Mens hundeføreren går på sporet, venter jeg utålmodigt uden for mosen – intenst lyttende efter de forløsende ord: ”Jeg har fundet bukken”. Men, de kommer ikke, i stedet vender hundeføreren svedende og stakåndet retur efter en rum tids asen imellem de svært tilgængelige vidjebuske i rørskoven…
Starten på bukkejagten det år gik mildest talt ikke just efter bogen. Selve optakten tegnede ellers særdeles lovende i og med, at jeg havde spottet 2-3 rigtig stærke bukke i reviret.
I dagene umiddelbart inden jagten bliver givet fri, beslutter jeg mig for at prioritere en stærk buk i vestkanten af reviret i løbet den første uge af bukkejagten. Der er intet hastværk, da jeg har fri fra arbejde hele den første uge af bukkejagten som følge af afspadsering af optjent overarbejde. Omvendt så skulle jeg af sted på lejrskole til henholdsvis Ribe og Tjekkiet de efterfølgende to uger, så …
Om morgenen den 17. maj opdager jeg den aktuelle buk, da den opad morgenen ligger henslængt og nyder solen i en brakmark. Jeg har dog, som situationen står, ikke mulighed for at pürsche tættere på bukken end små 150 meter, uden at den aner uråd. Skulle den rejse sig, ville der heller ikke være mulighed for at afgive skud på grund af manglende kuglefang. Jeg bryder mig endvidere ikke om at skyde til råvildt på længere afstand end 100 meter. Jeg vil egentlig gerne af hensyn til spændingsmomentet have dem så tæt på som muligt, så alle detaljer ved dyret og opsatsen er på plads, inden kuglen slippes. Så efter at have dvælet ved den stærke opsats på behørig afstand igennem håndkikkerten en rum tid, er det tid til opstemt at vende næsen hjemefter for at lægge en strategi for de kommende dages jagter…
Buk, rå og buk
Om aftenen den 18. maj er jeg for tredje gang i streg på plads 3 meter oppe i en ældre ahorn, som står i et levende hegn, der grænser op til den aktuelle brakmark, hvor jeg havde observeret bukken om morgen d. 17. maj. Efter små tre timers venten, som blandt andet forsødes med at følge en lovende yngre buk først på aftenen umiddelbart neden for træet samt senere hen en stærkt irritabel og høj-drægtig rå, som uden held gentagne gange forsøger at sætte sit rålam fra sidste år på porten, træder den stærke seksender pludselig ind på scenen og tager del i løjerne.
En resolut beslutning skal tages, da tiden hastigt nærmer sig solnedgang. Så da bukken kort efter stopper op med siden til på små 100 meter, og jeg vurderer, at det er fuldt ud forsvarligt at afgive skud, så ekspederes kuglen…
Bukken tegner med et gigantisk spring i vejret, og stryger efter en løbetur på 20-25 meter igennem hegnet ind til naboreviret. Da jeg føler mig sikker på kuglen, venter jeg blot 5 minutter, inden jeg går til påskudstedet. Jeg har dog ikke held til at finde det eksakte påskudssted, men finder hurtigt relativt pænt med schweiss på det sted, hvor bukken er passeret igennem hegnet ind til naboreviret.
Jeg markerer efterfølgende stedet med min jakke – og vender sporenstregs næsen hjemefter for at tage kontakt til en lokal schweisshundefører. Efter at have briefet den legitimerede schweisshundefører over mobilen, aftaler vi, at han vil lægge vejen forbi den følgende morgen kl.08.00. For en god ordens skyld adviserer jeg tillige nabojægerne om den påskudte buk over mobilen.
Da jeg som afslutning på en lang aften går til køjs, er det naturligvis svært at finde ro for de tanker og refleksioner, som passerer revy. Først et par timer efter midnat vinder søvnen. Så i sagens natur bliver det ikke til mange timer, før dagen igen gryer.
Eftersøgning
Næste morgen et kvarter i otte ruller schweisshundeføreren ind på matriklen. Da vi er fremme ved skudstedet repeterer jeg nok en gang minutiøst hele begivenhedsforløbet i forbindelse med skuddet for hundeføreren.
Da vi ikke umiddelbart kan finde spor på påskudsstedet, vælger schweisshundeføreren i stedet at sætte hunden på sporet, hvor bukken er sprunget igennem det levende hegn ind til naboreviret, hvor terrænet efter en smal stribe med brak går over i en større mose med et nærmest utilgængeligt vildnis af tagrør og vidjebuske. Tre steder i kanten af mosen finder vi en del schweiss.
Mens hundeføreren går på sporet, venter jeg utålmodigt uden for mosen – intenst lyttende efter de forløsende ord:” Jeg har fundet bukken”. Men, de kommer ikke, i stedet vender hundeføreren svedende og stakåndet retur efter en rum tids masen sig igennem de svært tilgængelige vidjebuske i rørskoven med meldingen om, at det formentlig ikke er så godt med mit skud.
Det må jeg naturligvis slukøret tage til efterretning, selv om jeg fortsat har et billede på nethinden af, at dyret er truffet på kroppen qua bukkens reaktion efter skuddet. Mens hundefører og hund afsøger mosen, udnytter jeg den ulidelige ventetid til at stadfæste selv påskudstedet. Efter en nøjere granskning finder jeg et stykke rørknogle, flere mindre kødstykker og adskillige dråber schweiss.
