Jagt på Stewart Island, New Zealand

Foto: Hans Jørgen Rafn og resten af jagtselskabet samt Tomas Pavelka, staublinse og Danita Delmont alle fra Shutterstock.

Forrige år på en jagttur til New Zealand overnattede jeg i telt i haven ved min guides forældre. Jeg blev inviteret indenfor som en del af familien, og over frokosten faldt snakken på den mystiske ø – Stewart Island – langt mod syd. Hvor der er kiwifugle og papegøjer, som kun findes på denne ene ø og selvfølgelig Whitetail-hjorte, der gemmer sig som spøgelser i de mandshøje bregner i urskoven.
Da jeg for sjov sagde, at det jo var umuligt at komme til at jage på øen, sagde Hans, der er far til min guide, at det var det ikke, hvis nu han inviterede mig. Det kunne jeg kun give ham ret i, men jeg slog det hen. Vi boede et par dage mere ved Hans, mens vi jagede i området, og snakkede ikke mere om den mystiske ø.
Turen gik hjem til Danmark, men øen spøgte i mit hoved. Jeg overvejede faktisk at kontakte Hans igen for at høre, om det var muligt at komme med derud, men det blev ved overvejelserne i et par måneder. Pludselig en dag lå der en besked på messenger fra Hans på New Zealand. Der stod, at hvis jeg og en kammerat ikke skulle noget fra den 22. maj og 10 dage frem, så var der 2 pladser på deres årlige tur til Stewart. Jeg var ikke sen til at svare, at der var ikke noget, jeg hellere ville, og derfor blev 2018 året, hvor jeg kom på jagt et sted, som jeg ikke lige havde regnet med nogensinde ville lykkedes.

Afsted til Stewart Island

Den 18. maj 2018 fløj jeg med min nevø Esben til Christchurch, lejede en bil og kørte de 8 timer ned til Hans. Her mødtes vi med et par stykker mere. Det var Hans’ 19. tur til øen. Den efterfølgende nat kørte vi videre ned til Invercargill, hvor en chartret hummerbåd lå og ventede på os. Efter at have læsset 2 speedbåde, et par joller og alt, hvad vi ellers skulle bruge de næste 10 dage, stævnede vi ud i det farefyldte Foveauxstræde. Heldigvis viste vejret sig fra sin gode side, og den tre en halv time lange tur mod Lords River i zigzag mellem undersøiske skær forløb uden problemer

Da vi var vel ankommet og havde fragtet al bagagen i land i jollerne, var det tid til at sætte telte op og blive installeret i South Lords Hut. Der blev også tid til en lille pürsch bag hytten, og der var en del spor efter Whitetail, så forventningerne var høje til næste dags jagt.

Jagten foregik ved, at bådene sejlede op ad floden, som nærmest er et delta med væltede træer og store mudderbanker, som er frie af vandet ved lavvande og sejlbare ved højvande. Her blev vi sat af på begge bredder, og så havde vi hvert vores område. Vi jagede med Gps tændt hele tiden, hvis ikke solen var fremme, da vi ellers ville gå i ring i løbet af no time. Nordsiden, som kun jeg jagede på, er nogenlunde åben med mange bregner og slyngplanter. Sydsiden er meget mere tæt, så det fravalgte jeg, da buen hænger fast hele tiden. De lokale havde underholdt med, at der var angribende søløver i den tætte underskov på den havnære sydside, og en sådan havde jeg ikke lige lyst til at rende ind i.

På jagt med John

Førstedagen fulgtes jeg med John, der som 8-årig blev sat af på en flodbred her på Lords River sammen med sin lillebror udstyret med en cal .222, et kompas og med beskeden om, at de blev samlet op ved solnedgang. Han var den helt rigtige til at sætte mig i gang med jagten her. Det skal siges, at han året efter, altså 9 år gammel, guidede en hollænder til en stor Whitetail-hjort selvsamme sted.

Vi pürschede rundt i nogle timer. Jeg gik forrest med buen, og han fulgte bagefter med riflen på ryggen. Han dirigerede mig lettest muligt igennem den til tider meget tætte regnskov. På et tidspunkt står vi og nyder udsigten i en bregnefyldt åbning, da jeg spotter et dyr på cirka 60 meters afstand. Det er alt for langt til et bueskud, så jeg vinker af til John, og han nedlægger hjorten, som bliver lavet til en backpack, som han går rundt med på ryggen de næste 3 timer, mens jeg pürscher videre. De er seje, de Newzealændere.

