Inden bukken forsvinder ind i mosen, når jeg lige at tænke, at den eller seksenderen, får jeg givetvis kun chance til, hvis en af dem senere i bukkejagten taber hovedet og blindt følger i klovene på et smaldyr i brunst ud af mosen og ind på engen. Men, efter den ulige otteender er forsvundet ind i mosen, går der dog ikke længe, før den svære seksender springer ud fra mosen og giver sig til at fouragere i engen.
I foråret 2016 byder bukken sig til sammen med en anden buk. På daværende tidspunkt er de begge allerede stærke af krop og sat op som gafler pænt over gehørhøjde. De to unge kåde bukke følger hinanden rundt i terrænet hele foråret, som to uadskillelige brødre. Snart står de lige under skydestigen, snart står de midt i køkkenhaven og nipper til grøntsager og urter for i næste øjeblik at tage på udflugt hos naboerne. Den følgende jagtsæson toner de frem som henholdsvis lige og ulige seksender. Og nu er det definitivt slut med, at følges så yndigt ad. Nu ser de skævt til hinanden, når deres veje lejlighedsvis krydses. Jeg beslutter mig standhaftigt for at lade dem begge gå – og skyder i stedet en buk, som er svag af både krop og opsats – og sætter så min lid til, at de to flotte bukke ikke bevæger sig for langt væk fra deres homerange og frister aktuelle nabojægere. Det skal være usagt, om de hører mine bønner. Men, fakta er, at de klarer sig igennem 2017. Og allerede først i marts 2018 er de sat meget fornemt op. Den ene som regulær seksender. Den anden som ulige otteender. Begge bukke er fortsat meget stationære i området i både marts og april måned. De fejer deres opsats med få dages mellemrum sidst i marts og begynder for alvor at se ondt til hinanden. I løbet af april er jeg vidne til flere tvister, hvor bukkene bogstaveligt knalder pandebraskerne sammen. Den ulige otteender synes umiddelbart at være den stærkeste, men den svære seksender ligner ingenlunde en buk, som uden videre har tænkt at trække sig fra den unikke råvildtbiotop, som den har trådt sine lammeklove i.
TILFÆLDIGHEDERNES VALG
Da vi rammer ouverturen til årets bukkejagt, har jeg for længst besluttet mig for at prioritere de to bukke. Og det kommer ud på ét, om det ender med seksenderen eller den ulige otteender, for begge bukke er bestemt kapitale. Jeg har samtidig besluttet mig for, at det kun er den ene buk, der skal nedlægges, hvis tingene arter sig. Den anden kan passende fortsætte det genetiske benarbejde i området. I sagens natur spenderer jeg en del timer i det aktuelle revir forud for bukkejagten for at scanne og kortlægge de to bukkes daglige vaner. Da vi rammer premieredagen for årets bukkejagt, er de to stærke bukke som sunket i jorden.
Først den 19. maj om aftenen ser jeg dem, da de uden varsel skyder ud af mosen som to missiler i jagten på hinanden. Den ulige otteender jager seksenderen over stok og sten. Til nogen bekymring forsvinder de langt ind på et naborevir. Men, til mit held sidder der ikke jægere ude med isenkrammet hos naboen. Da den ulige otteender et kvarter senere kommer retur, tager den drevent turen på vekslen langs kysten og forsvinder ind i mosen, uden at jeg har mulighed for at handle på det. Det samme scenarie gentager sig næste aften på stort set samme klokkeslæt afsluttende med, at den ulige otteender triumferende på stive løb igen kløgtigt tager den sikre vej langs kysten retur til mosen.
Om aftenen den 22. maj er jeg igen på plads i hochsitzen i Haveskoven, hvor der er et godt view ned over mosen og engen. Jeg har ikke siddet længe, før de første drægtige råer og smaldyr rejser sig i brakken. Mens, jeg sidder og nyder den lune aftensol og synet af hundyrene, dukker den ulige otteender pludselig op inde på naboreviret. Han har tilsyneladende siddet og tygget drøv i det levende hegn langs kysten, uden at jeg har noteret ham. I løbet af den næste halve time bevæger han sig trægt tættere på mosen, dog uden på noget tidspunkt at krydse ind over skellet til min jagt og levne en mulighed for at skyde.
