Forventningens glæde
Kalenderen skriver den 15. august 2020 og vi er tre meget spændte jagtkammerater samlet i bilen. Vi har retning mod Vimmerby i Sverige, hvor vi skal jage knaldrøde sommerbukke i fire dage. Invitationen er faldet et par måneder før, så der har været rigelig tid til at opbygge spændingen, og det er da også til at mærke, at forventningens glæde sidder helt uden på tøjet.
Snakken i bilen går selvfølgelig på, hvad vi kan forvente os de kommende dage, og vi er alle tre enige om, at vi nok ikke skal stikke snuden op efter det helt store rent udbyttemæssigt. For ikke nok med, at vi er i slutningen af brunsten, så siger temperaturen også i nærheden af 30 grader hele ugen, hvilket som bekendt kan virke noget sløvende på det ellers så aktive råvildt – men hvad skidt! vi har da også pakket både badetøj og solcreme, så stemningen er god, og vi er enige om at tage det lidt, som det kommer.
Vi ankommer til den lille sommerstuga hen på eftermiddagen og har god tid til at blive indlogeret, inden turen går rundt i terrænet for at se, om vi kan spotte noget aktivitet derude, enten i form af dyr eller tegn som fejninger, spor, fald og så videre. Vi ser intet råvildt på rundturen, og det lader til, at der er meget lidt aktivitet på de åbne marker og enge, som ellers normalt ville holde dyr – sikkert på grund af varmen. På baggrund af dette bliver vi enige om, at morgendagens jagt skal foregå i skoven frem for de åbne områder.
En overraskende premiere morgen
Biipbiipbiip! Vækkeuret skærer sig igennem Niels’ snorken, og i et kort sekund har jeg lyst til at kaste telefonen ud i den lune sensommernat på den anden side af vinduet, indtil det går op for mig, at bukkejagten går ind om en times tid.
Herefter går det hurtigt med at få grejet fundet og komme i tøjet – ja faktisk så hurtigt, at der bliver tid til en lille slurk kaffe, inden vi ruller ud fra gårdspladsen og ud på jagt.
Jeg ankommer til min del af terrænet i totalt mørke, men efter gårsdagens rundtur ved jeg lige, hvor jeg skal hen, og jeg kan i sikker stil kravle op i tårnet ganske kort før skydetid, som i Sverige er en time før solopgang.
Bedst som jeg sidder der i stigen og nyder mørket og den totale stilhed, begynder skoven at åbne sig op for mig. En kombination, af at mine øjne har vænnet sig til mørket, og at solen, et eller andet sted, så småt begynder at vise sit lyserøde ansigt, gør, at jeg pludselig kan se silhuetter i bunden af den lysåbne fyrreskov, som jeg sidder taktisk placeret i. Håndkikkerten kommer på overarbejde, og selvom silhuetterne i alle tilfælde viser sig at være bærbuske og små træer, kan jeg nu for alvor mærke, at jagten er i gang.
Jeg når da heller ikke at sidde meget mere end 20 minutter, før en grævling kommer listende op ad den samme skovvej, som jeg kort forinden selv har sneget mig ind af. Jeg har længe haft et ønske om at skyde en grævling og jeg ved, at chancerne ikke hænger på træerne, så beslutningen bliver taget på et splitsekund, og riflen finder helt automatisk min højre skulder. Grævlingen fornemmer min bevægelse i tårnet, og vender rundt på en tallerken og løber nu væk ad samme vej, som den dukkede op. Et hurtigt musepib fra mine læber får dog det flotte dyr til at stoppe op, og i samme sekund forlader projektilet mundingen med direkte kurs mod grævlingen, som end ikke når at høre braget.
Efter mit held sidder jeg bare og nyder, hvordan skoven kommer til live i solens stråler, og hvordan varmen på ingen måde har lagt en dæmper på dyrene i skoven. I hvert fald har jeg intet mindre end to unge bukke gående foran stigen, da stilheden pludselig afbrydes af et riffelskud fra min nabo, som jeg vurderer må være Thomas, der vel sidder 500 meter fra mig.
Ganske rigtigt! Kort tid efter skuddet tikker der en sms ind fra vores vært, som er lykkedes med at kalde en flot 6-ender frem til skud med sit Nordik Roe- bukkekald.
Solen står efterhånden højt på himlen, morgenjagten indstilles, og bukken beundres og hænges på køl, alt imens jeg med rystende hånd får strejfet min grævling, som skal hjem og pryde den voksende trofæsamling.
I de solrige dagtimer glemmer vi alt om, at vi er på jagttur, og vi nyder i stedet de abnorme varmegrader og den private badesø til fulde! Ja, for en stund glemmer vi alt om, at vi faktisk befinder os 400 kilometer nord for København, og at det ikke er Gardasøen, vi plasker rundt i.
Bukke på kald – taktikken virker
Efter at have leget badeferie hele dagen og desuden nydt lidt god aftensmad er det igen tid til at komme på jagt. Vi sætter os ud relativt tidligt og forventer faktisk ikke, at der skal ske det store i skoven den første time eller to, da temperaturen stadig er meget høj, men det viser sig, at vi tager fejl. Jeg sidder igen i et tårn, som står placeret midt inde i en dejlig åben skov.
