Jeg har skudt 56 bukke, siden jeg fik jagttegn som 16-årig tilbage i 1995. Jeg skal være helt ærlig og sige, at nogle af dem kan jeg faktisk ikke ret godt huske, selvom de hænger på min væg… Når jeg står og kigger på alle trofæerne i min stue, så mindes jeg dem, som jeg kan huske, og en del af dem står faktisk stadig meget tydeligt for mig. Den jeg nok altid starter med at kigge på, er sjovt nok også den, som jeg kan huske allermest tydeligt, nemlig min allerførste buk!
Det er på ingen måde den største buk rent pointmæssigt, som hænger på væggen, men det var den første, og derfor er den stadig meget speciel for mig!
Selvom den blev nedlagt en varm sommeraften tilbage i 1998, husker jeg den dag helt tydeligt, og når jeg lukker øjnene, kan jeg høre bøgeskoven med alle de små fugle og den blide sommervind i toppen af træerne…
Jeg var 19 år gammel og skulle på bukkepürsch sammen med min far hos min gudfar. Vi kørte til reviret sent om eftermiddagen og aftalte, at jeg skulle pürsche alene rundt, mens min far ville forsøge et andet sted i skoven. Jeg kan huske, at jeg var både ret stolt men også temmelig nervøs for at være helt alene på riffeljagt for allerførste gang. Jeg var udrustet med min gode gamle Mauser i kaliber 8×57, og sammen med den følte jeg mig godt klædt på.
Det var en pragtfuld sommeraften, og solen skinnede igennem de tætte bøgetræers kroner. Fuglene kvidrede, og den der helt specielle lugt af varm bøgeskov ramte mig, idet jeg steg ud af bilen. Efter at have suget det hele til mig et øjeblik gik jeg stille og roligt dybere ind i skoven langs grusstien.
I denne del af skoven kom der altid mange skovgæster, så dyrene var vant til trafik på stierne.
Pürsch eller motionsløb
Min gudfar plejede at joke med, at man sikkert fik mere succes som bukkejæger, hvis man klædte sig ud som kondiløber, for dyrene reagerede voldsomt, når man prøvede at pürsche sig igennem skoven. Hvorimod kondiløbere og hundeluftere kunne gå lige forbi rådyrene uden reaktion…
Jeg var nu iklædt jagttøj fra top til tå og listede mig afsted, det bedste jeg havde lært.
Jeg var ikke nået mange hundrede meter igennem skoven, før jeg opdagede en lille bevægelse inde på min venstre side…
Inde imellem de høje slanke bøgetræer var der en masse selvsået bøgeskrub, og igennem det hele løb der et lille vandløb. Det var lige på kanten af dette vandløb, at jeg havde set en bevægelse blot 30-40 meter væk. Efter at have stået helt stille og sikkert uden at trække vejret i et par sekunder rystede et dyr på hovedet, og imellem de flappende ører så jeg hvide sprosser skinne i solstrålerne!
Bukkechok
Jeg kan stadig helt tydeligt genkalde det isnende chok, jeg fik, da jeg på den korte afstand så en smuk ulige seksender træde ud af bøgeskrubbet… Bukken gik stille og roligt og nippede lidt hist og her, og den havde overhovedet ikke set mig! Jeg havde egentlig fået helt frie tøjler af min gudfar med hensyn til afskydning. Da det var min første rigtige bukkejagt, måtte jeg skyde lige, hvad jeg ville, men jeg havde jo selvfølgelig drømt om at skyde en “rigtig buk” som den allerførste.
Denne buk var helt sikkert i den kaliber, og så snart at den gik bag et af de store bøgetræer, sneg jeg mig lidt tættere på for at kunne få fast anlæg på en af stammerne. Dengang havde jeg aldrig hørt om en skydestok, og det var aldrig noget, jeg havde set andre jægere bruge! Tænk, hvor tiderne heldigvis har ændret sig…
Rekyl
Jeg fik riflen på plads og stod klar med fint anlæg på stammen og ventede blot på, at bukken skulle stå helt fri…
Den stillede sig op midt i en solstråle, og før jeg egentlig vidste, hvad der skulle ske, fandt jeg bladet i sigtekikkerten og kan huske min fars mange lange forklaringer om vinkler, skudplacering, kuglefang og så videre rumle rundt i mit hoved…
Skuddet gik nærmest instinktivt, og med den temmelig grove rekyl fra riflen mistede jeg bukken af syne…
Bukken
Da jeg igen kiggede igennem kikkerten, var bukken væk! Jeg blev ramt af voldsom bukkefeber, og det hele var gået så hurtigt, at jeg pludselig kom i tvivl om alting:
Var det overhovedet en buk?
Var der overhovedet et dyr?
Ramte jeg?
Er den anskudt?
Efter at have stået i lang tid og sundet mig listede jeg mig langsomt frem, og efter få meter så jeg den fine røde sommerbuk ligge stendød lige der, hvor den havde stået, da jeg skød. Jeg betragtede den længe og sad og beundrede den fine opsats. Det var før mobiltelefoner overhovedet var opfundet, så jeg kunne ikke ringe til min far, selvom jeg gerne ville dele dette øjeblik med ham!
Jeg kan huske, at jeg var i tvivl om, hvad jeg skulle gøre, og jeg ville ikke gå hen i den del af skoven, hvor han jagede, da jeg var bange for, at det ikke var noget, man gjorde…
Jeg tror, jeg gik lidt rundt i skoven, men blev ved med at komme tilbage til bukken for blot at være i nærheden af den.
Jeg vidste heller ikke, hvordan man brækkede et dyr, så jeg kunne intet fornuftigt foretage mig…
Solnedgang
Det var nogle lange timer at vente til solnedgang, og da vi endelig mødtes ved hovedbygningen, var jeg slet ikke til at styre! Jeg faldt min far om halsen og fortalte, at jeg havde skudt min første buk!
Min far, min gudfar og skytten Jan kørte ud for at hente bukken, og lige der delte vi allesammen en oplevelse, som de gamle jo havde prøvet før, men som var hel ny for mig! De smilte næsten lige så meget som jeg, og Jan lærte mig at brække et rådyr.
En riffeljæger var blevet født, og selvom der sidenhen er kommet mange andre oplevelser til med riflen i hånden, vil denne aften stadig stå helt tydeligt for mig. Det er ikke altid så vigtigt, om det var en lang pürsch, eller om trofæet er specielt stort, eller en eksotisk art, det vigtigste, i hvert fald for mig, er oplevelsen og de følelser, som jagten fæstner i sindet.
LÆS OGSÅ
