Absurdt nok, så står nogle af de bukke, og specielt bukken som jeg aldrig fik, ofte skarpere i erindringen, end selv nogle af de bukketrofæer omkring de estimerede 100 point, jeg med tiden har skrevet ind i jagtjournalen. Måske, fordi bestræbelserne på at høste de genstridige bukke ikke sjældent er endt med at koste så mange resurser og oplevelser, fordi de næsten bliver et must eller en slags besættelse – om man vil – i takt med, at de gang på gang drevent trækker det længste strå.
For et år par år siden blev jeg tilbudt at leje en god riffeljagt, fordi den tidligere jagtlejer ville videre med nye udfordringer. Der var tale om en decideret markjagt på en svinefarm på godt og vel 300 tdl. med adskillige levende hegn og en lille håndfuld remiser – og ikke mindst en god og stærk råvildtbestand. Jeg får jagten på hånden så tæt på premieren på årets bukkejagt, at der ikke forlods bliver den fornødne tid til at spotte aktuelle bukke. Men, en af de første dage af bukkejagten kom pulsen i vejret, da en rigtig stærk seksender rastløst krydser reviret i raskt trav, uden at jeg dog har mulighed for at træde i karakter med riflen.
En granskning af bukken i optikken afslører en ekstraordinær høj opsats med et fornemt udlæg, som sidder på hovedet af en 3-4 år gammel buk. Dette flygtige møde bliver desværre reelt den eneste gang, jeg får bukken for i løbet af forårets bukkejagt. Og som dagene går, så begynder jeg at forlige mig med, at der er en anden jæger, som har haft held til at skyde bukken. På den anden side, så er der en opsats i spil af en sådan tyngde, at jeg i opløftende øjeblikke ræsonnerer, at det ville være kommet mig for øre, hvis der var en nabojæger, som havde haft held. Næsten alt for hurtigt går forårets bukkejagt på hæld, – og livet uden for jagtens stier går trivielt videre.
Og så bliver jeg pludselig helt uventet igen konfronteret med den aktuelle buk midt i september måned, hvor den krydser Klintevejen en morgen i dæmringen, mens jeg i bil er på vej til arbejde. Så var håbet tændt igen.
En tidlig morgen i starten af oktober med blå himmel og svag vind er jeg klar til at udfordre bukken. I det første spæde dagslys lister jeg mig på plads i det levende hegn, som omgærder svinefarmen. Jeg har knap nået at få sat mig på jagtstolen og arrangeret skydestokken, før driftslederen på svinefarmen svinger rundt om hjørnet på avlsbygningen med et afsjælet svin i frontskovlen på bobcatten.
Da det hedengangne svin tippes af frontskovlen – og rammer jorden med en dump lyd, sætter et mindre spring af råvildt sig i bevægelse i det levende hegn. Ude på blot 75 meter stopper den aktuelle buk op i efterafgrøden og præsenterer sig med bredsiden til. Saueren er klar i skydestokken og trådkorset hviler tungt på bladet af bukken, MEN, der er desværre endnu 15 minutter til, det er skydetid. Det turde næsten være omsonst at nævne, at da solen bryder frem, så har bukken for længst forladt scenen…
En lille uge efter arter vejret – og tiden sig til nok en holmgang med bukken. I denne omgang har jeg held til at pyrsche ind på bukken i den sidste time inden solnedgang, mens den ligger og tygger drøv sammen med et smaldyr under 100 meter fra mig. Jeg får langsomt arrangeret skydestok og isenkrammet, så jeg er klar til at ekspedere kuglen af sted, så snart bukken rejser sig.
Men, hverken bukken eller smaldyret har umiddelbart i sinde at rejse sig, så da tiden drastisk nærmer sig lukketid, beslutter jeg mig for at pifte for at provokere dyrene til at rejse sig. De bliver liggende, men har nu rettet deres fokus på min position i hegnet. Jeg følger op med et højt bøv, som får smaldyret til at springe. Bukken rejser sig trægt og står nok en gang fornuftigt til skud, jeg stikker snellen og skubber sikringen frem, men så springer bukken. Efter 50 meter stopper den kortvarigt, men nu er kuglefanget desværre passé.
Tredje gang skal det så være. En morgen sidst i oktober med let vind er jeg igen af sted. På vej op til svinefarmen spotter jeg bukken sammen med smaldyret små 100 meter inde på nabojagten. Det lykkedes mig trægt at komme frem til farmen i dækning af et levende hegn, som jeg følger i retning af de to dyr. I første omgang holder jeg mig på bekvem afstand, da jeg erfaringsmæssigt ved, at dyrene vil tilbage til det levende hegn omkring farmen – og vinden ikke er for gunstig. Efter et kvarter begynder de to dyr at trække over mod læhegnet, men stopper brat, da der er en fasankok, som skrogrer højlydt i den anden ende af det hegn, jeg står i.
Den adviserende fasankok får intuitivt den drevne buk til at skifte strategi. Den trækker nu direkte op imod det sted, hvor jeg har forskanset mig i hegnet. Da han, fortsat inde hos naboen, kommer ind på små 40 meter, er muligheden forlist, bukken får i sagens natur fært af mig – og springer i samme moment og trækker smaldyret med, mens jeg svedig og med en livsbekræftende hamrende puls må sande, at så må det være det. Og, det må det være, fordi jeg kun har økonomi til at leje den aktuelle jagt for et og samme år. Jeg må ydmygt nøjes med et smaldyr – og lade udfordringerne med den bastante buk gå videre til den kommende jagtlejer. Og, det har jeg det faktisk helt OK med.
For det skulle nødigt gå, som da en af mine fynske jagtkammerater et efterår nedlagde en god seksender i starten af november måned, som havde budt på mange genvordigheder om foråret. Da bukken er skudt, smager fynboen på sejrens sødme, brækker bukken og henter efterfølgende sin offroader ved jagthytten for at bjærge bukken. MEN, da han resolut tager fat i de kapitale stænger og bagløbene på bukken for at løfte den ind i baggagerummet, knækker den ene stang af, så han taber bukken ned på kofangeren med det resultat, at den anden stang knækker af i faldet – og den flotte seksender forvandles til en ganske ordinær kastebuk, som efterfølgende må en tur forbi den lokale konservator for at få rekonstrueret sin potente fremtoning.
LÆS OGSÅ
