Det var dengang, jeg var angst for rekylen fra den .308 fuldskæftede Styer Manlicher, som jeg havde bæretilladelse til.
Det var dengang, jagten var ny for mig, og det var dengang, jeg var nyt medlem i et sjællandsk konsortium med en masse skov og kun en smule marker at jage på.
Det var den 16. maj. Det var morgen, og det var faktisk godt vejr. Sådan husker jeg det i alt fald.
Dengang var der ikke noget med riffelprøve eller andet, så jeg havde faktisk bare lånt riflen, skudt et halvt hundrede skud med vekslende held på skydebanen, kontrolindskudt dagen før jagten ude i skoven sammen med en af de erfarne jægere, og så var det hele begyndt.
Eller det vil jo sige, til at begynde med skete der intet.
Jeg listede mig ud timer før skydetid til den stige, jeg havde vundet i lodtrækningen ugerne forinden. Også dengang var mit liv for travlt, så jeg havde jo ikke været derude som de andre og revet pürschspor eller på nogen måde observeret vildtet i forvejen.
Kort sagt, jeg var dårligt forberedt, men humøret var højt og forventningerne endnu højere.
Der sad jeg så.
Nyudsprungen høj bøgeskov.
Fuglekvidder i alle tonearter.
Morgenkulde over det hele.
Skønt. Min første bukkejagt. Der var flere timer til at spekulere over, hvorfor lige netop denne jagtdisciplin tiltaler så mange…
Kedsomhed
Som ny bukkejæger vidste jeg ikke, at det at vente er det samme som at kede sig: at længes efter aktivitet og initiativ.
Minutterne sneglede sig af sted, og intet større end skovduer åbenbarede sig i den skyggefulde skov.
Efter en fuld klokketime i skydestigen fik jeg nok.
Jeg steg ned i skovbunden. Ud på de visne bøgeblade, der knasede under mine føder som cornflakes på et klinkegulv. Diskret var det ikke. og egentlig pürsch kan man vel knap nok kalde det.
Men endelig var jeg i bevægelse. Jeg havde genvundet initiativet og havde sat en retning for min søgen. Nu ville jeg opsøge bukken frem for at vente på, at den tilfældigt skulle passere mig.
Eftervirkningerne
Den dag leverede jeg ét skud. Fritstående.
Men resultatet fik mig til at indse, at jeg måtte gøre noget ved mine skydefærdigheder. Det var det ene skud, som fik mig til at indse, at riffelskydning det er noget. man skal lære. Det kommer ikke af sig selv, bare fordi man har jagttegn og kender nogle riffeljægere.
Konsekvensen blev, at jeg ringede til Rolf, som jeg havde lånt .308eren af. Jeg havde set et tv-program om en hækkeløber, der altid trænede med en vest med ekstra vægt i for at få et stærkt spring over forhindringerne.
Min tanke var efter nogenlunde samme princip at skyde en masse skud med en riffel i kaliber .375 for så at opleve den mindre .308 som mere overkommelig.
”Rolf, må man skyde råvildt i Danmark med .375?” spurgte jeg min forbløffede jagtkammerat. Da han bekræftede, at det må man jo godt, men at det dog næppe er synderligt hensigtsmæssigt, tog jeg ind i jagtbutikken, og købte på stedet en Brno Magnum 555 i kaliber .375 og i hundredevis af skud. Ammunitionen var dyrere end riffel og sigtekikkert.
Og så skød jeg vel omkring 500 skud med den store riffel. Til at begynde med var resultaterne ynkelige, men med gode instruktørers mellemkomst fik jeg efterhånden styr på den voldsomme bøffelriffel, og denne kaliber har lige siden den sommer tilbage i begyndelsen af 1990erne været min absolutte favorit, men det er nu en hel anden historie, og jeg er da efterhånden også nået til et punkt, hvor kuglen træffer dér, hvor jeg sigter.
Bukken i skoven
Efter en kort – lad mig beskrive det som en vandretur – på den knastørre skovbund ser jeg pludselig en buk. Jeg tænker, at vinden må have været god, og at jeg måske ligefrem har taget vindretningen i betragtning, da jeg valgte at gå til venstre for stigen. Men jeg kan ikke længere huske det.
