Der er naturligvis jagtsituationer, som står som stærkere erindringer end andre.
For mig er en af dem, der ofte melder sig en forårsmorgen, hvor det for en gangs skyld ikke var mig, der skulle skyde. Jeg skulle hjælpe.
Guide, om man vil.

Foto: Malte Udsen og Steen Andersen

En udfordring i sig selv at skulle formidle alle ens egne intense jagtnuancer til et andet menneske, så det hele går op i en højere enhed og bliver til en god oplevelse og ikke et kaotisk væld af løsrevne informationer, som bare driver fokus væk fra den opgående sol, den fine, stærke seksender og det faktum, at også vinden er i vores favør.

Bukkejagt

Denne morgen er det højtid. Bukkejagten er netop gået ind, og ved min side går Louise Riis, som med dedikeret vedholdenhed har erhvervet sig jagttegn og efterfølgende riffeltegn på beundringsværdig kort tid.
Det er efterhånden så mange år siden, at haglprøven ikke var en formalitet dengang, men havde det været, så havde Louise også klaret den.
Det er jeg sikker på.

Vi har talt den forestående situation igennem talrige gange. Aftalt, at det er Louise, der tager beslutning om at skyde eller ej, og at afstanden i hvert fald ikke må være over 100 meter – ja faktisk ikke over 80.
De foregående dage på denne bukkejagt, der er sådan en klassisk polsk én af slagsen, har ikke været overvældende.
Vi har både været plaget af dårligt vejr og ikke mindst af en hård afskydningspolitik, som i hvert fald har lært de tilbageværende bukke, at biler, det er noget, man flygter fra.
”Så skal I nok ikke bruge bilen til at komme tæt på,” er en af jagtudbydernes klare rådgivning, da vi fortæller ham om den lidt nedslående bukkeadfærd.
Det var sådan set heller ikke vores plan, men det bevirker i alt fald, at vi er til fods denne morgen.

Og det er rigtig godt. Området er gennemskåret af nogle høje volde, og da vi passerer en af dem, ser vi en god buk ude på den anden side af en smal drænkanal.
Solen er kun lige stået op. De to polske guider forstår mine håndtegn om at blive bag volden, mens Louise og jeg pürscher os frem i noget, der vel bedst kan beskrives som lav kryben langs siv og tørt græs i den kanal, som er lige foran os.

Den vildeste oplevelse

Nu forholder det sig jo sådan med rigtig meget af den jagt, jeg har beskæftiget mig med de sidste to årtier, at det hele er blevet filmet til Jagtmagasinet på dk4.
Sådan er det også med denne jagt, så der er mange detaljer, som jeg siden har kunnet genopfriske i de talrige filmsekvenser.
Og da filmen jo stadig er tilgængelig på HuntersMagazine.tv, så skal jeg ikke trætte med yderligere detaljer om, hvor fint Louise får hold på bukken her, det kan opleves så glimrende på filmen.
I stedet vil jeg tillade mig at dvæle ved mit eget sjæleliv i lige netop denne situation, for det har aldrig tidligere været genstand for synderlig interesse.
Sagen er imidlertid, at det – i hvert fald denne morgen – var en endnu vildere oplevelse at være guide end at være ham med riflen.

Fordi jeg skulle bibringe Louise de rigtige informationer til at træffe sine beslutninger på. Utallige gange målte jeg afstanden til bukken og kunne forsikre hende om, at den var inde på sikker afstand.
Forsigtigt skulle jeg bede hende stoppe pürschen for at vente, til bukken blev mindre opmærksom.
Uforfærdet skulle jeg holde modet oppe hos os begge, da bukken satte i fuld jagt efter en anden buk for at jage den væk – langt væk fra vores udvalgte position, og selv blive aldeles overrasket og nærmest euforisk over, at bukken kom tilbage for at fortsætte med at fouragere tættere og tættere på os.

Erindringer

Mange af disse detaljer står her mere end ti år senere stærkere for mig end nogle af de situationer, hvor jeg selv afgav skud i den forgangne sæson. Louises højlydte bukkefeber, da jeg bad hende om at afsikre, da bukken var inde på den korte side af 80 meter. Hendes bemærkning om, at det hele bare bevægede sig. Hvad siger man i den situation?
Jeg sagde, at så venter vi bare…. og tænkte, at det nok ikke var noget, vi skulle gøre alt for længe.
Det vigtigste for mig var ikke at blive ramt af den samme feber som Louise. At forblive i noget, der i det mindste i hendes øjne lignede kontrol og ro, mens mit indre var eksalteret. Grebet af situationen. Opslugt af dramaet.
Antageligt lykkedes det, for bukken blev ramt af en velplaceret kugle, løb de obligatoriske små 100 meter og forsvandt ned i kanalen, hvor vi kort efter fiskede den op.

Det er blevet til en del bukke siden, men endnu har ingen af dem fæstnet sig så stærkt som Louises første buk. For det er, tænker jeg, et stærkt privilegium at få lov til at give noget videre. At gøre noget helt nyt muligt for en anden person. Og det er helt tydeligt en stor og bevidsthedsudvidende oplevelse at træde til side og at give andre muligheder….

Læs også: Bukken, jeg ikke fik

Huntersmagazine TV – Jagtfilm i verdensklasse med Steen Andersen

Få adgang til denne artikel samt alt indhold på JVV.dk - inkl. seneste 2 års magasiner - fra 39 kr. per måned . Se alle muligeder her. Log ind og læs artiklen straks: