Det var en anden tid. Jeg var ny jæger og Blaser var et nyt brand. Jeg havde skudt et par stykker vildt – men så heller ikke mere. Dengang var jeg i besiddelse af en Brno i kaliber .375 og en Sabatti 6,5×55. Men min fødselsdag nærmede sig, og min hustru havde lagt mærke til min interesse for den der nye Blaser med det underlige og i hvert fald for mig ukendte repeteringssystem.
Den 4. januar 1997 – det var en lørdag – gik hun og jeg ind i Guns and Gents i Skindergade i den centrale del af København. Jeg var der for at overtale hende til at give mig en brugt Swarovski 1,5-6 i fødselsdagsgave. Hun gik derind og forærede mig en spritny Blaser R93 i kaliber 6,5×55. Kors, hvor blev jeg glad. Og det var jo dengang, hvor man kunne købe en riffel om lørdagen, få en tilladelse til den mandag formiddag og så hente den i butikken inden lukketid.
Jeg var lykkelig. Og det har jeg faktisk været siden. Både for Stasias gavmildhed og for den riffel, som jeg stadig skyder med fra tid til anden. For en sikkerhedsskyld tjekkede jeg nu og her mine resultater i beviset for den svenske elgprøve. Jeg skød guld med den riffel for blot et år siden. For et årti (eller mere) siden lykkedes det mig også at sikre mig indtil flere sølvmedaljer ved foreningsmesterskaber og tilsvarende til løbende vildt. Og det er jo netop, hvad den riffel med det hurtige repeteringssystem er som skabt til.
Det var ellers ikke nogen nem debut: ”Hvad vil du dog med sådan en VVS-bøsse?” var et af de hyppige spørgsmål den gang tilbage i forrige årtusinde med henvisning til, at man sådan som med et andet kloaksystem kunne skifte pibe og kaliber. (Det var nyt dengang.) Det forunderlige ved den lørdag i 1997 var, at min gode ven og jagtnestor Rolf Hagstrøm var i den samme butik for at købe sin første Blaser – og det var ikke aftalt på forhånd. Der mødte vi hinanden, og var vi ikke våbenbrødre i forvejen, så blev vi det da den dag.
Siden har vi skudt med Blaser. Undervejs har jeg også med stor glæde skudt med Lynx, Straser, Helix, Maral og for tiden SteelAction, men mit længste bekendtskab med rettrækkere strækker sig tilbage til ugerne efter min fødselsdag for mere end 25 år siden. Derfor føler jeg mig efterhånden i stand til at give en balanceret anmeldelse af det, der var så nyt tilbage i 1997.
DEN GANG…
Når Rolf og jeg satte vores rifler op på hylden ude på skydebanen i Storkøbenhavns Jagtforenings skydebaner på Amager, var vores rettrækkere de eneste.
Alle de andre rifler havde roterende cylinderlåse. Og vi skulle høre på alverdens hån. I dag er over halvdelen af de rifler, der bliver sat op på den samme hylde, rettrækkere, og størstedelen står der Blaser på.
HÅRDT BRUG
Jeg har brugt den riffel, som Stasia forærede mig den lørdag. Låsestolen og bundstykket fra dengang er stadig hjertet i min storvildtriffel, som efterhånden er blevet til vintage.Så sent som i 2020 havde jeg atter min .375ér H&H i aktion i Namibia, hvor det blev til fem stykker vildt i syv velfungerende skud.
Den riffel i den bestykning har været med mig kloden rundt – flere gange, hvis man regner turene sammen.
Nu nævner jeg det bare frit efter hukommelsen: Den første tur var til Zimbabwe i 1997, derpå skud i Grønland (6,5×55), i Polen, Sydafrika, Namibia, Ungarn, Danmark og Sverige. Med et andet R93’er system endvidere jagter i New Zealand, Newfoundland, Grønland og Svalbard (som sikkerhedsvagt), Polen, Letland, Irland, Sverige og Danmark.
De to forskellige låsesystemer, som der her er tale om, har været udsat for Afrikas røde støv, den irske regn og den arktiske kulde, som undervejs har krydset de minus 40 Co – for nedadgående.
Der har aldrig været problemer med repeteringen, med genladningen, patronoptaget, udkastet eller aftrækket. Alle de håbløse skrækscenarier, som Rolf og jeg i sin tid blev stillet i udsigt af vores konservative og innovationsangste medskytter på landets skydebaner, indfandt sig aldrig.
En af de hyppigst fremsatte forudsigelser var, at det der underlige repetersystem ville fryse sammen med den første morgenfrost. Sådan gik det ikke. Min riffel fungerer også i minus 40 – men det kan da godt være, at den sætter sig, hvis det bliver rigtig koldt, det har jeg trods alt ingen viden om. En anden var, at det røde sand i Afrika ville få systemet til at stå af. I 2005 tog jeg konsekvensen af denne forudsigelse og gravede min .375’er ned i det røde grus i Namibia. Dækkede den helt til, med en undrende PHér som vidne. Hev riflen op af sandet og repeterede fire skud uden det mindste problem. Og så har jeg altså haft udelukkende velskydende resultater på jagterne såvel som de konkurrencer, jeg også deltog i de første ti år af dette årtusinde – med samme riffel.
På den baggrund tør jeg godt vove pelsen og fremføre, at Blasers repetersystem virker. At riflerne står distancen, og at jeg oplever, at hele konceptet er relevant og pålideligt. Ikke at der her er tale om en test. Blot en række erfaringer, men de peger alle i den samme retning.
Ærgerligt er det kun, at riflerne ikke produceres mere, men i bund og grund gør det mig ikke det mindste, for det grej, jeg har, det holder.
