Foto: René Jantzen, Nikolaj Maretti og Michael Nørgaard
Fileten fra den medaljehjort jeg skød under brunsten er blevet afpudset og rullet i friske krydderurter, salt/peber og er ved at blive brunet af inden den skal pakkes ind og lægges ind ved siden af gløderne i bålkomfuret.
Det er en skøn solrig forårsdag ved bålkomfuret i haven.
Om 20 minutter udgør fileten, i selskab med timianovnkartofler, smørsauce, dampet blomkål og rødvin, aftenens hovedmåltid.
Glæden ved at servere kødet, som man selv har nedlagt, er noget ganske særligt.
For mig er det at udnytte hele dyret, faktisk den vigtigste måde at ære dyret på ud over at hænge selve trofæet op på væggen.
Bukkejagt
Forberedelserne til bukkejagtsæson 2020 har været i gang længe nu, de mange tusinde billeder fra vildtkameraerne bliver gennemgået flere gange ugentligt og efter de mange rundture på de 179,5 hektar på reviret ved Galteløkkerne på Brahetrolleborg Gods på Sydfyn. I januar og februar måned står kameraerne placeret ved foderpladserne rundt om på terrænet i skoven, og efterfølgende bliver de sat op ved vekslerne rundt om og dybt inde i skoven.
Det bliver til mange ture ugentligt enten alene eller sammen med familien i skoven. Turene er lig med mange fantastiske naturoplevelser i selskab med termokanden og madpakken året rundt.
Bukkene bliver hvert år selekteret ud fra de mange billeder fra vildtkameraerne og herefter forsøger jeg at estimere deres revirgrænser for til sidst at skitsere dem på kortet over jagtområdet.
De mange timer med min håndkikkert i skoven ved solopgang og solnedgang bekræfter, hvor de forskellige bukke holder til på terrænet i løbet af dagen.
Riflen er renset og gennemgået ved det årlige eftersyn hos våbensmeden, og der er brugt mange timer på skydebanen for at sikre, at riflen er korrekt indskudt til sæsonstarten.
I år har jeg skiftet min jagtammunition ud til den nye blyfri NORMA ECOSTRIKE. Den kugle har jeg store forventninger til samtidig med at det er en rar tanke at man nu skyder med blyfri ammunition.
Jeg træner ofte i jagtrelaterede skydestillinger, liggende, knælende, men mest fra skydestokken.
Efterhånden begynder der at tegne sig en plan for, hvor jeg skal sidde på den kommende premieremorgen.
De stærke minder
Alt imens jeg står og steger fileten ved bålet vandrer tankerne tilbage til den seneste bukkepremiere:
På vej fra hjemmet i bilen mod jagtreviret løber de mange billeder fra vildtkameraerne gennem hovedet på mig. Sent i aftes var jeg 100% klar på, hvor jeg skal sidde i skoven denne premieremorgen, men nu her i bilen bliver jeg pludselig er i tvivl, om stedet nu også er den helt rigtige lokalitet.
Kl 04.30 triller jeg stille ind på grusvejen i den nord/vestlige ende af skoven, parkerer bilen og begynder forsigtigt at klargøre riflen og iføre mig jagttøjet. Jeg kan nu høre mit hjerteslag og nervøsiteten rumler i maven, det er nu. Nu begynder bukkejagten atter.
Jeg begiver mig nu langsomt fra bilen og op imod tårnet med udsigt mod øst.
De visne blade og de mange grene og kviste fra efterårets og vinterens storme knaser højlydt under mig, jeg lover mig selv at næste år skal jeg huske at rydde pürschstierne mod tårnene inden bukkejagten.
Langsomt men sikkert når jeg hen til tårnet og står nu i udkanten af slugten og afsøger området i kikkerten, inden jeg kravler op på plads. Den første time går hurtigt, og der er ingen aktivitet overhovedet. Jeg begynder at spejde mod vest op ad det lange skovspor jeg kom gående fra, der løber ved siden af tårnet.
