Geografitime
Som inkarneret råvildtjæger finder jeg glæde ved at jage råvildt i forskellige biotoper og landskaber. For nogle jægere er jagten i højlandet efter råbuk for skrap kost til helbredet. Hvis man gerne vil finde en blidere variant af dette, så kan man faktisk gøre det i Polen. Helt fra de sydligste grænser mod Tyskland og Tjekkiet kan man finde bakket landskab med begyndende bjerge. Dette er en del af Sudeter-bjergene. Længere østpå langs den sydlige grænse er Karapaterne, som er den største bjergkæde i Europa.
Normalt forholder det sig sådan, at i højere beliggende områder vil bukkeopsatsene være mindre både i volumen og vægt. Men det gælder ikke i alle tilfælde. Bukkene kan nogle steder være rigtig kraftige, fordi der er rigeligt med mineraler tilstede i jorden. Der er også tilgrænsende dalområder med landbrug, hvor bukkene kan være store. Her vil opsatserne syne af lidt mere og veje meget. Det bedste at gøre er at bede om afskydningstallene fra tidligere år, så man ved, hvilke typer bukke der findes i området. Desværre er det ikke alle jagtrejsebureauer, som har styr på deres revirer. Så det handler om tillid til det selskab, du vil gøre brug af. Revir-kendskab kan desværre variere meget blandt jagtrejseudbydere.
Når man bevæger sig over en bakkekam og ned i en ny dal, kan det arkitektoniske præg på husene skifte. Husene kan få en smule anstrøg af Østrig eller Tyskland i den ene dal, og i nabodalen kan det være en mere almindelig østeuropæisk arkitektur og byggestil. I disse områder er der mange spor af den tyske adel, som satte sit præg på landet for mere end 100 år siden.
Sudeterbjergene er bløde bakker. Selvom jeg har skudt på længere hold, har jeg ikke været udsat for særlig stejle skud. Der er dog mulighed for at afgive lange skud hen over en dal, hvis det er det, man ønsker, men som regel har man mulighed for at pürsche sig ind på vildtet. Man behøver altså ikke et særligt fladtskydende kaliber til disse terræner.
Brunsten
Jagten i den ægte brunstperiode er efter min mening den mest fantastiske bukkejagt. Det sker ofte i et landskab under den første del af høsten under sensommeren. Brunsten tager sin begyndelse fra midten af juli måned, hvor bukken er mest territoriehævdende. Brunsten kulminerer som regel i den første uge af august. Den kan godt være forskudt en uge tidligere eller senere. Den form for jagt, man finder i Sverige fra d. 16. august, er i langt de flest tilfælde ikke en ægte brunstjagt men en efterbrunst. Allerede fra juni måned kan man lokke råen 
ind med brunstkaldet. Men det er sjældent, at bukken kommer selv på kaldet eller følger efter råen så tidligt på sæsonen.
Min fascination for bukkejagten i brunsten skyldes den hektiske, spektakulære og kraftfulde adfærd bukken har. For nogle jægere trækker det lidt ned i jagten, at råbukken lægger sin forsigtighed til side i jagten på råerne. Brunsten kulminerer ofte i en form for ragnarok, hvor bukken tilsyneladende forlader det revir, som
den i foråret og forsommeren har skabt sig og domineret. Den har måske beslået territoriets råer og går nu videre til naboreviret for at gøre sig nye bekendtskaber. Det kan også være, at råen flytter sit område til nabobukken. I så tilfælde er der blevet skabt en sensommer-jalousi. Det kan være dramatisk.
Jeg har flere gange oplevet, at jeg har holdt samtaler med en buk i skoven. Jeg håber ikke, der er ukyndige, som læser dette og tænker, at jeg måske skulle til en mentalundersøgelse. Man kan faktisk ved sit bukkekald og efterligning af råens smælen være i en længere udveksling med en buk, der holder sig skjult og ikke helt er overbevist om, at den skal komme frem.
