Vaffelbukken

Foto Søren Nordberg

For mange år siden faldt jeg over en jagtannonce på internettet, som jeg sammen med en jagtkammerat reflekterede på. En svensk lodsejer ville gerne sælge seks bukke på en såkaldt kortidskontrakt, hvilket i alt væsentlighed betød, at vi kunne komme tre dage i bukkepremieren fra den 16. august og skyde op til seks bukke. Prisen var fast med udspring i tidens pris for bukkejagt og med virkelig god indkvartering.

Vi kontaktede lodsejeren, og eftersom vi var de første, der henvendte os, fik vi også første bud. Det var en rå vinter, og vejret var mildest talt elendigt på det pågældende tidspunkt med sne og slud, så vi aftalte at komme op for at se terrænet og tale med familien nogle måneder senere, når vejret var skiftet til det mildere.

Foråret var så småt ved at spire frem i februar måned, og vi tog den fem timer lange tur op til Västra Götaland, hvor ejendommen ligger. Terrænet var typisk for det midtsvenske landskab. Udpræget landbrugsjord med småremiser og lidt skov. En ideel råvildt-biotop.

Ny forvaltning

Det er nu femten år siden, og i de mellemliggende år har vi haft mange premiereture på råbuk til dette skønne område. Jagtkontrakten har ændret sig gennem årene, og i dag lejer vi terrænet på årlig basis og driver jagten i samarbejde med lodsejeren og hans unge søn.

Det viste sig i løbet af de kommende år, at området på trods af sine firehundrede hektar ikke kunne holde til en afskydning på seks bukke om året. De første mange år bestod den samlede råvildtbestand af omtrent tredive dyr, men med afdæmpet og selektiv afskydning samt regulering af rævene, huser bestanden i dag godt og vel fyrre rådyr.

Bukkene på ejendommen er væsentlig stærkere end tilsvarende danske bukke. Store af krop og store opsætninger, og det er ikke ualmindeligt, at der nedlægges en eller flere medaljebukke hvert år. Da vi kun er to jægere om at forvalte afskydningen, er der konsensus for udelukkende at nedlægge modne bukke. Med modne bukke menes ikke nødvendigvis de største, men derimod bukke med en alder på fire år eller derover. Unge bukke skydes kun på indikation, det vil sige ved sygdom, mistrivsel eller ved alvorlige skader.

Den første morgen

Hvert år aftaler vi, hvilken buk eller hvilke bukke vi hver især vil skyde, og ud fra dette vælger vi hvert vores område. Når man har gået på jagt sammen i mere end 30 år, er der ingen uenighed, og der tages vidtstrakt hensyn til, hvad vi hver især ønsker.

I bukkejagten 2011 havde min jagtkammerat et særligt øje for en fin buk, som ofte befandt sig på en af de frodige enge. Som følge heraf valgte jeg selv at tage et nærmere kig på en større mark og en skovkant, hvor vi ikke tidligere havde haft held til at skyde buk, og som lå i den anden ende af reviret.

Marken var nyhøstet og stod nu som fin bygstub, og den bagvedliggende granskov var hjemsted for en større og moden seksender samt en rå med to lam. Langt de fleste bukke hos os bliver skudt på anstand, så det var helt naturligt at finde et passende sted med god oversigt, rigtige vindforhold og frem for alt kuglefang.

På vores første jagtdag stod solen op med de smukkeste farver, og den skønne svenske morgen bød os velkommen.

Tiltagende lys hen over morgenen, men desværre ingen aktivitet af råvildt på den mark, jeg havde valgt. Normalt samles vi til fælles morgenmad efter jagten mellem kl. 8 og kl. 9, men inden jeg vendte næsen hjemad, havde jeg besluttet, at jeg lige ville kigge ind på en mindre havremark, som endnu ikke var høstet.

Råvildtet, men for den sags skyld også de andre klovbærende vildtarter (krondyr, dåvildt og vildsvin), elsker disse næringsrige havremarker. Rent jagtligt er problemet bare, at disse kornafgrøder er så høje, at det er svært at se råvildtet og endnu sværere at komme til skud.

Jeg gik forsigtigt frem til marken, der er omkranset af vekslende skov og på den måde yder kort flugtafstand til skjul for vildtet. Havren var meterhøj, og der var kun få områder, hvor kornet lå ned eller var udtyndet så meget, at det var muligt at få øje på en eventuel buk.

Håbløs

Gennem årtiers bukkejagt er øjet trænet til at spotte de små ting, som kan afsløre bukkens tilstedeværelse, og mit øje fangede, hvad jeg i første omgang troede var en gråbynke, der ragede lidt op over det gyldne korn, men på et tidspunkt flyttede gråbynken sig gennem kornet, og da blev jeg klar over, at der var tale om en buk. Bukken var større end dem, vi normalt ser på dette terræn, og beslutningen om at forsøge at komme til skud lå således lige for.