Jeg sidder vel i tårnet i en times tid, inden jeg finder telefonen frem for lige at høre, om de andre er begyndt at bruge bukkekaldet, da jeg nødigt vil gå i gang for tidligt. Jeg får et prompte svar fra Niels, om at han lige har skudt en god buk på kald, og at jeg bare kan se at komme i gang.
Niels brugte lammets kontaktkald, som er en funktion på de fleste bukkekald til at lokke bukken ind med, så jeg starter op på samme måde. Jeg starter op med at kalde stille og roligt, og så holder jeg ellers øje i den retning, jeg tror, at bukken vil komme fra.
Jeg får dog hurtigt en velkendt fornemmelse af, at noget eller nogen holder øje med mig bagfra, så jeg drejer mig langsomt rundt for at se, og ganske rigtigt! Blot 20 meter fra mig står en rigtig fin buk og kigger direkte op imod tårnet.
Jeg fryser fuldstændig til is, og jeg ved, at ethvert forsøg på at få riflen til skulderen vil være nyttesløst, jeg kan ikke gøre andet end at vente og se, hvordan scenen spilles ud.
Efter at have haft øjenkontakt med bukken i, hvad der føles som timer, men nok reelt set er omkring et minut, spankulerer bukken i moderat tempo videre, som om den vil finde ejermanden til kaldet, og altså ikke har opdaget mig. I samme øjeblik, som bukken bevæger sit fokus væk fra mig, ryger riflen, endnu en gang per automatik, op til skulderen, og jeg giver et fløjt for at få bukken til at stoppe. Den flotte buk hører pænt efter og stopper med det samme op, men fløjtet er timet forkert, og bukken stopper bag et par træer, som gør det umuligt at skyde. Endnu en gang sidder jeg hjælpeløs, og næste træk er bukkens.
Denne gang opdager han mig, og han springer ind mod en tykning. Et sidste fløjt fanger dog hans nysgerrighed, og nu står han perfekt, kuglen er i luften, og resten er historie. Alt dette sker på få minutter, og faktisk kan jeg sende en sms til Niels om, at jeg har skudt en buk, kun seks minutter efter at have modtaget nyheden om hans buk.
Taktikken med at jage de dovne bukke i skoven, frem for på de åbne arealer, har båret frugt, og alle tre har nu skudt en premierebuk. Så selvom aftenen stadig er meget ung, vælger vi at afbryde aftenjagten og mødes til en gang bukkepral.
Så jeg går spændt ned fra tårnet for at lede efter min buk, som viser sig at være en rigtig gammel svensk skovbuk, blind på det ene øje og med høje, smalle stænger – hvad mere kan man ønske sig?
Hånd i Hånd
Vi vågner op den 17. august med en lettere hovedpine og en følelse af, at turen ikke rigtigt kan blive bedre, men på jagt det skal vi! Vi bliver enige om, at hvis vi skal skyde flere bukke, så skal de være større end de forrige, eller meget gamle og med de pæne bukke, vi skød i går, ja så er der ikke lagt op til en dag med meget action, og det er også helt fint.
Jeg vælger at vige fra skovtaktikken og sætter mig på et klassisk svensk engstykke med stendiger og sporadiske remiser og hegn. Denne beslutning tager jeg mest af alt, fordi stykket ligger bekvemt placeret lige neden for huset, vi bor i, hvorfor jeg selv kan liste hjemad, skulle jeg blive træt af at sidde på post efter en stund.
Jeg sidder og nyder morgengryet, da en ræv pludselig kommer til syne et stykke oppe ad marken. Jeg gør riflen klar og begynder at kalde efter ræven, som reagerer lige så fint på kaldet og kommer ind på 50 meter, før den stopper op med siden til og tager sit sidste drag af den varme svenske sensommerluft.
Mæt af oplevelser og med en flot ræv på tasken beslutter jeg mig for at gå mod hytten og bruge tiden på at forberede morgenbordet, inden de andre kommer tilbage.
Over kaffen beretter Thomas, at han har ladet en buk gå, som faktisk var større end den, han skød i går. Han vurderede dog, at den var relativt ung, og valgte derfor at lade den slippe forbi – i håb om en genforening i 2021.
Resten af jagten går hånd i hånd, og heldet følger os turen ud. Det lykkedes således Niels at skyde en stor og rigtig tudsegammel 6-ender den17. om aftenen, ja vist nok hans bedste buk til dato! Hvilket giver plads til, at han og jeg vælger at holde en hviledag dagen efter og i stedet nyde solen, skovsøen, og et par kolde øl. Thomas vil dog stadig på jagt, og det ender, selvfølgelig fristes jeg til at sige, med at han skyder turens største buk i samme område, som hvor han åbnede ballet den første morgen. Bukken er en fantastisk ulige 6-ender med 26-27 cm høje stænger, og en masse der bæres hele vejen til toppen – uden tvivl en buk, som vil tage en medalje.
På turens sidste dag sover vi længe og tager på udflugt rundt i området, vi fisker, bader, soler os og nyder helt enkelt bare livet! Alle er enige om, at Diana har været os nådig, og jagtmæssigt vil vi ikke presse citronen yderligere – så hen på aftenen vender vi, lettere solskoldede, snuden mod Danmark med fem modne bukke i bagagen og et hav af oplevelser rigere. Jeg kan vist roligt sige, at den svenske bukkejagt bliver en fast bestanddel af vores sommerferieplaner fremover!
LÆS OGSÅ