Stenbukken
Jeg bevæger mig stille langs en forbindelsesvej mellem to lysninger. Da jeg kommer frem til vejens åbning, lister jeg hånden ned i lommen på min lædervest. Jeg fisker lokkekaldet frem. Mine øjne slår over i vidvinkel, så jeg kan skanne hele lysningen. Lysningen skråner opad. For enden af lysningen er der et stendige, der afgrænser lysning fra skov. Jeg giver et par pib med brunstfløjten. Der sker ikke noget. Jeg står stille og venter håbefuldt. Et par pib mere, og pludseligt står han der – knejsende på stendiget. Han har også slået vidvinklen til. Men han er nærsynet og 
ænser mig ikke. Han står på stendiget fast som en statue. Jeg begynder at opleve bukkefeberens sitrende bevægelse i kroppen. Bukken virker en smule søvndrukken og søvngængende på én gang. Han har måske ikke sovet de sidste tre dage. Den ildrøde buk er tændt af elskovssyge. Bukken står med bringen skråt imod mig, og jeg slipper en kugle skråt ind i bringen. Bukken kollapser lodret ned på stendiget. Eftertænksom over jagtoplevelsen navngiver jeg bukken – du skal hedde Stenbukken.
Blind buk
Jeg smyger mig ned langs et noget spartansk hegn med enkeltstående småtræer og buske. Jeg kan se en rå og aner på jorden, at der ligger et dyr. Bukken er træt, og venter blot til at råen giver ham tilladelse til lyksaligheden. Da jeg er på knap 100 meters afstand, begynder jeg at lokke med mit kald. Råen flytter sig lidt, men ikke nævneværdigt. Bukken vil ikke slippe hende. Så jeg formår ikke at kalde bukken ud af hendes selskab. Men pludselig kan jeg i min højre øjenkrog se en bevægelse. Mindre en 20 meter fra mig er der kommet en ny buk ind på min side. Jeg hæver langsomt riflen i anslag og giver den et skud i fri hånd. Bukken falder omkuld. Jeg går kort efter langsomt hen til den, og da jeg vender den, kan jeg se, at den er ensidig blind. Men den kom ikke ind til mig fra dens blinde side. Men jeg kunne alligevel ikke lade være med at stille det sarkastiske spørgsmål: Var det mig, der var den blinde buk?
Enhjørningen
Min jagtfører havde sagt til mig, at der var en lidt speciel buk, som gik i et mindre dalkompleks. Vi satte os tæt på en højderyg. Vi kaldte men fik ikke nogen respons ud over en smalrå. Vi så skyggen af den i en høj græs- og ukrudtsmark. Men den forsvandt for os. Så en halv time senere gik vi rundt om nogle træer, hvor vi kunne observere ud over en mark, der skrånede ned mod en mindre skov. Jeg kaldte, og nu var den mere lydhør over for kaldet. Den krydsede ind og ud af skovkanten. Det var som om, at den havde afviklet et ærinde, den var
dedikeret til. Den kom ud på den åbne mark, og jeg skød den, da den stoppede op med siden til. Jeg kunne godt se, at den virkede til at have gode for-sprosser. Men det viste sig at være en abnorm buk med en for-sprosse, der lignede en ulvesprosse fra en kronhjort. Jeg gav den navnet ”Enhjørningen”, selvom sprossen ikke sad i midten af panden på den.
Jeg tror, man ser lidt flere abnome bukke i brunsten af den
simple grund, at man ser flere bukke. Det er den mest aktive periode for råbukken.
Mange polske jægere er mere optaget af at jage abnorme bukke. De vil hellere skyde en mindre abnorm buk end en stor medajlebuk. Når de viser en frem til en abnorm, skal man se det som en gestus. Jeg afslog en gang at skyde en mindre pendulbuk, og da jeg havde afslået at skyde den, måtte jeg love ikke at fortælle de andre polske jægere, at vi havde set den, for han ville selv ud og skyde den. Det fik han lov til, og derfor kan jeg kun drømme om, hvordan den virkelig så ud.
LÆS OGSÅ
