Bukkejagt er noget vanskeligt noget. Der skal bruges meget tid på det, og selvom man finder bukken, så ser (og typisk hører/lugter) han en, før man får bragt sig i position til at kunne skyde.
Den seneste bukkesæson havde været noget af en Tour de Force, hvor jeg havde fundet bukken og siden da efterstræbt den på mange snedige måder, uden at det var lykkedes. Blot dagen før havde jeg endnu en gang siddet i den lille skov, hvor jeg vidste, at han gik, blot for at kunne modtage en sms fra den ene af mine jagtgæster, som sad uden for skoven, om, at nu var han igen gået væk fra skoven, uden at nogen af os fik chancen til ham. Det er på den måde, bukke bliver store og gamle ved at være dér, hvor bukkejægerne ikke er.
Vi mødtes alle tre tomhændede efter aftenpürschen, med en tro på, at i morgen, så bliver det anderledes. Og det gjorde det!
Et par gode fyre
Jakob og Jens er to af de yngre jægere, som jeg har taget lidt under vingen. De er på hver deres måde meget erfarne, og jeg har set deres udvikling, fra vi først startede med at gå på jagt til i dag. Jakob har jagtet i New Zealand, hvilket gør, at han pürscher helt igennem fantastisk, til...