Lige pludselig er der aktivitet, en flok dådyr kommer til syne i kanten af normansgranerne.
Der er et par kridhvide dåkalve imellem, det er virkelig smukke dyr, skovens konger her på Sydfyn.
Med et ser jeg en lille spidsbuk, han er allerede iklædt i sin flotteste knaldrøde sommerpels, jeg elsker den specielle røde farve midt i den spæde, lysegrønne skov. Han går helt ovre på det nordlige skovspor på vej mod øst, afstandsmåleren siger 274 meter og ingen kuglefang.
Jeg studerer ham lidt for at se, om han skulle gå sammen med andre, men han er tilsyneladende helt alene denne morgen.
Klokken er nu næsten 8, og der er ingen aktivitet overhovedet. Det er også begyndt at blæse lidt op, og jeg beslutter at gå ad sporet østpå tilbage mod bilen.
Den friske vind er kold. Jeg står ved bilen og begynder at småfryse efter at have fået varmen af den lange pürsch mod bilen.
Klokken er nu blevet halv ni, og jeg begynder at tro, at denne premieremorgen er ved at lakke mod enden, da jeg pludselig ser noget bevæge sig ude på asfaltvejen mod nord. Jeg afsøger hele skovkanten flere gange i kikkerten uden at se noget. Måske jeg tog fejl?
Nej, igen er der noget, der bevæger sig ved kanten af skoven, det er en lille knopbuk.
Straks mærker jeg, hvordan bukkefeberen ruller i kroppen, også selvom jeg ikke vil skyde denne buk.
Det er lille flot og meget selvsikker knopbuk fra området på den anden side af slugten, som jeg har set på vildtkameraerne et par gange.
Han har markeret sine revirgrænser de samme steder flere gange dagligt.
Jeg følger ham i kikkerten den næste halve times tid, imens han stille går rundt og esser. Solen titter nu frem imellem skyerne, og jeg kan mærke varmen og bukkefeberen, der stadig har fat i kroppen på mig.
Den dag jeg ikke mærker bukkefeberen stiller jeg riflen væk i våbenskabet for sidste gang.
Videre
Jeg hopper i bilen og kører ind på skovsporet og kører stille rundt for at se om der er aktivitet på terrænet på vej mod den sydlige ende af skoven. Der er ingen dyr at se nogen steder.
Jeg gør holdt midt i skoven og sidder og studerer kortet for at beslutte hvad næste træk skal være. Pludselig ser jeg i bakspejlet at der springer et dyr ud på skovsporet og står og kigger på bilen, det er en stærk gaffelbuk, knaldrød og stor stærk krop med en kraftig hals. En gammel buk.
Bukken bevæger sig meget roligt, men jeg kan se, at han trækker langsomt tilbage mod den skov, han kom ud fra, alt imens han går og spiser.
Jeg prøver at åbne døren for at komme ud af bilen, men i samme øjeblik døren åbnes smælder bukken højt og springer ind i skoven for blot at stoppe op 40 meter længere inde og esse videre.
Jeg står nu ude ved siden af bilen og studerer ham i kikkerten, der går en rå lidt længere inde og hun har længe observeret mig. Pludselig smælder hun højt og de løber begge mod normansgranerne..
Jeg hopper ind i bilen og beslutter mig for at sætte kurs mod skytteboligen for at høre om der har været andre jægere, der har været heldige denne morgen.
Efter en kort snak, og en cola er det atter tid til at sætte kursen mod mit jagtterræn for at prøve en anden strategi. Jeg kører mod den sydligste ende af skoven for at sætte mig i et nyt tårn i et område jeg ikke tidligere har siddet i, tæt på hvor jeg tidligere så den unge knopbuk.
