Der er naturligvis jagtsituationer, som står som stærkere erindringer end andre.
For mig er en af dem, der ofte melder sig en forårsmorgen, hvor det for en gangs skyld ikke var mig, der skulle skyde. Jeg skulle hjælpe.
Guide, om man vil.
En udfordring i sig selv at skulle formidle alle ens egne intense jagtnuancer til et andet menneske, så det hele går op i en højere enhed og bliver til en god oplevelse og ikke et kaotisk væld af løsrevne informationer, som bare driver fokus væk fra den opgående sol, den fine, stærke seksender og det faktum, at også vinden er i vores favør.
Bukkejagt
Denne morgen er det højtid. Bukkejagten er netop gået ind, og ved min side går Louise Riis, som med dedikeret vedholdenhed har erhvervet sig jagttegn og efterfølgende riffeltegn på beundringsværdig kort tid.
Det er efterhånden så mange år siden, at haglprøven ikke var en formalitet dengang, men havde det været, så havde Louise også klaret den.
Det er jeg sikker på.
Vi har talt den forestående situation igennem talrige gange. Aftalt, at det er Louise, der tager beslutning om at skyde eller ej, og at afstanden i hvert fald ikke må være over 100 meter – ja faktisk ikke over 80.
De...