Til gengæld står det chok, jeg blev ramt af, da jeg så bukken, stadig næsten fysisk klart i min erindring og i min krop.
Det var som at blive ramt af stærkstrøm og rystesyge på samme tid.
Skydestok havde jeg ikke bekymret mig om, og bukken var også blot 60 meter væk, så som den glade yngling jeg var, hævede jeg riflen ganske langsomt..
Bukken var travlt optaget af at gøre sig til gode med de grønne friske urter i skovbunden, og jeg fandt nemt skulderbladet på den fine buk, som i hvert fald var en gaffelbuk.
Dengang forsvandt alt om mig, når jeg tog sigte. Om det var bukkefeber eller rekylangst eller begge dele, ved jeg ikke, men min hørelse blev undertrykt, og jeg fik en form for tunnelsyn – og det får man jo i øvrigt, når man stirrer ind i en sigtekikkert.
Bukken tog et lille skridt fremad og essede så intetanende videre.
Jeg måtte justere mit sigte, og det sorte trådkors fandt atter bukkens skulderblad.
Noget stabilt sigte blev det ikke til, men jeg forsøgte krampagtigt at holde riflen fast og stille, mens min pegefinger faldt tilrette på aftrækkeren.
Snelle eller ej
Den der .308 havde snelle. Det var, som om alle rifler havde det for 30 år siden. Det var sådan et ekstra moment at skulle forholde sig til, om snellen nu skulle stikkes eller ej. Heller ikke denne detalje har jeg længere erindring om, men sandsynligvis besluttede jeg mig for, at det nok ikke var nødvendigt.
I hvert fald skød jeg.
Braget var en voldsom overraskelse. Mit første riffelskud uden høreværn. Overvældende.
Smertefuldt.
Chokerende.
Som den urutinerede skytte jeg var, tog jeg riflen fra skulderen for at få den ned i hoftehøjde, hvor jeg repeterede mens jeg overvågede om den østrigske mekanik fungerede, som den skulle og skilte sig af med det afskudte hylster, mens en ny patron blev ført frem i kammeret.
Først derefter begyndte jeg at se mig om – med en højlydt kimen for det indre øre.
Bukken er væk
Der var tomt i skoven. Intet bevægede sig. Gennem den tinituslarmende høreforstyrrelse kunne jeg fornemme, at skovens lyde tog til.
Det er, som om hele skoven holder vejret, når sådan et skud går af. Det tager nogle sekunder, før de vante lyde genoptages.
Der er intet, som bevæger sig i skovbunden. Bukken er væk.
Jeg spejder til alle sider. Men skoven er så tom, som før bukken dukkede op.
Det føles forkert.
Jeg bliver i tvivl.
For så at blive overbevist om at jeg har skudt forbi, og at bukken allerede er ovre i naboskoven.
Der står jeg. Alene. Uvidende og aldeles urutineret. Så naturligvis gør jeg alt det forkerte.
Jeg undlader at markere, hvor jeg stod, da skuddet gik.
Jeg trasker frem i skudretningen uden at fokusere på et fast holdepunkt.
Jeg går frem og tilbage uden at have øje for afskudte hår eller schweiss.
Og jeg tilkalder heller ikke assistance.
Jeg bare vader frem og tilbage lige dér, hvor bukken antageligt har været – indtil jeg ser bukken ligge forendt i skovbunden.
Din første buk
Det er en vild rejse fra håbløshed til forløsning på bare et sekund.
Et helt vildt rush, som gør, at jeg nu – endelig – forstår, hvorfor bukkejagt bare er noget helt særligt.
Tænk at stå der med det smukke dyr, som så oven i købet er omkommet i knaldet.
Vildt. Det er – med en smule god vilje – endda en ulige seksender.
Jeg ligger mig i skovbunden og betragter den smukke buk.
Alt i mig falder på plads.
Der går lang tid, før jeg tager fat i dyret for at se, hvor det skud egentlig sad.
Jeg leder længe og finder ikke det fjerneste spor af indgangs- eller udgangshul på dyrets skulder.
Det tager lidt tid før jeg udvider min eftersøgning og til slut konstaterer, at jeg godt nok sigtede på bladet, men ramte bukken på halsen.
LÆS OGSÅ
