råen hovedet i retning mod os. Jeg hvisker ”stille!” til Jonas og strækker armen bagud. Jonas kender mig godt nok til at vide, at armen kan oversættes direkte til ”Frys øjeblikkeligt”, eller ”bevæg dig og dø!” Råen stirrer på os i noget, der føles som en evighed, og trods behovet for at drøfte og korrigere vores slagplan tør vi end ikke hviske til hinanden. Noget bør dog gøres… I én og samme bevægelse sætter vi os begge synkront og i superslow-motion på knæ og føler os lidt mere komfortable, da underkroppen nu sløres en smule af den snedækkede efterafgrøde. Vi er spottet og hermed låst i vores nuværende position. ”Det kan heldigvis kun blive bedre fra nu af”, hvisker jeg forsigtigt til Jonas uden at virke for opgivende. Så sker det utænkelige – råen vender sig og går ind i remisen. Den noget pindede og alt andet end tætte remise, som ikke er meget mere end 10 x 15 meter, gør det muligt for os at betragte silhuetten af råen, der nu langsomt bevæger sig mod remisens midte. Vi træffer en hurtig beslutning – Jonas rækker sin riffel frem til mig i håb om, at vi kan bevæge os stille og roligt fremad, imens jeg gennem sigtekikkerten observerer, hvornår råen har hovedet oppe og nede. Til min store forbløffelse er oplevelsen ved at se i sigtekikkerten den samme som at kigge gennem et lettere brugt stykke madfilm. Jeg konstaterer hurtigt, at det er våbenolie, der er på linsen, og da jeg efterfølgende med en halvfugtig stump tøjgenstand forsøger at redde os ud af pinen, bliver det bare værre og værre. Satans! Vi bevæger os nu langsomt frem, imens jeg i desperation forsøger at tørre oliefilmen væk. Jonas virker en nu anelse slukøret, og selv mærker jeg, hvordan jeg pludselig føler varmen brede sig, som lå jeg storsvedende på en solvogn på et tyrkisk resort i august måned – kortvarig frustration. Optimismen kan kun meget svagt anes.
Mod alle odds lykkedes det os at bevæge os meget forsigtigt og lydløst frem. Vi overvejer på et tidspunkt at blive liggende, men efter en kort rådslagning beslutter Jonas sig for, at et skud på den nuværende afstand på ca. 180 meter ikke vil være forsvarligt.
Jeg har stor respekt for Jonas’ beslutning, og for en kort stund går mine tanker tilbage til det sene efterår 2017 på en kold og vindblæst dag på et mosbevokset klippeudspring i Ontario, Canada. Her var jeg inviteret på jagt efter whitetail og sortbjørn sammen med Jonas og hans forholdsvis nye jagtkammerater – En håndfuld indfødte canadiere, som lever og ånder for jagt. Jeg husker, hvordan Jonas skilte sig markant ud ved at være utrolig etisk og moralsk velfunderet i alle henseender, og hvor vi i de dage, vi jagede sammen, drøftede, hvornår et skud er forsvarligt, og hvornår det ikke er. Særligt skudafstande har Jonas altid været særdeles opmærksom på. Hans holdning er klar – kend dine begrænsninger i forhold til den givne situation.
I bedste snigerstil får vi os manøvreret ind på små 130 meter fra remisen, og nu ser vi pludselig et dyr mere. Dyret går mod remisens venstre kant og sætter nu også råen i bevægelse. Et tredje dyr går nu ud og er fri af remisens venstre kant, og vi må handle hurtigt.
Så er det nu!
I ly af mig flader Jonas stille og roligt ud i bedste bænkebiderstil og ligger nu fladt på marken. Jeg lægger mig på tværs foran Jonas, som får lagt sin riffel an på min lænd. I samme øjeblik er endnu et dyr gået ud mod venstre, og vi kan nu konstatere på kroppene, at der er tale om 2 lam. Med afsæt i dagens parole behøver Jonas ikke benytte den sparsomme tid på at vurdere kønnet på dyrene, men i stedet er der tid til at finde sig selv og gøre sig det mest muligt komfortabelt. Solen er for længst stået op, og jeg indskærper for Jonas, at det er nu eller aldrig! Vi aftaler, at Jonas skal hviske til mig et par sekunder før, han afgiver skud. Planen er, at jeg så skal holde vejret, indtil der er afgivet skud. Efter kort tid ude i det åbne beslutter lammene sig for at gå ind i remisen igen, fordi råen i mellemtiden er begyndt at bevæge sig mod højre. Jeg overraskes af skuddet, som pludselig går. Jonas´ arme ryster voldsomt – jeg drejer hovedet i retning mod skudstedet. tre dyr løber lidt ud på marken og efterfølgende bag om remisen mod højre. Kun to dyr kommer fri af remisen igen. Det er svært ikke at være begejstret.
Mødet med dyret
Vi bevæger os frem mod skudstedet og konstaterer på schweissen, at dyret er hårdt ramt. Det er en nem opgave at følge blodsporet, der går bag om remisen – og her ligger dyret – et fint bukkelam. Vi bryder ud i jubel som skolebørn til karamelkast på sidste skoledag. Jonas går de næste minutter i ren eufori rundt om sig selv adskillige gange, imens vi tager et kig tilbage ud over den golde mark, som gav alt andet end optimale forudsætninger for at lykkedes med det, som vi nu pludselig har succes med alligevel. I sin vaden rundt om sig selv fortæller Jonas begejstret, at han allerede glæder sig helt enormt til at drille jagtkammeraterne derhjemme. Jonas pointerer, at han og hans canadiske kammerater gennem den netop afsluttede jagtsæson for whitetaildeer har brugt næsten 75 timer i den bidende kulde i jagten på den sky whitetail. Han betegner det som værende nærmest surrealistisk, at vi denne morgen bevæger os ud i forholdsvist dårligt vejr med alle odds imod os og alligevel har succes med det, vi laver. Teamwork er nøglen, bliver vi hurtigt enige om. Efter, at dyret er brækket, vender vi snuden hjem mod den lune dagligstue og en velfortjent omgang morgenmad. En lille intens jagt er blevet til en stor oplevelse for livet. Jagt er en fantastisk størrelse – særligt når oplevelsen deles med andre.