Inden bukken forsvinder ind i mosen, når jeg lige at tænke, at ham eller seksenderen får jeg givetvis kun chancen til, hvis en af dem senere i bukkejagten taber hovedet og blindt følger i klovene på et smaldyr i brunst ud af mosen og ind på engen. Men, efter den ulige otteender er forsvundet ind i mosen, går der dog ikke længe, før den svære seksender springer ud fra mosen og giver sig til at fouragere i engen. Inden jeg får mulighed for at få ham fri af den høje vegetation og levere et godt skud til ham, forsvinder han under en bakke. Jeg vælger derfor hurtigt at forlade hochsitzen for at få kontakt med bukken igen.
PÜRSCH
I løbet af få minutter har jeg kontakt til ham igen. Med adrenalinet rullende i blodet fanger jeg hurtigt seksenderen i riffelkikkerten. Han står ikke optimalt og opleves som for langt væk i okularet. Så opdager jeg, at kikkerten fortsat er skruet ned til 3 gange forstørrelse i forhold til en situation under morgens jagt. Samtidig med, at jeg optimerer forstørrelsen på kikkerten, tager bukken nogle få skridt og lægger sig prompte ned i engen. Held i uheld, for i og med, at bukken lægger sig, giver det mig muligheden for at bringe mig i en mere favorabel position. Jeg tager konsekvent fat i skydestokken og pürscher mig lydløst små 50 meter tættere på.
Tiden har nu sneget sig frem til 20.50 – altså fortsat en halv time til lukketid. Nu er gode råd dyre.
Skal jeg sætte mig ned på stengærdet i skellet til mosen og vente – eller skal jeg stille mig klar med riflen hvilende i Viper-Flex’en?
Valget falder intuitivt på klarstillingen med riflen i skydestokken. Og det skal efterfølgende vise sig at være et godt valg.
TÅLMODIGHED
Ventetiden føles som en evighed. Efter 25 lange minutters nervepirrende venten, blot seks minutter før solnedgang, rejser seksenderen sig op med fronten imod mig, inden den til mit held umiddelbart efter vender siden til – og tegner for en god kugle.
Få minutter efter jeg har skudt seksender, springer den ulige otteender til stor forundring bombastisk ud i engen og stiller sig desorienteret og søgende op med hele bredsiden til ude på 80 meter uden at ænse min tilstedeværelse.
Jeg er ved at tage underkæben af målløshed og – står reelt med muligheden for at kunne skyde den ulige otteender.
Trådkorset i riffelkikkerten hviler for en stund tungt på bladet af den ukurante otteender. Men, uagtet hvor fristende situationen er, så bliver det ikke aktuelt at slippe kuglen, fordi det aldrig har givet mening for mig at skyde mere end én buk om året i det givne revir…
Så svøber vinden, og min forræderiske fært rammer bukkens unikke lugtesanser – og med et par graciøse spring og en dyb adviserende smælen forsvinder bukken igen langt ind i mosen, mens adrenalinen suser faretruende rundt i mit hårdtprøvede korpus.
Da pulsen igen er faldet til ro, går jeg til påskudstedet, hvor jeg finder godt med iltet schweiss – og uden udfordringer kan jeg følge bukkens 50 meter lange dødsløb, som er endt i bunden af en grøft.
Da jeg står med bukken ved hånden, viser det sig, at opsatsen er væsentlig kraftigere, end jeg forlods havde vurderet den til at være. Det er bestemt ingen skade til, for det er tit det omvendte, der er tilfældet, når vi kommer frem til en forendt buk, fordi vi ofte bedrages af optikken under jagten.
Faktisk er opsatsen fysisk større og kraftigere end de medaljebukke, jeg hidtil har nedlagt i Danmark. I et kort øjeblik føles det, som om tiden står stille. Jeg tænker reelt ikke på noget som helst.
Jeg er et eller andet sted bare fuldkommen lykkelig over mit jagtheld, som naturligvis efterfølgende bliver delt med gode jagtkammerater. Det er i sagens natur svært at falde i søvn om natten, fordi jagten på bukken igen og igen passerer revy på nethinden.
Men, da jeg få uger senere får kogt kraniet af – og tørret det, rammer skuffelsen mig som en hammer. For opsatsens vægt lander blot på 420 gram for hele kraniet – og det er næsten med garanti ikke nok til at hente en medalje. Heldigvis har glæden over den meget flotte mørke og bastante opsats på væggen i jagtstuen – og de intense og nervepirrende jagtoplevelser, som fulgte med i jagten på bukken, for længst fortrængt den umiddelbare skuffelse over opsatsens manglende metalliske tyngde.