Vi støder et par dyr mere på dagen, da det nærmest er umuligt at liste sig lydløst rundt, når det ikke har regnet, Det bedste jagtvejr er faktisk, når det siler ned, så opdager dyrene dig ikke så let i den tætte underskov, Og da vi mener, at vi har opbrugt vores held for denne dag, vender vi tilbage til flodbredden. hvor vi hænger en orange vest ud på en gren, så bådsmanden kan se os på sin opsamlingsrunde. Der blev sejlet tre ture hver dag, én ud om morgenen med jægere og en tur til middag, hvis nogen ville jage en halv dag og så den sidste tur i solnedgangen.

En kort jagt

Næste dag lånte jeg Johns riffel, og jeg og Esben blev sat af samme sted og satte Gps’en på den position, hvor vi så dyr dagen før. Hjortene står ret fast, da vi er lige på bagkanten af brunsten. De har skrabepladser, ligesom vores hjemlige bukke har det sammen med fejningerne. Men turen bliver en del kortere end forventet – da vi kommer op over den stejle flodskrænt, går vi ret ind i en hjort, som jeg nedlægger på 20 meters afstand. Hvilken start på denne tur. Jeg nåede da også at ærgre mig lidt over, at jeg havde ladet buen blive i hytten. Men vi fik taget billeder og fik hjorten ned til floden og opsat noget orange, så vi kunne finde den igen. Vi brugte resten af dagen på at finde et dyr til Esben. Vi så dog ikke flere. Da vi kom tilbage til hytten, var der stor jubel og lykønskninger til os med hjorten.

Ghost Deer og Kaka

Næste dag tog jeg buen med og forplejninger til hele dagen, så vi kunne jage langt ind i junglen. Der er jaget ret hårdt tæt på flodbredden, så vi gik da rigtig langt ind og satte os for at få noget at drikke og et æble at spise. Jeg satte buen på den ene side af træet, og vi sidder bare og hygger og snakker lidt på den anden side af træet. Jeg kommer til at kigge på Esben, der med et meget stift blik i øjnene nikker målrettet til venstre for mig. Jeg lister buen rundt om træet, mens jeg ud af øjenkrogen kan se et dyr, der hastigt kommer tættere på i de høje bregner. Jeg får trukket buen og slipper pilen på 7 meters afstand, mens dyret stadig er i bevægelse. Det opdager aldrig, hvad der træffer det, og det fortsætter ligeså lydløst, som det kom. Det er ikke underligt, at de lokale kalder dem for Ghost Deer.

Jeg tager riflen, som Esben har lånt. Det er faktisk den samme .222er, som John havde med som 8-årig, og som alle hans søstre og brødre har skudt deres første dyr med. Jeg går i den retning, som dyret forsvandt i. Eftersøgningen bliver kort. Dyret, der er endnu en knophjort, er gået 15 meter og ligger forendt med en dobbelt lungepil. Euforien er stor, og vi synes selv, at det ikke kan blive meget større, da Esben opdager noget i trætoppene over os. Det viser sig at være 5 af de ekstremt udryddelsestruede Kaka papegøjer, som upåvirket af vores ståhej og filmen klatrer rundt i trætoppene og spiser blomster. Dette øjeblik er ubeskriveligt.Vi laver en backpack af hjorten og begiver os mod floden. Vi sidder en times tid og venter på vores båd, mens vi nyder synet af de små Kakariki parakitter, der er overalt på øen. Bådsmanden, der henter os, er noget overrasket over, at det er lykkedes os at skyde endnu et dyr og endda med buen.

