Foto: Søren Nordberg med flere
Bukke i præmieklassen
Først, da min jagtglade hustru Merete og jeg kom i kontakt med Steffen Toft fra Game Adventures, blev vi klar over, at der er en meget stor bestand af råvildt og bukke i præmieklassen på Tycho Brahes berømte ø, Hven.
Årsagerne til den store bestand er ligesom på Bornholm, at der ikke er ræve, selvom der fra tid til anden rejses tvivl om denne påstand.
Endvidere er der heller ikke skove på Hven, hvor vildtet kan gemme sig, så de er tvunget til at være ude i det åbne, eller på skrænterne, hvilket betyder, at jægeren har det meget lettere med at komme på skudhold af dyrene.
Steffen Toft sendte nogle pragtfulde billeder (taget af naturfotograf Søren Nordberg, dyrlæge fra Hillerød, som jeg vender tilbage til senere i beretningen) af de to bukke, der ventede os, hvis vi besluttede os for at tage turen derover. En beslutning, som blev forstærket af det faktum, at vi bor i Humlebæk ned til vandet, hvor vi har en båd liggende, så vi ville kunne sejle over til Kyrkbacken på Hven på ingen tid. Ellers skal man med to færger, først fra Helsingør og dernæst fra Landskrona.
Så vi besluttede, at den oplevelse ville vi ikke lade gå fra os, så vi pakkede grejet, og lørdag den 29. august ved 12-tiden satte vi kursen mod Kyrkbacken. Vandet var spejlblankt, og solen strålede fra en skyklar himmel.
Hven
Blot 14 minutter senere, lagde vi til kaj, betalte havnepenge, fik os en kop kaffe i båden og satte os til at vente på at blive hentet af Gustav Alm, som er den største jordbesidder på Hven, og som skulle være vores jagtguide.
Da der var god tid til, at vi skulle begynde jagten, kørte Gustav os rundt på de områder på den sydlige del af øen, hvor vi senere på dagen skulle møde vores udkårne bukke. På turen så vi masser af råvildt på markerne, for som sagt, der er jo ikke mange steder, de
kan søge skjul.
Trøst og ly
Der er meget smukt på Hven, og der hersker en helt speciel stemning af ro, velplejede haver med frugttræer, marker med den specielle durumhvede samt et destilleri, hvor der produceres Hven whisky og gin, men da der ikke er noget Systembolag, er man afskåret fra at købe de liflige dråber. Men, på restauranten ved siden af er der en velassorteret whiskybar med 500 single malts og 1000 andre blends. Så bliver man fanget af dårligt vejr, kan man søge trøst og ly her.
Apropos det, kunne vi se over til gamle Danmark, hvor et uvejr med sorte skyer og regn var ved at trække op, så vi frydede os over det herlige øklima med høj sol, som vi var begunstiget med den dag.
Så Bornholm er ikke den eneste solskinsø på disse breddegrader.
Den første pürsch
Jeg var den førte, der skulle jage min udvalgte buk. Så ved 15-tiden gik vi ud til det tårn, hvor vi skulle sidde. Det var lige syd for Gustavs og hans families ejendom, som har været i familiens eje siden midten af 1800-tallet, og som ligger skråt over for de sørgelige rester af Tycho Brahes observatorium Uranienborg. Vi gik langs et hegn til den store mark, hvor min buk holdt til.
Da vi kom ud til tårnet, som stod på den anden side af hegnet på marken, gik min buk ude på en afstand af cirka 150 meter med kurs mod et krat på den anden side af marken. Der gik den ind og satte sig. De følgende to timer!
I ventetiden kunne Gustav og jeg i tårnet, mens Merete ventede nedenfor, nyde synet af råer med lam, smalråer og adskillige bukke. I løbet af den smukke eftermiddag talte jeg op til 12 stykker råvildt på den mark, hvor vi sad.
Flere af bukkene og råerne med lam gik i løbet af de to timer ofte ind i krattet, hvor bukken lå og fik sig en morfar, hvilket han ikke lod sig forstyrre af. Det undrede os lidt, så vi blev lidt usikre på, om han var gået ud på den anden side af krattet og lå der – eller værre var forsvundet.
Alt kommer til den, der kan vente
Men, til sidst ved 18-tiden rejste bukken sig fra sin middagslur. Da der ikke var kuglefang dér, hvor han have ligget, måtte vi blot håbe på, at han ville gå den rigtige vej, det vil sige stik øst, hvor der ville være kuglefang. Det gjorde han.
Han gik stille og roligt, nippede lidt hist og her, og til sidst stod han, hvor der var fint kuglefang. Mit kikkertsigte med afstandsmåler viste 95 meter. Perfekt afstand og med siden til skød jeg lige på bladet, og han faldt i knaldet. A beautiful day to die!