Efter en kort pürsch mod tårnet uden synlig aktivitet på terrænet, sidder jeg i det helt åbne tårn og nyder solens varme stråler. Pludselig springer den unge knopbuk frem fra granerne og begynder straks at markere sit revir. Jeg finder min mobil frem og begynder at filme den meget unge, og meget selvsikre buk skrabe og stange et lille bitte sitka grantræ, han hopper rundt om træet og markere med sine duftkirtler at reviret er hans. Han opfører sig som en stærk gammel pladsbuk, selvtilliden fejler i hvert fald ingenting.
Pludselig kan jeg se at han nærmest farer sammen og kigger mod den anden ende af skoven, han har tydeligvis fået øje på noget der gør ham nervøs, meget nervøs idet han styrter mod skoven, der hvor han var kommet fra.
Jeg kan ikke få øje på noget i kikkerten i den retning hvor den unge buk spejdede imod. Jeg sidder nu og slapper af og sidder og nyder videoen af den unge buk idet jeg fornemmer at der er et eller andet der bevæger sig foran mig i bæltet af de store grandtræer.
Telefonen bliver straks smidt væk, riflen lægges op på kanten og jeg begynder med riffelkikkerten af afsøge kanten af granerne… Der´, der er noget der bevæger sig inde under granerne, det løber frem og tilbage i underskoven uden at jeg kan se hvad det er. Og så er der atter helt stille, skuffet beslutter jeg at det måtte have været den unge buk fra tidligere.
Jeg begynder at sidde og gennemgå billederne fra vildtkameraerne i området for at se hvilke bukke der har været i området gennem foråret. Der er en ulige seksender, med faldende rosenkranse der går igen på billederne de sidste måneder.
Efter at have siddet i tårnet i yderligere en times tid kommer den unge knopbuk styrtende ud som skudt ud af en kanon fra underskoven for blot at forsvinde bag bakken, og lige bag ham kom der en anden buk som tydeligvis ville sætte ham på plads.
De var væk ligeså hurtigt som de kom frem.
Vedholdenhed
Jeg sidder helt stille og beslutter mig for ikke at bevæge mig eller lave larm og spejder i kikkerten mod det område hvor de begge forsvandt.. Efter 10-15 min er der igen noget der bevæger sig langs kanten af skoven…. Det var den ulige seksender fra billederne jeg studerede tidligere, han forsvandt ind under træerne med kurs mod vest. Der vidste jeg at der gik en veksel mod nord lige mellem to bevoksninger af graner med en lille åbning på to meter.
Jeg trækker vejret dybt, helt ned i maven og lukker øjnene, prøver at få styr på vejrtrækningen. Efter et par sekunder er jeg klar og helt rolig og retter sigtet i kikkerten mod den lille åbning,
Efter et par korte sekunder, som føles som lange minutter, dukker han ganske rigtigt op i åbningen og begynder at ryste sig, jeg finder bukken i trådkorset, kigger ned på uret, der nu viser 16.09. Bukken står lidt skråt, den belyste røde prik i trådkorset finder stedet lige bag boven,
Jeg krummeren pegefingeren og lader skuddet gå. Jeg kan høre kugleslaget og ser gennem riffelkikkerten bukken sætte i spring væk fra skovkanten, for efter en kort spurt at forsvinde bag nogle væltede træer.
Tankerne vælter rundt i hovedet, og jeg gennemgår skudsituationen igen og igen og er 100% sikker på at skuddet sad hvor det skulle.
Bukkefeber
Efter skudafgivelse bliver jeg altid for alvor ramt af bukkefeber. Det er på én gang en fantastisk følelse og en tilstand, hvor jeg bliver ramt af lidt vemod over at have taget livet af dette smukke dyr.
Jeg venter lidt i tårnet og sidder og spejder mod træerne hvor han forsvandt. Ingen bevægelse overhovedet. Jeg beslutter mig for at kravle ned fra tårnet og bevæge mig mod stedet hvor han stod ved skudafgivelsen. Der var intet at se, intet schweiss, hår eller noget som helst… Bukkefeberen raser i min krop, og pludselig kommer usikkerheden snigende og tankerne og øjeblikket hvor pegefingeren blev krummet gennemgås igen og igen….