Afslapning med fiskeri

De næste par dage jager vi lidt uden held og tager med på fiskeri efter Blue Cod, Barracudaer og Trumpeter Fish ud for østkysten af øen. Jeg kan love for, at en lille 14 fods jolle ikke er ret stor, når dønningerne fra Stillehavet ruller ind mod kysten. Vi kommer også med, da et par stykker fra selskabet dykker efter Paua Abelone, en form for muslinger, der sidder på klipperne under havets overflade. Lokalt regnes det for en meget stor delikatesse, hvilket gør, at der er Bag limit på dem. Hver dykker må maximalt tage 12 med i land pr. døgn.
Jeg vil gerne betvivle, at der her er tale om en delikatesse, men kødet er flot, helt fast, og vi hakkede det og lavede en slags frikadeller af det. Det var vores forret om aftenen.

En sidste jagt

På et tidspunkt vil et par lokale ind til Upper Lords Hut, som ligger 7 kilometer inde ad floden, og som kun kan nås ved højvande. Tidevandsforskellen er næsten 3 meter. Esben og jeg vælger at tage med på turen derind. Vi får tidspunkterne for højvandet de næste to dage. Vi skal være ved drop off pointet, hvis vi vil ud igen.
De sidste par timer inden solnedgang laver vi en kort jagt på en højderyg, hvor der er store ufremkommelige sumpe på begge sider. Her finder vi et par fantastiske steder, hvor vi kan sidde på anstand tæt ved veksler og skrab den næste dag. Vi ser også en hjort derinde, som snyder os et par gange.

Så vi er afsted tidligt næste morgen, og vi tager hver vores spot. Efter et par timer aftaler vi, at jeg pürscher længere ind langs bjergryggen, mens Esben bliver siddende i det, man nærmest kan kalde baghold dér, hvor vi så hjorten dagen forinden. Jeg ser også et hundyr længere inde, men chancen bliver aldrig rigtig god i de mandshøje bregner, og jeg begiver mig ud mod Esben igen.

Da jeg er halvvejs ude ved ham, lyder der et skud, og jeg tænker ‘yes’, så lykkedes det. Et øjeblik efter ser jeg skyggen af et dyr, der løber ned mod sumpen. Jeg når ikke at tænke så meget over det, da jeg møder Esben. Han har skudt på en hjort, men han kan ikke finde den. Efter lidt snak frem og tilbage mener vi, at det er hans hjort, jeg har set. Vi går ned i sumpen og finder da også et sårleje. Jeg sporer hjorten 200 meter, da den springer op. Den er træt og løber ikke langt. Esben går forrest og giver den en sidste kugle, da den springer op igen. Og det er hjorten fra dagen før, en flot spidshjort. Der er lige tid til, at vi kan brække den, få den på ryggen og komme med båden ud samme dag. Næste dag står den på Whitetail over bål på fem måder. De lokale kigger lidt, da vi helsteger en kølle i gløderne. De mener, at alt kød skal koges i en gryde, men jeg skal da love for, at der bliver kø, da Esben begynder at skære kødet ud.

En fantastisk tur

I løbet af de ti dage fik hele gruppen 14 Whitetails. Det var et helt OK resultat, og vejret viste sig fra sin bedste side. Vi havde tre dage med regn, ellers var det klart vejr og solskin. Det er ikke normalt. Året før havde det regnet uafbrudt, fra holdet landede på øen, og til de drog derfra igen. Der var vist kø ved brændeovnen i hytten.

Fantastiske 10 dage på Rakiura (maori) var til en ende, og sammen med 12 fantastiske og hjælpsomme lokale jægere drog vi mod Invercargill igen med hummerbåden Aurora Australis. Vi var mætte og trætte efter en fantastisk tur, og mon ikke vi tager imod tilbuddet om at komme med igen på et tidspunkt? Invitationen er i hvert fald modtaget.

Der ligger en film på you tube, hvor vi har prøvet at genfortælle lidt af vores tur til Lords River. Søg på Stewart Island 2018.

Stewart Island er New Zealands tredje største ø. Den ligger 30 kilometer syd for Sydøen, har et areal på 1.746 km² og en kystlinje på 700 kilometer. Øen har været beboet siden 1300-tallet, men befolkningstætheden er ganske lav. Seneste opgørelse er fra 2006 og viser, at øen er hjemsted for 402 personer.
Som andre steder i New Zealand er der også her udsat hjortevildt en gang i tidernes morgen. Måske er der krondyr på øen, men det er white-tailed deer som tiltrækker sig såvel de lokale som de tilrejsende jægeres opmærksomhed.