Intuition
Efter at have konfronteret hundeføreren med fundet af de aktuelle nye spor, prøver vi endnu en gang at sætte hunden på sporet fra det sted, hvor hundeføreren har lokaliseret de sidste spæde dråber schweiss. Men uden held.
Samme dag er jeg til nogen frustration nødt til at tage retur til Fyn for at hente min bedre halvdel, fordi hun gerne vil dele pinsen sammen med mig i fritidshuset. Med adskillige års erfaring med råvildtjagt på bagen fornemmer jeg instinktiv, at der er noget, som ikke helt stemmer. Ingen tvivl om, at schweisshundefører samt hund har strakt sig til mere end det yderste for at finde bukken. Alligevel vurderer jeg, at der er tale om for megen schweiss til, at der blot er tale om et løb – eller strejfskud.
Da jeg har sundet mig nødtørftigt oven på fadæsen på turen retur til Fyn, så beslutter jeg mig for udelukkende at gå efter den aktuelle buk i løbet af pinsen, når jeg sidst på ugen igen er tilbage på Møn.
Det lange kvarter
Nabojægerne observerer ikke bukken, hverken onsdag aften eller torsdag morgen. Så det er med blandede følelser, at jeg torsdag aften atter klatrer op i ahornen i vestkanten af reviret. Ventetiden spenderes blandt andet med at se – og høre på, at nabojægerne regulerer rågeunger 3-400 meter inde på den anden side af skellet. Da jeg til solnedgang fortsat ikke har set noget til bukken, vender jeg mistrøstig retur til fritidshuset, som ligger i østenden af reviret.
Da jeg mangler små 100 meter i at være hjemme, råber og vinker min bedre halvdel mig an med store fagter. For mens jeg har siddet på anstand, har nabojægerne ringet og sendt flere sms´er til min mobiltelefon, som jeg havde efterladt i fritidshuset. Min bedre halvdel var til sidst endt op med at tage mobilen og modtage beskeden om, at nabojægerne havde fundet min buk forendt på et spor 100 meter inde i mosen.
Det turde efterfølgende næsten være omsonst at beskrive, hvor stor en sten der faldt fra mit hjerte, da de forløsende ord forlod fruens læber. Hun kunne endvidere tilføje, at en af nabojægerne ville lægge vejen forbi med bukken inden for et kvarter. Sjældent har et kvarter været så langt. Da nabojægeren trækker bukken frem af den sorte plasticsæk, genkender jeg hurtigt den stærke opsats. Desværre har ræven dog af flere omgange været forbi den for længst forendte buk, så jeg har desværre ikke andet valg end at kassere kødet.
Skuddet
En nøjere granskning af skudtegnet på bukken afslører, at jeg har truffet den i forreste del af højre bagkølle, hvorefter at kuglen er fortsat diagonalt igennem dyret og ekspanderet ud dels i venstre side lige bag bladet og dels i den øverste del af højre forløb.
En efterfølgende kontrolskydning af isenkrammet afslørede, at den tekniske side af sagen er ok. Flere eftersyn af positionen i ahornen, hvor skuddet blev afgivet fra, afslørede heller ikke generende grene og blade i skudfeltet, som jeg kunne have overset. Noget indikerer altså, at bukken fra at have stået med siden til har drejet sig og taget et skridt fremad, idet skuddet er faldet, og uden at jeg har registreret det.
Den aktuelle situation har naturligvis efterfølgende givet anledning til selvransagelse. Set i bagklogskabens lys burde jeg naturligvis ikke være blevet fristet til at gå til skudstedet allerede efter blot 10 minutter – om overhovedet, selv om jeg følte mig sikker på skudtegnet og har mange års erfaring med bukkejagt.
For den påskudte buk har ganske givet anet uråd, da jeg er gået frem til skudstedet med det resultat, at den er fortsat længere ind i mosen, inden den er forendt i stedet for at blive i kanten af mosen, hvor den havde sat sig i første omgang. Var jeg gået direkte retur for at rekvirere schweisshundeføreren, så havde vi formentlig uden større genvordigheder fundet bukken forendt næste morgen i kanten af mosen mindre end 75 meter fra skudstedet.
Uagtet min forhastede disponering umiddelbart i forlængelse af skuddet så betragter jeg det efterfølgende som mere end sort uheld, at den rekvirerede schweisshund ikke fandt bukken den aktuelle morgen, selv om den blev fundet af en af nabojægerne blot 25 meter fra det sted, hvor schweisshundeføreren dagen forinden havde fundet de sidste spæde dråber schweiss.
Episoden har dog ikke på nogen måde svækket mit positive syn på de kvaliteter, som den legitimerede schweisshund er i besiddelse af. Men, i den givne situation er jeg naturligvis ikke mindst nogle gode jagtnaboer en stor tak skyldig, fordi de i forbindelse med deres regulering af rågeunger havde held til at udrede en prekær situation for mig. Og nok var den aktuelle opsats ganske stærk, men det var ubetinget af mindre betydning i en kritisk situation, som i sidste ende fandt en mere end heldig sortie.
LÆS OGSÅ