Forholdene var desværre så godt som håbløse – alle vitale dele af bukken var dækket af havre, der bølgede svagt i den stille morgenbrise. Langsomt og lykkeligt uvidende om den potentielle fare bevægede bukken sig mod skovbrynet. Tålmodigt ventede jeg på min chance, og pludselig var forkroppen synlig.

Stabilt anlæg i den trebenede skydestok var en stor hjælp til at få den lille riffelkugle hen over hjertebasis. En kort og meget intens flugt igennem havren fulgte, inden der blev helt stille på den lille mark.

De mange spørgsmål

Min puls var maksimum, og mit åndedræt var løbet løbsk. En fysiologisk ændring, som det med årene er blevet sværere og sværere at fremprovokere.

De næste ti minutter var lange men også gode til at få gennemtænkt skudsituationen. Hvordan var det bukken kom fri? Hvordan stod den, da den blev truffet? Hvor langt væk var den? Hvad gjorde den i flugten? Hvor langt løb den? Hvor stor var den? Jo, jeg var sikker på, at den ville ligge forendt derude i den gule havremark.

Bukken var ikke svær at finde. Bristningen af de store karstammer over hjertebasis havde farvet det gyldne korn rødt af blod, og i en lille lavning i kornmarken lå denne smukke, røde sommerbuk. Et visuelt trofæ i særklasse. Kraftig krop og en voldsom opsats af særegen karakter. Der gik ikke lang tid, før den blev døbt Vaffelbukken, da dens opsats mindede så meget om vaflen til en iskage.

Premieren

Årene er gået, og der er skudt mange fine bukke på dette suveræne svenske terræn. I gennemsnit fire om året er det blevet til. Hvert forår tager vi op til ejendommen på arbejdsweekend for at bringe tårne og pürschstier à jour, og på disse ture kigger vi årets bukke ud. Mange gode timer er det blevet til.

Råvildtbrunsten i 2019 var lidt atypisk på vores svenske terræn, fordi den startede allerede medio juli, og da vi tog afsted til premierejagten den 16. august, var råvildtet totalt udmattet efter tre intense brunstuger.

I premieredagene så vi stort set intet råvildt, og det blev således først på revisionsjagten primo september, at der igen var bevægelse i rådyrene.

Septemberjagten

I år havde jeg valgt at sætte mig på kanten af en stor mark med hestebønner. Et helt igennem umuligt projekt, fordi hestebønnerne var meget høje og meget tætte. Alligevel skulle det vise sig at blive en meget spændende aften. Jeg spottede flere rådyr i hestebønnerne i de sene eftermiddagstimer. Rå med lam, smaldyr og flere yngre bukke, blandt andet en treårsbuk med kun en opsatsstang, og sågar en kronhind – alle syntes de godt om de modne hestebønner.

På et tidspunkt fik jeg øje på en mindre spidsbuk, som gik i kanten af hestebønnerne. Dens gang var besværet, og det var ikke umiddelbart til at gennemskue hvorfor. Bukken essede nærmere mit jagttårn, og på et tidspunkt kunne jeg se, at den var trebenet, idet den holdt det højre forben i favn på en særegen stiv facon. Det var ikke nogen stor buk og heller ikke noget stærkt dyr at se på. I situationen vurderede jeg bukken til at være 15-16 måneder gammel – med andre ord en årsbuk. Svage og syge dyr SKAL skydes før trofædyrene, og sådan blev det. Da jeg ti minutter senere stod med den lille, fine spidsbuk i hænderne, gik det op for mig, at den var fuldstændig magen til den buk, jeg otte år tidligere havde skudt på den lille havremark mindre end en kilometer fra hestebønnerne, men blot halvt så stor som Vaffelbukken og flere år yngre.

Brækket ben

Bukken havde været ude for en alvorlig skade på sit højre forben. Der var ar i huden med pelstab, og forbenet var tykt lige over håndleddet, sandsynligvis som følge af en påkørsel tidligere på sommeren. Dagen efter lå bukken på røntgenbordet i vores dyreklinik, og den hemmelighedsfulde skade blev yderligere belyst. Status efter en tværfraktur af mellemhåndsknoglen (metacarpus). Bruddet var stadig synligt, selvom kroppen var i fuld gang med helingen.

Trofæet har sidenhen fået en helt særlig betydning på grund af dets lighed med den tidligere skudte buk. Tænk hvor forunderlig vores natur er, at den er i stand til at kopiere en så særegen opsats så mange år efter. En umulighed syntes man og en helt fantastisk jagtoplevelse.