Merete sad som sagt under tårnet og fik filmet hele forløbet. Meget spændende at se efterfølgende.
Jeg fik så den Kungsgårdsbuk, jeg var blevet lovet.
Det viste sig, da vi undersøgte ham, at vi via hans tænder kunne se, at han var en ældre herre på nok 5-6 år, lige som Søren Nordberg havde skønnet det ud fra et af de fotos, han har taget.
Det var så første akt!
Nu var det Meretes tur til at møde sin udkårne buk, og det blev til en lang og meget spændende pürch.
Her er Meretes historie:
Efter, at vi havde hold pitstop ved Gustavs hus og fået lidt at spise og drikke, kørte vi tilbage mod Kyrkbacken og parkerede bilen ved Vingesti, hvorefter vi startede med at pürsche langs et smalt hegn, som endte i en remise, hvorfra vi havde flot udsyn over markerne op mod kirken. Efter en stund kom to bukke frem. Klokken var nu hen ad 19.
Begge flotte dyr. Gustav udpegede den buk, der var udset til mig, og som jeg havde fået tilsendt et smukt foto af, som Søren Nordberg havde taget i august 2020.
I øvrigt den samme buk, som Søren fotograferede i maj måned 2019, og som var på forsiden af dette magasin i maj 2020.
Gustav og jeg havde på forhånd aftalt, at jeg ikke ville skyde på afstande længere end 150 meter. Så da bukken var ude på over 200 meter, ventede vi tålmodigt og håbede på, at den ville komme nærmere.
Men, bukken gik i stedet længere ud på marken, og da han var nået til 220 meter, foreslog Gustav, at vi gik tilbage til bilen og kørte om på den anden side af marken.
Vi stoppede bilen sydøst for kirken og pürschede hen over en roemark.
Vi kravlede stille frem, og da vi var omkring 150 meter fra bukken, løb den pludselig i stor fart ned i den anden ende af marken.
Nu var klokken blevet lidt over otte, så vi havde knapt en time at løbe på. Så vi skyndte os tilbage til bilen, kørte tilbage til første sted og startede pürschen igen, men nu i tusmørke.
Vi listede hurtigt og stille tilbage til marken og kom ind i noget højt gæs og delvist krat.
Gustav gik forrest, og da vi var næsten henne ved marken, kom jeg op på siden af Gustav i græsset, som var på min egen højde. Pludselig pegede Gustav til venstre og sagde 100 meter, troede jeg, men efter at have set på Gustav igen forstod jeg, at han sagde 10 meter.
Få sekunder
Så skulle det gå stærkt. Mens jeg resolut løftede min riffel i kaliber 6,5×57 med en stærk sigtekikkert, som jeg ikke havde fået sat ned fra de 10 gange forstørrelse, til min skulder, fik jeg instinktiv skruet ned på laveste forstørrelse. Da jeg på meget få sekunder havde fået skuldret riflen, så jeg nu gennem kikkerten og gennem det høje græs konturen af bukken, som nu var ved at gå ind i krattet.
Jeg tøvede ikke.
Lod skuddet gå.
Gennem min kikkert så jeg lidt ild fra kuglen gennem græsset, hvorefter jeg så over på Gustav, som stod med et stort smil (thi var det ikke lykkedes, skulle han på den igen kl. seks næste dag, hvor han skulle til fødselsdag) for han kunne se, at bukken sprang 20 meter og faldt forendt i kanten af marken.
Vi gik ud af krattet, og jeg fik et stort knus af Gustav trods Corona tider sammen med et ”grattis” og så flot.
Stolt og glad var jeg.
Gustav og jeg gik hen til bukken, hvor jeg ærede bukken i døden, mens jeg betragtede dens meget høje og flotte opsats. Klokken var nu blevet 21, så det var lige før lukketid.
Det var den mest spændende pürsch, jeg nogensinde har været på og med en perfekt afslutning.
Meget stor jagtoplevelse.
Efterskrift:
Hvens råvildtpopulation er en lille lukket enklave af dyr, der oprindeligt stammer fra en udsætning af 5 rådyr fra Trolleholm Gods i 1983 fortaget af Gustavs far: Christer Alm.
Tæt daglig observation af godsejer Gustav Alm understøttet af foto taget af naturfotograf, Søren Nordberg, giver den meget fine forvaltning, som vi ser på Kungsgården i dag. Stort set alle bukke på Kungsgården er kendte og fotodokumenterede i detaljer. Hvert år i august måned bestemmes, hvilke bukke der skal afskydes som trofæbukke, og hvilke bukke der skal tages ud som en del af bestandsreguleringen. I løbet af efteråret skydes primært gamle, svage og syge hundyr samt enkelte lam på Kungsgården.
LÆS OGSÅ