Det er meget nemt at miste orienteringen om det præcise skudsted, når man først er ude i det åbne kuperede område.
Jeg beslutter efter noget tid at ringe til skytteeleven Nikolaj og fortæller ham om hele situationen samt at jeg er 100% sikker på at jeg har ramt og at bukken bør være stendød, men at jeg ikke kan finde noget schweiss. Vi aftaler at han sætter kurs mod området for at hjælpe med at afsøge området.
Eftertanke
Imens jeg venter beslutter jeg at sidde mig på hug der hvor jeg mener at bukken blev skudt og kigge op mod tårnet hvor jeg sad og afgav skuddet. Det gik hurtigt op for mig at det ikke kunne være her idet nogle træer blokerer for sigtet.
Jeg gik nu 25 meter længere væk, mod nord væk fra tårnet, og der´ er hele området fyldt med schweiss, og det er nu meget let at følge det tydelige spor lige hen til de væltede træer hvor han ligger forendt i skovbunden.
Det var et rent hjerteskud. Skuddet sad lige der hvor den røde prik i trådkorset havde sigtet. Han opdagede aldrig, hvad der skete denne jagtstund, nøjagtig som det bør være.
Jeg står og venter lidt og samler mine tanker, tager magasinet ud og sætter en patron i, så magasinet er fyldt igen, inden jeg begiver mig langsomt frem mod bukken.
Jeg kan mærke, at musklerne i benene føles svage på grund af bukkefeberen, imens jeg langsomt nærmer mig bukken.
En stærk gammel buk
Dér ligger han, lige i solstrålen ved siden af de væltede træer. Det lignede egentlig en fredfyldt søvn.
Brahetrolleborg Gods er et 2600 hektar stort dansk gods på Sydfyn, som kan trække sin historie helt tilbage til 1100-tallet. Godset driver eget jagtvæsen på 1800 hektar, mens andre arealer udlejes til jagtkonsortier. Skytten og skytteleverne arbejder med biotopforbedringer, vildtpleje, udsætning og naturforvaltning, og jagten drives på en for naturen lempelig måde således, at der på ejendommen er en stor artsdiversitet.
Jagtvæsenet drives i forening med bl.a. rugende havørne, store skarvkolonier, og samtidig er hele Brahetrolleborg udpeget som Natura 2000 Fuglebeskyttelses-område, med bl.a. hvepsevågen som udpegningsgrundlag.
På godset jages der fasaner, gæs, ænder, snepper, bekkasiner, råvildt og dåvildt.
Bukken er på denne tid af året ikke altid helt iklædt den smukke røde sommerdragt, han er meget pjusket, fordi vinterpelsen sidder løst i totter, og jeg kan skimte den smukke røde farve indenunder.
En stærk, gammel buk. Den helt rigtige at tage ud af flokken…
Jeg sætter mig ned ved siden af bukken, lige her og nu er det meget vigtigt for mig at have tid til at reflektere over hele jagten. Situationen inden skuddet og alle de andre detaljer.
Det er tiden til at suge alle indtrykkene til sig.
Indprente sig omgivelserne og selvfølgelig alle detaljerne om bukken, indgangshullet, skuddets placering og det imponerende dyr.
Da bukken er blevet æret, studeret og fotograferet i de fantastiske omgivelser, dukker skytteelev Nikolaj op. Han kommer smilende imod mig og kipper på kasketten og udbryder et stort tillykke med premierebukken.
Vi gennemgår hele dagens forløb og nærstuderer i fællesskab den smukke buk. Dette er også en stor del af selve jagten – at dele oplevelserne og glæden, når der er vildt på paraden, men også de mange fantastiske timer i skoven.
Nikolaj fotografer mig og bukken inden turen går mod skytteboligen, hvor bukken skal brækkes.
Med denne premierebuk i erindringen plus den anden buk, jeg skød sidste år, er forventningerne og spændingen op til den kommende premieremorgen ikke blevet mindre.
